Lejren er ikke længere en midlertidig løsning

Khaled er kurder fra Iran og har skabt et lille værksted i bunden af sit telt, med en elektrisk sav, file og de nødvendige materialer til at lave sin kunst. Han skærer silhuetter i træ, som han limer op på en plade betrukket af sort stof. Værktøjet har han lånt af en lokal kunstner, som han har fået kontakt med på Facebook. I begyndelsen kreerede han taknemmelighedsgaver til danskere – en løve til medarbejderen Ammar, en giraf til venligboen Ulla og totemdyr. Nu har han udvidet repertoiret og fået lov at udstille i entréen i Hanstholm Kunstforening.

Til ferniseringen er flaget hejst, og lokalerne tætpakkede. Her lugter af fiskefrikadeller. Der er både beboere og medarbejdere fra teltlejren, og lokale kunstnere fra Thy med langt gråt hår og mange former for hatte. Khaled udstiller sine værker på et lille bord lige inden for hoveddøren. Han er glad og feteret og har sit festtøj på, den kurdiske nationaldragt, tilsendt fra hans mor i Iran.

”Jeg har det hygge!” siger han på dansk.

En af hans nye kunstnervenner, Andreas Rosmon, lægger armen omkring ham: “Du skal lære at tale ordentligt dansk! Og når du har nok kunst i en god kvalitet, kan du lave en rigtig udstilling her.”

Fem måneder i lejren

Jeg mødte Khaled for første gang i november, da den nyåbnede teltlejr blev evakueret på grund af stormen Gorm. Der var han sammen med Barzan, som også er kurder fra Iran, de to var blevet venner på flugten. Jeg skrev om dem ved deres kurdiske kælenavne Dler og Shahoo for at anonymisere dem. Senere fandt jeg ud af, at det ikke er nødvendigt, så nu kalder jeg dem deres iranske navne, Khaled og Barzan.

De var optimistiske, taknemmelige og nysgerrige efter at tale med danskere. Siden blev de uvenner, og Khaled flyttede telt. Egentlig er han universitetsuddannet i landskabsarkitektur og byplanlægning, men kunne ikke få arbejde i Iran fordi han er kurder. Han blev uretsmæssigt fængslet og chikaneret af de iranske myndigheder. Han solgte alle sine ting og flygtede mens Europas grænser stadig var åbne. Khaled har klaret sig godt i teltlejren. Han er afholdt af de frivillige, medarbejderne og de andre beboere. Han er 29 år gammel.

46 kilo

Kort tid efter ferniseringen fortæller Khaled, at han ikke kan spise og ikke sover om natten. Jeg aftaler at mødes med ham dagen efter, for jeg ikke har tid til at snakke. Næste dag er han ligbleg, men påstår at have det godt. Han indrømmer at han hverken har sovet eller spist, men vil ikke tale om det. Om aftenen skriver han lange beskeder til mig på facebook: At han kunne have et godt liv i Iran uden det religiøse styre. At han ikke kan slå tiden ihjel på denne måde, han har kun har ét liv allerede har ventet længe. At han vejer 46 kilo nu, og føler sig undertrykt og snart ikke kan kende forskel på Iran og Danmark. At jeg aldrig vil forstå ham, fordi jeg ikke har erfaring med en dårlig regering. Og meget mere.

”Der er ingen der forstår mig, INGEN,” skriver han.

Jeg skriver, at jeg kan tale med ham dagen efter, og at jeg håber han vil prøve at spise.

”Undskyld,” svarer han høfligt, ”men mit problem handler ikke om mad, og det bliver ikke løst ved samtale. Jeg er i risiko, både her og i Iran.”

Han slutter med at skrive: ”Jeg forlod min familie for at finde sikkerhed. Men nu er jeg bange for, at det er mine medrejsende, som er en trussel mod mit liv. Det er derfor jeg ikke spiser eller sover.”

Hanstholm

Kort tid efter flytter han til Hanstholm. Han bor nu på et værelse med seks andre mænd på Hanstholm Asylcenter og virker glad og afbalanceret.

