De glemte afghanere

»Hej, jeg vil gerne tale med en person, der ved noget om den aktuelle situation i Afghanistan. Hvem skal jeg have fat i?«

Vi har stillet spørgsmålet igen og igen gennem 14 dage, men svaret blæser stadig i vinden. Selv efter Danmark i 15 år har været i krig i og hjulpet med genopbyggelse af Afghanistan, er der tilsyneladende ikke nogen danskere i styrelses- eller institutions-Danmark, der ved noget som helst om situationen i landet. Hverken Integrationsministeriet, Amnesty International, Institut for Menneskerettigheder, Udlændingestyrelsen, Flygtningenævnet, Udenrigsministeriet eller Københavns Universitet har kunnet sætte os i forbindelse med nogen, der ved noget indgående om situationen i Afghanistan. Hvis ikke de afviste os blankt, blev vi stillet videre til nogen, der gjorde det.

Flere asylansøgere fra Afghanistan

»Men når vi sender flygtninge til Kabul, bør der så ikke være nogen, der ved noget om situationen?«

Det kunne kvinden i Udlændingestyrelsens presseafdeling desværre heller ikke hjælpe med. Rigspolitiet, der står for håndteringen af afviste asylansøgere, havde heller ikke noget at sige. Til gengæld gav de os nogle rapporter med lovgivning og tal. Det blev vores indgang til historien om de glemte afghanere.

Antallet af asylansøgere fra Afghanistan er steget markant det seneste år. Hver femte, der søger asyl i Danmark, kommer i dag fra Afghanistan. Samtidig har Danmark ikke udvist så mange afghanske flygtninge siden krigens begyndelse, som vi gør nu.

Afghanernes flugt

Men hvem er disse mennesker? Hvorfor kommer de? Og hvorfor hører man ikke mere om dem? Mens syriske flygtninge har ryddet forsiderne i samtlige danske medier, siden de vandrede på de sønderjyske motorveje tilbage i september 2015, har afghanerne ikke fået meget spalteplads – selv om de udgjorde op mod en femtedel af dem, der krydsede grænsen fra Tyskland til Danmark i de dage.

I de følgende uger vil vi gå i dybden med afghanerne på flugt. Vi vil fortælle om en brist i asylsystemet, der betyder, at afghanere sendes hjem, før deres sag er færdigbehandlet. Vi vil fortælle om de forældreløse drenge, der drager alene på flugt. Om EU-aftalen der har store konsekvenser for afghanske asylansøgere. Om kvinderne uden uddannelse. Og endelig vil vi give plads til førstehåndsberetninger om situationen i Afghanistan, blandt andet fra Nagieb Khaja, der som krigskorrespondent har dækket krigen fra alle vinkler siden 2004.

Et ‘sikkert’ land

»I Afghanistan er der alvorlig risiko for terrorangreb mod både vestlige og lokale mål, herunder køretøjer og kolonner i bevægelse, ambassader, hoteller, guest houses, restaurationer, butikker, lufthavne, offentlige veje og regeringsinstitutioner. Dette gælder også i centrale dele af Kabul.«

Sådan indleder Udenrigsministeriet sin lange række af begrundelser for, hvorfor man slet ikke skal rejse til Afghanistan. Overhovedet.

Alligevel har et flertal i Folketinget vurderet, at Afghanistans hovedstad Kabul er sikker nok til, at Danmark kan sende afviste afghanske asylansøgere dertil, såfremt de ikke er personligt forfulgte.

Afghanere tvangsudsendes

Det er i sidste ende Flygtningenævnet, der afgør, hvem der får asyl, og hvem der ikke gør. Alene i januar 2016 fik 122 afghanere afvist deres asylsag i Flygtningenævnet og ventede på at blive sat på et fly til Kabul.

I marts 2013 vurderede et bredt flertal i Folketinget i stil med Storbritannien og USA, at den afghanske regering nu var stærk nok til selv at varetage sikkerheden i landet. I august 2013 blev de sidste danske styrker hevet ud af Afghanistan efter 11 års krig. De store byer var ude af Talebans kontrol, og nu skulle det handle om at genopbygge. Det arbejdes står stadig på.

Bomberne er hverdag i Kabul

Den danske krigskorrespondent Nagieb Khaja har siden 2004 arbejdet i Afghanistan og beskæftiget sig både med civile i Helmand-provinsen og fulgt den islamistiske bevægelse Taleban indefra. Han fortæller, at hverken de store byer som hovedstaden Kabul eller provinslandsbyerne i Afghanistan før har været plaget af så meget usikkerhed og konfliktkamp som nu. Så sent som 19. april sprang der en bombe i det centrale Kabul, som kostede 64 mennesker livet og sårede 347. Taleban tog hurtigt ansvaret for den.

