Før sad personalet bag låste glasdøre

Jeg følges med kommunikationskonsulent Nina Flindt Temte på Psykiatrisk Center Ballerup. Selv om det ikke er hende, jeg skal snakke med, følger hun mig hele dagen for at sikre, at alt forløber godt. Vi kommer hen til et helt nybygget brunt murstenshus, det er der, vi skal ind. Vi stopper ved en dobbelt glasdør. Låsen driller, og jeg får mulighed for at kigge mig lidt omkring. Man skal bruge både nøglekort og kode for at komme ind på den lukkede afdeling afsnit 1 på Psykiatrisk Center Ballerup.

Som på alle andre lukkede psykiatriske afdelinger skal man igennem to låste døre, før man kommer ind til det område, hvor patienterne opholder sig. Alligevel vil det trænede øje, allerede før man kommer indenfor, kunne se, at stedet adskiller sig fra andre af dens slags. Hele vejen rundt om bygningen er der store vinduer, der afslører rum med mange forskellige funktioner. En gymnastiksal, et sanserum med farvede lamper i loftet, forskellige værksteder, et lokale med egen indgang, hvor patienterne kan invitere venner og familie over samt 16 små eneværelser uden hospitalssenge, men med plads til eget fjernsyn. Kigger man ind af det rigtige vindue, vil man desuden kunne se hele vejen igennem bygningen og ud i en gårdhave med græs og træer.

I modsætning til, hvad der er normalt på lukkede afdelinger, er haven helt uden hegn og gitter. Afsnit 1 er nemlig bygget sådan, at selve huset indhegner gården og på den måde skærmer for både uønsket besøg og springture. Nina Flindt Temte får døren op, men inden vi går ind, kommer meldingen fra afdelingssygeplejersken, at alle 16 patienter har det for dårligt i dag til at blive interviewet, så jeg må nøjes med at snakke med personalet og observere. Ligesom med de fleste andre ting på afsnit 1 er den slags noget, man ikke kan forudse.

Projekt bæltefri psykiatri

Det er ikke tilfældigt, at det nye hus på Psykiatrisk Center Ballerup ser ud, som det gør. Centeret er en del af et omfattende projekt, der skal nedbringe tvang i psykiatrien. Danmark har de seneste år gentagne gange fået kritik af det internationale samfund herunder både EU og FN’s menneskerettighedskommision for at bryde internationale konventioner i behandlingen af psykiatriske patienter. Kritikken er særligt gået på, at Danmark bryder menneskerettighederne ved alt for hyppige og alt for lange bæltefikseringer. Derfor besluttede partierne bag satspuljen tilbage i 2014 at afsætte 410 millioner kroner til et treårigt projekt, der blandt andet skal nedbringe den fysiske tvang i psykiatrien. I den forbindelse afsatte man 73,6 millioner kroner til at udvikle bæltefri afdelinger i alle landets regioner. På Psykiatrisk Center Ballerup valgte man at udvide projektet fra at omhandle et enkelt afsnit til at omfatte hele centeret. Målet er at nedbringe antallet af bæltefikseringer på hele centeret til maks ti i 2017. Selv om satspuljepengene satte skub i processen, er tanken om den bæltefri psykiatri ikke ny på Psykiatrisk Center Ballerup. De begyndte allerede at reducere bæltefikseringer et år før, satspuljemidlerne blev afsat, og havde ved projektets begyndelse allerede reduceret fikseringer med 83 procent fra 2013 til 2014.

”Vi var jo langt i forvejen og vidste, det kunne lade sig gøre. Derfor besluttede vi at udvide projektet og gøre hele centeret bæltefri,” fortæller Eva Ørsted Sery, der er leder af Projekt Bæltefrit Center på Psykiatrisk Center Ballerup.

Indtil videre går det godt, og alene centeret er gået fra 329 bæltefikseringer i 2013 til 12 i de første otte måneder af 2016.

”Samtidig er det jo meget vigtigt for os, at det ikke betyder, at vi bare begynder at bruge mere af noget andet, der er ligeså slemt,” siger Eva Ørsted Sery og lægger en bunke papirer med farvede grafer på bordet.

Det fremgår af graferne, at hverken fastholdelse eller akut beroligende medicin er steget sideløbende med, at bæltefikseringen er faldet.

