Vejle vil vejlede verden

Det handler ikke bare om bysamfunds evne til at overleve global opvarmning og regnskyl. Det handler også om at fremme menneskers evne til at håndtere kriser og udfordringer i dagligdagen.

Vejle vil gå foran med at skabe en robust by med stærke fællesskaber og bæredygtig produktion. Og byen er helt bevidst om, at denne vision om bedre miljø og mere menneskelighed kan blive en gevinst for det lokale erhvervsliv. Den progressive vision betaler sig i det lange løb, mener byens Venstreborgmester Arne Sigtenbjerggard med fuld opbakning fra både byråd og embedsmænd. Vejle har noget at have sine ambitioner i.

Byen er medlem af det globale netværk 100 Resilient Cities, der er grundlagt af den amerikanske Rockefeller Foundation.Netværket omfatter byer som Sydney, Rio de Janeiro, Los Angeles. Og altså Vejle som eneste nordiske by.

Byerne stikker af

Svarene på klimaforandringer, flygtninge, livskvalitet, fællesskaber og fremsynet forskning kommer ikke længere fra hovedkvarterene. Det er ikke de nationale regeringer og deres fælles fora i EU og FN, der fører an. Det er blevet byerne og lokalsamfundene, der trækker læsset og går foran.

De globale udfordringer er blevet så globale, at den klassiske nationalstat ikke er synderligt effektiv til at håndtere dem. Lande som Danmark er både for små og for store på én gang.

For små fordi mange centrale spørgsmål alligevel afgøres regionalt, i vort tilfælde i EU. Det nationale parlament efterlades som et ekspeditionskontor. For store fordi det er i det civile samfund den egentlige erkendelse i disse år foregår.

Flygtningestrømmen har presset de nationale politikere helt op af væggen i panikangst. Civilbefolkningen har rejst sig og taget sagen i egen hånd med tøjindsamlinger, vennegrupper og almindelig anstændighed. Samt spytteri og afbrænding af asylcentre.

Energipolitikken går i baglås, fordi de nationale politikere ikke kan tage sig sammen til at indføre den vedvarende energi og de grønne teknologier. De åbenlyse muligheder i en grøn økonomi ignoreres. Erhvervslivet skriger over en borgerlig regering.

Lokalt blomstrer det grønne og den alternative energi. Samsø bygger vindmøller og udfaser fossilt brændsel. Kalundborg huser klynger af industrier i indbyrdes kredsløb. København melder sig ind i fællesskaber af storbyer med miljøvilje. Vejle vil videre som frontløber for resiliens.

Resiliens er det nye sort

»Ville du sige om dit forhold til din kæreste, at det var bæredygtigt?« Nej, svarer den tyske miljøforsker Michael Braungart, der sammen med den amerikanske arkitekt Bill McDonough er ophavsmand til begrebet om vugge-til-vugge: at alle materialer, der indgår i et produkt, skal kunne udvindes igen og genbruges, når produktet ikke kan bruges mere. »Mindre dårligt er ikke godt,« forklarer Braungart i sin kritik af bæredygtighedsbegrebet: Det er ikke nok, at det hele ikke bryder sammen og ikke går galt. Det skal være bedre, smukkere, dejligere og give mere livskvalitet. Vi skal bygge huse, der ilter luften, som træer gør det. Vi skal skabe en produktion, der renser verden og gør, at alt materiale kan bruges igen og igen. At alting skal gå fra vugge til vugge.

Bæredygtighed er negativt defineret: at man ikke ødelægger verden. Det er selvfølgelig godt ikke at gøre skade, men en positiv værdi – noget efterstræbelsesværdigt er en langt bedre rettesnor for miljøpolitikken. Og også en langt mere motiverende målsætning. Derfor må man spå, at resiliens bliver et centralt begreb i fremtidens politik. Ikke bare miljøpolitik, men al slags politik, for begrebet handler ikke kun om miljø, selv om udtrykket blandt andet stammer fra økologien som videnskab.

Resiliens handler om at komme igen. At kunne rette sig op efter en krise, at udvikle sig, så man kan fungere. Resiliens er en egenskab ved et system, der betyder, at det kan klare forandrede omgivelser. Det kan være et økosystem, et socialt fælleskab eller en mental balance hos et enkelt menneske. Resiliens er fleksibilitet og elasticitet parret med identitet og styrke. At kunne bevare sig selv i en verden af forandring.

