Nyhedsanalysen
Bertel Haarder vil ikke have flere kvindelige kunstnere på scenen
Ikke flere kvinder på scenen. Kulturminister Bertel Haarder (V) nye kulturkanon-trut er at skære i støtten til kvindelige musikere.
Hvad skete der?
Politikere kommer og går, men embedsmænd består. Sådan er det dog ikke med kulturminister Bertel Haarder (V). Han var været minister stort set konstant i mands minde, og med sin nye musikhandlingsplan forsøger han nu at vende tilbage til de gode gamle dage: Den særlige støtte, som forgængeren Marianne Jelved (R) havde afsat til at promovere flere kvindelige musikere, er skåret væk. Venstre-regeringen kalder det selv et opgør med det hidtidige »kønsregistreringsbureaukrati«. I stedet tildeles unge talenter alt i alt 2,5 mio. kr. mere, og som den største nydannelse vil Tivoli-Garden nu også kunne få penge fra puljen til musikskoler.
Reaktioner
Kun hver femte udøvende rytmiske musiker i Danmark er kvinde, ifølge en undersøgelse fra 2012. Nedskæringen møder derfor oplagt kontant kritik: »Problemet i branchen er, at alle – både mænd og kvinder – tænker, at de skal hyre mænd. Der er et udpræget maskulint tankesæt i musikbranchen – er der en opgave, tænker alle automatisk på mænd«, siger dj, komponist og musikjournalist Katrine Ring til Politiken.
Støtten til Bertel Haarders kønsvendetta er vanskelig at finde. Selv Berlingske er præget af undren. Chefen for Copenhagen Jazzhouse, Bjarke Svendsen, frygter et kvalitetsfald: »Hvis vi kunne få flere kvinder ind, kunne vi højne kvalitetsbarren hele vejen rundt«.
Den mest overraskende kommentar kommer fra Danmarks Radio – for hvordan kan DR egentligt overhovedet have ansatte kommentatorer? Niels Frid-Nielsen konkluderer: »I virkelighedens verden går ligestilling og talentudvikling hånd i hånd ligesom elite og bredde«.
Hvad nu?
Kulturpolitik er ét af de områder, hvor blokpolitikken råder. Derfor skal ingen forvente, at oppositionen vil kunne få afgørende indflydelse på hverken musikhandlingsplanen eller andre initiativer under Bertel Haarder. Og da De Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti ikke ligefrem kan siges at have ligestilling i musiklivet som mærkesag, er beslutningen reelt truffet: Forvent ikke at se flere kvinder på landets musikscener i de kommende år.