Fredsdividenden er brugt op

»Faren for krig er ikke udryddet. Den har eksisteret gennem hele menneskehedens historie, og den står stadig som en trussel, uanset hvilken indsats vi og andre øver i FN og andre steder for at afværge en ny krigs ulykker. Vi skylder os selv at være forberedt på at skulle beskytte os bedst muligt mod følgerne af en krig.« Sådan begynder Statsministeriets pjece ‘Hvis krigen kommer’ fra 1962. Dengang var krigsfrygten fra øst så nærværende, at børn lærte, hvordan de skulle reagere på et atombombeangreb – og Danmark brugte næsten dobbelt så meget på militæret som i dag. Men rustningskapløbet er ved at begynde forfra.

Som det mest opsigtsvækkende forslag i ambassadør Peter Taksøe-Jensens ellers ikke omvæltende udenrigspolitiske udredning, der udkom i går, lægges op til at øge forsvarsbudgettet, så det igen kommer op på niveau med Den Kolde Krig. Han støtter ikke blot den forestående milliardinvestering i nye kampfly, men appellerer også til, at Danmark begynder at leve op til Nato’s musketer-ed og hurtigst muligt øger forsvarsbudgettet til to procent af BNP. Og begrundelsen, ja, den lyder som sidst – truslen kommer fra øst: »Der tegner sig et mønster, hvor Rusland har øget sin brug af militære instrumenter til provokationer og manifestationer i Østersøregionen. Det gælder ikke mindst øget flymilitær aktivitet med taktiske flyvninger, simulerede flyangreb og landmilitær aktivitet med øvelser nær eksempelvis de baltiske lande,« skriver Peter Taksøe-Jensen.

Krigsfrygtens comeback

Fløjlsrevolutionen fra 1989 rulles ikke kun baglæns i disse år, fordi grænser og mure genopføres tværs gennem Østeuropa – som historikeren Timothy Garton Ash har påpeget – men også fordi det diplomatiske etablissement nu igen kræver oprustning og massive økonomiske omprioriteringer i retning af øget militarisering. Kravet om oprustning kommer nemlig ikke blot fra den yderste højrefløj, eller fra de traditionelle forsvarsvenner, men fra én af de mest teknokratisk, moderate bureaukrater i Udenrigsministeriet.

Peter Taksøe-Jensen, der til daglig er Danmarks ambassadør i Indien – og derfor kaldes for ‘Oraklet fra Delhi’ – præsenterer et nyt trusselscenario for Danmark, der fremtvinger øgede forsvarsbevillinger. Hvis fagfolk fra andre dele af den offentlige sektor foreslog en fordobling af deres egne budgetter, ville de øjeblikkeligt blive afskrevet som uansvarlige og anklaget for at »underminere velfærdsstaten.« Men der gælder tydeligvis andre spilleregler i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, såkaldt ‘high politics’.

Udredningens vigtigste anbefaling lyder: »at knække kurven og stoppe den nedadgående tendens i forsvarsudgifterne og – i løbet af den næste forsvarsforligsperiode – øge forsvarsbudgettet som andel af BNP i overensstemmelse med Danmarks Nato-forpligtelser.«

Den russiske bjørn

Hovedargumentet for at sætte gang i rustningskapløbet igen er, at vores nærområder igen er blevet ustabile, først og fremmest på grund af Rusland, som skaber såkaldt »geopolitiske spændinger« helt ind i det danske kongeriges luftrum og territorialfarvand: »Ruslands handlinger underminerer den europæiske sikkerhedsorden og tilfører en trusselsdimension, der ikke var forudset for få år siden,« skriver Taksøe-Jensen. Dekrypteret for diplomatisk kodesprog betyder det, at Danmark skal opruste militært for at kunne modstå præsident Putins aggressioner.

De dramatiske hændelserne kan retteligt heller ikke ignoreres og er efterhånden skræmmende håndgribelige: Upåagtet i den danske offentlighed gennemførte Rusland i 2014 »simulerede missilangreb« under Folkemødet i Allinge på Bornholm. Russiske bombefly dykkede ned i lav højde mod dansk luftrum og opførte sig som ved et missilangreb, teknisk set som ved et atombombeangreb. I de seneste måneder har det været nødvendigt at afvise russiske fly fire gange. Ifølge tal fra Værnsfælles Forsvarskommando skete det i løbet af 2014 og 2015 98 gange i alt. På flyvestationen Fighter Wing Skrydstrup i Sønderjylland er der derfor altid to F16-fly klar til at gå på vingerne, 24 timer i døgnet, 365 dage om året.

