'Lille Bobby fra Brøndby Strand' blev en stor imam

I serien ‘Imam Life’ om den nye generation af danske imamer er vi nået til Naveed Baig. Han har en MA i sjælesorg fra Teologisk Fakultet på Københavns Universitet, er hospitalsimam på Rigshospitalet og Herlev Hospital og var for nylig med til at skrive en kronik i Jyllands-Posten om, at det er på tide at tage et opgør med de imamer i Danmark, der udtaler sig, som om de befinder sig mentalt et sted i Mellemøsten.

Føljetons imammedarbejder møder Naveed Baig, 41, på hans kontor i stueetagen på Rigshospitalet, som han blandt andet deler med en præst. Han er en lille mand med en utrolig empatisk udstråling. For det meste taler han sagte, og når han fortæller om noget, der virkelig rører ham, begynder han at hviske.

Først viser han mig et lille kristent kapel, så viser han mig bederummet for muslimer. Derefter går vi ind på et lille kontor og sætter os ved siden af hinanden på en hospitalssofa, der knirker, hvis man bevæger sig. Da jeg tænder for båndoptageren, begynder Naveed Baig lige så stille at fortælle, mens han kigger på et usynligt punkt frem for sig, og jeg finder egentlig ikke anledning til at afbryde ham:

Det daglige ridderslag

Naveed Baig: Det her er jo et hus for de syge, og mit arbejde ligger mellem liv og død, som jeg møder næsten hver dag. Det er et gammelt hus, det er et hus, som mange mennesker vil besøge og ende deres liv på. Og derfor er der også et behov for nogle mennesker, som tager sig af de syge og de døende. Det er det, jeg laver. Det er det, der opmuntrer mig, det er af det, jeg får mit ridderslag hver eneste dag, når folk åbner sig op for mig.

Jeg hedder Naveed – det er min far, der valgte det navn; det betyder god nyhed. Og, ja, jeg plejer bare at sige, at jeg er lille Bobby fra Brøndby Strand. Det er mit mellemnavn. Min mor gav mig det, fordi det var populært rundt omkring i verden, da jeg blev født. Det gjorde mine forældre ekstra glade, at Bobby også var navnet på den gode person i en kendt amerikansk tv-serie, som de senere så (‘Dallas’, red.).

Fængselsimamvikar

Så sådan blev jeg til. Jeg blev født i Glostrup i 1975, flyttede senere til Brøndby Strand som syvårig og kom på på privatskole, fordi mine forældre ville have, at jeg skulle have den bedste uddannelse. Jeg gik på den internationale skole i København. Efter studentereksamen tog jeg til Pakistan for at læse videre på universitetet. Jeg læste i fem år. Jeg læste hadith-studier, jeg læste om sufisme (islamisk mystik, der opstod i 700-tallet, red.), og jeg læste islamisk teologi.«

Da jeg kom tilbage, havde jeg egentlig ikke tænkt mig, at jeg skulle være imam, men jeg blev trukket ind i det, fordi en fængselsimam, jeg kendte, var blevet sygemeldt og spurgte mig, om ikke jeg kunne vikariere for ham. Jeg har sådan set altid været drevet af at kunne hjælpe andre mennesker, så jeg sagde straks ja. Og så var jeg i halvandet år i Vridsløselille med Olsen-banden og prædikede på dansk og holdt samtaler med de indsatte. Derefter dukkede der en ny mulighed op på Herlev Hospital og Rigshospitalet, fordi der var brug for omsorgsarbejde blandt etniske minoriteter; ikke kun blandt muslimer, men etniske minoriteter i det hele taget. Så der blev jeg ansat som koordinator for et etnisk ressourceteam og samtidig tilknyttet som imam.

Gribende, hårdt og livsbekræftende

Jeg var den første imam på de hospitaler. Rigshospitalet var det første hospital, som fik et bederum. Medierne var helt oppe at køre over det, kan jeg huske. Jeg var i Aftenshowet og alle mulige aviser for at fortælle om det. Det var i 2006, og jeg har arbejdet her lige siden. Det at arbejde med mennesker og mærke liv og død – nogle gange på samme tid – det er meget livsbekræftende, men det er også et faktum, som man skal forholde sig til hele tiden. Der kommer en dag, hvor man ikke er her mere. Hvad laver man så, Hvordan bruger man sit liv? Hvornår ender det, og hvordan ender det? Man skal kunne sætte sig ind i andre menneskers livssituation, og som imam, synes jeg, er det min vigtigste opgave at lave en bevægelse fra min egen livsverden ind i den andens livsverden. ‘Hvordan er det at være dig lige nu?’ Det kan både være gribende og hårdt og nogle gange også livsbekræftende at være med til at tage den anden i hånden og så rejse med vedkommende på den rejse, det nu er at være syg eller at miste sin identitet.

