Danmarks måske mest bundlinjefikserede imam

Jeg kører gennem byen i min bil. Det er mandag eftermiddag, og jeg kommer ude fra Hillerødmotorvejen. Det er ikke nogen normal køretur; det er det ikke, når man forsøger at holde trit med en anden bil, og slet ikke hvis den anden bil bliver ført af en imam. Jeg kører efter en fængselsimam i min bil, og jeg kan ikke lade være med at holde øje med, om han overholder fartgrænserne og færdselslovgivningen. Ikke fordi han er muslim! Men fordi han er en myndighedsperson. Som fængselsimam og formand for Dansk Islamisk Center er Waseem Hussain, 32, en mand, der har en menighed, han er en mand, som mange lytter til.

Men der er ikke noget at komme efter. Han er civilingeniør af uddannelse og kører perfekt i sin gamle bil. Jeg har været hjemme og besøge ham i hans hjem i Tingbjerg uden for København, og vi har talt i mere end en time, mens hans børn har leget omkring os. Nu vil han vise mig sin moské på Baggesensvej på Nørrebro.

Da vi ankommer, fører han mig op ad en trappe og låser døren op. Jeg tænder for båndoptageren og tager næsten det hele med.

Mænd for sig og kvinder for sig

Føljeton: Moskéen er et par hundrede kvadratmeter.

Waseem Hussain: »Ja, det er den. Og det her er så mændenes område.«

Vi går videre.

»Og her er kvindernes område.«

Og så er det jo, at nogen vil spørge, hvorfor skal kvinderne være for sig selv…

»Jo, men sådan gør vi det nu engang, og det kan man så synes om eller lade være. Hvorfor gør vi nu det? Kan de ikke bare sidde inde hos mændene? Hvorfor er deres lokale mindre? Jamen, ved du hvad: Der er flere mænd til fredagsbønnen. Det er forklaringen. Haha.«

Hvorfor er der en diskokugle i loftet hos pigerne?

»Det må du spørge dem (kvinderne, red.) om. De vil gerne have, at den er der, tydeligvis. Og så er den der.«

Men bortset fra diskokuglen, som jo ikke er nogen diskokugle, men en rigtig flot rund tingest – så er her meget spartansk indrettet. Er det meningen med sådan en moské? Her er ikke decideret pyntet.

»I nogle moskeer er der mere pyntet end her. Vi kunne også pynte mere, men vi skal kun være her i en begrænset periode. På et eller andet tidspunkt flytter vi væk herfra. Og selv hvis det var lejede lokaler… jeg ved ikke, om du har været inde i stormoskeen?«

Tag bare et billede

Nej.

»Den er også forholdsvis spartansk indrettet. Det er ikke ligesom i en kirke. I kirker er der meget bevidst tænkt over tingene helt ned i detaljen. Hvordan lyset skal falde og sådan noget.«

Men samtidig er islamisk arkitektur jo om muligt endnu smukkere end kristen arkitektur, så nogen må da være interesseret i, at det er pænt.

»Jo, jo, men farvevalget her, og hvor synlig tingene skal være… jeg vil næsten kalde det en mere nede på jorden måde at være på. Jeg ved ikke, om det er det rigtige udtryk.«

Men der kan man jo også have det sådan med nogle kristne kirker, at når man ser dem, så tænker man: Okay, vi har fattet det: det er svulstigt – der er mange penge i det her foretagende. Og det er så tydeligt, at der ikke er tænkt sådan her.

»I islam har vi en formaning om, at du ikke skal gøre meget ud af moskeerne. Det handler ikke om at udsmykke dem. Det er fint at gøre dem flotte, men det er ikke vigtigt.«

Må jeg tage et foto?

»Ja, selvfølgelig.«

Jeg beklager, hvis jeg stiller nogle banale spørgsmål.

»Du må stille alle de spørgsmål, du har lyst til!«

Moskeen er ikke så sexet

Når folk kommer her, har de så deres almindelige tøj på?

»Jaja. Der er måske nogle, der tager noget mere mellemøstligt eller ‘kulturelt’ tøj på.«

Vi står og kigger lidt. Så går vi videre ind i et andet rum. Halvt lager, halvt møderum.
»Så sådan ser der ud her. Det er lidt halvkedeligt. Ikke så sexet. Ikke det mest cool sted.«

Er det en fodbold, der ligger derhenne?

»Ja, så kan børnene spille fodbold, mens der er bøn.«

Hvor tit er du her i moskéen?

