Skattetryk på over 25 procent er amoralsk og destruktivt

I begyndelsen af 2015 tilbyder en anonym kilde Süddeutche Zeitung de såkaldte Panama Papers. Her spiller nordens største bank Nordea, som det efterhånden er bekendt for de fleste, en væsentlig rolle.

Nordea har vredet hænder og gået en noget kejtet bodsgang siden afsløringen. Forsøget på at pakke deres egentlige intentioner ind i dårligt medietrænede bankdirektører har ikke aftvunget den store respekt. Derfor var det også befriende, da en udtalelse fra 6. maj 2015 af bankens formand, Bjørn Wahlroos, forleden atter dukkede op i medierne.

Ifølge finans.dk holdt Wahlroos den dag et foredrag i pensionsselskabet PFA. Her sagde han blandt andet:

»Nu støder jeg nok nogen. Men cirka 80 pct. af folk er idioter. I det mindste når det kommer til penge. Finanssektoren handler om at flytte penge fra de 80 pct. uden ideer til de 20 pct. af folk, der rent faktisk har ideer. Finanssektoren er en tunnel, der tager penge fra idioter til folk, der er bedre med penge, så alle får det bedre, både idioterne og de andre.«

Nordeas Wahllos

Finske Wahlroos er ikke alene kendt for at gå verbalt til stålet. Han er også en statelig herre med stærke øjne bag de elegante briller. Han bærer et for bankfolk usædvanligt overskæg, der mest af alt minder om en velfriseret staldkost. Hermed yder han både sin stalinistiske fortid og sin majorgrad af reserven fuld retfærdighed.

Ifølge en biografi af den finske graverjournalist Tuomo Pietiläinen var han som ung stærkt revolutionær i en femårig periode, inden han kastede sig over en akademisk karriere. To år før den amerikanske film Wall Street fik premiere i 1987 gik han ind i det private erhvervsliv, hvor han arbejdede sig frem til at blive medejer af en række finansforetagender. Han blev også en meget velhavende mand med en anslået formue på ca. fem milliarder kroner. I 2011 blev han formand for Nordea og er dermed nordens mægtigste bankmand.

Wahlroos er også forfatter og har skrevet bogen: De 10 sämsta ekonomiska teorierna. Från Keynes till Piketty, hvor han går i kødet på de formastelige økonomer, der står i opposition til liberalismen.

Her vil mange centrumvenstresnoede typer sikkert allerede slå automatpiloten til og konkludere, at der er orden i universet. Tror da pokker, at den bank gerne hjælper folk med at snyde i skat!

Beskeden skattelyst

Men så enkelt behøver det ikke at være. I alt fald ikke for alle liberalister.

‘Zug’ refererede i middelalderen til retten til at fiske. Sådan har den schweiziske by Zug fået sit navn, og byen ligger i kantonen af samme navn ned til en af landets mange smukke søer.

Som i resten af alpelandet er skattebetalingen her beskeden. I den schweiziske grundlov er der ganske enkelt indført et loft for, hvor høj statsskatten må være. Resten bliver afgjort lokalt såvel på kanton – som helt ned til kommunalt niveau.

Det lægger en klar dæmper på lysten til at udlicitere borgernes penge til politikere og bureaukrater. I særdeleshed i Zug, der foruden kirsebærbrændevinen Kirsch er kendt for sine selv efter schweizisk målestok ekstraordinært lave skat.

Gulddrengen

Her bor danske Lars Tvede, som også trådte ind i finansverdenen i 80’erne. Han var ansat hos både Klaus Riskær og Lars Daugaard i sine unge år. Han havde i starten sine op- og nedture. Men det er først senere, han igennem en lang række virksomheder, patenter og hårdt arbejde har spekuleret og iværksat sig til en anseelig formue. Noget der da også har sikret Tvede en række internationale iværksætterpriser, blandt andet fra Red Herring og Wall Street Journal.

På grund af sin første bog Børshandlens Psykologi blev han også kendt som Gulddrengen. Lars Tvede har siden skrevet flere bøger blandt andre Det Kreative Samfund og Kriser, Krak og Kaviar. Alle bøger hvor Tvede demonstrerer en både dyb og bred viden ikke kun om økonomi og finansielle forhold; men også om samfund, kultur og historie, hvor han formår at tage læserne på svimlende rejser fra menneskets opgør med neandertalerne over antikken og middelalderen til moderne entreprenørers kamp mod denne verdens skattevæsners vækstkvælende bånd.

