Familieløse fædre

Dansk Flygtningehjælp holder informationsmøder på skolen på henholdsvis kurdisk, persisk og arabisk. Jeg følger med på det arabiske hold med Aymen, som fortæller, at han er den eneste iraker i lejren lige nu. Han studerede i Indien, og da han var færdig, kunne han ikke tage tilbage til sin hjemby, Mosul i det nordlige Irak, som er overtaget af ISIS. Han har været tre måneder i Thisted og skal til sit første interview i Udlændingestyrelsen den følgende mandag. Marcus Jones fra Dansk Flygtningehjælp gennemgår procedurerne i det danske asylsystem.

»Når I er i fase 1, er jeres asylsag ikke begyndt endnu. Det eneste, man kigger på her, er i hvilket land, jeres asylsag skal behandles. Det handler om Dublin-aftalen, og om I har givet jeres fingeraftryk i et andet land. Er der nogen her, der har fingeraftryk i et andet land?«

Der lyder spredte fnis, da en fyr rækker hånden op og fortæller, at han har fingeraftryk i 14 lande. To andre har aftryk i Tyskland.

»Der kan gå lang tid, før I får at vide, om I bliver sendt tilbage til de lande, hvor I har givet fingeraftryk. For Danmark skal spørge Tyskland, om de vil modtage jer.«

Der er 15 arabisktalende asylansøgere til mødet. Marcus Jones fortæller videre om ‘troværdighed’ som begreb i asylansøgningen. At det vigtigste ved interviewet med Udlændingestyrelsen er, at fortællingen virker troværdig. Det er langt de færreste, som har dokumenter, der kan bevise, at de er individuelt forfulgte. Interviewet kan vare 4-8 timer eller strække sig over to dage. Sagsbehandleren stiller mange, meget detaljerede spørgsmål.

»Måske fortæller du, at du blev bortført. Så vil de spørge: Blev du kørt bort i en varevogn eller i bil? Hvor mange mænd var der? Havde de hætter på? Hvordan så hætterne ud? De vil vide, om det, du fortæller, er opfundet,« siger Marcus Jones.

Spørgsmål fra gruppen

Han fortæller videre om processen og åbner så op for generelle spørgsmål. Men hver person i lokalet sidder med sin egen tragedie, og ingen formår at spørge generelt. En meget ung fyr siger, at han er palæstinenser fra Syrien, og han vil vide, om det betyder, at han tæller som syrer?

Aymen, irakeren, spørger, om det er grund nok til at få asyl, at han kommer fra Mosul, der er under ISIS kontrol?

»Det de interesserer sig for er dine personlige problemer,« siger Marcus Jones.

»Du kan regne med, at de ved alt om ISIS og situationen i Mosul, det behøver du ikke fortælle om.«

En fyr fra Libanon har bedt om ‘deport’, altså om at blive sendt hjem, men har fortrudt.

En høj, ung syrer har bedt om øjenlæge i 2 måneder. Han rejser sig op, hæver stemmen: »Help me,« siger han, og virker på en gang både truende og desperat.

»Med mindre din situation er livstruende, kan du ikke blive opereret her i Danmark,« siger Marcus Jones og lytter venligt til manden, som har besøgt lægen i lejren, men ønsker at se en øjenlæge. En anden syrisk mand lige bag mig rækker hånden i vejret, han har længe bedt om ordet, siddet uroligt i stolen.

»Min gravide kone og vores lille barn er ved grænsen til Makedonien… hvad skal jeg gøre?« spørger han.

Der er en fornemmelse af skuffelse blandt beboerne efter sessionen. Måske havde nogen næret håb om mere end vejledning, men nu er det tydeliggjort, at handlemulighederne er udtømte, det eneste de kan gøre er at vente.

De familieløse fædre

Nogle dage senere er jeg tilbage i lejren. Jeg sidder i solen ved et bord-bænkesæt i fællesområdet, da den syriske familiefar fra sessionen med Dansk Flygtningehjælp kommer hen til mig. Han tager sin telefon frem og viser en video. Det er af en baby i en hvid hospitalsseng, hun bevæger armene og benene langsomt – det nyfødte barns sprog. Hans kone har født ved kejsersnit i flygtningelejren på grænsen til Makedonien.

