Som det sømmer sig for enhver ung, uafhængig kvinde, har jeg min egen værktøjskasse. Den er stor og flad med små rum, som jeg har sorteret mine skruer og skruenøgler i. Hammeren i det store rum, i de små ligger søm og dippedutter til at sætte på ledninger. Værktøjet har jeg fået i gave af min far og min morfar – og nå ja, så er der også et par ting fra min mor: Et metalmålebånd, en lommelygte og en hobbykniv.
Hvor værktøjet fra min far og morfar er sort, gråt og andre typiske værktøjsfarver, skiller det fra min mor sig ud. Ikke bare ved farverne, som er lilla og lyserøde, men også ved det motiv, som redskaberne er indhyllet i: Blomster.
»Rigtigt pigeværktøj,« ville nogen sikkert tænke og finde det passende, hyggeligt og måske lidt sødt. Måske har de ret, måske har de ikke. I første afsnit af serien ‘Kvinden er en blomst’ blev det i hvert fald klart, at der er en eller anden forbindelse mellem kvinder og blomster.
På Institut for Kommunikation og Kultur i Aarhus, hvor Kunsthistorie holder til, sidder en mand, som har undersøgt fænomenet. Som ph.d.-studerende har Jakob Rosendal de sidste par år forsket i det, han kalder ‘hverdagens visuelle kulturs oversete tegn’. Blomsten er et eksempel på sådan et tegn.
Jeg sætter ham stævne en solskinseftermiddag. Han byder på kaffe på sit kontor. Kontoret er lille – vel omtrent seks kvadratmeter, med et skrivebord, en del bøger og nå ja, vægge, som er indhyllet i alverdens mærkelige genstande.
En fluesmækker, postkort og en pengeseddel, en Barbie-nøglering, en tampon, emballagen fra en pose frosne rundstykker, et lille diskret stykke sexlegetøj og en række klassiske malerier er bare nogle af de ting, der stjæler min opmærksomhed, mens jeg sætter mig til rette overfor Rosendal. Jeg fanger systemet. Blomsten er gennemgående på alle genstandene.
»Vil du have et stykke chokolade,« spørger han, og jeg løsriver mig fra blomsterne på væggen.
»Jo tak,« siger jeg og tager imod en lille brun blomst.
Kvinden, hjemmet, det rene og barnet
Midt mellem de blomstrede vægge – det der forekommer at være et repræsentativt udsnit af forskningsprojektets empiri, går Jakob Rosendal i gang med at fortælle om sit projekt. Han taler med en langsom, klar og tydelig røst. Gentager eftertænksomt de vigtigste pointer.
»Overordnet er det, jeg har fundet frem til, at blomsten som tegn ofte bliver brugt i hverdagen inden for fire betydningsområder: i forhold til kvinden, hjemmet, det rene og barnet. Ud fra det er en første pointe, at tegnet i altovervejende grad bliver brugt i forbindelse med kvinden. Det er den betydningsdannelse, der er vigtigst, og den etablerer en forskel – en kønsforskel mellem mand og kvinde, som betyder, at kvinden bliver særligt knyttet til de andre betydninger, som blomstertegnet etablerer.«
Rosendal rømmer sig og tager en tår kaffe, inden han med en entusiastisk ro uddyber sin pointe:
»Kvinden bliver altså særligt knyttet til hjemmet, til det rene og til barnet. Sat på spidsen: hendes plads er i hjemmet. Derudover er der et underligt stærkere krav om renlighed til hende, som betyder, at hun nærmest bliver betragtet som uren. Og endeligt bliver hun stærkere forbundet til barnet, som er en måde at insistere på det moderlige, men også en måde at barnliggøre, infantilisere kvinden – hun er mere knyttet til børnene, end manden er. Du kan godt høre, at det er klassisk sexisme, der er på spil her. Vi får en fornemmelse af, hvordan vi i høj grad stadig lever i en patriarkalsk kultur, som gennemsyrer vores hverdag.«