Astronaut Naveed

Jeg ville faktisk gerne være astronaut og udforske verden og formidle viden om, hvordan det er at være på andre planeter. Jeg kan huske, at jeg skrev en stor opgave, jeg tror, det var i sjette klasse, jeg skrev netop om det med at komme ud i rummet, og jeg husker stadig, hvor glad jeg var for det projekt og billederne, der hørte med. Men så nedgraderede jeg jo gennem årene til pilot, og så fandt jeg ud af, at jeg havde dårlig ryg og ikke så gode knæ, og så kunne jeg heller ikke blive det. Men efter at have gået rundt i forskellige grupperinger med de lokale knægte i Brøndby Strand, hvor der opstod et ‘os og dem’, kom der et tidspunkt, hvor jeg tænkte, at der må være mere end det her liv på gaderne.

Søde imamer

Det ‘os og dem’ eksisterede både mellem grupperingerne og i forhold til etniske danskere. Jeg havde selv et meget skævt billede af jøder. Jeg kan huske, at jeg engang som ung gymnasieelev gik i byen og så en jøde med kalot på, og at jeg sendte ham nogle øjne, fordi jeg syntes, at jøder bare var skyld i det hele. Det var den opfattelse, jeg havde på det tidspunkt, fordi jeg ikke havde udforsket mere, ikke havde læst mere, ikke var mere bevidst om forskellige strømninger, og at mennesker er forskellige. I dag arbejder jeg for jødisk-muslimsk dialog og har venner, der er jøder. Men jeg fandt ud af, at der måtte være noget andet end det her liv. Og så søgte jeg imod troen. Jeg mødte nogle søde imamer her i Danmark, som tog mig under deres vinger og bekræftede mig i det, jeg var. De så ikke skævt til mig.

Vejen ind i spiritualiteten

Der var i hvert fald to imamer, som gav mig en kærlig forståelse for religion og for mine medmennesker. Den ene af dem var så åben. Man kunne tale med ham om alt muligt fra onani og porno til menneskelige relationer og stille ham alle mulige mærkelige spørgsmål. Vi kunne lave en cirkel rundt om ham og spørge ham om alt. Vi var nysgerrige, og vi var teenagere og ville vide alt om islam.

Den anden imam havde en mere spirituel tilgang til verden, til livet og troen, som vi blev meget berørte af. Så tænkte jeg: Det her er noget for mig, og troen blev en kraft for mig; jeg følte, at jeg godt kunne være et godt menneske med min tro, og at jeg kunne hvile mig inde i det der rum, spiritualitetens rum, med refleksioner og ihukommelse og stilhed. De første par år var jeg meget stille og gik meget ind i mig selv og ledte efter svar og efter Gud. Og så tænkte jeg efterfølgende, at jeg gerne ville læse mere om det – om den vej og islam og spiritualitet, og så tog jeg til Pakistan som 19-årig og var der de næste fem år.

Var ikke særlig religiøs

Indtil da havde jeg ikke været særlig religiøs. Det var min familie heller ikke. Min mor blev det på et tidspunkt, fordi mine forældre blev skilt, så hun havde brug for lidt håb og noget, der kunne give hende styrke. Og det fandt hun gennem troen. At hun kunne bruge den på den måde, var faktisk også noget, der inspirerede mig. Og jeg blev bare stærkere og stærkere af at have en tro og en vished om, at der er faktisk er en Gud, som holder af os, som vi kan snakke med hvor som helst når som helst, og som ikke forlader os. Og det var vigtigt for mig – apropos mine forældres skilsmisse og alle de problemer, man ellers har som teenager: At have en vished om, at uanset hvor langt ude du er, så er der en, som er villig til at tage imod dig. Så tænkte jeg okay, det vil jeg gerne vide noget mere om, og så var vi to venner, der tog et fly til Pakistan for at studere på det islamiske universitet.

Religionsdialogen rocks

Jeg forestillede mig ikke, at jeg kunne bruge min uddannelse fra Pakistan til noget i Danmark – i hvert fald ikke på arbejdsmarkedet – så da jeg kom hjem, tilmeldte jeg mig Forvaltningshøjskolen for at tage en toårig uddannelse i administrationsøkonomi. Jeg manglede sådan set bare at lave den sidste opgave, men så kom denne her mulighed for at være fængselsimam på deltid i 2004. Ud over det havde jeg også undervist unge som lærervikar forskellige steder, for man skal også ud at tjene nogle penge, som du ved. Og jeg var med til at starte foreningen Muslimer i Dialog og var aktiv i Islamisk-kristent Studiecenter, som jeg i dag er næstformand for.

