Angst og lommepenge på Herrens Mark

Skolen er endelig bygget færdig. I månedsvis er undervisningen foregået i det orange madtelt i et lille areal for enden af salen, og senest i et lånt lokale hos Beredskabsstyrelsen. Fremmødet har været uforudsigeligt og indimellem sparsomt, holdstørrelsen har varieret fra tre til 20 personer. Nu står lokalerne der endelig på ‘Herrens Mark’, et gammelt militært træningsområde på en eng, der grænser op til nødasylcentret. Det er en pavillonbygning, som indeholder to undervisningslokaler med potteplanter i vinduerne og forskellige træningsredskaber, som beboerne kan bruge. Foran pavillonen er der anlagt en stribe have, hvor en asylansøger har fået til opgave at skrive ‘Thy Camp’ med buksbom-miniaturebuske.

Marie Ravn Shelløe er lærer og begejstret for den nye skole. Det er hende, der står for potteplanterne.

»Det er så priviligeret at arbejde her. Jeg aldrig haft så entusiastiske elever. De er så dedikerede, selv om de ikke ved, om de bliver udskrevet herfra dagen efter. Det er vidunderligt at undervise dem,« siger hun.

Skolen starter op med fire hold à 40 elever. Det er stadig uvist, om familierne tæller i regnskabet, de er her oftest i kortere tid og har flere udfordringer i forhold til at møde op. Men i princippet skal de deltage i de to daglige undervisningstimer.

»Optimalt set vil vi indskrive 250 plus/minus her i skolen. Så hvis alt går godt, skal der oprettes flere hold med tiden,« siger Marie Ravn Shelløe.

Der er endnu ikke undervisning, lige nu har lærerne travlt med at registrere de 370 asylansøgere. Beboerne fortæller om deres uddannelses- og arbejdsmæssige baggrund, om de har familie eller kontaktpersoner i Danmark, og hvilket sprog de taler. Alt sammen registreres i Udlændingestyrelsens databaser ‘let-asyl’ og IBS. Lærerne her skal bruge oplysningerne til at lave hold og eventuelt på længere sigt finde relevant praktik til dem. Systemet går i gang nu. Det er besluttet fra politisk hold, at alle asylansøgere i Danmark skal starte i skole og praktik senest tre måneder efter, at de er ankommet i Danmark. Nødasylcentret har eksisteret i 4 ½ måned.

Velkommen til det danske bureaukrati

Lærer Ulrik Flinta interviewer en fyr, som forsøger at forklare, at han har arbejdet med at reparere hæveautomater. Ved det andet bord interviewes en civilingeniør.

»Når man tegner landkort – hvad er man så?« lyder det.

»Måske landmåler,« svarer Ulrik Flinta. Han fortsætter: »Hvilket sprog vil du helst undervises på – kurdisk eller farsi?«; og »vil du helst komme om morgenen eller om eftermiddagen?«

Ved skoleindskrivningen modtager asylansøgeren et skema over ugens undervisning. Hver dag skal læreren stemple skemaet ved fremmøde. Hvis en flygtning ikke møder op, får han ikke et stempel og bliver trukket for en dags ’tillægsydelser’. Beboerne på centret her modtager udelukkende tillægsydelser – ingen kostpenge, for maden får de ved tre daglige måltider. De modtager 115 kroner hver 14. dag, 8,23 kroner om dagen.

Asylansøgerne underskriver desuden en kontrakt, som forpligter dem på en ugentlig aktivering på 20 timer. Ti timer er undervisning i dansk, og resten er såkaldt ‘praktik’. Praktikken består som regel af rengøring og andet forefaldende arbejde i centret: Tømme skraldespande, hjælpe til ved maduddeling, måske let kontorarbejde. Her gælder det samme: Deltager de ikke i praktikken, mister de dagens ‘lommepenge’. Selvom de har været i skole, siger loven, at dagens stempel skal bortfalde, hvis de ikke også møder op til praktikken.

Systemet med ‘lommepenge’ og ‘stempler for kroner’ giver mindelser om en gammeldags opdragelsesmetode, hvor et barn får guldstjerner i sin lille bog for at opfylde forældrenes krav.

Dame på vejen

Foran skolen ved Herrens Mark bliver jeg passet op af en dame, som vil sludre. Hun har fleece-ørevarmere på og en sort terrier i snor. Hun vil gerne høre noget om den nye pavillon på Herrens Mark. Hurtigt begynder hun at tale om sine egne erfaringer med asylansøgerne fra centret. Hun bor i nærheden og passerer dagligt på sin gårute til fjorden med hunden Aston.