»En femte betydning, som knytter sig til blomsten, er, at den som regel er associeret med noget positivt. Det ser man, når vi bruger det på lykønskningskort og i forbindelse med andre positive scenarier. Og det følger også med i de betydninger, vi kan knytte til kvinden. På en måde er hun også stærkere knyttet til glæde end manden, hvilket på den ene side kan opfattes positivt – at der er glædelige og positive følelser knyttet til vores forståelse af kvinden – men hvis vi ser kritisk på det, bliver det også i højere grad op til kvinden at sikre den her glæde. Sammen med blomsten bliver hun en garant for glæde. Det bliver kvindens lod at sørge for glæden i hjemmet.«
Det oversete tegn
Jeg spørger ind til, hvordan kimen til projektet blev lagt. Rosendal tænker tilbage:
»Det startede med, at jeg fik øjnene op for, at jeg så blomster alle mulige steder i min hverdag. Jeg undrede mig over, hvordan det kan være, at der er blomster på alt fra toiletpapir til mælkekartoner. I første omgang var det bare en undren over de her billedelige tegn, som bliver gentaget igen og igen. De fleste mennesker får en aha-oplevelse, når de bliver opmærksomme på det. Mit projekt handler om det oversete tegn, og blomsten var det, der satte gang i det.«
»Det oversete tegn er den type tegn, som vi både ser og ser henover. Fordi vi ser det hele tiden, bliver det usynligt for os. Det er paradoksalt, men også det, der karakteriserer det hverdagslige – det er så almindeligt, at vi ikke lægger mærke til det. Da jeg gik i gang med projektet sad jeg med et kaos af tegn udover det hele: i film, reklamer, butikker, supermarkeder. Et virvar af tegn.«
Jeg kigger op på væggen, som med genstandenes forskellige ophav rigtigt nok ligner noget, der har sit udspring i en form for kaos, men som nu ser meget velorganiseret ud. Hver en reklame, hver en dims og hvert et postkort hænger sirligt placeret på væggen. Kun enkelte steder er klistermassen, som holder sagerne på plads, begyndt at løbe i lange tråde. Det griner vi lidt af. Tænk, hvis der lå noget symbolsk i det.
Supermarkedskataloger og begyndelsesmyter
»Sådan noget som supermarkedskataloger er et godt sted for hverdagen. Det har været mit privilegerede hverdagslige sted, hvor jeg har set på, hvor og hvordan blomsten og andre oversete tegn optræder,« fortæller Rosendal og fortsætter:
»I supermarkedskataloger er det slående, hvor mange steder der findes blomster. I de større supermarkeders kataloger som Bilka og Føtex er der blomster på op mod 30-40 procent af siderne. Listen af betydningsdannelser er temmelig lang. I et Bilka-katalog kan der let være 15-20 forskellige betydningsdannelser, som blomstertegnet er medspiller i.«
Selv om rækken af betydninger ikke umiddelbart er direkte forbundet til kvinden, bliver konsekvensen alligevel, at kvinden bliver ladet med betydningerne – netop fordi det er i forbindelse med kvinden, at blomsten hyppigst optræder.
»Hvis du for eksempel har en stue, der er pyntet op med blomster, får du en fornemmelse af, at det er et mere feminiseret rum, end hvis gardinerne var sorte. De mulige betydninger, og især dem vi ser ofte, har en større sandsynlighed for at blive aktiveret, når et blomstertegn bliver taget i brug. Vi kan ikke sige på forhånd, hvad det betyder, men der er stor sandsynlighed for, at det er det, vi kommer til at tænke på, når vi ser tegnet.«
»Så vidt jeg ved, peger antropologer på, at blomstertegnet er i brug i de fleste kulturer. Begyndelsen for blomstertegnet fortaber sig selvfølgelig i fortiden, men man kunne godt begynde at skrive sine egne myter ud fra blomsten. For det er jo taget fra naturen, revet ud, skåret af naturen, og gjort til noget andet. Vi har her nærmest en kulturens begyndelsesmyte. Man tager noget fra naturen og gør det til noget nyt i og for vores egne liv.«
Kulturen er større end os
»Men hvorfor« er jeg nødt til at spørge, for jeg forstår det ikke, det virker fjollet, »hvorfor har nogen fået den ide at trykke blomster på alt fra værktøj til toiletpapir?«
»Det er en måde at sikre sig en betydning vedrørende kønsforskelle og sikre sig nogle klare roller,« forklarer Rosendal.
