Reportage

Værsgo, Knud Rasmussen

Siverth Josefsen/KNR Assiliisoq

I 2050 skal Europa være verdens første klimaneutrale kontinent. Det lyder måske som varm luft, men siden EU’s nye klimalovgivning blev vedtaget sidste år, er ambitionen gået fra grønt håb til bindende forpligtelse.

Samtidig har krigen i Ukraine intensiveret jagten på at erstatte kul og gas med grønne løsninger. Men det tager tid at sadle om. Så hvad skal der til, for at vi når målet i tide? Hvilke problemer står medlemslandene hver især overfor? Og hvor findes de mest innovative ideer?

Føljeton rejser rundt i Europa for at møde kontinentets første klimaflygtninge, tage temperaturen på de kommende kernekraftværker og komme helt tæt på den smeltende indlandsis. Dette er tredje del af serien – første og andet afsnit kan læses her og her.

 

En skikkelse stikker op af havoverfladen ud for den gamle kolonihavn i Nuuk. Statuen Sassuma Arnaa, Havets Moder, ser roligt ind mod land, mens hun hviler sin arm på en bjørn, og hendes lange hår er viklet om en hvalros, der sidder bag hende.

Inden kristendommen kom til Grønland med Hans Egede, hvis statue står på en bakketop hævet over Havets Moder, var det åndelige liv på Grønland centreret omkring naturens balance. Her spillede Sassuma Arnaa en vigtig rolle, fordi hun ifølge den gamle tro regerer over alle vandets dyr.

I myten om Havets Moder bliver havet beskidt, hvis menneskene i en periode har fanget mere mad, end de selv kan spise. Skidtet sætter sig i hendes lange hår, og derfor straffer hun mennesket for dets grådighed ved at tilbageholde alle havdyrene. Først når ankakkoq, en slags shaman, ved en trance besøger hende i åndernes verden og fjerner al snavset fra håret, frigør Havets Moder dyrene igen. Statuen af hende er lavet af den grønlandske kunstner Christian “Nuunu“ Rosing og er placeret, så den alt efter tidevandet nogle gange er i vand og andre gange på land.

Fem minutters gang fra statuen finder man Kalaaliaraq, Brættet, hvor der bliver solgt friskfanget kød og fisk. Her ligger rensdyr, hval og sæl i sirlige stykker linet op på store aluminiumsborde. En lille radio spiller, hvad jeg kun kan beskrive som et grønlandsk svar på dansktop, og to fangere fløjter lystigt med. Hverken mængden af mad eller stemningen på Brættet tyder på, at Havets Moder i øjeblikket straffer mennesket for grådighed ved at tilbageholde sine dyr.

Men fangerne skal ikke glæde sig for tidligt. I fremtiden er der risiko for, at aluminiumsbordene vil stå tomme. Klimaforandringer vil nemlig med al sandsynlighed få konsekvenser for det grønlandske fiskeri. Det fortæller Mie Winding, der leder Grønlands Klimaforskningscenter: “Fremtiden vil være, at på et eller andet tidspunkt – det kan godt være, vi snakker om 100 år – så vil gletsjerne gå på land, hvis det fortsætter som det gør nu. Og så vil fiskeriet helt klart falde. Det er vores formodning.“ Jeg besøger hende på centeret for at høre, hvad klimaforandringerne betyder for Grønland.

På vej mod Mie Windings kontor går vi mellem to tårnhøje cementvægge. “Det forestiller en gletsjersprække,“ siger hun, mens vi i et rask tempo fortsætter ned ad gangen. Da vi ankommer til hendes kontor, peger hun på fjorden, som viser sig gennem de store vinduer: “Det er jo ligesom det, vores arbejde i klimacenteret handler om. Det herude.“

Mie Winding spørger, om hun skal sætte lidt varme på, og forklarer, at hun ikke selv er “så overdrevet god til varme“. Hun er dansk, men flyttede til Grønland i 2016 for at arbejde på Klimaforskningscentret og studere, hvordan et varmere hav og smeltende gletsjere påvirker fjorderne.

Klimaforandringer risikerer at medføre, at Nuuks fjord bliver en såkaldt død fjord uden mulighed for fiskeri. Gletsjerne omkring Nuuk ender alle i vandet. Det sætter gang i cirkulationen i fjorden og gør, at der i dag er masser af fisk og andet liv i fjorden, men med tiden vil det måske ændre sig.

“Klimaforandringerne gør, at gletsjerne trækker sig tilbage. På et givent tidspunkt vil de gå på land, hvis de trækker sig langt nok tilbage. Så ændrer fjordsystemet sig fra at være et meget produktivt system til at være et lavproduktivt system. Det vil have en ekstremt stor konsekvens for de mennesker, der bruger fjordene og lever af fjordene,“ forklarer Mie Winding.

