Hykleriet om åbne grænser

I sin klassiske undersøgelse Døden og den døende gav Elisabeth Kübler-Ross en nu berømt beskrivelse af den menneskelige reaktion på dødelig sygdom. Hun skelner mellem fem udviklingsfaser: Først er der benægtelse (vi nægter at anerkende den nye kendsgerning: ”Det her kan ikke ske, ikke for mig!”). Så kommer vrede (som bryder ud, i det øjeblik vi indser, at vi ikke længere kan benægte kendsgerningen: ”Hvordan kunne det ske for mig?”). Derefter følger forhandling (vi håber, at det på en eller anden måde kan lykkes for os at udskyde eller i det mindste relativere kendsgerningen: ”Lad mig i det mindste leve længe nok til, at jeg kan opleve mine børn gøre deres uddannelse færdig”), der glider over i depression (vi opgiver vores livslyst: ”Jeg skal alligevel dø, så hvorfor skulle jeg gide tage mig af noget?”). Først til sidst indtræder accept (”Jeg kan ikke bekæmpe det, så jeg kan lige så godt forberede mig”).

Det var Kübler-Ross’ påstand, at vi kan iagttage disse stadier hos ethvert menneske, der lider et eller andet katastrofalt personligt tab, det være sig arbejdsløshed, en elsket persons død, skilsmisse eller stofmisbrug. Hun understregede dog også, at de ikke altid behøver at indtræffe i netop den rækkefølge, og at man ikke nødvendigvis gennemlever samtlige fem faser.

I Vesteuropa dækker reaktionen på flygtninge- og migrantstrømmen fra Afrika og Mellemøsten, både fra offentligheden og myndighedernes side, tydeligvis over et lige så sammensat reaktionsmønster. I begyndelsen – den er nu aftaget – var der benægtelse: ”Det er ikke så alvorligt, lad os bare ignorere det.” Så fulgte vrede: ”Flygtningestrømmen er en trussel mod vores livsform, og desuden skjuler der sig radikale islamister blandt flygtningene, som vi for enhver pris må stoppe.”

Derefter forhandling: ”Okay, så lad os da i det mindste fastlægge kvoter og give større støtte til flygtningelejre i nærområderne.” Og siden depression: ”Vi er fortabt – nu bliver Europa til Europastan!” Hvad vi endnu mangler at se i reaktionsmønsteret, er det sidste af Kübler-Ross’ stadier: accepten. Den må i dette tilfælde tage form af en konsekvent og fælleseuropæisk plan for, hvordan vi sammen bedst kan tage hånd om flygtningespørgsmålet.

Terrorangrebene i Paris i november 2015 har kompliceret billedet. Selvfølgelig har vi ikke andet valg end at fordømme disse grusomheder. Men – og nu kommer der ikke et ’men’, der lægger op til formildende omstændigheder, for de findes ikke – vores fordømmelse bør vel at mærke være for alvor. Vores fordømmelse må gå videre end til det sædvanlige medieskabte, patetiske opbud af solidaritet fra alle os (frie, demokratiske, civiliserede mennesker) mod det morderiske islamiske ”monster”. Der er noget besynderligt over disse højtidelige erklæringer om, at vi nu er i krig med Islamisk Stat – alverdens stormagter mod en religiøs gangsterbande, der ikke behersker stort andet end en mindre strimmel altovervejende ørkenjord … Dermed ikke sagt, at vi så ikke skal fokusere på at tilintetgøre IS betingelsesløst, det vil sige uden noget ’men’.

For igen er det eneste ’men’, vi bør fokusere på at tilintetgøre IS for alvor. Men skal denne tilintetgørelse blive til noget, vil vi få brug for meget mere end de patetiske erklæringer og appeller om, at alle de ’civiliserede’ kræfter nu må stå solidarisk sammen imod den dæmoniserede, fundamentalistiske fjende. Vi må undgå at hengive os til venstrefløjens sædvanlige politisk korrekte klagesange om, at ”man ikke bekæmper terror med mere terror”, og at ”vold kun avler mere vold”.