»Ikke så tit. En gang om ugen.«

Har du også private møder med medlemmer af menigheden under fire øjne her?

»Jo, det kan jeg godt have.«

Så kan en person i menigheden tage dig til side?

»Tage mig til side eller ringe til mig eller sende mig en mail.«

Tre tunger

Hvor tit er spørgsmålene noget med Koranen, og hvor tit er det noget personligt?

»Det er oftere noget personligt, hvis det endelig er. Det kan godt være noget med islam, men så siger man det tit foran de andre. Det mere islamtunge eller islamtekniske tager vi ude i det åbne, det mere private er under fire øjne. Mellem to tunger… eller tre tunger, må det være. Vi (imamer, red.) har jo to, ikke? Haha.«

Når det er ting af mere privat karakter, kan det så godt være en mand på 60 år, der henvender sig til dig? Nogle kan jo godt have det sådan, at…

»At jeg er yngre – meget yngre? Personligt vil jeg så også hellere have, at han går hen til Abdul Wahid (Pedersen, Waseem Hussains imamkollega, red.), han er ældre og har mere livserfaring. Han kunne sikkert også finde på at sende nogen den anden vej.«

Waseem Hussain peger på en tavle, hvor nogen har skrevet nogle formler.

»Det er meget repræsentativt for stedet her. Der er nogle herinde, der laver matematik og noget andet i den stil. Der står tit nogle mærkelige ligninger og den slags på den tavle, fordi folk sidder her og laver matematik og skriver speciale.«

Hæng det bare op

Altså simpelthen laver lektier?

»Ja, simpelthen. Vi har en ph.d.-studerende i fysik, som er rigtig dygtig, som hjælper nogle af de andre.«

Ovre ved vinduet står der to skærme af en art med store islamiske tegn på. Jeg peger på dem.

De der, har de nogen signifikans af nogen art?

»Nej, ikke udover at der står Gud på den ene og Profeten på den anden. Men de er ikke blevet hængt op derinde. Som formand har jeg meget den indstilling, at ‘hvis I vil have, at det skal være et pænere sted, så må I gøre noget ved det’. Det er ikke mig, der skal gøre det. Hvis der kommer en og siger: ‘Skal det ikke hænges op?’ så siger jeg: ‘Jo, du kan bare gøre det.’«

Der kan man godt forestille sig, at præsten går foran i den danske folkekirke og gerne vil have, at det skal være lidt sirligt.

»Ja, præcis. Det kunne jeg også gøre, men så er det jo mig, der gør alt, og det gider jeg ikke.«

Civilingeniøruddanet

Kan du ikke med din imam-autoritet bare sige til nogen: »Hey, vil du ikke lige fikse det her?«

»Jo.«

Og så ville de gøre det, fordi det er imamen, der siger det.

»Joh, det kan man godt sige.«

Men du benytter dig ikke af det?

»Nej, jeg vil hellere have, at folk selv tager initiativet. I Folkekirken er det meget nemmere, for der har de en masse midler. Så du kan bare ansætte folk til at gøre det. Det er en anden ting, det med midlerne. Det er noget, der halter her. Nu er det måske også fordi, jeg er uddannet civilingeniør inden for strategi og ledelse, men jeg kigger meget på bundlinjen. Når bundlinjen ikke hænger sammen, er det ikke særlig godt. Og så gælder det om at få den til at hænge sammen.«

Tror du, at du er Danmarks mest bundlinjefikserede imam?

»Åhr, det er et godt spørgsmål. De andre vil sikkert tænke, at det ér jeg. Vi havde et møde en dag, hvor jeg først var almindelig imam, og så tog jeg ‘økonomihatten’ på og sagde: ‘Ved I hvad?’ Og derfra handlede det om bundlinjen, haha.«

Den samme ude og hjemme

Du tog rent fysisk en anden hat på – ikke bare i overført forstand?

»Jeg tog fysisk en anden hat på og sagde, at ‘nu er det økonomihatten, jeg har på’.«

Ikke en imamhat?

»Jo, det var faktisk en anden imamhat.«

Men…

»De andre sagde også: ‘Da du var imam lige før, havde du ikke en hat på, og nu hvor du ikke taler som imam, har du en på. Det giver jo ingen mening’.«

Det var ellers meget pædagogisk, synes jeg.

»Ja, så vidste de, at jeg snakkede på en anden måde. Så lagde vi alt det der med, at vi skal være tilgivende og sådan noget til side, for nu gjaldt det altså nogle andre ting. Nu var jeg ikke den flinke imam… Bundlinje!«

Kommer din kone i den her moské?