»Jeg kan ikke huske noget, jeg er ikke mig selv,« siger manden, han hedder Alhagmohamad Sofean Ibrahim.

»Når jeg går ind for at hente en kop te, glemmer jeg, hvad jeg har gang i. Jeg bekymrer mig kun om min kone og mine børns sikkerhed.«

Hans øjne flakker og øjenomgivelserne er sorte af sorg og søvnmangel. Pludselig går han og kommer ikke tilbage.

Til gengæld sætter en anden mand sig. Jeg har lige passeret ham, han stod lænet op af rækværket med hovedet hvilende i hænderne. Han er iraner og hedder Salar. Han er desperat, for hans kone og lille dreng på 6 år er hjemløse i Tyrkiet. De befinder sig i en landsby på grænsen til Iran og har fået at vide, at de ikke kan få plads i en flygtningelejr, med mindre de henvender sig til politiet. Det tør de ikke, for de frygter, at myndighederne vil sende dem til Iran igen. Han har fået rådgivning af en socialrådgiver her i teltlejren, men hun er gået på pension, nu er han på bar bund. Jeg lover ham at undersøge, om det er rigtigt, at de risikerer tilbagesendelse, hvis de melder sig.

Teltkuller

Jeg har overhørt et nyt ord: Teltkuller. Et ord der dækker bredt over flossede nerver, bekymring, PTSD, paranoia og den slags, som trives gunstigt i en vekselvirkning mellem levevilkårene og den uvisse ventetid. Der er følelser uden på tøjet, søvnløshed, manglende appetit og korte lunter i madkøen. Susanne Henriksen er frivillig og kender mange af mændene:

»De går rundt og ser ud, som om de har det fint, men alle i campen har det dårligt,« siger hun.

»De får nedture. Hele tiden og så igen. Nogle gange spørger jeg ind, og pludselig står jeg med en voksen mand i favnen, fordi jeg kom til at stille det rigtige spørgsmål. De bruger alle kræfterne på at holde sig oppe, og så pludselig ryger de ned.«

Susanne Henriksen kan genkende symptomerne. Hun har arbejdet som hjemmeplejer i psykiatrien og lider selv af posttraumatisk stress syndrom (PTSD), efter hun blev stalket af en eks-kæreste igennem to år.

»Jeg kan se og føle det på dem. Pludselig viser de sig ikke i flere dage, og så har de 2-3 sovedage. De der flashbacks kommer om natten, når der er ro. Når du skal sove med syv andre i et telt, som også vågner i koldsved og råber og skriger eller er søvnløse, så er det svært,« siger hun.

I løbet af de fire måneder hun har arbejdet frivilligt med asylansøgerne, er hendes egen PTSD blevet betydeligt bedre.

»I virkeligheden har man brug for fred og forståelse og ro for at komme sig. Og det er akkurat det samme, som gælder for asylansøgerne. Men det er umuligt her.«

Fædre i fase 1

Det er sværere, end jeg troede, at finde ud af, om det er sikkert at kontakte de tyrkiske myndigheder. Jeg er omkring Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp, men ender med at få svar af eksperten Michala Clante Bendixen, som står bag hjemmesiden refugees.dk. Hun fortæller, at 90 % af flygtningene i Tyrkiet er mere eller mindre illegale, og at det er sandt, at de risikerer hjemsendelse, hvis de kontakter myndighederne. Der er kun ét at gøre: At vente på asyl og dermed muligheden for at søge familiesammenføring i Danmark. Da jeg vender tilbage til teltlejren med min research, er den syriske familiefar blevet flyttet til teltlejren i Næstved, hvor han har to fætre i nærheden. Men den iranske familiefar, Salar, er her stadig. I hvert fald nogle dage endnu. Han har fået lov at flytte til Hanstholm, hvor asylansøgerne får kostpenge – 805 kroner hver fjortende dag, som kommer udover tillægsydelsen på 115 kroner hver fjortende dag, som man får, når man er i fase 1. På den måde kan han sende penge ned til sin kone og barn i Tyrkiet og hjælpe dem. Det betyder, at han selv må leve kummerligt, men det er han ligeglad med. Iraneren Max oversætter vores samtale, men har også bevidnet Salars desperation.

»Han har grædt så meget,« siger Max.

