Intet bliver som før: Chok vækker folk til handling

Jeg har tilbragt de sidste femten år begravet i forskning om samfund, der undergår ekstreme chok – chok forårsaget af økonomisk nedsmeltning, naturkatastrofer, terroristangreb og krige. Jeg har også set nærmere på, hvordan samfund ændrer sig i sådanne hyperstressede situationer. Hvordan disse begivenheder ændrer den kollektive opfattelse af, hvad der er muligt, såvel positivt som – desværre mest – negativt. Som jeg har skildret i min sidste bog, Chokdoktrinen, har erhvervsinteresser i løbet af de sidste fire årtier systematisk udnyttet disse forskellige former for kriser til at gennemtrumfe politikker, der beriger en lille elite – ved at fjerne restriktioner og reguleringer, ved at skære ned på offentlige udgifter og ved at gennemtvinge storstilede privatiseringer i den offentlige sfære. De har også fungeret som undskyldninger for ekstreme anslag mod borgerlige frihedsrettigheder og for overgreb på menneskerettighederne, der kan få det til at løbe én koldt ned ad ryggen.

Penge at tjene

Der er masser af tegn på, at det vil gå på nøjagtig samme vis med klimaforandringerne: At man i stedet for at komme med løsninger, der virkelig forsøger at forhindre en global opvarmning og beskytte os mod de uundgåelige katastrofer, nok en gang vil bruge krisen til at kanalisere endnu flere ressourcer op til den øverste procentdel af befolkningen. Dette er allerede i gang.

Fælles skovområder verden rundt bliver omdannet til private træfarme, så deres ejere kan høste lukrative ‘CO2-kreditter’, et lukrativt fupnummer, jeg senere skal komme nærmere ind på. ‘Vejr-futures’ er et bugnende marked, hvor virksomheder og banker kan spekulere i vejrforandringer (alene fra 2005 til 2006 blev markedet for vejr-derivativer femdoblet, fra 9.7 milliarder dollar til 45.2 milliarder). De globale genforsikringsselskaber tjener milliarder, blandt andet på at sælge beskyttelse til fattige lande, som stort set ikke har bidraget til skabe klimakrisen, men som er yderst sårbare over for dens virkninger.

Våbenindustrien

I et øjebliks åbenhjertighed forklarede våbengiganten Raytheon også, at »det må forventes, at nye forretningsområder opstår, når forbrugeradfærd og -behov ændrer sig som følge af klimaforandringerne«. Disse nye forretningsområder betyder ikke blot større efterspørgsel efter firmaets private katastrofeberedskabstjenester, men at der vil også være »efterspørgsel efter vores militære produkter og tjenesteydelser, eftersom man må forudse sikkerhedsproblemer som følge af tørke, oversvømmelser og orkaner som konsekvens af klimaforandringer«. Det er værd at huske, hver gang tvivlen melder sig med hensyn til, hvor alvorlig krisen er: De private hære er allerede i gang med at blive mobiliseret.

Ekstremt vejr

Tørke og oversvømmelse skaber allehånde muligheder for at gøre forretning: Mellem 2008 og 2010 blev der indgivet mindst 261 patentansøgninger i forbindelse med dyrkningen af ‘klimaparate’ afgrøder – frø, der angiveligt skulle kunne klare sig under ekstreme vejrforhold. Næsten 80 procent af disse patenter tilhørte blot seks giganter inden for grovvarehandel, blandt andre Monsanto og Syngenta. Samtidig har orkanen Sandy været en guldgrube for New Jerseys ejendomsmæglere og bygherrer, som har modtaget millioner til nybyggeri i let beskadigede områder, mens det stadig er et helvede for dem, der bor i hårdt ramte socialt boligbyggeri, på samme måde som man så det efter orkanen Katrinas hærgen i New Orleans.

En anden vej

Der er intet af dette, der kan komme bag på én. Vores nuværende system understøtter, at man finder på nye måder at privatisere det, der tilhører fællesskabet, og til at slå mønt af katastrofer. Hvis man ikke gør noget, kan systemet heller ikke andet. Men chokdoktrinen er ikke den eneste måde, et samfund kan reagere ud fra, når der er krise. Det har vi alle været vidner til i de senere år, efterhånden som den økonomiske nedsmeltning, der startede på Wall Street i 2008, gav genlyd verden over. Det var en pludselig stigning i fødevarepriser, der gav anledning til det Arabiske Forår.

Nedskæringspolitik har inspireret massebevægelser fra Grækenland over Spanien, Chile og USA til Quebec. Mange af os er blevet meget bedre til at sætte os op mod dem, der på kynisk vis udnytter krisen for at dræne det offentlige. Disse bevægelser har imidlertid også vist, at det ikke er nok at sige ‘nej’. Hvis det ikke skal være skønne spildte kræfter, er man nødt til at have en sammenhængende vision for, hvad man vil sætte i stedet for et uholdbart system, og en gennemtænkt politisk strategi for, hvordan man når disse mål.

