Milliardærsønnen vil brødføde hele verden

Da Warren Buffetts tre børn var små, installerede han en spillemaskine oppe på øverste etage i familiens hus i Omaha, Nebraska. Ambitionen var at vise børnene, hvilke konsekvenser hasardspil kan have, men det betød også, at han altid fik deres lommepenge tilbage. ”Så længe de fik deres lommepenge i mønter, gjorde det ingen forskel, hvor mange jeg gav dem. Jeg fik altid alle pengene tilbage den samme aften,” sagde han engang ved Berkshire Hathaways årlige forsamling.

Buffett – der til trods for en egenværdi på omkring 60 milliarder dollars har  boet i det samme relativt beskedne hus siden 1958, hvor han betalte 31.500 dollars for det – fortalte engang Fortune Magazine, at hans plan var at efterlade sine børn ”penge til, at de kunne gøre, hvad de ville, men ikke nok til, at de kunne slippe afsted med af gøre ingenting.” Han tilføjede, at et par hundredetusinde dollars ”lød rimeligt”. Han sagde, at det ville være ”skadeligt” – ”en asocial handling” – at efterlade sine børn med ”livslang bistandshjælp, bare fordi de blev født det rette sted.”

Overdådig filantropisk gave

I lang tid, når folk anklagede ham for at være nærig, insisterede Buffett på, at det ville være mere hensigtsmæssigt for samfundet, at han selv holdt fast på sine penge for at maksimere det beløb, han kunne give væk ved sin død. Den holdning ændrede han med tiden. Måske var det alderen, der fik ham til at skifte mening. Måske var det konens død i 2004, der inspirerede ham til velgørenhed.

Hvad grunden end måtte være, kom Buffett den 25. juni 2006 med en forbløffende udmelding: Han havde besluttet gradvist at forære 85 procent af sin samlede formue væk i form af aktieandele i Berkshire Hathaway, et enormt holdingselskab, som han kontrollerer. Buffetts løfte – sat til en værdi af 37 milliarder dollars – udgjorde den største filantropiske gave nogensinde. Til sammenligning gav Andrew Carnegie, den amerikanske industrialist og filantrop, 350 millioner dollars væk. Det ville i dag svare til fem milliarder dollars.

Formålet med de mange penge er tilsyneladende ikke at sikre Buffetts navn på diverse bygningsværker. Langt de fleste af pengene blev givet til Bill & Melinda Gates Fonden. En del gik til Susan Thompson Buffett Fonden. Resten blev overdraget til fonde etableret af Buffetts tre børn: Susie, Howard og Peter. De ville hver især modtage andele svarende til en milliard dollars. Ingen af de tre børn kunne have forestillet sig, at deres far ville give afkald på sådanne summer, især ikke mens han stadig levede.

Seks år senere på sin 82-års fødselsdag, den 30. august 2012, meddelte Buffett, at han havde besluttet at give omkring 12 millioner B-aktier i Berkshire Hathaway til hver af sine børns fonde.

”Han ringede til min søster,” fortæller Buffetts søn Howard.

”De snakkede, og så sagde han pludselig, ’hvordan tror du, dine brødre ville have det med, at jeg overfører endnu en milliard dollars til fondene?’ Og hun sagde, ’ja, det lyder ok.’ Sådan er han bare. Hvis han får en idé, og han synes, den er god, så gør han det. Så det gjorde han.”

I sidste ende modtog alle børnene tilsagn om dét, der på det tidspunkt svarede til 2,5 milliarder dollars. Et beløb, der ville blive udbetalt i årlige rater på mellem 100 og 150 millioner dollars alt afhængig af aktiepriserne. Der var ingen betingelser knyttet til pengene udover de regler, der generelt gælder for fonde: At pengene bruges til godgørende formål. I et brev til børnene skrev Buffett helt enkelt:

”Jeg er overbevist om, at I vil bruge pengene klogt, hver på jeres måde. Kærlig hilsen, Far.”

Magtfulde filantroper

På baggrund af deres fars generøsitet er de tre Buffett-børn nu blevet medlemmer af en eksklusiv kreds af de mest magtfulde filantroper i verden. Det er fælles for alle tre børn, at de går i forældrenes fodspor og engagerer sig i at bekæmpe fattigdom.

