En septemberaften for to år siden landede en gummibåd på kysten nær den tyrkiske by Izmir. Blandt bådens 35 passagerer var den 16-årige afghaner Kabir.
Året forinden havde Grækenland og EU’s grænseagentur Frontex lukket smuglernes rute over land fra Tyrkiet. Så da Kabir nåede til grænselandet, var havet den eneste farbare vej til Europa. Snart sad han mellem efterårsbølgerne, rank og høj. Bag ham lå en lang rejse; en flugt fra Afghanistan, et liv som illegal i Iran, farens død og morens sorg. Foran ham lå drømmen om en fodboldkarriere, et hus og en kone.
Ude på havet var Frontex’ patruljebåde ingen steder at se. Den lille ustabile gummibåds odyssé var blot et forvarsel om, hvad der var i vente for Europa, som ifølge kritikere i et årti har øget kontrollen og militariseringen af de ydre grænser, men svigtet af finde varige løsninger på flygtningekrisen.
Frontex opruster
»Trods de mange milliarder euro, vi har postet i grænsekontrol, avanceret teknologi og analyser, tyder intet på, at vi stopper flygtningestrømmen. Vi forskubber den bare,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen, som er forskningschef hos Institut for Menneskerettigheder og ekspert i EU’s flygtningepolitik.
I mere end ti år har Frontex anvendt højteknologiske radarsystemer, satellitter og droner til at bevogte EU’s ydre grænser. I år er agenturets budget tredoblet og overstiger 1 milliard kroner. Frontex har bedt om 700 ekstra grænsevagter, og flere skibe og officerer er sendt til Middelhavet. Tidligere kom flygtninge og immigranter over land fra Tyrkiet, men i 2012 lukkede Grækenland og Frontex landegrænsen, hvorefter smuglerne tyede til den farefulde færd over Middelhavet. Også De Kanariske Øer, de spanske enklaver og den italienske ø Lampedusa har på skift været flygtninge-hotspots.
»Man finder det svageste led i kæden og prøver at lukke ruten ved at sætte mere kontrol ind. Derfor flytter smuglerne hele tiden ruterne, og presset koncentreres på de steder, der er tilbage, som det sker nu med den græske ø Lesbos. Det er katten efter musen mellem grænsevagter og menneskesmuglere,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen. Han bemærker, at for hver krone EU bruger ekstra på kontrol, bliver flygtningenes rute farligere, mens smuglernes pris stiger.
En pistol til tindingen
Ifølge FN er der i årets første ti måneder kommet 744.734 flygtninge og immigranter over Middelhavet, heraf flere end 600.000 til Grækenland.
Eva Jordung Nicolson fra Dansk Røde Kors har været på Lesbos i to måneder. Øen modtager op mod 7.000 mennesker om dagen, køen ved registreringen er flere hundrede meter lang, folk sover under åben himmel, og der opstår jævnligt slåskampe. Røde Kors og flere andre organisationer arbejder på at etablere et transitcenter, hvor folk kan sove, spise og drikke, men modstanden fra de lokale jordejere har været stor, og derfor er det trukket ud.