At komme hinanden ved

Kærlighed 2.0 er slagordet for den amerikanske psykolog Barbara Fredrickson, som er en hovedtalskvinde for den retning inden for psykologi, der kaldes positiv psykologi. Den er ikke kun optaget af, hvorfor mennesker får det skidt, men især af, hvordan vi får det godt. Små, daglige øjenkontakter og samspil mellem mennesker – øjeblikke, som Fredrickson kalder micro-moments, er nøglen til gode relationer. Både hjemme i familien, hvor de mange daglige smil og samspil fører til nære følelsesmæssige bånd, fordi der har været så mange af dem gennem tiden. Og ude i samfundet, på fortovet og i bussen, hvor man lige tager hensyn til en fremmed og smiler igen, når døren bliver holdt for en.

Det er hverdagens lille tillids-atom, tjulahop-oplevelser af glæde, som får en til at tro på de andre. Civilsamfundets tillid og familiens kærlighed kommer af samme byggeklods: det lille glimt af kontakt, siger Fredrickson. Det civile samfund, som hverken er marked eller stat, er overset som bindemiddel og fundament i de moderne samfund.

Højrefløjen vil have mere marked, mens venstrefløjen vil have mere stat. Måske er det slet ikke det, det handler om: Det handler om at få mere civilsamfund, mere nærkontakt i samfundet. At delegere mere ansvar ud til borgerne, til det nære, det ømme, det varme, det ligefremme. Både marked og stat underkender betydningen af øjenkontakt og tillid. Det kan være hvad det være vil – så længe det virker. Men det gør det ikke længere. Flygtninge, hospitaler, skoleklasser, miljøbeskyttelse, ansvar for klimaet, butikkerne, kulturen og madproduktionen er områder hvor tabet af menneskelig kontakt betyder en tab af effektivitet, virkekraft og succes. Det er tidens store øjenåbner. Hovedkvartertankegangen er i krise.

Internettet er modellen

Det er epokens egentlig motiv: Internettet. Visionen blev skabt mellem 1959 og 1964 af den amerikanske ingeniør Paul Baran, der var ansat ved tænketanken RAND i Californien og selv måtte vælge, hvad han ville arbejde med. Baran valgte det, han opfattede som menneskehedens største problem på det tidspunkt: faren for en atomvåbenkrig udløst ved en misforståelse. Baran indså, at problemet kom sig af at kommunikationsnetværkene var centraliserede: Alle kommandoer skulle gennem et hovedkvarter, ligesom alle telefonsamtaler skulle gennem en telefoncentral. Kunne modparten udslette hovedkvarteret, kunne ingen tale med hinanden. Alle ville derfor fyre alle raketterne af og alt blive til mørk nat. Derfor måtte man opfinde en form for kommunikation uden hovedkvarter. En struktur hvor alle kunne tale med hinanden på kryds og tværs. Hvor telefoncentralen var nedlagt og spredt ud på alle abonnenterne. Det blev til internettet.

Alting er forbundet nedefra og op. Hver især kan tale med enhver anden. Der er ingen grænser for, hvor meget man kan fortælle hele verden. Det er helt nyt og meget anderledes. Det fører naturligvis til en masse støj og vås, ligesom opfindelsen af talesproget jo gjorde det. Men det er helt utrolig resilient. Internettet er vokset kolossalt i skala på de få årtier, der er gået siden det startede i 1969. Hele verden er på – og det virker bare. Dag efter dag, minut efter minut. Hele verden rundt. Det er selve ikonet på vor tid: Lokale forbindelser kan væves sammen til en global struktur. Hovedkvarteret er for sårbart og for skrøbeligt. Nedefra og op er resilient. Peer-to-peer, mand-til-mand, dét virker. Dét er robust.

Det løser sig pludselig

Da jeg var barn, troede jeg, de voksne var blevet tossede. Jeg hørte i radioen om mængden af atomvåben, om befolkningseksplosionen og snart efter om ressourcemangel og forurening. Det virkede, som om det hele var ved at gå ned. Sådan var det i 1961, da jeg var seks år gammel. 38 år senere, da min ældste var seks år gammel, gjorde jeg status. Til min store forbløffelse måtte jeg indse, at hele den undergangsdagsorden, der var på tapetet, da jeg var barn, var gået i opløsning. Problemerne var ikke forsvundet, men de var godt nok blevet anderledes i størrelse. Atomvåben var der endnu, men faren for en stor atomkrig mellem supermagterne forduftede i 1985, da Ronald Reagan fra USA og Mikhail Gorbatjov fra Sovjetunionen pludselig blev enige om at skrotte atombomberne. En nedrustningsspiral gik i gang efter mange års folkeligt pres. Forureningen blev bekæmpet, så man kunne bade i Københavns Havn og fiske i Skjern Å, som igen fik lov at slynge sit løb. Problemerne var ikke væk, men meget var forandret – og vundet. Ressourcerne begyndte man at spare på, og den uhæmmede brug af kul, olie og gas fik et modspil. Det var ikke nok, men det begyndte at flytte sig.

