Nyhedsanalysen
[fw - mandag]
Hvor de første dage i det nye år fyldte os med triste nyheder, var denne uge ikke bare mere actionpræget – den tog os bogstaveligt talt med storm. Længe har der været optræk til uroligheder i Brasilien, men at de søndag skulle kulminere på Pladsen for Magtens Tredeling i Brasília, hvor præsidentpaladset, Brasiliens højesteret og landets kongresbygning hører hjemme, virkede alligevel til at komme bag på de fleste.
I noget der minder påfaldende meget om stormen på den amerikanske kongres for to år siden, indtog en flok nationalister og evangeliske kristne regeringsbygningerne for at gøre oprør mod Brasiliens “stjålne“ valgresultat, og – mere opsigtsvækkende – de konservative “familieværdier“. Men som Oliver Stilling opsummerede den helt vanvittige dag i Brasília mandag, er det vist ikke ligefrem det ord, man ville bruge til at beskrive “bersærkergang, hærværk og rudeknusning“.
Herhjemme udspiller sig et andet slags offensiv. TikToks adm. direktør Shou Zi Chew har startet sin charmeturné rundt i Europa for at overtale bl.a. den danske EU-konkurrencekommissær Margrethe Vestager om, at virksomheden kerer sig om brugernes privatliv, selvom det har vist sig ret svært at overbevise omverdenen om – særligt efter det blev afsløret, at appens kinesiske moderselskab ByteDance har tilgået amerikanske journalisters data. EU og USA leger med tanken om helt at forbyde appen, men er det realistisk? David Dragsted så nærmere på sagen i en nyhedsanalyse.