Nyhedsanalysen
Den lille mellemleder guide
Mellemledere er blevet hånet og pryglet længe nok. I flæng bruges ordene jo som bandeord, men i virkeligheden er det et af verdens mest ensomme job, der er helt umuligt at begå sig i. Men nu rækker Føljeton hånden ud med en lille mellemleder-guide til, hvad man IKKE skal gøre, hvis man er kommet for skade at sig ja til en mellemleder-tjans.
Der er blevet talt og sagt meget om børnearbejdere og de handlede kvinder ved motorvejsafkørslerne langs den tyske Autobahn, men selv om de uden tvivl kan have hårde dage på jobbet, er der altså få, som har det lige så svært som mellemlederen i den såkaldte 1. verden.
I et årti eller mere har det omgivende samfund pryglet løs på djøf’erne og de poster, som de i stigende grad har sat sig på omkring os. Men ærlig talt – er det ikke på tide, at vi giver dem lidt snor? Her på redaktionen vil vi i hvert fald vende blikket lidt indad. Se bjælken i vores eget øje og sætte kikkerten for det blinde, bide af den hånd, der fodrer os, og alt det der.
Mellemlederen er aben midt i træet, skal en klog kvinde engang have sagt. Det er aben, der kigger ned på alle de grinende ansigter og kigger op på alle røvhullerne. Presset fra alle sider, ensom, bagtalt, mistænkeliggjort og latterliggjort hver eneste dag. Hver gang mellemlederen laver noget godt, tager hans chef skylden for det, hver gang noget går skidt, får han skylden. Ok, han har det lille privilegium at gøre det samme med de ansatte under ham, men hvad er det sjove i det, når man ikke kan dele det med nogen?
Man har ikke lavet undersøgelser herhjemme, men i Storbritannien, der har en samlet arbejdsstyrke på 31 millioner mennesker, er fem millioner af dem mellemledere. 18 procent af dem udviser depressionstendenser. Det er den eneste post, hvor det stiger med lønnen. De lider af det forskerne kalder klasse-selvmodsigelser. De har en højere løn, mere autonomi, lidt større kontorer end deres nærmeste kollegaer, men sidder stadig fysisk sammen med dem og skal oven i købet sørge for, de laver noget. De spiser frokost med dem, holder julefrokoster med dem, taler problemer og ferier med dem, men har samtidig ledelsesansvar og tavshedspligt. Til gengæld tjener de ikke i nærheden af chefernes løn og får ikke lov til at foretage store beslutninger for firmaet. Tværtimod bliver de nødt til at gennemtvinge andres beslutninger, som om de var deres egne. De har ingen at bagtale deres chef til, de har ingen kollegaer at bagtale, de har ikke muligheden for at forfremme folk, men de skal afholde deres ansatte for at avancere for at undgå, at deres egen position bliver truet. Derfor er der heller ingen, de ler af deres jokes eller roser deres tøj.
Det er verdens mest ensomme job og et stigende problem for et stigende antal mennesker. Men nu rækker Føljeton en hånd frem. Her kommer en lynguide til, hvordan du dukker dig for alle mellemlederens faldgruber. Hvordan du undgår at blive hadet på dit kontor, og hvordan mellemlederen får sit gode navn og rygte tilbage. Her er en guide inklusiv det, du IKKE skal gøre, hvis du pludselig er havnet i et mellemlederjob.
Lad være med at blande respekt sammen med popularitet
Det kan blive meget svært for dig, hvis du tror, at du skal have begge dele. Det bliver forvirrende for dine medarbejdere, og de ender med at hade dig lige hårdt for begge dele. Begreberne ligger i hver sin side på en horisontal akse, men mange mellemledere forstår ikke den akse og giver miksede signaler. Folk bliver utrygge og i sidste ende paranoide af miksede signaler. Det resulterer i had og bagtaleri.
Lad være med at jagte positiv feedback
Der er ikke noget værre end mennesker, der prøver for hårdt. Accepter din ensomhed. Forstå at ingen mennesker på dit arbejde vil have, at det går godt for dig. Ingen kommer til at rose dig. Hvis de gør, er der grund til at være mistænksom.
Behold dine omgivelser i trygge rammer
Alle mennesker – også dem, der siger det modsatte – hader forandringer og udfordringer. Specielt udfordringer, der ligger uden for komfortzonen, og lad det være klart med det samme: Alt uden for dit firmas givne arbejdsområde er uden for komfortzonen. Så med mindre du arbejder på en højskole, skal du ikke bede folk om at synge morgensang, med mindre du arbejder på et teater, skal du ikke bede folk om at spille roller, og med mindre du arbejder med eksperimenterende performancekunst, skal du ikke bede folk om at lave fysiske øvelser.
Ingen skuldermassage
Det kan være fristende. Måske især hvis du er en mand og har en yngre kvinde ansat. Men det er ubehageligt, græseoverskridende og en akavet situation for alle. Alle.
Her er top tre over den musik, du ikke skal lytte til
1) Coldplay
2) U2
3) Prince
Og pas helt generelt på med ny dansk musik, som anmelderne elsker. Du kan ikke gennemskue det, men pludselig tager du dig selv til en koncert med Minds of 99 sammen med samtlige 35-50-årige mellemledere i Danmark. Du følte dig godt med, da du gik ind, men helt tom, da du gik ud.
Brug ikke ’vi’ om det firma, du er ansat i
Det virker omklamrende og sekterisk. Brug ’man’ eller blot navnet på firmaet. Ved vi’et risikerer du, at dine medarbejdere ser dig som ledelsens hånddukke. Hvilket du naturligvis også er.
Du har ikke, du får ikke og du skal ingen venner have på din arbejdsplads
Det her er en meget vigtig erkendelse. Indse det, sørg over det og gem det som en lille sten i dit hjerte hver dag, du går på arbejde. Det er mellemlederens barske virkelighed, og indser man det ikke, bliver man meget ulykkelig.
Her er en top-tre over biler, du ikke skal købe
1) Nissan Qashqai
2) Skoda Fabia
3) Brugte Audier (sort)
Kend arbejdspladsens hierarki
Tegneren Hugh MacLeod har bedre end nogen anden forstået enhver arbejdsplads’ interne hierarki. Jo bedre, du forstår den model, og jo mere du accepterer den, des gladere og mere frigjort vil du blive:
De fleste starter i bunden som ’tabere’ (losers), og grundideen i modellen er, at sociopaterne i toppen plejer deres egne interesser bedst ved at ansætte de mest hårdtarbejdende tabere som mellemledere (Clueless) og ved at groome de mindre hårdtarbejdende tabere til at blive sociopater lige som dem selv. Resten får lov at passe sig selv. En taber, der arbejder mere end han skal og kan lokkes til at blive mellemleder, er åbenlyst en dårlig forhandler på egne vegne, at han kommer aldrig til at true toppen. Samtidig fungerer deres produktionsniveau nedad i organisationen og presser taberne i bunden til at lave mere. Det er der, du ligger. Det er derfor, du er blevet valgt som mellemleder.
Ingen motivations-bon mot’er.
Intet afslører tydligere, at du er en taber end en plakat, hvor der står, du er en vinder.
Her er en top-3 over sportsgrene du ikke må dyrke
1) Cykelsport
2) Maraton
3) Ironman
Forsidefoto: Scanpix