»Jeg bliver frustreret og forstemt, når jeg taler om det,« siger han. »Det går helt amok. Bare i Kabul er der terror eller gadekampe hver eneste uge. I 2011 var der et om måneden.«

Konflikten har været under konstant optrapning siden 2002, og dødstallene stiger. I en officiel rapport fra UNAMA (FN-missionen i Afghanistan) viser en opgørelse, at de mange terrorangreb, selvmordsbomber og gadekampe i Kabul har kostet 688 civile mennesker livet bare i 2015. Og 2016 ser ikke ud til at blive mindre blodigt. Alene i de fire første måneder af året har 600 civile afghanere mistet livet som konsekvens af den eskalerede konflikt. Det samlede civile tab for resten af landet røg i 2015 op på over 3.000 døde.

De afghanske drenge

En morgen i myldretiden på Københavns Hovedbanegård møder vi 15 drenge. Det er december 2015,  og drengene står tæt sammen med flakkende blikke. Men selv om de fleste af dem er i skolealderen og bærer rygsæk, går de ikke i nogen skoleklasse. De er afghanske asylansøgere. De er børn, som er flygtet fra borgerkrigen i Afghanistan. Nu står de i mørke termojakker og pakkede rygsække. De er ankommet helt alene til Hovedbanegården i København uden voksne, men med en enkeltbillet til Sverige i baglommen.

Selv om de stikker ud i morgentrafikken, er de ikke sjældne. De fleste af de afghanere, der siden sommeren har taget flugten fra Afghanistan, er mindreårige uledsagede drenge, som har taget turen over Middelhavet og op gennem Europa på egen hånd.

»Vi burde være i vores eget land«

De 15 drenge på hovedbanen har familie hjemme i Afghanistan, som håber på at kunne følge trop. Indtil da klarer drengene sig alene og drømmer om en dag at vende hjem.

»Vi burde være i vores eget land. Men det kan vi ikke. Der er alt for farligt,« fortæller én af de unge drenge, der som den eneste i flokken taler engelsk.

Afghanske asylansøgere adskiller sig fra de syriske, der generelt er veluddannede uanset køn. Sådan er det ikke i Afghanistan. Langtfra. Syv ud af ti afghanere er analfabeter. Tre ud af ti voksne kan hverken læse eller skrive. Endvidere går to ud af tre piger ikke i skole, da familier i landprovinserne har behov for børnearbejde for at kunne overleve den ekstreme fattigdom, der plager Afghanistan efter 35 år i krig.

Foruden påvirkning af fattigdom og langvarig krig yder Taleban-styret også målrettet modstand mod skolesystemet. Den islamistiske bevægelse tror på, at vigtig viden udelukkende kommer fra Koranen, og de modarbejder systematisk den afghanske regering, der ønsker at modernisere uddannelsessystemet, så det kan leve op til de internationale standarder.

Afghanistan-krigen er en borgerkrig

’Krigen mod terror’, der kom i kølvandet på 11. september 2001, indledtes med en amerikansk invasion af Afghanistan, som Danmark fra 2002 støttede med soldater. Krigen mod terror er Vestens krig mod islamistiske terrororganisationer. Krigen mod dem, der truer os.

Men at se krigen i Afghanistan som en krig mellem Vesten og ekstrem islamisme er misforstået. Krigen i Afghanistan er først og fremmest en borgerkrig, der primært har været en trussel for det afghanske folk, og som går langt tilbage. Det fortæller Nagieb Khaja, der selv er halv afghaner og kender landet ud og ind.

Siden kommunisterne kuppede statsmagten i 1978, har Afghanistan været plaget af adskillige statskup og kampe mellem interne grupper, der hver især ønskede magten i landet. Flere af dem har gennem tiden været støttet økonomisk og militært af blandt andre Sovjetunionen og USA.

Krigen mod terror eskalerer

I 1991 blev kommunisterne væltet og Afghanistan blev udråbt til en islamisk republik. Ikke længe efter opstod den ultrakonservative studenterbevægelse Taleban, der op gennem 90’erne tog magten i det meste af Afghanistan. Det tiltrak andre islamistiske bevægelser, blandt andre Al-Qaeda, der fører hellig krig mod den vestlige verden og som stod bag terrorangrebet 11. september 2001. Det ledte til, at Afghanistan blev mål nummer ét i krigen mod terror – en krig, der skulle have varet to uger, men som 15 år efter fortsat eskalerer.

Officielt sluttede krigen i Afghanistan i 2014, men som det ser ud nu, er Taleban stærkere end før, og 35 års borgerkrig har sat sine spor. Gennemsnitslevealderen var i 2015 51 år, og Afghanistan er i bunden af FN’s liste over verdens absolut fattigste lande, hvilket betyder, at langt de fleste afghanere lever uden rent vand, elektricitet og lægehjælp.

Banen er kridtet op. Dette er første artikel i Føljetons nye serie ‘Afghanerlimbo’.