”Hvis vi havde noget maling, kunne vi ordne det der,” siger han, og peger mod loftet. Der er en rustfarvet plamage, som ligner gammelt blod. Det er et højloftet rum, så man kan kun spekulere over, hvordan blodet er havnet der.

Vi taler om den nat, han rablede på Facebook. Han siger, han følte sig halvskør. Da jeg spørger, hvorfor han er bange for sine medrejsende, handler det primært om de mænd, der frivilligt rejser tilbage til Iran. Han frygter at blive stukket – at de tager hjem og sladrer til myndighederne om de politiske flygtninge, der befinder sig i Danmark:

”Jeg har været i fængsel i Iran. Jeg kender de spørgsmål, de stiller: Om dine venner. Om din familie. Det gør mig bange.”

Han er bekymret for, at det vil være endnu farligere for ham at vende tilbage, og for, om hans politiske engagement skal gå ud over hans familie derhjemme.

Han fortæller om en ung kurder, som er rejst tilbage til Iran på grund af en pige, han mødte på Instagram. Nu er han i fængsel, og Khaled frygter, at han vil sladre om de kurdiske asylansøgere han har lært at kende her. Khaled mener, at pigen kan have været en lokkedue for at få ham til Iran, og fortæller, at den unge kurders familie er ”regeringsvenlig”. Jeg har selv mødt fyren, da han boede i Thisted – en charmerende, bumset teenager fuld af ungdommelig styrke og naivitet, som viklede sig ind i nogle problemer i Thisteds natteliv. Hvor vild teorien om Instagram-lokkeduen end lyder, er faren måske reel. Om ikke andet fortæller historien noget om den paranoia, som mange af asylansøgerne har med sig.

Lillebror

I underkøjen overfor os på værelset i Hanstholm sidder en knægt, som dels kigger på sin telefon, dels lytter med på vores snak. Det er den kurdiske dreng Awat. Han er lige fyldt 18, og tæller nu som ”enlig, mandlig asylansøger”. Derfor var han tvunget til at flytte fra det børnecenter, hvor han før boede med sin 13-årige lillesøster. De to er flygtet alene fra det nordlige Irak, forældrene blev tilbage. Nu bor han i værelset her sammen med seks granvoksne mænd. Men de passer på ham.

”Han er min lillebror”, siger Khaled med et sørgmodigt smil. Awat og lillesøsteren har fået ophold i Danmark, og skal snart flytte til en mellemstor jysk by, han ved ikke hvad han skal lave der endnu.

Måske har Khaled været heldig at slippe væk – der er varslet nye tider i teltlejren.

Da teltlejren i Thisted åbnede 21. november 2015, var det Danmarks første. Stedet blev kaldt et ‘nødasylcenter’.  Åbningen blev begrundet med, at antallet af asylansøgere var ekstraordinært højt i Danmark på det tidspunkt. Jeg var til stede, da mange af mændene blev tjekket ind på det interimistiske kontor og fik at vide, de kun skulle være her, indtil der blev plads på de ‘rigtige’ centre. Mange af dem er her endnu – et halvt år senere.

Flowet er stoppet

Hidtil har systemet imellem de rigtige opholdscentre og nødasylcentret været fleksibelt, det har været muligt at flytte de enlige asylansøgende mænd både til teltlejre og almindelige opholdscentre, når der var plads. Nu er flowet stoppet, og det er længe siden, at nødasylcentret har fået bud om at flytte asylansøgere. Beskeden fra Udlændingestyrelsen til Thisted er, at ”enlige asylansøgende mænd skal bo i teltlejre, indtil deres sag er behandlet færdig i Danmark”. Det er ikke længere muligt at flytte til et rigtigt opholdscenter for de enlige mænd, de kan højst lande i en anden teltlejr. Thisted har ikke fået nogen begrundelse fra Udlændingestyrelsen.

”Centret har ændret sig på den måde, at beboerne er her i længere tid end først antaget,” siger Mika Bastrup Røsholt. ”I starten fik vi at vide, at det var midlertidigt. Men vi vidste ikke, hvad midlertidigt betød. Vi sjussede os fremt til, at de nok skulle være her i 2-3 måneder…det kunne vi se på ventetiden i systemet. Men det har ændret sig nu.”

