Hvad har pave Frans alias Jorge Mario Bergoglio og den tidligere svenske statsminister Göran Persson til fælles?
Svar: De har begge saboteret drømmene for en socialdemokratisk verdensmand. Ved nattens primærvalg i New York tabte den Brooklyn-fødte Bernie Sanders endegyldigt muligheden for at blive USA’s næste præsident. Forhåndsfavoritten Hillary Clinton sejrede med 59 procent af stemmerne.
Men hvad har det dog med paven at gøre? Jo, trods en imponerende valgkampagne, hvor den 74-årige ‘demokratiske socialist’ har mobiliseret millioner af unge og sat en socialt progressiv dagsorden i USA, begik han én brøler her i slutspurten: For fire dage siden stoppede Bernie valgkampen – for i stedet at flyve til Rom og deltage i en konference i Vatikanets Accademia delle Scienze Sociali. Den sekulære jøde Bernie Sanders søgte at blive åndeligt besjælet frem for at kæmpe fra hus til hus på gadeplan i New York.
Overraskende for deltagerne valgte pave Frans i sidste øjeblik at blive væk. I stedet måtte Bernie Sanders lade sig fotografere sammen med Bolivias røde præsident Evo Morales. Ikke ligefrem en bonus-helgenkåring i den amerikanske offentlighed. Afstikkeren til Vatikanet risikerede dermed at blive lige så pinlig for Sanders, som Göran Perssons besøg var for den daværende S-formand Mogens Lykketoft i valgkampen 2005.
Dengang håbede Lykketoft, at den svenske statsministers visit ville kaste international glans over den danske statsministerkandidat. Men optrinnet mislykkedes monumentalt. Se det pinagtige Youtube-klip herunder:
Persson måtte vises alene rundt i en børnehave, mens TV2 holdt ham hen i ingenting. Bagefter eksploderede Lykketoft i vrede: »At jeg skulle trækkes ti minutter ud fra at være sammen med den svenske statsminister for ikke at komme i fjernsynet. Nu må I kraftedeme stoppe, ikke? Det var skandaløst«. Lykketoft tabte kort derefter til Anders Fogh.
I dag bor Mogens Lykketoft paradoksalt nok i Trump International Tower i New York og går dermed hver dag igennem dørene under det guldindfattede navn på den republikanske præsidentkandidat, som pave Frans tidligere har ytret bevingede ord om – symbolsk, mens han svævende i himlen over Mexico i et fly: »Et menneske som kun tænker på at bygge mure, hvor end det måtte være, i stedet for at bygge broer, er ikke kristen,« udtalte pave Frans til en flok inviterede journalister.
At paven ikke er nogen stor fan af Donald J. Trump, kunne imidlertid ikke veksles til, at Bernie Sanders så kunne vinde hjerter og sind hos de mange katolikker i New York. Weekend-seancen i Rom endte ganske vist med en ultrakort audiens, men skaden var sket: Sanders blev forført af mystiske magter, da alarmklokken for alvor kimede her i den dennesidige verden – og dermed gav én af Føljetons besættelser, pave Frans, dødsstødet til en anden af vores besættelser, arbejderhelten Bernie Sanders.
Trump vandt også New York. Med over 60 procent af de republikanske stemmer – og dermed stort set alle delegerede – har ejendomsmogulen nu retning mod et præsidentopgør direkte mod Hillary Clinton. Men inden da skal Trump nomineres formelt ved konventet i juli, og det tegner til i sig selv at blive et drama, der overgår selv de seneste måneders valgkamp.