Valget af F35, Joint Strike Fighter, som Danmarks nye kampfly er den mest forudsigelige beslutning i mands minde. Flyvevåbnet har i årevis vidst, at det ville ende sådan. Politikerne har ønsket det. Og alle eksperter har peget på F35 som det uundgåelige valg. Den offentlige debat har derfor formet sig som én lang efterrationalisering. Argumenterne har blot skulle tilpasses den på forhånd givne konklusion.
Dog mangler pacifisterne og venstrefløjen stadig at komme med på vinderholdet. Men fortvivl ej, for heldigt nok findes der også fredselskende argumenter for F35. Her følger en Bluffer’s Guide til de to bedste anti-militaristiske argumenter for at bruge over 20 mia. kr. på 27 styks Joint Strike Fighter:
1. Danmark slipper med lavere forsvarsudgifter, så længe vi føjer amerikanernes symbolske ønsker til punkt og prikke. Og glade, ja, dét bliver skrivebordsgeneralerne i Washington D.C.: For F35 er både det dyreste fly og den type, der fortsat kræver flest udviklingsinvesteringer. Det kan lyde bagvendt, men det giver god pacifistisk mening. Som Nato-land er Danmark forpligtet til at bruge 2 procent af BNP på militæret, men vores forsvarsbudget er faktisk skåret ned til 1,2 procent. Derfor er der et konstant pres for at øge forbruget på krudt og kugler. Men fiffigt nok – og ved at købe det endnu ikke færdigudviklede F35-kampfly, som flyteknikere har sammenlignet med IC4-toget – kan Danmark håbe på fortsat at fedte os igennem med lave forsvarsudgifter. Alternativet til F35 ville være, at Danmark skulle tilfredsstille USA på andre militær-symbolske områder – og dét ville med statsgaranti blive endnu dyrere.
2. Danmark undgår at tirre Rusland, så længe vi indkøber isenkram, der ikke kan bruges operationelt i de største spændingsfelter. I ‘udenrigsgranskeren’ Peter Taksøe-Jensens udredning blev Danmark udnævnt til en ”arktisk stormagt”, og i takt med nedsmeltningen af Ishavet står Danmark og Rusland direkte over for hinanden, bl.a. i kampen om Nordpolen. Ethvert militært skridt fra dansk side vil blive mangedoblet fra russisk side, som allerede har oprustet deres Nordflåde. Heldigvis er F35 helt dysfunktionelt i Arktis, ja, ikke engang det længererækkende F16-fly kan bruges deroppe: F35, der også kaldes for ”den flyvende kalkun”, kan ganske enkelt ikke tilbagelægge de enorme afstande. Snedigt nok – og ved at købe et uanvendeligt fly, som aldrig vil kunne bruges operationelt i Grønland, undgår Danmark at fremprovokere et rustningskapløb. Alternativet ville være, at Danmark også skulle til at genetablere f.eks. to andre Arktis-kapaciteter, som er blevet nedlagt: ubådene og isbryderne.
Anti-afskrækkelse er det bedste forsvar. Bundlinjen er således, at F35 er småstatens valg: Det dyreste fly, som gør USA mest glade, og russerne mindst urolige. Der ér kun et lille aber dabei: Som Rigsrevisionen har gjort opmærksom på ved tidligere skandale-indkøb af militære fly såsom droner og helikoptere, er det ikke så klogt at vælge flytype – og fortælle, hvor mange penge man vil bruge – før kontrakterne er forhandlet færdigt.