Hans seneste bog udkommer den 25. maj på Gyldendal med titlen Gåsen med de Gyldne Æg. Ligesom hos Wahlroos bliver det en hyldest til liberalismen; men ligesom med Tvedes øvrige bøger, bliver det med et noget bredere vingefang. Her vil han argumentere for, at alle ville få gavn af langt mere liberale samfund, selvom der også skal være plads til et vist mål af både kollektivisme og konservatisme.

Det danske skattetryk

Ingen vil imidlertid efter endt læsning være i tvivl om, hvorfor iværksættere er vor tids sande helte, og hvorfor de ofte undslår sig for at betale helt så meget i skat som resten af befolkningen.

Det er der ifølge Tvede flere grunde til. Den første er, at skattetrykket har fået lov at løbe løbsk:

»Danmark var engang et udpræget lavskatteland. I 1870 var det samlede danske skatte- og afgiftstryk 5 procent af BNP, og det steg kun beskedent frem til starten af 1. Verdenskrig i 1914. Da 2. Verdenskrig brød ud i 1939, var det stadig 14 procent, og da den sluttede, var det 18 procent. Derefter svingede det mellem 20 og 23 procent. Fra 1946 til 1953 havde Danmark faktisk et af de laveste skattetryk i OECD. Det samme gjaldt i øvrigt Sverige, som dengang var ultraliberalt og havde et af verdens laveste skattetryk – lavere end bl.a. USA.«

Men så skete der noget.

»Skattetrykket i Danmark begyndte at stige hurtigt, og i 1967 var det nået op på 30 procent. I 1969 var det 33 procent; hvilket er samme niveau som Schweiz i 2015, altså næsten 50 år senere. I Danmark stoppede det imidlertid ikke her, for skatten steg og steg. I 2014 var skattetrykket nået op på et stykke over 50 procent,« forklarer Tvede og fortsætter:

»Efter min personlige opfattelse har dette kombineret med centralisering og bureaukratisering gjort, at Danmark de sidste to årtier har været et statisk samfund, som kun har skabt marginal vækst ved at forgælde sig og bruge pengene på offentlige forbrug.«

‘En systemfejl ved demokratiet’

Han mener, at der er tale om nogle systemfejl ved demokratiet, som det fungerer i dag:

»Demokrati lider under flere problemer. Et er det såkaldte vælgerparadoks, hvor den enkelte vælger i fx Danmark har langt under en milliontedel af magten til at bestemme Folketingets sammensætning. Det betyder, at mange ikke rigtig gider sætte sig ind i de sager, der stemmes om. Det betyder, at vælgere, der gennemsnitlig er ret dårligt informeret, vælger politikere, der ikke har den store indsigt. Disse mennesker begynder så at indrette samfundet. De blinde leder de døve. Og det minder mest om Monty Pythons ministerium for gakkede gangarter.«

Han nævner endnu et problem ved demokratiet:

»Et andet problem ved demokrati er, at det som nævnt dybest set er en ret til at bestemme over andre. Det kan nemt føre til tyranni, hvis dem, der forvalter magten, ikke lægger bånd på sig selv. I Sverige og England besluttede et flertal for eksempel at hæve et mindretals marginalskat til tæt på 100 procent i midten af 1970’erne. Meget værre vedtog et flertal i Nazityskland under 2. Verdenskrig at slå jøder, romaer og handikappede ihjel.«

»Det er flertalsdiktaturets slagside. Den såkaldte talmajestæt kan til tider være ret brutal.«

»Tilsammen betyder det, at nogle ret uinformerede mennesker vælger et system, hvor mindretallet undertiden afpresser resten, og hvor alle må indordne sig, uanset om mange af dem hellere ville have haft det anderledes.«

»Der er jo kun ca. 800.000 ansatte i den private sektor til at forsørge resten af befolkningen.«

Den uangribelige velfærdsstat

Velfærdsstaten ønsker ifølge Tvede som enhver institution instinktivt at forsvare sig selv, og det sikrer den primært via sine to grupper af intellektuelle bodyguards, nemlig de statsansatte pædagoger og undervisere, der tager sig af børn og unge, og de statsfinansierede medier, der via radio og tv formidler statens budskaber og synspunkter til folket.