»Vi har alle sammen hørt det her i lejren. Han har det meget svært.«

Ikke bedre end hunde

Salars problem er religiøs forfølgelse: Før han blev familiefar, var han aktiv i en ateistisk gruppe på facebook og kritisk overfor islam. Endvidere er han veganer og medlem af den miljøvenlige forening Grønne venner, som også er et problem. Han har været i lejren i Thisted i 3½ måned, men det er kun 15 dage siden, hans kone og søn forlod Iran. De blev frosset ude i hjembyen Mariwan, og Salar fortæller, at de blev bange for om »skøre mennesker« ville angribe dem med knive eller syre. Hans egen bror har været forbi hjemmet og true hans kone. Han råbte, at hun og den seksårige søn ikke er bedre end hunde – det værste afskum i islam. Lige nu er Salar rolig, for konen og sønnen er kommet i midlertidig sikkerhed hos en kurdisk familie i grænsebyen, hvor de kan være en uge endnu.

Jeg spørger, hvorfor han ikke tog sin familie med fra starten.

»Vi havde ikke penge nok til os alle, og rejsen var for farlig,« svarer han.

Det er umuligt at sige, hvornår familien bliver forenet. Hvis Salar ikke får ophold i Danmark, har dansk politi pligt til at sende ham til Iran.

Han er endnu ikke indkaldt til interview hos Udlændingestyrelsen og ved intet om sin sag. Det gør Max heller ikke om sin.

»Men jeg er alene og kan klare mig alle steder,« siger Max.

»Man burde tage sig af familierne… men den danske regering virker ligeglad.«

Aymens interview

Jeg mødes med Aymen, som har overstået sit første interview med Udlændingestyrelsen i Sandholm. Det varede fem timer, og hans sag er nu accepteret til behandling i Danmark, så han er i fase 2 og modtager dermed 28,78 kroner dagligt i stedet for de 8,23 kroner, man får i fase 1. Sagsbehandleren fortalte, at der kan gå længe før næste interview, og Aymen fortæller, at en af hans irakiske venner foreløbigt har ventet 9 måneder i fase 2.

Jeg spørger, hvordan han har det og fortryder med det samme. Det er et dumt spørgsmål, for asylansøgerne har det som udgangspunkt dårligt, og spørgsmålet tvinger dem til at svare høfligt.

»Jeg har det godt,« svarer han forudsigeligt med et nik til siden og fortsætter:

»Jeg bliver nødt til at have det godt.«

Ét er forholdene i en dansk teltlejr, noget andet er tankerne om dem derhjemme. Mange af mændene beskriver ikke selve teltlejren som deres største problem, det er bekymringerne for familien, hjemlandet og fremtiden der nager.

En sand helt

Aymen fortæller, at han for nyligt snakkede med en af sine venner i Mosul. Han havde fået 20 piskeslag med en haveslange af ISIS, fordi han havde trimmet sit fuldskæg en smule i kanterne på den øverste del af kinderne.

»Der er 4-5 af mine naboer, der er blevet slået ihjel. Folk jeg spillede fodbold med som barn. Én blev halshugget på gaden, fordi han sagde et eller andet om gud.«

Han fortæller, at det sidste nye dekret fra ISIS i Mosul er, at mænd i jeans skal folde dem til midt på skinnebenet, fordi buksekanterne ikke må blive beskidte. Han har et skævt smil om munden, når han taler om ISIS, som jeg tolker som en nødvendig distance til det groteske og ubærlige. Han fortæller om de sadistiske metoder, hvormed de henretter folk offentligt. Vi går udenfor madteltet, hvor solen er brudt igennem.

»Ham der kalder vi for en sand helt,« siger han og nikker over mod manden, som to gange dagligt gør lejrens toiletter rent.

»En halv time senere er der beskidt igen. Nogle sidder på hug på brættet, andre skyller aldrig ud, nogle smider det brugte papir på gulvet. Der er folk her, som aldrig har set et toilet før, folk som kommer direkte fra bjergene.«

Rengøringsmanden gør sit arbejde i gummistøvler og opsmøgede ærmer.

»Alle medarbejderne her arbejder hårdt, men ham der er vores største helt. Han gør sit job uden at kny, siger aldrig noget til nogen. Jeg snakkede med nogle andre beboere om, at hvis vi får råd, skal vi splejse om en virkelig dyr gave til den mand.«