Ifølge Warren Buffett er hans families ”overordnede filosofi, at alle menneskeliv har lige værdi. Når man først indser det, kommer det helt naturligt at ville hjælpe mennesker med begrænsede ressourcer. Det er en glædesskabende mission.” Han fortalte, at den eneste målestok for filantropisk succes er: ”Hvor mange mennesker, der kommer til at få et bedre liv for hver dollar, du bruger?”

Buffetts ældste barn Susie, som er 62 år gammel, arbejder for at forbedre forholdene for børn i Nebraska igennem The Sherwood Foundation. Hun er også formand for The Susan Thompson Buffett Foundation, som er den tredjestørste familiefond i Amerika, og som udbetalte 420 millioner dollars i legater i 2014, hvoraf hovedparten gik til graviditetsforebyggelse og sundhedsklinikker med fokus på seksualitet og graviditet.

Den yngste Buffett, Peter, og hans kone Jennifer er ledere af The NoVo Foundation, hvis målsætning er at bekæmpe vold og diskrimination mod piger, der lever i fattigdom. Men det er utvivlsomt den mellemste af de tre børn, den 61-årige Howard – en landmand, der bor i Decatur, Illinois – som er den mest ambitiøse. Hans mål er at bekæmpe sult på verdensplan.

Uberegneligt klima

Jeg spiste morgenmad med Howard Graham Buffett sidste forår på Coney McKane’s American Eatery i Decatur. Han var klædt i, hvad jeg hurtigt fandt ud af, er en slags uniform: Løse lærredsbukser med elastik i livet, beskidte vandrestøvler og en lidt for stor John Deere t-shirt. Hans store, umoderne briller var lidt fedtede. Hans hvide hår kunne lige så godt være blevet klippet med en havesaks. Til trods for at han er søn af en af verdens rigeste mænd, er han beskeden og ligetil.

Et par dage forinden havde han plantet sojabønner på sin families gård i Nebraska. Sammen med sin 32-årige søn Howard Warren Buffett havde han arbejdet til sent om aftenen for at blive færdig, inden det skulle blive stormvejr, og nu var han tilbage i Decatur for at se til de 1.500 hektar majs og sojabønner, han havde sået på sin gård.

Han bestilte arme riddere, pølse og en cola og talte med mig om sit filantropiske arbejde. Han mindede mig om, at omkring 800 millioner mennesker i verden ikke har nok at spise; i Afrika er én ud af fire underernæret. Udbyttet fra landbruget er begrædeligt; mindre end det halve af det globale gennemsnit.

På grund af klimaforandringer er vejret på det afrikanske kontinent blevet mere uberegneligt, og perioderne med tørke er værre og varer længere. ”Det er et overvældende problem,” sagde han, mens han hældte sirup over sit ristede brød. ”Hvis nogen sagde til mig, at der ikke er noget, jeg kan gøre ved det, ville jeg sige, at de sikkert har ret. Det er meget overvældende. Men hvordan kan man vide det, hvis ikke man prøver?”

I modsætning til de fleste filantroper, jeg har mødt, foregiver Buffett ikke at have en løsning på det problem, han forsøger at løse. Men han er sikker på, at nye idéer er påkrævede. ”USAID og andre organisationer har forsøgt at gøre noget ved dette i årtier ,” sagde han. ”Vi burde allerede nu have udraderet sult. Så helt åbenlyst virker vores metoder ikke efter hensigten.”

Ingen universalløsninger

Umiddelbart virker Buffett meget modsætningsfuld. Han er ligesom sin far stolt af sin nøjsomhed. Og samtidig lever han et behageligt liv med alle de privilegier og den magt, som det giver at være leder af en fond, der allerede har udbetalt mere end 900 millioner dollars.

Han er en dedikeret miljøforkæmper, og samtidig har han intet tilovers for de ”højhellige” aktivister, der insisterer på, at moderne landbrug er ødelæggende for naturen. Han er republikaner og kører i en Ford F-150 Raptor. Han ejer våben, arbejder som frivillig sherif, og han sidder i bestyrelsen for virksomhederne Archer Danies Midland og ConAgra Foods. Men samtidig kritiserer han åbenlyst multinationale virksomheder for at promovere  ”videnskabelige” løsninger på regionele problemer som et svar på globale udfordringer.

De store donorer, der arbejder inden for landbruget i Afrika – deriblandt USAID, The Gates Foundation og The Rockefeller Foundation – deler troen på, at videnskab og teknologi kan fremme produktivitet. De har i høj grad brugt den såkaldte grønne revolution i 1960’erne som model for deres arbejde i Afrika, hvor det indiske subkontinent blev reddet fra sultedøden igennem introduktionen af moderne landbrugsvidenskab: Sygdomsresistent hvedesåsæd med højt udbytte, vanding samt heftige doser af kemisk kunstgødning og sprøjtegift.