Det er svært at gennemskue hvorfor ordren lyder anderledes i dag. Går man tilbage til teltlejrens åbning, formulerer Inger Støjberg til TV2 noget, der ligner det svar, jeg får i Thisted nu: ”Man skal bo her, indtil ens asylsag er afsluttet. Det kan være, at man kommer herfra før, men i princippet kan man blive boende, indtil sagen er afsluttet.”

Alligevel har praksis været anderledes, mange mænd er blevet sendt ud i rigtige opholdscentre, når der har været plads i systemet. Det sker ikke nu.

Paradoksale oplysninger

Jeg forsøger at få svar fra Udlændingestyrelsen, og de henviser til et spørgsmål til Inger Støjberg stillet af Enhedslistens Johanne Schmidt Nielsen 19. april 2016:

”Ministeren bedes oplyse, hvorvidt Udlændingestyrelsen i sin nuværende praksis tilstræber, at asylansøgere, der i en periode har boet på et nødasylcenter i Thisted, Haderslev, Herning eller Næstved, efter en periode tilbydes en plads på et asylcenter, hvor indkvarteringen ikke foregår i telte eller sovesale?”

Svaret fra Inger Støjberg er fra den 18. maj:

”Det skal indledningsvis bemærkes, at ministeriet ikke opererer med begrebet ”nødasylcenter” (….) Udlændingestyrelsen tilstræber at flytte beboere fra Beredskabsstyrelsens centre, når der opstår egnede, ledige pladser på asylcentre inden for den ordinære indkvarteringskapacitet. Udlændingestyrelsen prioriterer i den forbindelse at flytte familier ud af Beredskabsstyrelsens centre højest. Indtil videre forbliver enlige mænd dermed boende på Beredskabsstyrelsens centre med henblik på at have pladser nok til børnefamilier i det ordinære indkvarteringssystem.”

Man skal nok hæfte sig ved den sidste sætning: ”Indtil videre forbliver enlige mænd dermed boende på Beredskabsstyrelsens centre med henblik på at have pladser nok til børnefamilier i det ordinære indkvarteringssystem.”

Det er velkendt, at man prioriterer børnefamiliernes trivsel før for de enlige mænds, og at børnefamilierne ikke skal bo i telte. Måske ‘holder man pladser’  til familier i systemet, fordi man forventer en større søgning til Danmark i sensommeren, som det har været tilfældet de seneste to år. Måske er der symbolpolitik skjult imellem linjerne i det for verden usynlige asylbookingsystem i Udlændingestyrelsen.

Hvad der er virkelig påfaldende og nærmest komisk, er ministeriets afskrivning af ordet ‘nødasylcenter’. Det ord har fra starten været det ”officielle” ord i hvert fald fra Thisted Kommune, og lige nu ligger en bestilling på en hel bunke personaleveste. På ryggen kommer til at stå: ‘Personale – Thisted Nødasylcenter’. Man skal ikke være retoriker for at høre forskellen på ”nødasylcentre” og ”Beredsskabsstyrelsens centre”. Det første rummer en midlertidighed. Det gør det andet ikke.

En betændt byld

Med en ventetid på næsten et år bare for at komme til første interview i Udlændingestyrelsen er det uoverskueligt for mange af mændene, hvornår de kommer ud af teltene. Mirza er en afghansk familiefar, som har boet her i 6 måneder og er leder af afghanerne i lejren og for sit telt, B6. Han er stadig i ”fase 1”og først indkaldt til første interview i Udlændingestyrelsen i november 2016, hvilket betyder, at hans sag i Danmark først bliver igangsat der.

”Vi havde et møde, hvor vi fik at vide, at fra nu af ville ingen blive flyttet, før deres sag var afsluttet i Danmark,” fortæller han.