»Velfærdskoalitionen udgør et slags politisk point of no return, hvor staten begynder at optræde som en mafia, og hvor offentlige udgifter og statens størrelse nu kun kan nedbringes, hvis mange af koalitionens medlemmer stemmer imod deres egne kortsigtede interesser. Ikke overraskende sker der i praksis mest det modsatte, og de fleste politiske partier tilpasser deres budskaber til det faktum, at det er lettest at høste vælgere ved at dele endnu flere penge ud.«

I sin bog Det Kreative Samfund argumenterede Tvede for, at alle samfund overinstitutionaliserer og bliver tyranniske, og at hovedårsagen til, at vesten helt enestående har lavet 95-97% af al kreativ produktion, er, at det i en periode på ca. 500 år bestod af tusinder af bystater, hvorfor kreative og dynamiske ret let kunne flygte fra overinstitutionaliserede og tyranniske systemer, hvilket de konstant gjorde.

Lars Tvede mener, at disse erkendelser betyder, at mange rige mennesker forsøger at minimere deres skattebetaling. Og det findes der mange muligheder for at gøre fuldt lovligt eller i de mange gråzoner, flydende værdier kan boltre sig i i en globaliseret verden.

»Og her ser jeg naturligvis bort fra de 4-5 procent, der er psykopater eller sociopater og slet ikke vil bidrage til fællesskabet,« siger Lars Tvede.

Men det skyldes også en bevidsthed om, at iværksættere ser sig selv som bærere af samfundet, og her må der gerne tænkes på titanen Atlas. En undersøgelse fra Yale University fra 2005 (Schumpeterian Profits and the Alchemist Fallacy Revised) viser, at når det gælder vækstiværksættere, så tilfalder kun 4 procent af værdiskabelsen iværksætteren; mens samfundet sætter sig på resten.

»Så hvorfor egentlig beskatte iværksættere overhovedet?« spørger Tvede.
Iværksætterne er også karakteriserede ved nogle særlige moralske instinkter. Lars Tvede henviser til en psykologi-professor fra NY University, Jonathan Hight, som oprindeligt var venstreorienteret og mente, at højreorienterede var umoralske. Men mødet og diskussioner med en række af disse fortabte syndere fik ham på andre tanker, og hans forskning kom han frem til 10 moralske instinkter:

10 moralske instinkter

1. Beskyttelse
2. Retfærdighed
3. Loyalitet
4. Autoritet
5. Renhed
6. Frihed
7. Sparsommelighed
8. Flid
9. Opfindsomhed
10. Risikovillighed

»Det her går dybt nede i følelser og hjerte – det, der driver meget af det, vi gør. Punkt 7 er ikke kun sparsommelighed i den klassiske forstand, men mere viljen og evnen til at udskyde glæder og belønning og tage det sure før det søde. Min opfattelse er, at iværksættere ligger meget højt på de fem sidstnævnte moralske instinkter. Mange af dem scorer derimod lavt på nummer 3 og 4 – de er rebelske og antiautoritære. Og hvor alle mennesker undtagen psykopater har beskyttelsesinstinktet, vil iværksættere være mere tilbøjelige til at stille krav end til at udvise medlidenhed. Jeg arbejdede mig frem, så det bør du også,« konkluderer han.

Han beskriver, hvordan han og andre iværksættere hædrer og respekterer disse moralske kvaliteter, når de ser dem.

»Det er det stik modsatte af en Signe Wenneberg-type, der hænger alt op på medlidenhed. Hun ville ikke bryde sig om mine venner. De ville sige: Tag dig sammen, skvat!«

Vestens undergang

Hvis ikke der gøres noget alvorligt, har Lars Tvede også leveret en dystopisk vision for udviklingen fremover.

»Skattetrykket vokser fortsat i de fleste nationer i takt med endeløst voksende offentlige udgifter og sektorer. Derfor intensiveres jagten på skatteflugt løbende. Det resulterer utilsigtet i, at en stadig større del af de rige og ambitiøse klumper sig sammen i verdens ca. 100 skattely. Resultatet er en stigende polarisering, hvor vi får en række Singapore-agtige tigernationer og på den anden side en stribe Frankrig-agtige økonomiske zombier,« sagde han til Berlingske i 2015.

For Lars Tvede er der en overordnet løsning, hvis ikke de gumpetunge velfærdsstater skal ende på historiens mødding.

Der skal indskrives nogle negative frihedsrettigheder i grundloven, som sætter klare overgrænser for, hvor meget staten kan gribe ind over for et individ.

»Det har man gjort i Schweitz, og det virker!«, siger Lars Tvede, der i øvrigt mener, at skattetryk over 25 procent er amoralske og destruktive.