Men Buffett mener ikke, at denne model egner sig til Afrika. Det er et kæmpe kontinent, der er større end Amerika, Kina og Indien tilsammen, og det har 123 forskellige øko-regioner, der kræver forskellige dyrkningsmetoder. Det er et kontinent, der er plaget af borgerkrig, dysfunktionelle regeringer og næsten total mangel på infrastruktur – kun 14 procent af vejene er asfalterede. Alt dette modsiger de antagelser om stabilitet, elektricitet og en robust infrastruktur, som moderne landbrug bygger på.

Den brune revolution

En af de største udfordringer er dets sårbare og overdyrkede jord. ”Du må ikke misforstå mig,” fortæller Buffett. ”Jeg er landmand. Jeg ved, hvad jeg står til at vinde ved at bruge forbedret såsæd. Jeg ved, hvad sprøjtegift kan gøre for mig. Det er enormt. Men teknologi kan ikke skabe organisk materiale. Det kan ikke skabe muldjord. Det kan ikke på magisk vis sikre vandkvaliteten. Det er et hurtigt fix, og det, Afrika har brug for, er en langsigtet løsning.”

I stedet for en grøn revolution for Afrika går Buffett ind for det, han kalder en ”brun revolution,” eller med den anerkendte landbrugsøkolog Sir Gordon Conways ord en ”dobbelt grøn revolution” med fokus på bæredygtigt landbrug, der minimerer erosion, beskytter og regenererer jordbunden og gør jorden mere modstandsdygtig, samtidig med at det forbedrer afkastet. I modsætning til den grønne revolution arbejder den brune revolution som en skildpadde: Dens effekt indtræffer gradvist.

I løbet af de sidste 10 år har The Howard G. Buffett Foundation tålmodigt brugt mange hundrede millioner dollars på at identificere og promovere praktiske og billige metoder til at dyrke konserveringslandbrug – dækafgrøder, dyrkning uden pløjning og lokalt dyrket såsæd, der forbedrer Afrikas jordkvalitet og høstudbytte uden kemisk sprøjtegift og dyrt importeret såsæd.

”Et sted som Afrika,” fortæller Buffett, ”hvor jordkvaliteten er blandt den dårligste i verden, hvor der er ekstremt begrænsede næringsstoffer, hvor jorden er dyrket ihjel, og hvor man helt bogstaveligt er tvunget til at opgive at dyrke dele af jorden , er det eneste, man gør, at tilføje kunstgødning. Det er lidt ligesom at putte en iltmaske på et lig og forvente, at det begynder at trække vejret igen.”

Kaldet til landbruget

Howard Buffett var i trediverne, da han besluttede sig for at blive landmand. Han var droppet ud af universitetet; faktisk var han droppet ud af tre forskellige universiteter. ”Det var meningen, at jeg skulle være jurist; jeg skulle studere jura og havde planlagt det hele – og så kom jeg på universitetet og fandt ud af, at livet ikke fungerer på den måde,” siger han. ”Jeg havde en hel masse energi, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle bruge den til. Jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle, så jeg prøvede forskellige ting. I det mindste kom jeg aldrig i fængsel.”

Buffett arbejdede et par år som jordarbejder i Omaha, hvor han gravede kældre. Han tilbragte en kort periode med at opdyrke majsmarker i Nebraska. Han var ansat som indpakker i See’s Candies, der er en af de mange virksomheder, som er ejet af Berkshire Hathaway. Han arbejdede for et anlægsfirma. Han stillede op til kommunalvalg i Nebraska og sad som kommisionsmedlem for Douglas County i fire år.

I sidste ende gik det imidlertid op for ham, at han var bedst tilpas med at dyrke jorden. Landbruget var hans sande kald; det ”beroligede og genstartede” ham. Han var gift og skulle forsørge fire steddøtre og sin ufødte søn og ville gerne købe en gård.