 

Grønlands Gandhi

På Klimaforskningscenteret forsøger de at inddrage viden fra beboerne i de områder, de forsker i. Det er nemlig vigtigt at trække på lokal viden, men også at give noget igen, fortæller Mie Winding:

“Jeg hørte engang en gammel forsker fortælle, at der var en fanger, der sagde: Engang tog de vores land, nu tager de vores viden. Der er ekstremt mange antropologer, forskere og journalister, der kommer herop, og hver eneste gang man bliver interviewet, så giver man noget. Man har altid tænkt, at man tog en sten, noget materiale eller noget værdifuldt med, men viden bliver også betragtet som noget, der kan tages fra en, og som man ikke kan få igen.“

Udnyttelse af grønlænderes viden virker ikke som den rette vej at gå, særligt når man tager den historiske arv i betragtning. Svaret er imidlertid heller ikke helt at afskrive selvsamme viden. Ifølge tidligere politiker Aqqaluk Lynge er inddragelsen af perspektiver fra Grønlands oprindelige folk, inuit, faktisk afgørende i bekæmpelsen af klimaforandringer.

“Inuit har enestående erfaring, fordi folk kender deres landområde og deres miljø utrolig godt. Vi har 2000 års kendskab til, hvordan man tilpasser sig klimaet. Og det er jo det, der er det enestående ved inuitkulturen. Den har tilpasset sig de ændrede forhold,“ siger han.

Aqqaluk Lynge er ikke nogen Hr. Hvem-som-helst i den her sammenhæng. Han har været aktivist, medstifter af det venstreorienterede parti Inuit Ataqatigiit (IA), medlem af FN’s Permanente Råd for Oprindelige Folk, forfatter, filminstruktør og formand for Inuit Circumpolar Council. Han er en mand med mange titler – og nu også pensionist. Gennem hele sin karriere har han kæmpet for oprindelige folks rettigheder. Jeg møder ham i hans hjem, der ligger helt ud til fjorden.

Ud af køkkenvinduet kan man se store isklumper drive forbi. “Jeg var lige i gang med min morgenmad,“ siger han og holder en dyb tallerken helt oppe ved sin hage, mens han spiser færdig. Klokken er 13, og det er dagen efter Aqqaluk Lynges 75-års fødselsdag. Her bragte Berlingske blandt andre et navneportræt, hvor han omtales han som “Grønlands Gandhi“.

Navnet har han fået for sin årelange ikke-voldelig kamp for rettigheder til inuit. Indtil 2018 var Aqqaluk Lynge i 38 år en del af Inuit Circumpolar Council. Organisationen arbejder for at promovere og sikre rettigheder og interesser for inuit. Også når det gælder klimaforandringer har Inuit Circumpolar Council markeret sig.

“Vi bygger en dialog op mellem regeringsrepræsentanter og de beboere, der bor i Arktis, og som til daglig er her nat og dag, sommer og vinter,“ fortæller Aqqaluk Lynge, “Vi prøver at få dem til at forstå vores situation, og hvordan vi gør her. Vi lever jo i en uberørt natur, mens mange andre lever i.. hvad skal vi sige… manicure-natur,“ siger han leende, mens han sidder på sofaen og aer et sælskind.

Første gang, Aqqaluk Lynge selv oplevede klimaforandringerne, var i 2001. Året inden havde han set hundeslædeløb i sin hjemby Aasiaat, en ø i det vestlige Grønland, men nu var isen forsvundet. “Når isen ikke længere lægger sig, betyder det, at du ikke kan bruge din hundeslæde. Du kan ikke bevæge dig ud af øen. Så helt konkret er der sket noget med mit og vores liv, der gør, at vi kan se klimaændringernes store konsekvenser.“

Undervejs i interviewet glider Aqqaluk Lynge væk fra at tale om klimaforandringer til at tale om Vladimir Putins næste træk, en kommende krigs konsekvenser for Skandinavien og “Trump-situationen“. Jævnligt må jeg minde ham om, at jeg gerne vil høre hans perspektiver på klimaet. Problemer i verden er der nok af, og Aqqaluk Lynge har en holdning til de fleste. Otte gange bruger han vendingen: “Hvad bilder de sig ind?“ Ikke fordi jeg beder ham om at tale om klima, men som kommentar til situationer, hvor inuit bliver overset eller talt nedladende om. To gange ændrer han sætningen til “hvad bilder I jer ind?“. Da jeg spørger ham, om inuitperspektiver bliver prioriteret i bekæmpelse af klimaforandringer, rejser han sig op og holder en lang pause, indtil han svarer: “Nej. Overhovedet ikke.“

“Grønlands politikere skal have et ordentligt samarbejde med danske politikere, hvis der skal ske noget,“ fortsætter Aqqaluk Lynge bestemt, mens han går frem og tilbage langs sofaen. “Det danske system har svært ved at gå væk fra den kolonialistiske tankegang. Hvis de ikke ved, hvad den kolonialistiske tankegang er for noget, så ved de jo ikke, at de går rundt og laver ting og sager, som ikke har noget med os at gøre.“

 

Hvordan spiller den kolonialistiske tankegang ind?

