Det er Tage Skou-Hansen, der er død

Hvad skete der?

Forfatteren til De nøgne træer, Tage Skou-Hansen, er død 91 år gammel. De Nøgne træer, der udkom i 1957, var hans debutroman. Før det havde han længe været i inderkredsen på det berømte Wivels Forlag og redaktør af tidsskrifterne Heretica 1952-53 og Vindrosen 1954-58. Siden har han skrevet flere romaner, hvoraf flere af dem tager udgangspunkt i besættelsen, ligesom De nøgne træer og de andre romaner om Holger og Aksel.

Han spillede også selv en aktiv rolle som modstandsmand under besættelsen, og var desuden en ikke ubetydelig fodboldspiller for barndomsklubben AGF, hvilket gav ham et tredobbelt ry som »den store sabotør, den store elsker og den store fodboldspiller,« men som han selv udtrykte det: »Så stor en fodboldspiller var jeg nu heller ikke«.

Reaktioner

Både forfattere og intellektuelle har reageret med stor ærbødighed og sorg over dødsfaldet. Carsten Jensen oplevede ham »som en faderfigur i 70’erne og 80’erne i et landskab, der nærmest var blottet for rollemodeller.« Professor Niels Gunder Hansen husker ham som en ekstremt søgende person: »På den ene side havde han sine holdninger, men han var også meget nysgerrig og åben over for forandringer i tiden, nærmeste seismografisk«. Gyldendals litterære direktør Johannes Riis, mener, at »hans forfatterskab utvivlsomt er et af de vægtigste og mest vedkommende i det 20. århundrede.«  Også debattøren og radioværten Anna Sophia Hermansen har fundet De nøgne træer frem af reolen og skriver: »Vi har alle bøger, der betyder noget særligt for os, og for mig er det den her. Den har været med mig i Aarhus, i Asien og på Camino de Santiago og overlevet foreløbig 16 flytninger. Nu tror jeg, at jeg vil læse den igen og sige tak til Tage Skou-Hansen, der døde i dag, omkranset af novembers nøgne træer. Hvil i fred.«

Hvad nu?

Politikens kulturredaktør Rune Lykkeberg, der står vores hjerte nært her på Føljeton, er den, der har den fineste analyse af Tage Skou-Hansen i dagens aviser.  Han kalder ham Danmarks store »skæbnefortæller« og dén »forfatter i Danmark, som i mere end et halvt århundrede har vist os, hvordan kampen for frihed er ligeså nødvendig, som den er umulig.«

Tage Skou-Hansen forstod de kulturradikale, men han var for klog til at blive kulturradikal, mener Lykkeberg. Han havde forståelse for de konservative, men han var for indsigtsfuld til at blive reaktionær: »Hans bøger minder os om det, der er banalt i teorien, men voldsomt i praksis: Menneskelivet er en kabale, som aldrig går op,« skriver Lykkeberg og citerer en af hans romanfigurer:

»Samfundet skulle indrettes efter mennesket, hed det. Men var det andet end en frase, som alle kunne enes om? Ingen kendte jo mennesket«.

Men vi kender mere til det væsen, vi aldrig kommer til at erkende helt, fordi Tage Skou-Hansen siden Anden Verdenskrig har udforsket det for os alle sammen. Han foldede forunderlige livsforløb ud i sine romaner, der står tilbage som velfærdstatens største skæbnefortællinger.