Cathal Mcnaughton/Reuters/Ritzau Scanpix.
Musikeren Lana Del Rey har udgivet en meget amerikansk digtsamling, Violet Bent Backwards Over the Grass, der er lige dele nedfældninger af en perfekt uperfekt kvindes brydegreb med livet og besyngelser af byen Los Angeles. På lydbogen står Lana Del Rey selv for oplæsningen, mens hun akkompagneres af musikalske indslag fra producer Jack Antonoff. Føljetons litteraturkyndige Asta Kongsted og selvbestaltede musikekspert David Dragsted har taget sig en chat om det nye værk.
David: Nå Asta, vi har begge hørt Lana Del Reys nye digtsamling Violet Bent Backwards Over the Grass som lydbog. Hvad siger du til det?
Asta: Da jeg hørte, at hun havde udgivet en digtsamling, tænkte jeg: ”Åh nej”. Og det på trods af, at jeg faktisk har skamlyttet og nydt meget af hendes musik. Men hun har sig noget af et ry. Så inden vi forholder os til værket, er jeg egentlig nysgerrig på, hvad du tænker om Lana Del Rey?
David: Godt spørgsmål. Jeg er ligesom dig også ret begejstret for hendes musik, særligt den seneste plade Norman Fucking Rockwell! Hvordan jeg derudover har det med Lana Del Rey, ved jeg ikke rigtig. Hun lader til ofte at få sagt tingene på en lettere tonedøv måde.
Asta: Hun har et ry for at være politisk tonedøv, og mange mener også, at hendes sangskrivning er det. Lana Del Rey dyrker virkelig et image som en kvinde på randen af et nervøst sammenbrud og som iPhone-generationens svar på Sylvia Plath. Det er hun blevet straffet ret hårdt for. Men i min optik vrænger Lana Del Rey i sine tekster også af det kvindebillede. De er ikke blottet for selvkritik. Spørgsmålet er så bare, om de har en lyrisk kvalitet.
David: Og har de så det i Violet Bent Backwards Over the Grass?
Asta: Det synes jeg desværre ikke rigtig, de har. Men de har en musikalitet i sig, når man hører dem oplæst. Flere gange tænkte jeg, at jeg ville ønske, hun gad synge det i stedet. Jeg synes, hun har et spændende projekt i at parasittere billedet på den håbløse kvinde, men i linjer som ”i need your body to stand on / your name to define me / on top of being a woman / i’m scared / and / ethereal” synes jeg ikke, det projekt kommer til sin ret som andet end farce.
David: Haha, lige de linjer er altså også enormt gumpetunge. Sådan synes jeg desværre der er mange passager i samlingen, der falder fuldstændig igennem. ”not quite the city that never sleeps/ not quite the city that wakes/ But the city that dreams for sure/ if by dreams you mean nightmares” fra hendes kærlighedsbrev til Los Angeles er eksempelvis ekstremt tåkrummende. Hvis man skal være virkelig hård lyder det jo som kliché-skriblerier fra teenageværelset.
Hendes projekt omkring billedet på den håbløse kvinde er dog rigtig nok interessant. Jeg synes der er antydninger til noget, der kunne fungere, når hun dyrker den priviligerede position, hun kommer fra (som når hun skriver, at hun fik en gratis tur på en milliardærs privatfly), samtidig med, at hun udstiller den usikkerhed der opstår, når folk ikke vil anerkende hende, fordi hun har det for nemt og priviligeret. ”I’m a real poet/ my life is my poetry” er i sig selv ikke nogen interessant strofe, men kan noget, når man medtænker Lana Del Reys kamp for at blive anerkendt som “ægte” kunstner. Der er en meget sjov fuckfinger over, at det netop er Lana Del Reys priviligerede (og måske håbløse?) tilværelse, der er hendes poesi.
Asta: Jeg er meget enig. Og hvis man tænker på Lana Del Rey, hendes musik, selvfremstilling og nu altså også poesi som en performance, synes jeg i sin helhed det er enormt vellykket. Hun gør sig svær at holde af, og det er bemærkelsesværdigt i en tid, hvor vi skriger på slagsange om #bossbitches lavet af #bossbitches. På en måde er kvinden først fri, når vi ikke længere har brug for, at alt hvad kvindelige artister laver skal være et forsvar for kvinden som paraplykategori. Så der er noget i hendes projekt, jeg sympatiserer med.
Men så er vi altså tilbage ved lyrikken, og der har jeg bare svært ved at finde konkrete passager, som rørte noget i mig. Det får mig til at tænke på, om det i virkeligheden ikke giver mening at trække delene fra hinanden. Skal man bare se hende som en “pakkeløsning”?
David: Haha, måske! Og så alligevel, for hvis man tænker på førnævnte Norman Fucking Rockwell! er det jo en helstøbt plade, uanset hvad man ellers ved om Lana Del Rey. Digtsamlingen virker bare mere kontekstafhængig, og det er bestemt ikke et plus.
På hendes hjemmeside skriver Lana Del Rey selv, at hun på mange digte ”arbejdsomt har taget hvert et ord fra hinanden for at skabe det perfekte digt. De er eklektiske og ærlige og forsøger ikke at være andet end hvad de er, og af den grund er jeg stolt af dem, særligt fordi ånden i hvilken de er skrevet var meget autentisk.” Og hvis det er projektet, er det altså ikke særlig vellykket. Én ting er, at man ikke kan mærke den kælen for ordene, som Lana Del Rey her fremhæver. Noget helt andet er, at jeg ikke kan fornemme autenticiteten. Jeg savner den nerve, der er i mange af hendes sange.
Asta: Jeg er enig i, at Norman Fucking Rockwell! kan og skal ses som et vigtigt album i egen ret. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at alt hvad hun forsøger at sige i sin digtsamling bliver sagt – bedre – på nummeret ”hope is a dangerous thing for a woman like me to have – but i have it”. Men et hurtigt blik udover mediebilledet afslører, at digtsamlingen faktisk har fået fine anmeldelser. Er der noget, vi ikke har fattet?
Kan du overhovedet lide digte?
David: Nej, jeg hader poesi.
Spøg til side, så ville jeg gerne kunne lide den her bog, men den fungerer bare ikke for mig. Der er ingen præcision eller elegance, det hele bliver lidt sludrende og ligegyldigt. Én ting skal hun dog have: Der er nogle gode ordspil indimellem. ”I’ll be up early to rise though of course-/ but only to make you a pot of coffee/ That’s what i was thinking this morning Joe” er fx sjovt, selvom det ikke er stor poesi.
Har du nogle positive ting, du vil tilføje her på falderebet?
Asta: Ja, der er faktisk én ting, og den knytter sig til det citat, du fremhæver der. Alle de mænd hun besynger i værket, har en dobbelttydighed i deres navn. Udover Joe har vi Dylan, som er en reference til Bob Dylan, og i digtet ”The Land of 1000 fires” forveksles han hele tiden med Vernon, som et par sider længere henne i bogen viser sig at være en silo. Så vigtigere er de mænd altså heller ikke. Der er en humor til stede, og en kontrol over budskabet. Lana Del Rey er ikke vor tids store poet, men hun er altså noget af en performance.
David: Smukt. Lad os stoppe den der. ”Lana Del Rey er ikke vor tids store poet, men hun er altså noget af en performance”. Føljetons blurb til bogen.