Religionsdialogen har altid vakt noget i mig. Det gjorde et eller andet ved mig, første gang vi fik besøg af en fra Jehovas Vidner derhjemme i Brøndby Strand. Vi inviterede ham indenfor, han ville gerne snakke – det kan de jo godt lide – men jeg syntes ikke, at jeg vidste nok om min egen religion til at indgå i en ligeværdig dialog med ham.

Læge, ingeniør eller jurist

Da jeg studerede i Pakistan, var jeg med til at arrangere det første møde mellem kristne og muslimer i en moské, hvor man læste op for for hinanden, Den katolske biskop læste op fra Bibelen, og nogle imamer læste op fra Koranen. Det var respektfuldt, og jeg var meget stolt over, at jeg var med til at starte det op. Vi talte også for de kristnes rettigheder i Pakistan, som jo ikke er særlig gode, vel. Det er vel også det, jeg har beskæftiget mig med lige siden – interreligiøsitet.

Nu mener jeg ikke, at det interreligiøse redder alt og alle. Jeg synes, det er vigtigt, at de unge tager sig en uddannelse. I pakistanske kredse siger vi for sjov, at min forældres generation altid ville have os til at tage én af tre uddannelser: Læge, ingeniør eller jurist. I hvert fald var der en bevidsthed hos vores forældre om, at vi skulle blive til noget. Man kan så sige, at det lykkedes delvist i vores familie, for min søster er jurist.

To oplevelser på Bornholm

Som teenager havde jeg inden for en uge to oplevelser på Bornholm, som ramte mig dybt, og som var fuldstændig modsatrettede i forhold til min oplevelse af Danmark. Jeg skulle spille ungdomstennis i Bornholm Open: Jeg har mit telt med og spørger en gammel dame, om hun ved, hvor teltpladsen er. »Jamen, du kan da bare sove hjemme hos mig,« siger hun. Okay, fint, det er mere trygt. Så bor jeg hjemme hos hende, og tro mig: Hun laver mad til mig, vasker mit tøj, hun giver mig endda nøglen til sin bil, selv om jeg ikke har kørekort. Da jeg kommer videre til anden runde, og min søster og mor vil komme og se mig spille, siger damen: ‘De kan da også bare bo hjemme hos mig’. Det gjorde bare supermeget ved mig i forhold til den danske åbenhed

En politimand overreagerer

Den anden oplevelse er, at vi vel er otte-ti drenge fra forskellige tennisklubber, som skal ud i byen om aftenen, da dagens kampe er færdige. Vi skulle vist ind til Rønne. Og ingen af os har cykellygter, hverken foran eller bagpå. Pludselig kommer der en politibil med sirene, og den skærer ind foran mig, så jeg må bremse hårdt op, og en betjent stryger ud og griber fat i min krave og nærmest skubber mig ind i hegnet, mens han råber: »Du har ikke nogen lygte!« Af os alle sammen vælger de kun mig, de andre drenge har de ladet køre videre. Og jeg er bare i chok. Vi er nogle drenge, der har spillet tennis, vi skal i byen, dejlige Bornholm… solskinsøen. Det kommer bare så overraskende og ubelejligt.

Ikke noget ‘os og dem’ – bare et ‘vi’

Men den gamle dames gæstfrihed var nu ikke nogen overraskelse for mig. For da mine forældre var kommet til Danmark, plukkede de en dag et æble fra et træ, der stod inde på en andens grund i Herlev, hvor de boede. Æbletræets ejere kom udenfor for at hilse på – og det blev grundlaget for et livslangt venskab mellem dem og mine forældre. Så da vi blev født, så vi ofte den danske familie, og jeg kan huske, at de havde et drivhus med meloner.

Derfor har det der ‘dem og os’ aldrig rodfæstet sig i mig, fordi jeg og mine forældre på vores egne krop har mærket, hvordan danskere er grundlæggende. Og det holder jeg fast i i dag. Jeg mener ikke, at der er et os og et dem, jeg mener, at der er et vi. Jeg siger ikke, at os og dem ikke findes, det gør det, men det er minimalt.

Næste gang i ‘Imam Life’: På løbetur med Naveed Baig