I pigesind blomstrer dunkle tanker

En overgang dyrkede digteren Tove Ditlevsen (1917-1976) potteplanter i sin vindueskarm. Det gik ok, indtil en enkelt simpelthen skrumpede ind, visnede og gik til grunde. Det troede hun i hvert fald. For selv om planten blev kasseret og røg ned i fyrkælderen, så stopper historien ikke der.

I serien ‘Kvinden er en blomst’ har vi indtil videre kunnet konstatere, at vores civilisation er underlagt en blomsterinvasion, og i den forbindelse, at: Ja, der er noget med kvinder og blomster. Blomsten klæber sig til kvinden, som en masse af oversete betydninger. Forbindelsen findes også hos Ditlevsen, men hos hende er den sært anderledes og minder ikke om de blomsterbetydninger, vi tidligere har haft kig på.

I vores undersøgelse har vi indtil videre fundet ud af, at blomsten er associeret med kvindelighed, det rene, hjemmet og barnet, ligesom vi har fundet ud af, at det er kvindens lod at bære blomsterbyrden og forventningen om uafladelig glæde og positivitet, som følger med. Sådan er det ikke hos digter Ditlevsen.

Opgøret og de triste blomster

Selv om der ikke umiddelbart forekommer at være noget rebelsk i Ditlevsens brug af blomsterne, rummer de alligevel et opgør.

»Blomsterne skriver sig på ingen måde ind i en betydning af renhed eller hjemlighed.«

Konstateringen kommer fra journalist og forfatter Karen Syberg, som er forfatter til biografien Tove Ditlevsen. Myte og liv. (1997) Vi sidder på en cafe i Store Kongensgade. På bordet foran os ligger en stak af Ditlevsens værker. Jeg har netop gjort mig skyldig i at fiske efter, om blomsterne ikke på en eller anden måde lader sig indfange af betydninger som renhed og hjemlighed, men Syberg afviser:

»Hun bruger dem til at beskrive sorg og tungsind, det at være knækket, vold. Mig bekendt findes der ikke optimistiske blomster hos Tove Ditlevsen. De der ting; renhed, hjemlighed og barnlighed, som er associeret med traditionel kvindelighed, de binder ikke på hende. Hun tager afstand fra det. Ikke bare med blomsterne, men hele tiden. Hun kunne slet ikke indleve sig i det univers.«

»Det behøver ikke at være et bevidst opgør, men det er et opgør, at blomsten ikke er associeret med noget positivt, som den ellers ofte er. Hun skriver, det hun synes.«

Stenbrobarnet

For at forstå blomsten hos Ditlevsen må vi først forstå baggrunden for den.

»Tove Ditlevsen kunne ikke kende forskel på en mælkebøtte og en rose,« konstaterer Syberg umærkeligt. »Hun var jo et stenbrobarn. Botanik var ikke hendes stærke side, så når der er blomster i hendes digte, betyder de noget helt andet.«

Toves totale afkobling fra naturen rummer til gengæld et helt andet potentiale: »Hos Tove Ditlevsen kan duggen falde som tårer på blomsternes blade,« forklarer Syberg for eksempel og henviser til digtet ‘Tidlig sommermorgen’ fra Ditlevsens allerførste samling Pigesind.

»Det interessante ved hende er, at hun ikke ved, at dug først bliver til dråber, når den er faldet. Duggen er selvfølgelig tårer, det er den altid hos Tove Ditlevsen. De digtere, der kom fra landet, Thøger Larsen og Johannes V. Jensen, kunne aldrig drømme om at lade duggen falde som tårer. Det kan den hos Tove Ditlevsen.«

Når Ditlevsen bruger blomsten som metafor, er den altså ikke hentet fra naturen. For den havde hun ingen erfaring med.

Pigesind

På cafebordet mellem Syberg og mig ligger den digtsamling, der skulle vise sig at blive kimen til et ret væsentligt forfatterskab. På forsiden af debuten Pigesind fra 1939 er netop en ung kvinde, der med lys hud og bøjet nakke springer ud af en blomst. Men blomstermetaforen er ikke Ditlevsens, den kommer ganske enkelt fra kunstneren Arne Ungermann, som er manden bag illustrationen.

»Koblingen mellem kvinde og blomst er jo klassisk,« forklarer Syberg, og på den måde er det ikke noget, som nogen har fundet opsigtsvækkende på forsiden af en digtsamling skrevet af en 21-årig kvinde. Ditlevsens debut er altså rammesat af en kvinde-blomst-metafor, som ikke engang er hendes egen. Det er der måske en pointe i.

»Metaforen med pigen, der folder sig ud som en blomst, er en metafor, hun bare har taget på sig. Den digtning hun kendte, var den hun havde lært at kende i skolen i de danske sange, som var skrevet af mænd om kvinder. Kvinde-blomst-metaforikken er et ret fast inventar i de sange. Hun tager blomsterne til sig, som digt og ikke som realitet,« fortæller Syberg og konkluderer: Hos Ditlevsen er blomsten sprog.

Tove Ditlevsen havde ingen trang til at gøre op med de mandlige digtere, som havde beskrevet kvinder som blomster i deres digtning, for hun elskede de digte. Hun havde slet ikke den opfattelse, at mænd skulle have en særlig tilgang til tilværelsen end kvinder og omvendt, fortæller Karen Syberg. I hvert fald ikke som digter.

Erindringens blomster

Tove Ditlevsen læser her digtet »Børn« akkompagneret af Jørgen Ingemann. Også her fornemmer vi et opgør med blomstens tradtionelle betydninger: »Mit hjerte ynder ikke disse pyntehavebørn, / der står i bed og intet ved om synd og bittert savn.«

Tove! Tove! Tove!

Den seneste tid har vi set en helt markant opblomstring i interessen for Tove Ditlevsen, en Tove-feber. Kunstnerkollektivet Sort Samvittighed havde i 2015 bragende succes med forestillingen Tove! Tove! Tove!, for nylig udkom Jeg ville være enke og jeg ville være digter, en opsamling af hendes »glemte« tekster redigeret af forfatter og digter Olga Ravn, og aktuelt spiller forestillingen Toves værelse på Folketeatret med Paprika Steen i hovedrollen. Måske skyldes feberen netop, at Tove viser os blomstens bagside.

»Alle skal være perfekte,« konstaterer Syberg om vores samtid og giver svar på, hvad det er, Ditlevsen kan: »Hun er sindssygt ærlig omkring sine sammenbrud, sin narkomani og alkoholisme, om at hun ikke kan holde på sine mænd. Hun lægger aldrig fingrene imellem. Hun virker som en kanal, en tiltrængt kanal for følelser, som i dag er meget mindre tilladt, end det var engang. Hun kanaliserer et opgør med bonerthed og viser os, hvor meget vi trænger til det opgør.«

I Toves fyrkælder lå en potteplante kasseret, som en påmindelse om de forventninger om klassiske kvindelige kundskaber, hun ikke besad eller ikke ville besidde. En potteplante, som, selv om hun gav den både sol, skygge, vand, gødning og pludren, alligevel gik til grunde under hendes omsorg. En dag, da hun er i kælderen, sker dette:

»Der opdagede jeg en dag, at den uden pleje af nogen art, men også befriet for enhver forpligtelse, havde skudt de skønneste blomster, til glæde for ingen.«