”Folk blev kede af det. Da vi kom her, fik vi at vide, at vi skulle være her en måned eller to, så vi regnede med at skulle hurtigt videre. Selv om vi er glade for personalet her, og det er en af de bedste lejre, vil de fleste gerne til et rigtigt center, hvor de bor i værelser med 2-3 personer. Det ville være dejligt at lave mad selv og have penge til cigaretter,” siger han, men fortsætter hurtigt: ”For mig er det fint. For jeg er kommet til Danmark uinviteret, de kan flytte mig hen, hvor de vil.”

Ulla Veng Birch er en af de faste frivillige i centret, som er kommet her siden åbningen. På grund af en misforståelse hos personalet, siger hun, troede mange af asylansøgerne at ”praktik” betød at komme ud på det danske arbejdsmarked:

”Vi frivillige var allerede gået i gang med at hive i vores netværk. Folk blev kede af det, da de først fandt ud af at det ikke skulle ske, og derefter fik at vide at de skal blive her i lejren, og ikke kan flytte videre”.

Hun fortæller om en periode efter dette, hvor stemningen var dårlig.

”Der kom en bølge af utilfredshed fra folk, der aldrig har brokket sig før. Alt var galt: Teltene, maden, pengene, at der ikke var aktiviter og frivillige nok. Det var, som om der gik hul på en betændt byld.”

Hun ser nu, at beboerne tilpasser sig den nye situation.

”De er simpelthen i gang med at flytte ind for alvor. Jeg er dybt imponeret over overlevelsesevnen,” siger hun.

Telt B6

Som leder af telt B6 ser Mirza det som sin opgave at få tingene til at glide bedst muligt. Nu hvor beboerne har opgivet håbet om at komme væk fra teltlejren i nærmeste fremtid, er de begyndt at indrette teltene mere hyggeligt.

”Jeg sagde til de andre: Det er en god lejr. Lad os gøre noget for at holde ud. Hvis du har en vished for, hvad der skal ske, og hvor du skal være, kan du planlægge livet bedre. Det her er vores liv. Lad os ikke spilde tiden.”

Så telt B6 har flyttet rundt, og flere af sengene står nu langs siderne, så der er kommet et lille fællesområde hvor de kan læse, studere og spille skak eller kort. På gulvet sidder en af beboerne og skriver danske ord med formbogstaver.

”Før sad alle hele tiden på deres senge.”

Mika Bastrup Røsholt vil som leder have mere fokus på en stabil hverdag med skole og praktikker og flere aktiviteter ud af huset. Medarbejder Robert Senftleben er i gang med endnu et projekt, hvor han trækker på både frivillige og folk i lokalområdet. Han vil med beboernes hjælp omdanne lejrens fællesområder til en ”paradishave”.

De varme dage

På de varme dage i maj virker stemningen i lejren stille og afslappet. Folk samles om et spil stangtennis, og Robert og tre beboere bakser med at plante en stor busk. Der lyder svag mellemøstlig musik fra teltrækkerne, her er ikke så mange, folk er på tur til fjorden eller i skole på Herrens Mark.

De danske gloser bliver flere her: ”hejhvordangårdet”, ”havendejligdag” og”vi ses”.

Det er der ikke noget at sige til, for mange af asylansøgerne i teltlejren har nu været i Danmark i seks måneder.

Fra et telt lyder hyggesnak, grin og et enkelt pling fra en mobilbesked, der tjekker ind. Fra et andet høres et højlydt skænderi. To asylansøgere har været væk i et par dage, og i mellemtiden har de andre flyttet om på sengene. De tos senge er blevet placeret ved indgangen til teltet, en smule ubeskyttede og tæt på alle skoene, som stinker her i varmen. Skænderiet varer i over en time, men er helt frugtesløst, da det viser sig, at de to mænd alligevel efter eget ønske skal flytte til Næstved dagen derpå.