I stedet må vi nu stille os det ubekvemme spørgsmål: Hvordan er det overhovedet muligt for Islamisk Stat at eksistere, at overleve? For trods den formelle fordømmelse og afvisning fra alle sider ved vi udmærket, at der findes kræfter og stater, der ikke blot stiltiende tolererer IS, men også hjælper dem.

Som David Graeber for nylig har påpeget, kunne Tyrkiet for længst have sørget for, at Islamisk Stat brød sammen, hvis landet blot ville indføre den samme slags totale blokade mod IS-kontrollerede områder, som det har indført mod de kurdiskbeherskede dele af Syrien, og udvise samme slags ”godartede ligegyldighed” over for PKK og YPG som over for Islamisk Stat – i så fald var angrebene i Paris sandsynligvis slet ikke blevet til noget.

En tilsvarende halvhjertet indstilling ser vi andre steder i regionen: Saudi-Arabien, USA’s afgørende forbundsfælle i regionen, hilser Islamisk Stats krig mod shia-islam velkommen, og selv Israel er mistænkeligt lunken i sin fordømmelse af IS, hvilket givetvis hænger sammen med opportunistiske kalkuler (IS bekæmper de pro-iranske shia-styrker, som Israel betragter som sin hovedfjende).

Den aftale om flygtninge, som EU og Tyrkiet indgik i slutningen af november 2015 – at Tyrkiet bremser flygtningestrømmen til Europa til gengæld for gavmild økonomisk hjælp, i første omgang på tre milliarder euro – er både skamløs og modbydelig. En regulær etisk-politisk katastrofe. Er det virkelig sådan, vi agter at udkæmpe ’krigen mod terror’? Ved at bukke under for tyrkisk afpresning og belønne en af de hovedansvarlige for Islamisk Stats opblomstring i Syrien? Den opportunistisk-pragmatiske begrundelse for aftalen er indlysende (at bestikke Tyrkiet er den mest oplagte metode til at begrænse flygtningestrømmen), men de langsigtede konsekvenser kan blive katastrofale.

Denne obskure baggrund viser os, at den ’totale krig’ mod IS netop ikke tages alvorligt: De store krigsførende magter agerer uden oprigtighed. Vi står så absolut midt i et civilisationssammenstød (det kristne Vesten versus radikaliseret islam). Men ret beset kan vi også observere indre sammenstød inden for hver civilisation: I det kristne rum er det USA og Vesteuropa mod Rusland. I det muslimske rum er det sunnier mod shiamuslimer. Islamisk Stats uhyrlighed fungerer her som en fetich, der dækker over alle disse kampe, hvor hver part foregiver at bekæmpe IS for at ramme sin sande fjende.

Det første, vi bør bemærke i en mere seriøs analyse, der rækker ud over klicheerne om ’krigen mod terror’, er, at angrebene i Paris ikke udvirkede andet end en momentan brutal forstyrrelse af dagligdagen. (Bemærkelsesværdigt er det selvfølgelig, at angrebene ikke var rettet mod vestlige militære eller politiske institutioner, men imod symboler på hverdagens populærkultur – restauranter, spillesteder, fodboldstadioner).

Terrorisme af den art – en momentan forstyrrelse – er efterhånden blevet den karakteristiske form for angreb på udviklede vestlige lande, i en åbenlys kontrast til de mange udviklingslande, hvor vold er en permanent del af dagliglivet. Tænk på de daglige vilkår i Congo, Afghanistan, Syrien, Irak, Libanon… Hvor bliver de internationale solidaritetsudgydelser i kølvandet på disse konstante grusomheder af? Her er det vigtigt at forstå, at vi lever i en form for glashus, hvor terroristisk vold for det meste findes i den offentlige bevidsthed som en trussel, der en sjælden gang kan eksplodere. Helt modsat forholder det sig i de lande, hvor dagligdagen består af en mere eller mindre uafbrudt terror og brutalitet, som ofte sker med mere eller mindre implicit involvering fra Vesten.

I bogen In the World Interior of Capital viser Peter Sloterdijk, hvordan det kapitalistiske system igennem globaliseringens processer er kommet til at bestemme alle livsvilkår. Et af denne udviklings første markante tegn var Londons Crystal Palace, der blev opført for at huse afholdelsen af den første Verdensudstilling i 1851.