”Du kan se, der er ingen ændring. Det er de helt samme tilfældige udsving, som vi så før projektet,” forklarer hun.

Simon har svært ved navne

Den sidste glasdør lukker bag os med et lille smæld. Vi ankommer til en stor lys hall fyldt med mennesker. Nogle sidder i lænestole og ser fjernsyn. Andre står i små klynger og snakker med hinanden, mens et par stykker går frem og tilbage og mimrer for sig selv. Nina Flindt Temte giver mig besked på at vente her, til det personale, vi skal snakke med, har tid til os. En høj mand på omkring 50 år kommer hen og giver mig hånden.

”Jeg hedder Simon, og jeg kender ikke dig,” konstaterer han.

Simon er ikke hans rigtige navn, men for at få adgang til afdelingen har jeg underskrevet en kontrakt, der blandt andet gør, at jeg ikke kan gengive patienternes navne.

Havde det ikke været for hans sløve øjne og medicinpåvirkede stemme, kunne jeg nemt have forvekslet ham med en af de ansatte, der på skift havde lavet samme gestus minutterne forinden. På afsnit 1 på Psykiatrisk Center Ballerup går både personale og patienter i deres almindelige hverdagstøj, ligesom de det meste af tiden opholder sig i samme lokaler og deltager i de samme aktiviteter. Kun et lille plastikskilt med personalets navn og stilling afslører, om det er en indlagt eller en ansat, man står overfor.

Simon bliver stående lidt, før han klapper mig på skulderen og går videre til den næste person i rummet, som han også præsenterer sig for. En af de ansatte fortæller mig, at han har det lidt svært med navne, og at jeg ikke skal blive overrasket, hvis han i løbet af dagen præsenterer sig for mig igen.

En ældre kvinde med gråt hår og rygsæk går med hastige skridt rundt i cirkler, mens munden kører:

”Ja, tak fordi jeg måtte komme. I har gjort så meget for mig. Jaja, bare ignorer mig, det kan jeg godt tage. Mig behøver man ikke svare.”

Talestrømmen fortsætter, mens hun fortsætter rundt i rummet uden at stoppe op. Om hun taler til sig selv, til gulvet, til fjernsynet eller måske til nogle af os, finder jeg aldrig ud af, for døren til afdelingssygeplejerskens kontor går op, og så er det videre i systemet.

Omlægningen

Anja Juul Andersen er afdelingssygeplejerske på afsnit 1. Hun har været ansat på afdelingen, siden hun for snart ti år siden blev færdiguddannet sygeplejerske. Siden hun startede, er afdelingen gået fra at være præget af regler og regelmæssig brug af tvang til i dag at have opløst de fleste faste retningslinjer for, hvordan man skal opføre sig.  Ligesom den gængse holdning blandt personalet dengang var, at patienterne ikke skulle sætte dagsorden, mens behandlingen i dag i høj grad bygger på patientens ønsker og erfaringer.

”Man kan sige, at vi som personale er gået fra at have en mere distanceret faglig tilgang til patienterne til i dag i langt højere grad at tage afsæt i samarbejde med dem,” fortæller hun.

Hun fortæller, at der dengang var enormt mange regler, patienterne skulle indrette sig efter. Alt fra hvornår på døgnet man måtte ryge, til hvem der måtte besøge én hvornår.

”Men de fleste er her jo, fordi de ikke kan finde ud af at følge normerne ude i samfundet. Hvorfor skulle de så pludselig kunne det, bare fordi de er her?” spørger Anja Juul Andersen retorisk.

Hun uddyber dog, at det ikke bare handler om at slette regler, men at ændre hele den måde, man har tænkt psykiatrien på.

”Det handler om en kulturændring. Det må være nøglen. Vi har skullet ændre hele den måde, vi har set patienterne og vores arbejde på, og det kræver, at man spørger sig selv, om det, man gør, er rigtigt,” forklarer hun.

Hun fortæller, at nøglen til nedbringelsen af bæltefiksering er forebyggende behandling med samtaleterapi, pårørendeinddragelse og løbende samtaler med patienten om hans eller hendes egne ønsker.