»De er helt vilde med at fotografere med deres telefoner,« fortæller hun. Hun hedder Helle og vil ikke stå frem med sit fulde navn. »Så var der én, der spurgte, om han måtte tage et billede – og tænk, så tog han snoren, så han kunne stille op til fotografering med hunden. De vil også så frygtelig gerne bære den, selv om man jo hører, at muslimer ikke bryder sig om hunde.«

Hun fortsætter: »Jeg synes, det er positivt,« siger hun, og »det er god kommunikation: ‘Du må gerne klappe min hund, og så kan jeg snakke lidt med dig’.«

»Når vejret er godt, kommer de ned og holder picnic på stranden. Den anden dag sad de en kæmpe gruppe på sådan et stort lyserødt tæppe. De er meget gæstfrie, og jeg blev straks inviteret hen til en kop te. Men jeg skulle mødes med en veninde og havde frygtelig travlt.«

Hun virker nysgerrig og positiv, men vender flere gange tilbage til sin frygt.

»Jeg plejede at gå helt ud til pynten, men det tør jeg simpelthen ikke mere. Med mindre jeg kan se andre danskere på stranden. Man kender dem jo ikke – man ved ikke, hvad de kan finde på,« siger hun og fortsætter sin tankerække.

»Egentlig – inde i mig selv – tror jeg ikke, der sker noget, men jeg tør simpelthen ikke. Men generelt er det positivt. De er så glade for at sige hej: Hej og hej og hej. Jeg tror, det er det første ord, de lærer.«

Centerliv

Ellers går hverdagene forholdsvis stille. De berømte bed bugs, kendt fra andre asylcentre, er for alvor kommet til Thisted, og et telt måtte tømmes helt for inventar, fordi krybene var umulige at gøre kål på. Det har ikke været nødvendigt at tilkalde politi i to måneder, måske fordi centret har hyret sit eget personale til nattevagterne og droppet Securitas. Her er teorien, at det hjælper på konflikterne, at asylansøgerne kender og stoler på personalet, som heller ikke er uniformerede i samme grad som Securitas.

Mika Bastrup Røsholt er blevet ansat som ny leder af centret og er begyndt at afholde ‘beboerråd’ hver uge. Her kan repræsentanter fra teltene og salen modtage information og diskutere problemerne i lejren. Bordene stilles op i en hestesko i madteltet, og cirka 20 mænd sidder bænket.

Mika leder mødet, som også medarbejderne Ammar Mohamad Ali og Robert Senftleben deltager i. Der informeres om nye vasketøjskurve og rengøring og advares mod ulovlig madlavning i teltene. Der tales om nye regler, hvor der skal være ro klokken 23, fordi folk har haft svært ved at sove. Der diskuteres, hvor man så kan feste. De fleste har ikke penge til at gå i byen i Thisted, hvor de også oplever racisme. Der tales om at lempe reglerne i weekenden, og det diskuteres, om der så kan festes i madteltet eller i billardrummet. Det ender med billardrummet, hvis det hver gang meldes til personalet, så computerne kan blive ryddet af vejen.

En fyr indvender, at nogle ikke kan lide maden her, fordi køkkenet blander for mange madvarer sammen. En anden spørger, om de ikke kan få flere penge til at købe mad selv. Det kan de ikke.

Paul fra Uganda siger: »Det er rigtigt, at maden er dårlig her. Men det er umuligt at gøre alle tilfredse, de prøver virkelig.«

Han bakkes op af Max fra Iran:

»Vi er 400 mennesker her, og hvis de laver arabisk mad bliver jeg utilfreds. Det foregår herinde (peger på hovedet). Vi er her i Danmark, og det er ikke Iran, Irak, Afghanistan eller Afrika. Vi skal ikke klage så meget.«

Mange klapper spontant af hans ord, og kort efter slutter mødet.

Hanstholm versus Thisted

I nødasylcentret praktiserer de foreløbig en »light« udgave af den lovpligtige praktik, hvor beboerne deltager i en syv timers rengøring hver 14. dag. Men der arbejdes på at løse opgaven – også med praktikaftaler uden for lejren. Medarbejder Robert Senftleben er sat på sagen og er lige nu i gang med at lave en aftale med en landmand, som vil stille et stykke jord til rådighed for otte beboere.

Anders Brolev, den tidligere leder af teltlejren, er ansvarlig for systemet her. Til daglig er han leder for asylskolen i Ræhr, en forhenværende folkeskole i røde mursten, som ligger på landevejen fra Hanstholm. Skolen dufter rent og er hyggeligt indrettet med en lille café. Mens jeg interviewer ham, banker asylansøgere flere gange på døren til kontoret, og i frikvarteret spiller unge mænd bold i skolegården.

»Det hele er politisk bestemt. Vi overholder vores kontrakter med Udlændingestyrelsen, og beboerne overholder deres kontrakter med os,« siger Anders Brolev.

Hvad sker der med dem, der har det så dårligt psykisk, at de har svært ved at overholde deres aftaler? Eller hvis de bare har en dårlig dag?