Peter Taksøe-Jensen ser Rusland som en reel trussel – og dét er et nybrud i den politiske debat siden begyndelsen af 1990’erne: »Ruslands ulovlige annektering af Krim og indgreb i det østlige Ukraine har tilsidesat centrale principper i den europæiske og internationale sikkerhedsorden. Ruslands militære offensiv i Syrien har ligeledes givet en ny dimension til landets internationale engagement. Med til billedet hører også, at Rusland er i gang med en omfattende modernisering af sine væbnede styrker og tilsyneladende også sænker tærsklen for brug af sine nukleare militære kapaciteter. Indenrigspolitisk bevæger Rusland sig i en mere autoritær retning.«

Frygten er flygtig

Udredningsrapporten beskriver scenarier frem mod mindst 2030, og det kan virke betryggende, at landets diplomater i det mindste forsøger at tænke langsigtet. Men vindene vender hurtigt i moderne storpolitik. Så sent som i 2008 var rigets klogeste mænd og kvinder samlet i Forsvarskommissionen for at udtænke det strategiske grundlag for Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik, ja, ret præcist det samme opdrag, som Peter Taksøe-Jensen nu har haft – her blot otte år senere. Og tiderne er forandrede. Til det værre.

Dengang hed det i analysen af Rusland: »Selvom militær magt er en vigtig faktor i russisk udenrigspolitisk tænkning, indser den russiske regering dog, at en oprustning ikke må undergrave økonomien, der i forvejen er under pres som følge af et faldende befolkningstal, afhængigheden af den internationale oliepris og den aktuelle finansielle krise,« skrev kommissionsformand Hans Hækkerup, og videre: »Rusland prioriterer evnen til at projicere militær magt over lange afstande med fly- og flådestyrker for at understøtte en mere selvhævdende udenrigspolitik. Der arbejdes tillige på en modernisering af de strategiske våben. Rusland vil dog næppe have ressourcer eller teknologisk grundlag for et langvarigt avanceret våbenkapløb, ligesom der vil være grænser for evnen til magtprojicering.«

For otte år siden blev Rusland opfattet som en rustbunke, der nok gerne ville tage sig skræmmende ud, men ikke evnede at true nogen for alvor, når det kom til stykket. Derfor valgte kredsen af partier bag det seneste forsvarsforlig at skære budgetterne yderligere ned. Selv om Taksøe-Jensens nye ord næppe er mere profetiske end dem fra 2008, står én ting sikkert efter udredningen og modtagelsen i Folketinget: Næste forsvarsbudget vil knække kurven. Danmark er på vej tilbage mod Den Kolde Krig.

Kamp om Nordpolen

De mest dramatiske perspektiver venter forude. Danmark har nemlig som ét af få lande i verden en direkte grænsekonflikt med Rusland, ja, siden den danske regering formelt gjorde krav på Nordpolen forrige år, er kongeriget Danmark, the Commonwealth of the Realm, havnet i en potentiel konfrontation med russerne i Arktis. Godt nede i udredningen ligger en skelsættende formulering gemt, der kan vise sig at blive den udløsende faktor bag en skarpere konfrontation med den anden arktiske stormagt.  Peter Taksøe-Jensen skriver: »Af proceduremæssige årsager vil Ruslands krav blive behandlet inden for en kortere tidshorisont, mens Kongerigets først vil blive behandlet inden for en længere årrække«.

Det lyder teknisk, men er nok det mest sprængfarlige forløb, der venter Danmark i de kommende år. For her afsløres det, at Rusland efter de formelle procedurer vil vinde hævd på havområder i Arktis, før Danmarks krav overhovedet er blevet behandlet. Og dermed vil danske diplomater altså ikke blot skulle argumentere for, at Kongeriget skal strækkes ud i et vidstrakt ingenmandsland, men derimod forsøge at annektere russisk territorium. Held og lykke!

Ambassadøren foreslår mindeligt, at Danmark »i samarbejde med andre interesserede lande skal afsøge mulighederne for at identificere andre mulige – og hurtigere modeller – for en løsning, herunder gennem at fremskynde Sokkelkommissionens arbejde.« Ja, dobbelt held og lykke. Danmark vil i de kommende år skulle overbevise Rusland og det øvrige verdenssamfund om, at proceduren for at erhverve nye territorier skal ændres – alene for at tilgodese Danmark i direkte kamp med Rusland.

Taget for pålydende virker det til, at Kongeriget har langt mere brug for  havbundsgeologer end flymekanikere og mere brug for havretsjurister end piloter. Situationen i Arktis virker for alvor til at blive udtænkt af generaler, der stadig kæmper tidligere krige. Dén erkendelse må dog nok vente yderligere otte år.