Når det spidser til

Modellen, de arbejder med, indeholder en række vigtige tiltag. Blandt andet har alle medarbejdere været på kurser, der har klædt dem på til at sætte samtalen med patienterne i fokus. Derudover har man øget tværfagligheden og har i dag ansat alt fra fysioterapeuter til tidligere indlagte på afdelingen. Derudover er der blevet nedsat et såkaldt interventionsteam, der kan tilkaldes, hvis personalet kan mærke, at en situation er ved at spidse til.

”Interventionsteamet kan være rigtig godt til at komme med nye øjne på en situation. Før i tiden havde vi det sådan, at en patient ikke bare kunne bestemme, hvis han eller hun ikke ville behandles af en bestemt medarbejder. Sådan har vi det ikke mere. Hvis én hellere vil have en anden end mig, henter jeg bare en anden. Nogle gange spidser situationen til alligevel, og man kan tilkalde interventionsteamet, før det ender ud i en tvangshandling,” fortæller Anja Juul Andersen.

Endelig er der de fysiske rammer, der spiller ind. Afdelingen har kun ligget i de nye bygninger siden maj i år, og den er specialbygget ned til mindste detalje til at understøtte nedbringelsen af tvang på afdelingerne. Lyssætning, der følger døgnet. Enestuer med personlige nøglekort til hver af afdelingens 16 patienter. Hyggekroge med specialbyggede hynder. Kuglestole, sanserum og maling på vinduerne, der skal give patienterne ro, er blot nogle af de elementer, der er tænkt ind i de fysiske rammer på afsnit 1.

”Den eneste ulempe er, at det er så stort, at man ikke som personale kan overskue hele afdelingen på samme måde som før. Det bliver sværere at vide, hvad der foregår i den anden ende. Men til gengæld er der jo så meget mere roligt,” forklarer hun.

Fra borderline til symbol på håb

”Det der havde man ikke set for fem år siden,” siger Michella Tromborg og peger ud i gårdhaven.

En gruppe på omkring ti mennesker er samlet om et musikanlæg, der sender blød elektronisk musik ud i haven. En mand og en kvinde danser til musikken. På bænke omkring dem sidder folk og kigger på dem, mens et par andre ligger henslængt på græsset og nyder eftermiddagssolen.

Michella Tromborg er med rundt på afdelingen og uddyber:

”Fem af dem derude er personale, det havde været helt utænkeligt for fem år siden. Der havde de siddet inde på et kontor, hvor patienterne ikke måtte være,” forklarer hun.

Michella Tromborg har selv været patient på afdelingen, før den blev lavet om. Fra 2007 til 2011 var hun indlagt med diagnosen borderline på afsnit 1. Dengang var Anja Juul Andersen hendes kontaktperson, i dag er det hendes kollega. Michella Tromborg er i dag diagnosefri, læser til pædagog og har i snart et år været deltidsansat som såkaldt recovery mentor på afsnit 1. Hendes rolle på afdelingen er at støtte patienterne og samtidig fungere som levende bevis på, at alt kan blive godt igen.

Hun betragter folkene i gården lidt og siger så:

”Dengang jeg var indlagt, kunne man ikke blande sig med personalet på den måde. Der var de inde på deres kontorer bag låste glasdøre. Man kunne se dem, og man kunne banke på ruden. Der opholdt de sig i langt større del af tiden end i dag,” fortæller hun.

Simon, der før præsenterede sig for mig, står også ude i gården. Han forsøger at rokke med til musikken, men afbryder hele tiden sig selv for at kigge rundt til alle sider. Efter flere forsøg dropper han projektet og går tilbage ind i hallen, hvor jeg mødte ham før.

Klokken nærmer sig 14, hvor besøget efter planen skal slutte. Men Anja Juul Andersen foreslår, at vi lige kigger på sanserummet, inden Nina Flindt Temte følger mig ud. Det er et lille lyst rum med farvede lamper i loftet og to kuglestole, man kan sætte sig i for at få ro. Sanserummet er et af de steder, der er lavet til at forebygge bæltefiksering, hvor patienterne kan komme ind og finde ro, hvis en situation er ved at køre op.

”Alternativt kan de også få lov at komme ned i gymnastiksalen og komme af med energien på en boksepude, hvis det er den slags, der hjælper dem,” fortæller hun.

Mens hun låser den første af de to glasdøre ud til det almindelige samfund op, kigger jeg rundt en sidste gang og får øje på Simon, der igen bevæger sig ud i haven til musikanlægget, mens han konstant kigger sig fra side til side.