Masser i bevægelse

Engang var de progressive bedre til den slags. Historisk set kan man finde mange store folkelige sejre for social og økonomisk retfærdighed, der er blevet vundet midt i alvorlige kriser. Til disse hører først og fremmest New Deal-politikken efter børskrakket i 1929 og de mange sociale programmer, der blev sat i søen efter 2. Verdenskrig. Denne politik var så populær hos vælgerne, at det ikke krævede den form for autoritær snyderi, som jeg dokumenterede i Chokdoktrinen. Det, der skulle til, var opbygningen af muskelstærke massebevægelser, der kunne sætte sig op mod dem, der forsøgte at bevare status quo, bevægelser der krævede en betydeligt mere retfærdig del af den økonomiske lagkage. Nogle få af disse stadigt eksisterende (om end ramponerede) arvestykker fra disse ganske særlige historiske øjeblikke er ting som offentlig sygesikring, alderspension, boligstøtte og offentlig kunststøtte.

Folkechokket

Det er min klare overbevisning, at klimaforandringerne i endnu videre omfang repræsenterer en historisk mulighed. I vores forsøg på at nedbringe udledningen til det niveau, videnskaben forlanger, har vi chancen for atter at fremme en politik, der på afgørende vis gør livet bedre, formindsker forskellen mellem rig og fattig (inden for de enkelte lande og landene imellem), skaber masser af gode job og nedefra og op giver nyt liv til demokratiet. I modsætning til Chokdoktrinen, der i sin yderste konsekvens er et vanvid af nye ressourcekapringer og undertrykkelse, kan klimaforandringerne være Folkechokket, en eksplosion nedefra.

Hovedet ud af busken

Hvor de højreorienterede chokdoktorer udnytter undtagelsestilstande (såvel de reelle som de selvfremstillede) til at gennemtvinge en politik, der gør os endnu mere kriseudsatte, gør de former for forandring, der diskuteres i denne bog, det direkte modsatte: De vil gå i dybden med, hvorfor vi i første omgang overhovedet står over for disse kriser, og vil i anden omgang give os et mere stabilt klima, end det vi har udsigt til, og en langt mere retfærdig økonomi, end den vi har nu. Men inden nogen af disse forandringer kan finde sted – inden vi kan tro på, at klimaforandringer også kan forandre os – er vi nødt til at holde op med at stikke hovedet i busken.

Evige forhandlinger

»I har ikke lavet andet end forhandle hele mit liv«. Sådan sagde den canadiske studerende Anjali Appadurai, da hun sad og kiggede ned på forsamlingen af regeringsforhandlere ved FNs klimakonference i Durban, Sydafrika, i 2011. Og det var ikke nogen overdrivelse. Verdens regeringer har snakket om at forhindre klimaforandringer i mere end tyve år. De startede samme år som Anjali, der dengang var 21 år, blev født. Alligevel kunne hun i sin uforglemmelige tale til forsamlingen på vegne af alle de unge deltagere slå fast: »I løbet af den tid har I ikke kunnet leve op til jeres løfter, I har været ude af stand til at nå jeres mål og er løbet fra jeres løfter«.

Faktisk har det organ, regeringerne har nedsat for at forhindre ‘farlige’ grader af klimaforandring ikke blot været ude af stand til at gøre fremskridt i løbet af de tyve år (og mere end 90 officielle forhandlinger siden aftalen blev indgået), det har også stået for en proces, hvor man stort set ustandseligt er gået baglæns. Vores regeringer har spildt år på at fedte med tal og mundhugges om startdatoer, samtidig med at de ustandseligt har søgt om udsættelse, som var de gymnasielever, der ville have udsat en stil.

Gruppeterapi

De katastrofale konsekvenser af al denne uklarhed og trækken i langdrag er nu til at tage og føle på. I 2013 var den globale CO2-udledning forudset til at ligge 61 procent over niveauet fra 1990, da forhandlingerne om en klima­aftale for alvor gik i gang. Som MIT-økonomen John Reilly udtrykker det: »Jo mere vi snakker om behovet for at kontrollere udledningen, desto mere vokser den«. Faktisk ligner det årlige klimatopmøde i FN, som stadig er vores bedste forhåbning om et politisk gennembrud i forhold til at gøre noget ved klimaet, efterhånden mere et meget kostbart (og CO2-udledningstungt) gruppeterapeutisk projekt end seriøse forhandlinger. Et sted, hvor repræsentanter for de mest sårbare lande i verden kan lufte deres bekymringer og vrede, mens lavtrangerende repræsentanter for de lande, der er skyld i deres ulykke, hælder vand ud ad ørerne.

Afmagt i København

Det har været stemningen lige siden det meget opreklamerede FN-klimatopmøde i København i 2009. Den sidste aften under mødet befandt jeg mig sammen med en gruppe aktivister for klimaretfærdighed, blandt dem en af de mest fremtrædende fra Storbritannien.