»Hvis de ikke møder op, skal de have et stempel fra klinikken, hvis de har været til læge. Men man kan jo også få det dårligt på en måde, der ikke kan måles. Så kommer de oftest til mig, og jeg kender dem og ved, hvor pressede de er, og jeg kan give dem et stempel,« siger han.

Han indrømmer, at det kan virke som et stift system, men siger, at de altid laver en individuel vurdering:

»Jeg kan også finde på at lave en aftale med dem, når de er pressede. At vi starter med, at de møder to dage om ugen og så langsomt trapper op, hvis de får det bedre.«

Reglen er, at hvis man kun har været der under halvdelen af tiden, bortfalder hele den tillægsydelse, som man får for at deltage i skole og praktik. For Hanstholms beboere drejer det sig om 403 kroner hver 14. dag.

»Der er frit valg, og nogle siger: ‘Jeg gider ikke’. Det er deres eget valg, og så får de ikke pengene,« fortæller Brolev.

Er det en slags oplæring i dansk bureaukrati?

»Det er noget af det første beboerne møder. Det er svært for dem og kræver en vis oplæring, ja. Det er jo også noget af det, de vil møde, hvis de kommer ud i jobcentre bagefter.«

Et stramt system

Men der er forskel på at være i Thisted, som er et nødasylcenter med »catering ordning«, og Hanstholm, som er et reelt asylcenter. Her får alle en grundydelse på 805 kroner hver 14. dag til mad og fornødenheder, men i Thisted får de kun tillægsydelsen. I »fase 1« af asylansøgningen, som langt de fleste befinder sig i (selv dem, der har været her i over fire måneder), udgør det daglige tillæg 8,23 kroner.

I Hanstholm får de nogle penge lige meget hvad på grund af grundydelsen. I øvrigt er beboerne i Hanstholm stort set alle i fase 2, hvor tillægsydelsen er på 28,78 kroner dagligt, altså mere end tre gange så høj som hos beboerne i Thisted. Hvis man ikke overholder sin kontrakt i Thisted, kan man teoretisk set ende med 0 kroner på lommen.

Anders Brolev lægger ikke skjul på, at det er muligt at fortolke loven mere eller mindre stramt. På den måde ligger administrationen af reglerne i de forskellige asylcentres – og enkelte medarbejderes – hænder. Dermed sidder de reelt i en meget magtfuld position, og blandt asylansøgerne løber rygterne om de »dårlige centre«  her i landet, hvor reglerne fortolkes strammere end nødvendigt, og hvor respekten for det enkelte menneske ikke er i højsædet.

Masoods praktik

Mai Manaa Kristensen var en af hovedkræfterne, da nødasylcentret startede op i november sidste år. Nu er hun stoppet og i gang med at åbne en madbar i Hanstholm. Her bor Masood også nu – på Hanstholm Asylcenter på værelse med Serwan. De startede begge i Thisted-lejren, hvor de knyttede sig meget til personalet og var til stor hjælp ved frivilligt at gå til hånde, gøre rent, bestyre madkøen, fjerne skrald og være kontaktled til de andre beboere.

Serwan er nu startet i praktik i Thisted-lejren, hvor han møder hver dag efter endt skolegang. Han laver de samme ting, som da han var beboer på centret, og er blevet venner privat med flere fra personalet. Masood er i praktik hos Mai Manaa Kristensen på det spisested, hun er med til at bygge op. Han laver alt – maler vægge og borde, hjælper til med madlavningen, gør rent.

»Hvis de deporterer mig, begår jeg selvmord«

»Det er lige meget,« siger han på dansk og fortsætter på engelsk: »Du ved, jeg er ikke sådan én, der slapper af. Jeg kan godt lide at arbejde.«

Vi sidder i en afslappet stemning, hvor stifterne af stedet eksperimenterer i køkkenet, gæster kigger ind, og der er en buzz af jokes, mados og optimisme.

»Jeg er heldig. For personalet i Thisted har været gode ved mig. Og det er gode, positive mennesker her.«

Da jeg spørger til pengene og systemet, siger han, at Thisted er bedre.

»Man har ikke brug for penge, når man får tre måltider om dagen som derinde. Jo, måske kunne man godt bruge lidt mere, for der er nogle, som ryger cigaretter. Men her får vi 805 kroner hver 14. dag, og det rækker ikke til at lave mad.«

Masood er blevet indkaldt til første interview hos Udlændingestyrelsen. Det er sat til 25. september 2016, næsten et år efter at han ankom til Danmark. Stille og roligt kigger han mig i øjnene og siger:

»Hvis de deporterer mig, begår jeg selvmord. Så slipper jeg for at blive sendt i fængsel og tortureret i Iran. Jeg kan tage nogle piller, så er det hurtigt overstået.«