I 1986, da Buffett var 31 år, købte hans far 400 hektar jord nord for Omaha for 280.000 dollars, som han udlejede til sin søn for en pris på fem procent om året plus en procentsats af gårdens omsætning – enten 22 eller 26 procent, alt efter om Howard vejede mere eller mindre end 85 kilo (han vejede cirka 90 kilo, da hans far købte jorden). ”Det generer mig egentlig ikke,” fortalte han dengang en journalist. ”Det viser bare, at han bekymrer sig om mit helbred. Men det, der generer mig, er, at selv med 22 procent er hans løn større end næsten alle andres.”

På ret kurs

Hvis Buffett i begyndelsen ”slingrede gennem livet” (som hans far formulerer det), har han siden fundet den rette kurs. Hvor hans gård startede i det små, omfatter hans industrielle landbrugsvirksomhed nu 1.900 hektar i Nebraska og Illinois med en omsætning på omkring en million dollars.

Han er medlem af Coca Colas bestyrelse og er blevet udset af sin far som den næste bestyrelsesformand for Berkshire Hathaway – ikke for at lave investeringer, men for at opretholde virksomhedskulturen. I 2013 skrev og udgav han bestselleren 40 Chances: Finding Hope in a Hungry World. Det virker, som om at opgaven med at tage ansvar for at forære kæmpe summer væk har skabt mening i hans liv. Hans fars gave fik ham til at være ”mere fokuseret,” fortæller han – og til at tro på, at han ”måske kan gøre en forskel.”

Buffetts kampagne, der er rettet mod at bekæmpe sult i verden, blev til igennem hans arbejde som miljøforkæmper og naturfotograf. På et tidligt tidspunkt i hans filantropkarriere etablerede han et 6.000 hektar gepard-reservat i Sydafrika, og han støttede også The International Gorilla Conservation Programme. Han brugte meget tid og mange penge på at bekæmpe krybskytter i nationalparken Virunga i Congo, og han udgav farvestrålende samlinger af sine naturbilleder.

Men efter et stykke tid gik det op for ham, at den bedste måde at beskytte Afrikas dyreliv på var at forbedre levestandarden for kontinentets befolkning. ”På afstand var det let at beskylde krybskytter og korrupte regeringsembedsmænd for ødelæggelsen af økosystemerne,” skrev han i 40 Chances. ”Men jeg så også, at de mennesker, der delte disse økosystemer med de truede dyrearter, selv var truede. Mange af dem levede på sultegrænsen. Jeg indså, at jeg blev nødt til at flytte mit fokus til mere grundlæggende problemstillinger.”

Sidenhen har Buffett besøgt 142 lande, herunder alle 54 lande i Afrika, for ved selvsyn at prøve at forstå fattigdoms-problematikken. Han rejser op imod 200 dage om året. Mere end én gang er han blevet truet med en pistol, han er blevet truet, arresteret og sat i fængsel, har mødt en afrikansk krigsherre, og hans højre arm vidner om et møde med en ophidset gepard.

Ydmyg mangemilliardær

For at nå sine mål og samle støtte til sit arbejde tilbringer Buffett en del af sin tid med højtstående embedsmænd. Han har deltaget i World Economic Forum i Davos, er fan af den tidligere britiske statsminister Tony Blair og har støttet Blairs Africa Governance Initiative økonomisk. I 2014 tilbragte Rwandas præsident Paul Kagame en dag med at lære at køre Buffetts mejetærsker i Decatur.

Buffett foretrækker imidlertid at tale med folk, som han håber at kunne hjælpe. ”Han vil helst – bogstavligt talt – have begge hænder i jorden og høste majskolber og spørge andre landmænd til råds,” siger Laura Melo fra World Food Programme, som har rejst med Buffett til Etiopien, den Centralafrikanske Republik, Burundi, Egypten, El Salvador, Guatemala og Nepal. ”De andre landmænd bliver altid overraskede, fordi de oplever, at de taler med en af deres egne.”

Under et besøg sidste sommer ved et forskningscenter, som hans fond driver i den sydafrikanske Limpopoprovins, kørte Buffett mig hen over den kolossale savanne i en gammel Toyota Land Cruiser.

Han var iført sine sædvanlige løse bukser og vandrestøvler denne gang med “Nebraska” skrevet henover brystet på sin t-shirt . Indimellem kørte han langsommere, så vi kunne se på flokkene af zebraer, sjakaler, vandbøfler, impalaer og gnuer. Fra tid til anden vinkede nogle mennesker til ham.