“Der bruges enorme summer på undersøgelser af iskerner, og hvordan klimaet udvikler sig. Det, synes jeg, er meget fint, men vi skal også ud i samfundene. Vi skal ud i de små samfund og se, hvordan folk overlever. Det er dem, vi skal lære fra! Der er ikke en eneste videnskabsjournalist eller noget i den retning, der kan komme til et samfund og fortælle dem, hvad de skal gøre. Jeg tror, der er mange danske politikere og embedsmænd, der tror, at man bare kan lande her og lave ting. Det er fuldkommen naivt. Der mangler forståelse for vores baggrund. Før man kender den, kan man ikke gå videre. Hvis ikke man har den indsigt, vil det betyde, at de beslutninger, der bliver taget, ikke er taget med ordentlig viden og den erfaring, der skal til.“

 

Isen smelter – men vandstanden falder

På Klimaforskningscenteret er inuitviden omdrejningspunkt for forskningsprojektet Greenland Rising. Her undersøger forskere, hvordan vandstanden i Grønland falder. Mens fortællingen om klimaforandringer i Danmark handler om, at havene stiger, når indlandsisen smelter, er historien nemlig stik modsat i Grønland.

Årsagen til, at det grønlandske havniveau falder, er, at Grønland i sig selv hæver sig. Lige nu holdes grundfjeldet nede af isen. Efterhånden som isen smelter, forsvinder en vægt på jorden, som derfor vil løfte sig. Til at undersøge det bruger forskerne oplysninger fra ældre inuit om, hvilke område de ikke længere kan komme til med båd. Fiskere kan informere om, hvordan deres ruter ændrer sig, og fangere kan fortælle, når de lægger mærke til, hvor landet hæver sig. Til gengæld for deres arbejde producerer forskerne nye og opdaterede kort over lokalområderne.

De foreløbige data viser, at landhævningen sker langsomt. Vi snakker få millimeter om året. Men efterhånden som tiden går, bliver millimeter til centimeter, og det er ikke helt ubetydeligt for livet på Grønland.

“Det er ekstremt vigtigt, hvis man gerne vil bygge en havn,“ siger Mie Winding og tilføjer: “Eller hvis du er fisker, der er vant til lige at sejle over bestemte skær.“ Til den tid, hvor fiskeren skal lære videre til sine børn, vil båden måske ramme skæret, forklarer hun.

Projektet er et eksempel på, hvordan inuitviden kan bruges til klimaforskning, som så til gengæld giver brugbar information igen. Således er der sket meget i måden, man undersøger Grønland på, siden opdagelsesrejsende som Knud Rasmussen i sin tid identificerede, studerede og beskrev det grønlandske land og befolkning. Aqqaluk Lynge roser også Klimaforskningscenteret for deres indsats, men påpeger at særligt danske forskere generelt er “sløve“, når det kommer til at bidrage positivt til det land, de undersøger.

Da interviewet med Aqqaluk Lynge er slut, spørger jeg, om jeg må tage et billede af ham. Han kigger rundt i sin stue og går hen mod et indrammet tekststykke med titlen HVOR MENNESKER LEVER OG BOR, der hænger på væggen. “Her er et af mine digte,“ siger han og giver sig til at læse højt.

 

Grønlands Gandhi. Foto af Xenia Heiberg Heurlin

 

De rejste og rejste i et land, hvor de troede at ingen menneskelige væsner

kunne leve og bo

 

De rejste og rejste og da de kom, fandt de nogle som ikke kendte andet til

mennesker end sig selv

 

De rejste og rejste og gæstfriheden var stor, nysgerrigheden uendelig

men gæsterne var ikke til at mætte

 

De rejste og rejste, alle vegne hvor de kom blev mennesker undersøgt,

deres klæder, slæder og husdyr blev opkøbt

 

De rejste og rejste til så stort et land kan der ikke være mennesker nok

til at navngive så mange steder

 

De rejste og rejste og hver en ø, fjord, næs eller fjeld blev der givet navne

til ære for denne og hin – og dem selv

 

De rejste og rejste tilbage med kort

over landet, beskrevet til hæder og ære,

medaljer med mere for at have berejst et land

hvor mennesker lever og bor

 

Aqqaluk Lynge rækker sin hånd frem for at give mig en high five, “Værsgo, Knud Rasmussen!“ /Xenia Heiberg Heurlin

 

Artikelserien udgives med tilskud fra Europa-Nævnet.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12