»Når hun vil, så kommer hun. Der er noget fælles ihukommelse af Gud om torsdagen. Der plejer hun faktisk at komme.«

For det kunne godt være, at hun fik nok af dig ved at være sammen med dig hele tiden derhjemme. Her har du jo en anden rolle for hende – du er hendes imam.

»Jahh, det ville jeg nu også være for hende derhjemme, kan man sige, haha. Jeg er den samme person, jeg gør ikke så meget i at skifte roller.«

Minions-sagen

Men derhjemme… er du så også den, der hele tiden siger, at ‘der står i Koranen, at sådan og sådan’?

»Vi er jo på samme page, min kone og jeg, så det sker ikke så tit. Men hvis der er noget, hun undrer sig over, så kommer hun og spørger.«

Kan der være en tilsvarende situation, hvor det er din kone, der skal minde dig – imamen – om et eller andet?

»Ja, det kan man sagtens komme ud for.«

Altså, jeg mener ikke bare, hvor nøglerne ligger?

»Nej, nej. Jeg ved ikke, om du lagde mærke til, at der lå en lille pakke med Minions på hylden hjemme i stuen?«

Jo, jeg så den godt.

»Det er nogle Minions-figurer, jeg købte til min datter på fire år, da vi var i England i påsken. Det viste sig at være viskelæder-Minions, som man kan pille fra hinanden, så det smuldrer, og det første hun gjorde, og som hendes lillebror selvfølgelig også begyndte at gøre, var at pille dem fra hinanden og ødelægge dem. Han puttede dem i munden og spiste dem. Det var en katastrofe. Der var lige to-tre stykker tilbage, som stadig var hele. Så gik det op for mig, at figurerne var til syv-otteårige børn. Så tog jeg de to-tre tilbage, der stadig var hele. Jeg tog dem simpelthen fra min datter, og hun sagde ikke noget til det. Jeg lagde dem væk og tænkte, at jeg kunne give dem til min niece. Men så sagde min kone faktisk til mig: ‘Det kan du ikke gøre. Du har jo givet dem til din datter’. Nej, sagde jeg, ‘det er faktisk rigtigt, jeg kan jo ikke tage det tilbage, som jeg har givet’.«

Nu bliver det nørdet

Fordi det er noget, der står i Koranen?

»Ja, det er en islamisk ting. Hvis jeg har givet dig den, så er det din, så kan jeg ikke bare tage den fra dig. I bund og grund leger min datter med Minions-figurerne på en måde, som de slet ikke er tiltænkt, men det ER jo hendes. Så måtte jeg jo sige til min kone: ‘Det er rigtigt, det tænkte jeg ikke lige over’.«

Jeg siger til Waseem Hussain, at jøderne jo gennem årene har udviklet nogle små ‘tricks’, så de kan komme nemmere gennem sabbatten, der varer fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag. Sabbatten er ifølge jødedommen beregnet på hvile og kontemplation. Man må ikke tale i telefon. Man må ikke trykke på knapper i elevatoren. Man må ikke skrive mere end to tegn osv. Men de gamle regler passer ikke nødvendigvis til det moderne liv. Jeg spørger Waseem Hussain, om muslimerne også har nogle små tricks.

»Små tricks kan også godt eksistere inden for den islamiske lære. Der hedder det, at hvis reglen på en eller anden måde bliver så rigid for dig, at det bliver FOR besværligt, så kan du bruge tricket for at komme tilbage til, hvad der var formålet med reglen. Det er en rigtig teknisk ting, du ved. Det bliver rigtig nørdet at forklare det.«

Alle de bønner, man skylder

Jeg vil gerne høre det.

»For eksempel: Det er sådan, at for hver bøn, man ikke har bedt, skal man bede den om, og det skal man gøre inden for et bestemt tidsrum. Hvis ikke man gør det inden for det tidsrum, så skal man stadig bede den, men så beder man den for sent.«

Okay.