Et par gange stoppede han for at tale med daglejere på vejen. For det meste aner de folk, han møder, ikke, hvem han er. ”Mine venner spørger mig, hvem jeg arbejder for,” fortæller en ung afrikaner, der arbejder for Buffett. ”De kender ham kun som ’The American.’ Jeg fortæller dem, at han faktisk er en meget rig og berømt mand. Men de er ligeglade.”

To forskellige verdener

Efter vores morgenmad i Decatur kravler Buffett og jeg ind i hans bil og kører et par kilometer ned af vejen, ind til vi får øje på en af hans fonds forskningslandbrug. Fonden ejer og driver fire forskningscentre – 4.400 hektar i Decatur, 1.000 hektar i Nebraska, 3.900 hektar i ørkenen i det sydøstlige Arizona og forskningscentret i Sydafrika, der strækker sig over 9.200 hektar, hvor forskere fra amerikanske universiteter eksperimenterer med de bedste metoder til at dyrke afgrøder i områder med begrænset regnfald og dårlig jordkvalitet.

I Sydafrika tester fonden 14 forskellige dækafgrøder for at begrænse erosion og forbedre jordkvaliteten. I Arizona imiterer fonden de betingelser, som mange fattige afrikanske landmænd lever under: tørke, ingen eller minimal brug af kunstgødning og okser til at pløje jorden. De er ved at teste det præcise forhold mellem vand og høstudbytte.

”Her til højre,” siger han og peger ”er der en mark, der ikke får nitrogen – dvs. ingen kunstgødning. Vi dyrker den på gammeldags facon.” Han kører videre. ”Her er den anden mark, som får en halv dosis.”

Vi kører forbi flere marker og kommer så til et kæmpe udhus med en stor samling af landbrugsmaskiner og redskaber. Her er Buffets John Deere mejetærsker – ”den største, de producerer” – et pragteksempel på et stykke amerikansk teknologi til en halv million dollars. Her er også hans John Deere traktor med dæk, der er næsten to meter høje.

Han fortæller med en lille drengs begejstring. Han peger på sin tromle, sin vertikale fræser, sin luftbårne såmaskine, sin kultivator. Dette er livet for en landmand fra ”the Midwest” – og alt udstyret kommer oveni noget af verdens mest frugtbare jord, masser af vand, masser af kredit, afgrødeforsikring, statstilskud, velfungerende markeder og den nyeste teknologi.

Det er varmt, og sveden drypper fra Buffetts pande. Han kravler glad ind i traktorens førerhus, der har aircondition, og vi kører sammen langs en mark med nyplantede sojabønner. Enhver bevægelse er fuldstændig automatiseret, traktorens rute er bestemt på forhånd, og den kører af sig selv med en centimeters præcision – med hjælp fra GPS’en og det russiske satellitsystem. Det er fantastisk effektivt. ”Tænk engang, hvad det ville kræve at gøre det samme i Afrika! Man kan ikke få de her dæk i Afrika! Man kan ikke engang få den rigtige benzin til tanken!” Han reflekterer et øjeblik over manglen på retfærdighed. Så ryster han på hovedet og tilføjer, ”Tænk, hvad de afrikanske landmænd er oppe imod…”

Indsats i farlige områder

I takt med at Howard G. Buffet-fonden har vokset sig større, er Buffett blevet mere målrettet med sine filantropi. Han arbejder stadig hovedsagligt efter sin intuition; inspireret af de ting, han ser, når han er ude at rejse.

Buffett investerer i stigende grad større beløb i store projekter og store idéer. I 2013 støttede hans fond sammen med traktorproducenten John Deere og såsæds-producenten Dupont Pioneer et forskningscenter i Ashantiregionen i Ghana. Under ledelse af Kofi Boa, en agronom fra Ghana, der har læst på universitetet i Nebraska, underviser centret landmænd fra mindre landbrug i at udskifte traditionelle dyrkningsmetoder med konserveringsmetoder med større udbytte. Og for nylig har fonden givet tilsagn om 500 millioner dollars til at promovere konserveringsmetoder i hele landet.

I andre dele af Afrika arbejder Buffett sammen med Joseph DeVries, direktør for Africa’s Seed Systems, og tilbyder her långarantier og begynderkapital til private lokalt-ejede såsædsfirmaer. De udvikler, i modsætning til de multinationale virksomheder som Dupont Pioneer, afgrøder, der er designet til at klare sig i specifikke mikroklimaer. Det er hårdt arbejde – et durrafrø, der stortrives i Zimbabwes højland, vil sandsynligvis ikke klare sig godt i det tropiske lavland i Mozambique. Og det kan tage flere år at udvælge og krydsbestøve planter med henblik på at udvikle det ideelle såsæd.