Befolkningseksplosionen i den tredje verden begyndte at sagtne farten, præcis som den havde gjort det århundreder tidligere i vores del af verden. Bedre levevilkår fører til færre børn født per kvinde. Befolkningstallet stabiliserer sig. Vi bliver måske 10-11 milliarder mennesker ved århundredets slutning, mod 7 i dag. Bestemt mange, men så bliver vi heller ikke flere. Alle disse forandringer skete ikke fordi parlamenterne tog store beslutninger efter forudgående lovgivningsarbejde. De skete fordi der udviklede sig et folkeligt pres som påvirkede politikere, erhvervsfolk og planlæggere. Efter årtiers råben og skrigen skete forandringen pludseligt og med et svirp. Man har lov til at håbe på det samme på klimaområdet. De store politiske fora, COP-møderne og FN-møderne og EU-møderne, løser det ikke. Men hvis presset holdes vil det pludselig en dag ske. Landene indser at det er en bedre idé at gå efter det grønne. At det kan betale sig. Det begynder med folkelig fornuft og lokale initiativer. Det begynder i provinsbyerne snarere end i hovedstæderne, det begynder i udkanterne snarere end i hovedkvartererne.

Verden er venlig

Da jeg var barn, troede jeg, at verden var en ørken. Energi var noget, man gravede op fra huller dybt under ørkener, hvor folk var oppe at slås hele tiden. Vand var noget, man pumpede op fra mystiske kilder under jorden. Mad var noget sjældent noget, som man producerede under stort besvær og pakkede ind i plastik. Nu ser det helt anderledes ud: Energien strømmer gennem vores miljø, og vi skal bare lære at række hånden ud og fange den ind, så er der masser af den (men vi har brugt al vores snilde til at tømme og afbrænde depoter af kul, ole og gas, så vi har svært ved at finde ud af at bygge vindmøller og solpaneler). Vandet fosser ned fra himlen i alt for store klumper, så vi skal bare lære at lede det på rette vej og opbevare det, til vi skal bruge det (men vi sender det ned i kloakkerne og ud i havet i stedet for at vande vores haver og fylde vores maver). Maden piber frem i vild form overalt, hvor vi vender ryggen til, men vi kalder det ukrudt og skidtfisk og vil ikke spise det (og har helt glemt verdens frodighed, fordi vi med vold og magt pløjer og sprøjter os frem til landbrugets monotoni).

Verden er frugtbar, righoldig og fuld af fornødenheder. Vi skal bare lære at bruge af den. Vi har skabt en civilisation der handler om at tømme depoter for ressourcer og fylde nye depoter op med affald. Oliekilde bliver til losseplads og klimaproblem (atmosfæren som losseplads). Regnvand bliver til kloakoverløb og våde kældre. Blade der falder af træerne parat til at blive til muld, hvori nye træer kan vokse, bliver til rådne blade på asfalten, som vi møjsommeligt skal fjerne, fordi vi afbrød kredsløbet ved at gå i vejen med en vej. Mad vi ikke kan spise bliver til brændsel i stedet for den muld, som lever af dødt organiske materiale og selv er grobunden for alt liv. Vi har helt glemt, hvor venlig og hvor rummelig, verden er.

Og vi har helt glemt, hvor venlige og hvor rummelige vi selv kan være, når de små øjenkontakter får lov til at folde sig ud. Nutidens mest radikale og revolutionære og snart også mest mobiliserende indsigt er helt enkel: Vi behøver slet ikke være bange for verden. Vi behøver ikke kontrollere den og knokle i vores ansigts sved for at kunne være i den. Det er meget enkelt. Vi er indfødte. Der er plads til os og brug for os.

Vi skal bare lære at leve som indfødte: At indgå i det store kredsløb af energi og stof, at være del i strømmen, at dele med de andre og være lige så afhængige af andre, som de er af os. Det samme gælder vores forhold til andre mennesker: Kontrol er skidt, tillid er meget bedre (og i øvrigt også billigere). Stol på de andre, så stoler de på dig. Vi skal ikke lukke verden ude og undertvinge os den. Vi skal tage imod det, den byder, og turde stole på verden. Helt enkelt. Vi skal stole på, at vi er resiliente. At vi kan klare de puf, det giver at være afhængig af sine omgivelser. Verden er venlig. Nu skal vi også bare lære at være det.