»Lad os nu sige, at en person ikke har bedt i 10 år. Der er fem bønner om dagen, og dem har han altså ikke bedt i 10 år. Det er 365 gange 5 gange 10. Det er mange bønner. Lad os nu sige, at han dør uden at have nået at bede dem rent fysisk. Hvis han gerne vil følge religionen, og han dør, så skal en del af den arv, han efterlader sig, rent faktisk gå til at betale for, at han ikke nåede at bede dem. Men han skal kun betale for op til en tredjedel af den arv, han efterlader. Hvis han vil. Han må også lade være – det må han selv om. Hvis han så ikke har bedt i ti år, er det rigtig, rigtig mange penge. Hvad gør man så? Lad os sige, at han kun efterlader sig tusind kroner, men skylder for ti tusinde kroner bønner. De tusind kroner giver man til en fattig person. Den fattige person giver dem tilbage. Og så laver man den her cyklus ti gange. For så har afdøde – i hvert fald i teorien – udført det, han burde have gjort.«

Der skal også betales zakat

Så man finder en fattig person og forklarer vedkommende, at det, vi gør nu, det er fordi…

»Ja: ‘Jeg vil gerne give dig tusind kroner, men kan vi ikke lave den her transaktion ti gange?’

Bortset fra at manden er død, så det er nogle efterkommere af ham, der skal gøre det.

»Ja, det er nogle efterkommere, der må stå for det. Men som jeg siger: Det er lidt nørdet. Der findes også et andet trick, som er lidt et skråplan. En gang om året skal man betale det, der hedder zakat – almisse. Det svarer til to en halv procent af de penge, man har på en given dato. Så lad os sige, at jeg skal betale min almisse den 10. april.«

Er det samme dato for alle?

»Nej, den varierer fra person til person. Det er der en lang og nørdet forklaring på, så den lægger vi til side. Nå, men jeg skal betale zakat på to en halv procent til de fattige. Og det er altså to en halv procent af alle de penge, jeg har den 10. april. Hvis jeg har en million kroner, så skal jeg betale to en halv procent af det. Hvis jeg kun har fem kroner, skal jeg ikke betale. Jeg skal kun gøre det, hvis jeg mindst har værdien af 85 gram guld. Det er cirka 20.000 kroner. Lad os sige, at om aftenen den 9. april, så siger min onkel til mig: ‘Ved du hvad, Waseem, du har været en fed nevø for mig. Du får lige 10 millioner kroner’. Cool. Så har jeg fået 10 millioner ind på min bankkonto, det var dejligt. Men så skal jeg jo også betale to en halv procent af dem. Sådan er reglerne.«

Men tricks er ilde set

Og du vil ikke kunne sige til din onkel: »Kan vi vente til den 11. april?«

»Og det er jo lige det, der bliver tricket her. ‘Kan vi vente til den 11. april?’ Eller man kan sige: ‘Puha, jeg har en million kroner, men jeg har altså ikke lyst til at give to en halv procent. Jeg føler allerede, at der er rigeligt med skattetryk i Danmark, så jeg overfører dem lige til min kone i stedet’. Da min dato kommer, har jeg nul kroner, og to dage efter får jeg dem tilbage igen. Så har jeg omgået reglen, hvis du forstår. Men det er en negativ måde at omgå den på. Det, man kigger på, er, at det godt kan være, at man rent teknisk kan omgå en regel, men hvorfor er det, at man vil omgå den? Er det for personlig vindings skyld, eller er det for at forsøge at komme ud af en eller andet kattepine, man har bragt sig i?«

Vil din rådgivning også kunne være økonomiske spørgsmål, hvor nogen trækker dig til side, hvor du så giver dem nogle tricks til at omgå systemet?

»Nej, tricks er noget, man skal holde sig langt fra. Tricks er meget ilde set.«

Imamer drikker Faxe Kondi

Det kan godt lyde lidt bøvlet…

»Det er det også! Så det var lidt om tricks.«

På et tidspunkt sidder Waseem Hussain lidt uroligt i stolen. Det er blevet mandag eftermiddag, og han har en anden aftale klokken 14.

Du skal også videre måske?

»Nej, nej, jeg skal bare have min jakke af. Jeg kan også hente noget at drikke til dig, hvis du har brug for det.«

Han rejser sig.

Ja tak, jeg kan gå med dig, så kan vi holde samtalen kørende.

Vi går hen til et køleskab, som er halvt fyldt med Cola Light, Cola Turka og Faxe Kondi på dåse.

»Skal du have en Cola Light eller en Cola ‘Tyrker’? Jeg tager en Faxe Kondi. Imamer ELSKER Faxe Kondi. Det ved jeg ikke, om du så på det der imammøde, man så i fjernsynet, hvor 30 imamer var samlet.«

Hvorfor? Er det druesukkeret?

»Nej, de sad bare alle sammen med en Faxe Kondi, haha. Og så sad de der og brokkede sig over Danmark. ‘Åh, vi føler os så diskriminerede’. Og så drikker de alle sammen en Faxe Kondi. Det er da lidt komisk.«