Buffett tror ikke på idéen om statsstøtte til såsæd eller på at forære den væk. Han hjælper små forhandlere med at starte deres forretning i de afrikanske landsbyer, så såsæden kan komme i de rette hænder. Han underviser dem i basale forretningskundskaber og giver dem de redskaber, de har brug for, så de kan informere og rådgive deres kunder.

Det måske mest imponerende er, at Buffetts indsats i høj grad fokuserer på geografiske områder, der er så ustabile, korrupte, farlige, kort sagt så håbløse, at andre filantroper og donorer har afskrevet dem. Igen og igen har han intensiveret sin indsats i nogle af de farligste områder i verden – Somalia, den Centralafrikanske Republik, den Demokratiske Republik Congo – i takt med, at andre har trukket sig ud.

Ingen frygt for fejl

I 2011, da Sydsudan netop var blevet etableret som verdens nyeste uafhængige nation, samarbejdede USAID og Howard G. Buffett-fonden om et projekt til 10 millioner dollars for at hjælpe landbruget i gang. Det var en alvorlig situation. Mere end halvdelen af landets befolkning lever i ekstrem fattigdom og overlever på en eller to dollars om dagen. Befolkningens jordstykker er så små og ufrugtbare, at de næsten ikke kan dyrke nok mad til at holde sig selv i live.

Efter projektet brød der imidlertid kampe ud i Sydsudan, og USAID trak sig ud af landet. Buffett var frustreret, men han var også ufravigelig: Han endte med at stå for hele projektet på egen hånd. ”Man kan ikke etablere et projekt til 10 millioner dollars i Sydsudan og så trække sig ud, når der begynder at flyve kugler,” siger han. ”Man skal ikke tage til Sydsudan med mindre, man er villig til at løbe en risiko. Man bør forvente problemer. Det er en del af beslutningen.”

Da han ikke er afhængig af udefrakommende donorer til at finansiere sit arbejde, nyder Buffett den sjældne luksus kun at skulle stå til ansvar over for sig selv. Det gør det muligt for ham at arbejde i ustabile områder og på komplicerede og risikofyldte projekter, som andre ofte vælger fra. ”Det er sjældent, at man hører folk i udviklingsarbejdet sige ’hey, det er ikke sikkert, at det kommer til at fungere – faktisk er det sandsynligt, at det ikke kommer til at fungere, men nogen skal jo gøre det,’” siger Joseph DeVries. ”Men sådan tænker Howard.”

”Det, jeg beundrer ved Howard Buffett, er hans intellektuelle mod og ærlighed,” fortæller Calestous Juma, der er professor i internationale udviklingsstudier ved Harvard og forfatter til The New Harvest: Agricultural Innovation in Africa. Jumas pointe er, at alt for mange donorer misforstår Afrika, undervurderer udfordringerne eller overgiver sig til ønsketænkning. Det kan godt være, at Buffetts indsats ikke lykkes, men hvis den gør, så er det især, fordi han forstår de komplekse forhold, han forsøger at løse.

Buffett ser selv sin fond som en slags rugemaskine. I de tidlige år ”spildte” han op imod 100 millioner dollars, fortæller han mig uden skam. Han mener, at han har opnået mange vigtige indsigter på baggrund af sine fejltrin. For ham handler filantropi om at finansiere spekulative projekter, som regeringer og andre donorer ofte undgår. ”Den eneste måde at finde ud af, hvad der virker, er ved at begå fejl,” siger Buffett. ”Jeg kan gøre noget sikkert og få ok resultater, eller jeg kan gøre noget, der involverer en risiko og være villig til at tabe 10 millioner dollars. Med den måde, jeg gør tingene, kommer jeg til at begå fejl.”

Det hjælper også, at Warren Buffett har opfordret sine børn til ikke at frygte at begå fejl. ”Jeg har sagt til dem, at hvis ikke de har begået fejl, så har de fejlet,” siger han. ”Det er essensen af filantropi – at du kommer til at begå fejl. Når jeg bedriver forretning, leder jeg efter de lette sejre. Jeg kan se på tusindevis af investeringer og bare vente på den ene, der er nem og ligger lige for. Filantropi er det komplet modsatte: Man forholder sig til problemer, der er enorme, og som modsætter sig nemme løsninger.”

Oversat af Christina Thyssen