»Der er jo ingen, der døde af det«

Peter Taksøe-Jensen, ambassadør. Det er et navn, der er svært at komme udenom i dag. Lars Løkke Rasmussens særligt udenrigspolitiske udreder præsenterede her til formiddag sine anbefalinger til, hvordan dansk udenrigspolitik kunne tænkes helt forfra, og hele eftermiddagen står den til debat på Københavns Universitet.

Allerede i løbet af weekenden satte Taksøe-Jensen dagsorden, og som et moderne orakel skal ambassadøren mene noget om næsten alt. Det er, sagde han eksempelvis i weekenden til en avis, »tåbeligt at bruge bistandsmidler på asyludgifter,« mens han til en anden fortalte, at flygtningekrisen ikke kan klares »ved at lukke grænsen i Tønder.« I en kronik søndag slog han med syvtommersøm fast, at dansk udenrigspolitk skal handle om danske interesser. Gode, danske interesser, der kan måles og vejes.

Taksøe-Jensen fik også serveret en pointe, om at strategi er vigtigt, men ikke ligefrem livsvigtigt. Ganske vist, indrømmede han, manglede der et strategisk perspektiv for Irak-krigen, men som han sagde: »Der er jo ingen, der døde af det.« Jo altså, der var mange, der døde i Irak, men åbenbart ikke på grund af manglende strategisk perspektiv. På den måde er politik slet ikke så vigtigt. Folk bliver ikke skudt af politik, men af kugler.

Taksøe-Jensen fremstår som en praktisk mand, der søger praktiske løsninger og ikke spilder tiden på problemstillinger uden klare svar. Hvad skal vi gøre med Syrien? Man kan næsten fornemme, hvordan hans øjne vil flakke, og samtalen glide over til et emne, der er mere håndgribeligt. Migrationen fra Mellemøsten og Afrika var et af de emner, Taksøe-Jensen var blevet bedt om at udrede, men som han ikke har bevaret selvstændigt. Der er jo heller ikke noget let svar på udfordringen på et kontinent, der over de næste 10 år vil have en befolkningstilvækst på op imod 400 millioner mennesker.

Mens Taksøe-Jensen ikke holder sig tilbage med at foreslå flere penge til forsvaret, er han anderledes tilbageholdende, når det kommer til at bruge flere penge på udviklingsbistanden. Han er jo som sagt en praktisk mand og ser ingen grund til at foreslå noget, der passer med »de virkelige forhold i jernindustrien ovre på Christiansborg,« som han siger.

Nå, hvis ikke Taksøe-Jensens anbefalinger fører til en udenrigspolitik, du kan abonnerer på, gør det ikke så meget. Den største fjende lurer indenfor landets grænser. Hvis det danske samfund skulle bryde sammen, skyldes det ikke ydre trusler, men de par hundrede danske imamer. Det slog Mette Frederiksen nemlig fast i sin første maj-tale, hvor hun om imamerne sagde: »Og vi vil bekæmpe dem med alt, hvad vi har kært. Som vi gjorde det mod kommunisterne. Som vi gjorde det mod nazisterne.« Der er så meget galt med det citat, at det er svært at vide, hvor man skal begynde. Men man kunne eksempelvis minde om, at kommunisterne var en smule bedre end socialdemokraterne til at bekæmpe nazismen.

Man bliver så træt, men ikke Føljetons Oliver Stilling. Mange ville stille sig tilfredse med at blive imam, men ikke Stilling. Han vil være stormufti. Læs med i dagens udgave af Føljeton.