I Næstved er lejrchefen netop blevet fyret for at lægge en beboer i benlås, og videoen af episoden florerer blandt asylansøgerne. Næstved- og Haderslev-lejrene har begge ry blandt asylansøgerne for at være dårligere lejre end Thisted med mere kontrol og overvågning af beboerne. Her udskiftede man tilbage i januar Securitas-nattevagterne med almindeligt personale, blandt andet for at undgå den patruljeagtige fornemmelse og uniformer der udstråler magt; ofte noget, asylansøgerne har dårlige erfaringer med fra deres hjemlande. Teorien i Thisted er, at det hjælper på konflikterne, at asylansøgerne kender og stoler på personalet, som blot bærer en blå termojakke for at blive genkendt.

Beboermøde

Hver uge afholdes der beboerråd, hvor repræsentanter for beboerne møder op. Hvert telt har valgt en leder, og ud over det er der en leder for familiegangen og to ledere fra salen. Hvert folkefærd har desuden valgt en leder. Araberne har en leder, kurderne har en leder, afghanerne har en leder, russerne har en leder, iranerne har en leder, afrikanerne har en leder. Denne organisering har beboerne selv stået for, og når der er konflikter imellem de forskellige grupper, går lederne i samråd, og taler derefter med personalet. I dag vil leder Mika Bastrup Røsholt vende temaerne til et stormøde dagen derpå. Der er lavet langbord i det kogende varme madtelt, og Mika leder mødet:

”Hvis du ikke opfører dig ordentligt kan du blive flyttet til en anden lejr…men kun en teltlejr som denne. Og så skal du starte forfra et nyt sted”, siger hun.

”Det er godt,” lyder det samstemmende fra Max fra Iran.

”Vold, tyverier og så videre bliver nedskrevet, og bliver en del af din sag. Husk hvorfor du kom her. Hvad synes I om det?”

Alle rundt om bordet nikker, de ønsker reglerne indskærpet, da der er meget ballade for tiden. Derefter diskuteres dagligdags ting: At folk beholder nøglerne til cyklerne; at der er nogle, der skider i skraldespanden på toiletterne; at nogle mænd lister sig til at bruge baderummene på familiegangen; at det er meget varmt i salen for tiden; at det ville være dejligt med en sko-reol uden for teltene (skoene stinker i varmen); at poolbordet i kælderen er i stykker; og at de orange telte er dårligere end de hvide. Alting diskuteres, og repræsentanterne skal herefter referere mødet i deres ansvarsområde.

Et bedre sted

Dagen efter afholder Mika Bastrup Røsholt sit første stormøde som leder af teltlejren. Der er en rolig stemning, og småsnak som forstummer, da hun går på.

Hun appellerer til kollektivet. Det handler grundlæggende om at få stoppet de konflikter i lejren, som ind imellem eskalerer til vold.

”Vi kalder det her for et familiemøde, fordi vi skal være som en familie her,” siger hun.

Det er svært ikke at tænke på de familiefædre, som er ved at gå i stykker af savn til deres kone og børn i hjemlandet, og hvad de mon synes om at man bruger ordet ”familie” i denne sammenhæng.

”Jeg vil bede jer om at holde sammen. Husk hvorfor I er kommet til Danmark. Prøv at holde den energi oppe. De fleste af jer ved det godt: Vold, tyverier, ryge indenfor, ikke at ville samarbejde med lejren, ikke være søde ved personalet – det dur ikke. Jeg vil ikke have politiet her. Jeg kan ikke lide det. Regeringen kan ikke lide det. Det vil blive indberettet i systemet.”

Sproget er som sædvanlig simpelt og budskabet lidt firkantet, fordi det skal oversættes til fem forskellige sprog: Persisk, dari, kurdisk, arabisk, og nu også russisk. Det går trægt, men gruppen lytter, lidt sløv af varmen i teltet.

”Når I bliver flyttet, er det primært på grund af vold. Og jeg kan godt love jer, at det ikke bliver til et femstjernet hotel. Det bliver til en anden teltlejr, og den er ikke lige så god som denne her.”

Jeg sidder ved siden af den frivillige Ulla Veng Birch, som hviskende indskyder:

”Det er godt, hun siger det. Der er gået rygter om, at man kommer et bedre sted hen, når man bliver flyttet ud af lejren”.

Mødet slutter. Mika takker oversætterne. Teltet klapper.