»Det kan godt være, at vi lever i en såkaldt post-feministisk tid, hvor ligestillingskampe og queer-teori har medført, at vi har sat spørgsmålstegn ved kønsrollerne, men når man dykker ned i hverdagens visuelle kultur, er der alligevel en strøm af tegn, som bliver ved med at cirkulere. Og de markerer et klart skel mellem kønnene, som både er kritisabelt og reaktionært.«
Jeg er stadig ikke helt med, for langt de fleste, jeg kender, vil da i hvert fald på papiret tilslutte sig, at ligestilling er en knaldgod ide: »Hvis cirkulationen af tegn er med til at reproducere uligestilling, hvordan kan det så være, at de, der markedsfører produkterne for eksempel, har en interesse i at sætte sådanne tegn i cirkulation?«
Rosendal tænker ikke længe, før han svarer:
»Det er et spørgsmål om, hvilken form for ligestilling, vi egentlig har lyst til. Blomsten reproducerer en rimelig udbredt forståelse af kønsforskelle, som vi, mere eller mindre bevidst, trods alt sætter pris på. Det er en betydningstilskrivelse, som giver en vis tryghed ved at etablere en stærk identitetsmarkør for kvinden – en klar rolle, hun kan tage på sig. De fleste kvinder vil sikkert vægre sig mod, at de bare er et væsen, der sørger for hjemmet, barnet og renheden – ikke bare sin egen renhed, men også hjemmet og barnets – men selvom vi ikke bevidst tilslutter os betydningerne, så er kulturen alligevel større end os. Vi har ikke overblik over vores egen kultur og dens betydningsproduktioner. Så selv om man ikke bevidst går ind for den forståelse af kvinden, kan man godt udleve den.«
Sommerfuglen, sæbeboblen og uglen
Det tænker jeg lidt over, mens jeg kigger på væggen: »Hvorfor har du et trusseindlæg hængende?«
Jakob Rosendal griner kort, inden han med alvor forklarer:
»Lige det der trusseindlæg er der jo ikke blomster på, der findes sikkert nogen med blomster. Men det er, fordi der er sommerfugle på det der. Visse andre tegn følger ofte med blomsterne. Sommerfuglen er et eksempel på et tegn, som ofte dukker op i sammenhæng med blomsten.«
»Men det gælder også andre tegn. Tegn, som sammen med blomsten bekræfter den betydningsdannelse, der lægger sig til kvinden. Tegnene indgår i et kredsløb, hvor de gentager de betydninger, kvindelighed, renlighed, hjemlighed og barnlighed, som blomsten også har. Det ser vi med sommerfuglen, sæbeboblen, og indenfor de sidste fem år er det også blevet gentaget med uglen. Der har været en uglesymbolik, som er blevet mere og mere populær. I starten var den ikke et overset tegn – uglen blev diskuteret i Go’morgen Danmark og modebladene. Men alligevel er tegnet allerede blevet så udbredt, at det nu er trådt i baggrunden og blevet et overset tegn.«
Jeg kommer til at tænke på Peter Plys og utallige andre steder, hvor uglen ofte er både klog og erfaren. Det hænger ikke helt sammen med de betydninger, som de oversete tegn ellers tillægger kvinden: »Er der noget fremskridt i, at det er uglen, der normalt bliver associeret med klogskab, som pludselig træder ind i kredsløbet?«
Her må Rosendal skuffe mig:
»Nej. Det er netop den form for læsning af betydning, man ikke kan foretage. Man kan ikke starte dér, et givent symbols betydning kommer an på, hvordan det tages i brug i konteksten. De her ugler har for mig at se fuldstændigt mistet forbindelsen til en vestlig tradition, der associerer ugler med klogskab. Den betydning er på ingen måde i spil i den måde, ugler bliver brugt. Den kulturelle forhistorie muliggør måske en erindring om klogskab, som man kunne trække på, hvis man ville gøre noget andet med uglen. Men lige nu reproducerer den bare de samme betydninger som blomsten. Uglen gentager det samme kredsløb.«
Det aktivistiske spørgsmål
»Kritikken af den ubevidste betydningsdannelse er et vigtigt element for mig. Den oversete betydningsdannelse skal frem i lyset. Det svære spørgsmål er, hvordan vi så gør det.«
Rosendal tænker lidt, inden han fortsætter. Det er, som om han er kommet i tanke om noget, han har glemt at sige:
»Det er jo ikke min ambition at gøre blomsten til noget entydigt ondt, til noget som bare er et stort patriarkalsk symbol. Jeg er da selv glad for blomster, og de har helt klart deres berettigelse.«
»Spørgsmålet er, hvordan man bruger dem. Hvad ville der ske, hvis vi fik et blomstertegn, der kunne omfavne både manden og kvinden? Det prøvede hippierne. Det overordnede aktivistiske spørgsmål er, hvordan vi kan få tegnet til at cirkulere på en anden måde. Der er noget vigtigt i at blive bevidst om det, der bliver taget forgivet – ja, vi behøver ikke engang at tage det for givet, det er der bare. Vi er bare med til at sætte tegnene i cirkulation. Bevidstgørelsen er vigtig i første omgang – det håber jeg mit projekt bidrager til. Det næste er at forsøge at bruge tegnet anderledes…«
Forsidefoto: Flickr