Nyhedsanalysen
Sejr til dyreaktivister
Dyreværnsaktivister sejrer over SeaWorld, som stopper deres spækhuggershows. Dansk boom i anmeldelser af dyremishandling
Efter voldsomt pres fra lokale dyreværnsaktivister har vand-temaparken SeaWorld i San Diego i Californien besluttet at stoppe deres kontroversielle spækhuggershows. Proteststormen tog for alvor fart, da popsangeren Harry Styles fra One Direction i sommer opfordrede sine fans til at boykotte SeaWorld. Foreløbigt vil SeaWorld fortsætte med spækhuggershows i Orlando, Florida, og i San Antonio, Texas.
Herhjemme er sagerne om dyremishandling mindre spektakulære, men til gengæld i markant stigning. Dyrenes Beskyttelse har netop offentliggjort en statistik, der viser, at antallet af anmeldte sager er steget med 171 procent fra 2009 til 2014. Selv om borgere i dag kan anmelde sager direkte på Dyrenes Vagtcentral – på telefon 1812 – er politiet dog langsomme til at rykke: »Desværre oplever vi, at nogle politikredse slet ikke efterforsker sagerne,« siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.
Danmark er fortsat i skudlinjen blandt både globale dyreværnsaktivister og krybskytter, der livligt diskuterer den seneste partering af en løve i Odense Zoo. Shitstormen er massiv, og nu har Odense Zoo i de seneste dage sågar modtaget, hvad de selv beskriver som »skræmmende opkald« fra Rusland: »Lad os bare sige, at han gjorde det meget tydeligt, at han kunne hjælpe os med at skaffe dyrene af vejen,« fortæller Odense Zoo’s kommunikationschef, Rikke Skovlund. Giraffen Marius spøger stadig.