Nyhedsanalysen
[fw - fredag]
Sidst på ugen kulminerede bededagsoprøret så, da lovforslaget blev sendt i høring, og vreden som forventet fra alle sider blussede op over, at vi skal arbejde en dag ekstra – og at beslutningen blev truffet uden at spørge arbejdsmarkedets parter. David Dragsted manede til besindighed med et kampskrift for dovenheden fra den franske socialist Paul Lafargue, der i øvrigt var Karl Marx’ svigersøn: “Livet er mere og andet end slid og slæb, lyder det, og tid er vores vigtigste ressource. Kuren mod arbejde bliver derfor at fremelske dovenskab, ‘moderen til al kunst og alle noble dyder’, som skal være ‘salven, der heler menneskets lidelser’“. Og det fik ham til at spørge: “Hvornår bliver der mon atter plads til andet end arbejdets bydende nødvendighed? Og hvad nu, hvis den ekstra indsats i virkeligheden er at kræve mindre af hinanden?“
Det var også fredag, at nyhedsanalysen tog os til Indien, hvor premierminister Modi for seks år siden forbød 86 pct. af landets kontanter over en enkelt nat – og sendte millioner ud i fattigdom i en uigennemtænkt øvelse, som oppositionen i årevis har kæmpet imod. Sagen blev derfor sat for højesteret, og dommen kom her efter nytår. Hvorfor bringer vi den op nu? Jo, fordi det ligesom herhjemme er en reminder om, at det kan være klogt konsultere sig med dem, der ved noget om det, man lovgiver om. Lad det være mantraet at gå på weekend på – ses i næste uge! /Emma Louise Stenholm