Under hele konferencen havde denne unge mand været sindbilledet på tiltro og fattethed, når han hver dag briefede snesevis af journalister om, hvad der var sket under de forskellige forhandlinger, og om, hvad de forskellige udledningsmål betød i virkelighedens verden. På trods af udfordringerne mistede han aldrig tiltroen til topmødets muligheder. Men da først det var forbi, og den ynkelige aftale forelå, sank han sammen for vores øjne. Som han sad der i en overbelyst italiensk restaurant, kunne han pludselig ikke holde tårerne tilbage. »Jeg troede virkelig, Obama havde forstået,« blev han ved med at gentage.

Erkendelse

Jeg er begyndt at tænke på den aften som klimabevægelsens uskyldstab: Det var lige der, at det gik op for os, at der ikke kommer nogen og redder os. Den britiske psykoanalytiker og klimaspecialist Sally Weintrobe beskriver dette som topmødets »grundlæggende testamente” – den inderlige og smertelige erkendelse af, at »vores ledere ikke passer på os … der er ingen, der sørger for os, når det handler om selveste vores overlevelse«. Lige meget hvor mange gange vi er blevet skuffede over vores politikeres manglende handling, kommer denne erkendelse altid som et slag. Det er virkelig sådan, at vi er overladt til os selv, og at ethvert muligt håb i denne krise vil være nødt til at komme nedefra.

To grader

I København underskrev de største forurenere – inklusive USA og Kina – en ikke-bindende aftale, der plæderede for, at man skulle forsøge at holde temperaturstigningerne under to grader celsius mere, end det niveau de havde, før vi begyndte at sætte damp på vores økonomier ved hjælp af kul. Dette velkendte mål, der angiveligt holder os på den ‘sikre’ side af en klimaforandring, har altid været et meget politisk valg, som har mere at gøre med at minimere de økonomiske virkninger end med at beskytte det størst mulige antal mennesker.

Da målet med de to grader celsius blev officielt i København, lød der højlydte protester fra mange delegerede, som mente, at målet var lig med en ‘dødsdom’ for nogle lavtliggende østater såvel som for store dele af Sub­sahara. Faktisk er det for os alle et meget risikabelt mål: Indtil nu er temperaturerne steget med blot 0,8 grader, og vi oplever allerede mange alarmerende virkninger, som for eksempel den hidtil usete afsmeltning på Grønland i 2012 og en forsuring af havene, der går meget hurtigere end ventet. At tillade temperaturerne at stige med mere end det dobbelte vil uden tvivl få farefulde konsekvenser.

Ikke-lineære ubalancer

I 2012 slog Verdensbanken i en rapport fast, hvad dette mål vil kunne sætte gang i: I 2012 slog Verdensbanken i en rapport fast, hvad dette mål vil kunne sætte gang i: I 2012 slog Verdensbanken i en rapport fast, hvad dette mål vil kunne sætte gang i: »Efterhånden som den globale opvarmning nærmer sig eller når ud over de to grader celsius, vil der være en risiko for, at det sætter gang i nogle ikke-lineære ubalancer. Eksempler kunne være afsmeltning af iskappen på Vestantarktis, som ville føre til en hurtigere stigning i havenes vandstand, eller udbredt skovdød i Amazonas, der på dramatisk vis ville ændre økosystemer, floder, landbrug, energiproduktion og menneskers liv. Det ville skubbe yderligere til den globale opvarmning i det 21. århundrede og påvirke hele kontinenter«.

Hvis vi med andre ord tillader temperaturen at stige, er vi ikke længere i stand til at bestemme, hvor kviksølvsøjlen stopper.

Ingen forpligtelser

Men det helt store problem – og grunden til at København fremkaldte så megen fortvivlelse – er, at når regeringerne ikke kunne enes om bindende mål, tillader det dem stort set at ignorere deres forpligtelser. Hvilket er præcis, hvad der sker. Faktisk øges udledningerne så hastigt, at hvis der ikke sker noget dramatisk med vores økonomiske struktur, vil de to grader celsius komme til at ligne en utopisk drøm.

Og det er ikke kun miljøfolk, der ringer med alarmklokkerne. Også Verdensbanken advarede, da den kom med sin rapport om, at »vi er på vej mod en fire grader varmere verden [ved århundredets udgang] præget af ekstreme hedebølger, fald i globale fødevareressourcer, tab af økosystemer og biodiversitet og en livstruende havstigning.” Rapporten advarede også om, at »der heller ikke er sikkerhed for, at det er muligt at tilpasse sig en verden, der er fire grader varmere«.

Kevin Anderson, tidligere direktør for (og nu afdelingsdirektør i) Tyndall Centre for Climate Change Research, der hurtigt har etableret sig som en af Storbritanniens mest velanskrevne forskningsinstitutioner, siger det endnu mere direkte. Han siger, at en opvarmning på fire grader celsius, »er uforenelig med forestillingen om et organiseret, ligeligt og globalt samfund«.