Flygtningene ankommer i miserable både, fortæller Eva Jordung Nicolson. »Hvis de nægter at gå om bord på den tyrkiske side, fordi bådene er overfyldte, så får de en pistol mod hovedet. Tit er motorerne ikke stærke nok, de går i stykker eller har ikke nok benzin på. Nu hvor efterårsstormene tager til, bliver det værre for hver dag.«
I sidste uge forliste en båd med 300 mennesker. »Kystvagten sejlede frem og tilbage for at få dem i havn, og læger, sygeplejersker og frivillige stod klar til at hjælpe. Det var frygteligt at se dem sidde gennemblødte på kajen. Der var også nogle, der druknede. De er flygtet fra en krig, de troede skulle slå dem ihjel, og så dør de på havet. Det er simpelthen ikke menneskeligt.«
I stå på Det Ægæiske Hav
Kabirs mor havde solgt sine smykker og møbler og lånt penge fra onklen for at få råd til sønnens rejse. 6.000 euro i alt – heraf 2.000 euro for en plads i gummibåden. Ali og hans 34 rejsefæller sad tæt, og påhængsmotoren hakkede og prustede. Langt ude på Det Ægæiske Hav gik den i stå. Kabir kæmpede med at få den i gang. Han var vant til at tage ansvar. Da han var spæd, flygtede hans mor og far fra Taleban, og Kabir voksede op i Iran, hvor han sammen med sin far arbejdede med at reparere sko. Senere blev faren medejer af den lille skomagerbutik, men da maskinerne en nat forsvandt, beskyldte den iranske partner Kabirs far for at have stjålet dem. Retten dømte faren, og han mistede alt. Han rejste derpå tilbage til Afghanistan for at sælge familiens jord, men blev fanget af Taleban og tortureret. I årene efter torturen var Kabirs far svag og syg, og da Kabir fyldte 16 år, døde faren af blodkræft. Det var Kabirs mor, som bad sønnen om at rejse.
Militærindustrielt lobbyarbejde
Martin Lemberg-Pedersen er postdoc ved Centre for Advanced Migration Studies på Københavns Universitet, hvor han forsker i konsekvenserne af EU’s grænsepolitik. Han mener, at brugen af avancerede droner, satellitter og radarer er udtryk for en militarisering af Europas grænsekontrol, som er sket under indflydelse fra en stærk militærlobby.
»De multinationale militærfirmaer er støttet af store banker, og sammen lobbyer de benhårdt i EU,« forklarer Martin Lemberg-Pedersen.
Han fremhæver, at EU-kommissionen flere gange har støttet våbenindustriens udvikling af teknologier inden for grænsekontrol med hundredvis af millioner euro, ligesom Frontex og militærindustrien har arbejdet tæt sammen i de politikfora, som har udviklet grænse- og sikkerhedspolitikken i EU.
Konsekvensen er, at grænsekontrol ses som et sikkerhedsproblem, og at flygtninge frames som illegale indvandrere.
Den tilgang har forhindret langsigtede humanitære løsninger, mener Martin Lemberg-Pedersen: »Havde man brugt samme energi på at diskutere modtagelse og omfordeling af asylansøgere mellem EU-landene, som man har brugt på at poste penge i kontrollen af de ydre grænser, så havde vi ikke stået med så store problemer i dag,« siger han.
EU-landene har vedtaget at omfordele 160.000 asylansøgere imellem sig, men blot 116 er til dato omfordelt. Lemberg-Pedersen påpeger, at mens FN’s flygtningehøjkommissariat UNHCR mangler penge til at modtage og omfordele de mange flygtninge, så har Frontex aldrig før haft så mange midler at udføre kontrol med.
Rigspolitiet helt ud til grænsen
Eksperter fra Rigspolitiet var med fra Frontex’ opstart i 2004. Tre år senere blev 18 danske politibetjente tilknyttet RABIT (Rapid border intervention teams, red.), som kan rykke ud ved akut pres mod EU’s ydre grænser. Siden har Rigspolitiet udsendt mandskab til en lang række operationer, ligesom Forsvaret har stillet udstyr til rådighed. I år er den operative leder af den såkaldte Operation Triton i Italien fra dansk politi, og et Challenger-fly fra Forsvaret er med til at overvåge farvandet syd for Italien. I september meddelte regeringen, at den vil bruge 100 millioner euro ekstra til at dæmme op for flygtningestrømmen ved at hjælpe i nærområderne og ved at styrke grænsekontrollen via Frontex.
Det danske EU-retsforbehold betyder, at vi ikke kan være med til at beslutte nye regler for Frontex’ arbejde, men at vi tilslutter os det, de andre lande og EU-parlamentet vedtager. Det vil ændre sig, hvis danskerne stemmer ja til at omdanne EU-retsforbeholdet til en tilvalgsordning ved folkeafstemningen 3. december. Så vil vi ikke blot deltage operativt i Frontex, vi vil også kunne være med i forhandlingerne om nye lovforslag. Til gengæld vil Danmark trods et ja fortsat have forbehold for EU’s Asyl- Migrations- og Integrationsfond – en fond som aflaster de lande, der er hårdest ramt af flygtningekrisen og derved sikrer en form for solidaritet.
Et af de ønsker for Frontex’ fremtid, der florerer i EU-systemet, er muligheden for at iværksætte operationer i medlemslandene uden at spørge det enkelte land om lov – et politisk yderst følsomt emne.
Velkommen til Europa
Midt på havet, midt om natten, fik Kabir motoren i gang. Kort efter gik den i stå igen. Sådan fortsatte det i nogen tid, mens bølgerne stod ind over gummibåden. Timerne gik, langsomt nærmede de 35 flygtninge og immigranter sig Grækenland. Efter fem-seks timer kunne de se land. Med en sidste udånding bragte motoren dem ind på Kretas kyst.
Det var morgen, da Kabir gik op af bjergsiden. Her blev han stoppet af politiet, som gav ham et stykke papir, hvor der stod, at han skulle forlade landet inden for 30 dage. Ingen tolk, intet fingeraftryk, ingen ret til at søge asyl.
Det passede Kabir godt. Han ville videre. Han vidste, at i Nordeuropa kunne han studere, og på tv havde han set de store huse, folk boede i. Han tog færgen til Athen og ringede til en smugler, som ledte ham til en hemmelig lejlighed, hvor der boede andre afghanske drenge. Om dagen hang Kabir ud i Alexandra Park og spillede fodbold med andre flygtninge og immigranter. Mange af drengene sov i parken. De foldede deres tæpper ud i skovbunden mellem narkomaner og hjemløse eller sov i forladte bygninger. Nogle af dem prostituerede sig for at få råd til mad og stoffer. De stjal fra hinanden og udnyttede de svage, men de blev også venner, og de hjalp hinanden med at holde udkig efter højreradikale tæskehold.
EU’s svigt
Thomas Gammeltoft-Hansen fra Institut for Menneskerettigheder mener, at Europa har svigtet ved ikke at give et alternativ til flugten over Middelhavet, hvor 3.440 personer indtil videre er omkommet i år.
»Det er et absurd højt tal. Vi mangler fuldstændig at tænke i aflastende mekanismer. Alt tyder på, at folk ikke holder op med at flygte, selv om det er ekstremt risikofyldt,« siger han. Han hjalp i 2009-10 EU-kommissionen med at analysere alternative adgange til at søge asyl i EU. Her kom den såkaldte ambassade-model på bordet – en model som Danmark praktiserede frem til 2002, hvor den blev skrottet af VK-regeringen. Modellen går ud på, at asylansøgere kan søge om asyl ved EU-ambassaderne i et naboland til det land, de flygter fra.
Året inden ordningen lukkede, søgte 1.933 mennesker asyl i Danmark via en dansk repræsentation i udlandet, mens der blev givet opholdstilladelse til 75. Selv om modellen i dag ville give syrere ret til at søge om asyl i nærområderne til Syrien, afviser Thomas Gammeltoft-Hansen, at det behøver at få antallet af asylansøgere til at stige kraftigt. »Man kan sætte begrænsninger på og sige, at det f.eks. er for de mest sårbare grupper eller folk med særlig tilknytning til Danmark. Fordelen er også, at man slipper for omkostninger til modtagelse, ophold og udvisning af personer, der ikke har ret til asyl«.
Smuglersystemet
Månederne gik i Athen. Kabir ventede på, at hans mor i Iran fik skrabet nok penge sammen til at betale for den videre færd. Pengene skulle betales via det såkaldte hawala-system: Flygtningen eller immigranten betaler penge til en mellemmand, hvorefter smugleren sender flygtningen af sted mod sin destination. Når flygtningen når sikkert frem, ringer han til mellemmanden og siger en kode, og smugleren får udbetalt sine penge. På den måde sikrer man sig mod at blive snydt.
Men drengene i Alexandra Park fortalte Kabir historier om, hvordan smuglerne frarøvede flygtningene deres penge. Smuglerne bragte dem til en hemmelig adresse i Athen, rettede en pistol mod deres pande og bad dem ringe til mellemmanden og sige, at de var nået frem til målet. Kabirs mor nåede ikke at sende pengene til mellemmanden i Athen. En dag blev Kabir anholdt af græsk politi.
Vores hav
Martin Lemberg-Pedersen pointerer, at der er behov for kontrol og screening af flygtninge og immigranter ved grænsen. Men han efterlyser et mere humanitært sigte, som det sås i den italienske operation Mare Nostrum i 2013-14. Her dedikerede Italien sin flåde og sit flyvevåben til at redde 150.000 bådflygtninge i italiensk og internationalt farvand.
Italien foreslog at fortsætte Mare Nostrum som en EU-operation under et humanitært mandat. Men EU afviste at give efterfølgeren – Operation Triton – et redningsmandat. I stedet skulle Triton igen handle om at bevogte EU’s grænser, og operationen ville derfor ikke dække internationalt farvand.
Først da der i april i år flød rekordmange lig i Middelhavet, blev Tritons mandat udvidet. Martin Lemberg-Pedersen fremhæver, at Danmark på tværs af forskellige regeringer har bifaldet restriktive EU-grænsepolitikker og afvist alternativer som fx at sikre legale flugtruter ind i EU eller at øge antallet af FN-kvoteflygtninge. Han anerkender, at disse løsninger ville øge antallet af asylansøgere. »Men jeg tror, at utrygheden over antallet netop skyldes, at Europas fokus på kontrol ved de ydre grænser ikke har vist sig at være det rigtige svar i forhold til den syriske flygtningestrøm. Først ser vi Ungarn lukke grænsen, og så står Kroatien pludselig med store strømme, så er det Slovenien, så Tyskland, Sverige og så videre. Den manglende evne til at finde varige løsninger avler frygt«.
De frelste og de døde
Kabir er nået til Norge. Den nu 18-årige dreng bor i et gul- og hvidmalet træhus nord for Oslo sammen med fire andre afghanske mindreårige. Kabir fortæller, at han sad i fængsel i seks måneder i Athen. Det var et hårdt sted med pengeafpresning og slåskampe. Kabir brækkede benet i en fodboldkamp med nogle andre indsatte.
Da han blev løsladt, havde moren lånt penge nok til at betale menneskesmugleren. Kabir fik et falsk pas, kørte med bus til byen Thessaloniki og satte sig på et fly direkte til Oslo, byen med de store huse, som han havde set på TV, og tryghed og sikkerhed. »Jeg skal ikke flygte fra politiet længere. Jeg skal ikke være bange hele tiden,« siger han.
Foreløbig har Kabir fået tre års opholdstilladelse. Dagene ligner hinanden. Skole og fodbold i hallen. Nordmændene er svære at komme ind på livet af, synes han. Han går i 9. klasse og vil fortsætte i gymnasiet. Han savner sin mor, og han tænker tit på, at han vil hjem. Han følger med i nyhederne om alle de mennesker, der krydser Middelhavet. Han tænker på, hvor heldig det var, at han fik startet gummibådens motor. Kabir vil ikke se billederne af de druknede børn. Han vil ikke tale om de døde.
Danmarks bidrag til den europæiske grænsekontrol hører under Udlændinge- og integrationsministeriet. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra minister Inger Støjberg (V).
Kabir er ikke drengens rigtige navn. Hans navn er redaktionen bekendt.