”Bygningsværket var et håndgribeligt eksempel på globaliseringens uundgåelige eksklusivitet: Igennem globaliseringen opbygges og ekspanderes et verdensindre, der nok har usynlige grænser som et glashus, men alligevel er næsten uigennemtrængeligt udefra. I dag bebos dette verdensindre af den halvanden milliard mennesker, der udgør globaliseringens ’vindere’.” Følgelig, som Sloterdijk udtrykker det, ”er kapitalens verdensindre ikke en agora eller en messe under åben himmel, men snarere et væksthus, der trækker alt, hvad der før var udenfor, ind i sig selv”.

Dette indre, som opbygges på de kapitalistiske udskejelser, definerer alt: ”Den primære kendsgerning ved den moderne tidsepoke er ikke, at jorden drejer om solen, men at penge drejer om jorden.”

Efter processen, der har forvandlet verden til en globus, ”kan det sociale liv kun finde sted i et udvidet indre; i et hjemliggjort indre rum med kunstigt klima”.

Med den kulturelle kapitalismes aktuelle dominans er alle potentielt verdens- og systemforandrende begivenheder blevet inddæmmet: ”Under sådanne forhold kan der ikke finde flere historiske begivenheder sted” – fremover vil enhver forstyrrelse højst kunne ske som ”ulykker i hjemmet”.

Sloterdijk påpeger med rette, at den kapitalistiske globalisering ikke blot står for åbenhed og for erobring, men også for ideen om en klode, der er lukket om sig selv, og som adskiller et privilegeret indre fra sit ydre. Disse to aspekter af globaliseringen er uadskillelige: Kapitalismens globale rækkevidde er funderet i den måde, hvorpå den indfører en radikal klassedeling hen over hele kloden, der adskiller dem, der er beskyttet af sfæren, fra de sårbare, som er efterladt udenfor.

På den måde bliver både terrorangrebene og den nu konstante flygtningestrøm mod Europa til momentane påmindelser om den voldelige verden uden for vores glashus: En verden, som for os insidere for det meste kun toner frem på tv og i mediernes rapportering om fjerne konflikter, men som ikke er en del af vores egen daglige virkelighed. Det er derfor, det er vores pligt fuldt ud at blive bevidste om den brutale vold, der gennemsyrer verden uden for vores beskyttede miljø – en vold, der for øvrigt ikke kun er religiøs, etnisk og politisk, men også seksuel.

I sin forbilledlige analyse af retssagen mod den sydafrikanske atlet Oscar Pistorius fremdrager Jacqueline Rose den komplekse baggrund for Pistorius’ drab på sin kæreste, Reeva Steenkamp: Heri indgår hvide mænds frygt for sort vold og den udbredte vold mod kvinder som et grumt og givent vilkår: Hvert fjerde minut i Sydafrika bliver en kvinde eller en pige – ofte en teenager, nogle gange et barn – udsat for voldtægt, og hver ottende time bliver en kvinde dræbt af sin partner.

Fænomenet har et navn i Sydafrika: ”intime kvindedrab” eller, som journalist og krimiforfatter Margie Orford kalder de gentagne drab på kvinder landet over, ”serielle kvindedrab”.

Den omfattende vold mod kvinder bør på ingen måde afvises som marginal. I dag manifesterer en antikolonialistisk kritik af Vesten – fra så forskellige kilder som Nigerias radikale islamistiske gruppe Boko Haram til Zimbabwes Robert Mugabe og Ruslands Vladimir Putin – i stigende grad sig selv igennem sin forkastelse af såkaldt vestlig seksuel forvirring. Og igennem sine krav om at vende tilbage til et ”traditionelt” seksuelt hierarki. Jeg er naturligvis klar over, at eksport af vestlig feminisme og individuelle menneskerettigheder meget vel kan tjene som redskaber for ideologisk og økonomisk neokolonialisme (vi husker alle, hvordan USA’s intervention i Irak blev støttet af visse amerikanske feminister som en ”befrielse” af de irakiske kvinder – resultatet har været det stik modsatte).

Vi bør ikke desto mindre fuldstændig afvise den konklusion, at vestlige venstreorienterede derfor burde indgå en art ”strategisk kompromis”, hvor ydmygelse og forfølgelse af kvinder og homoseksuelle stiltiende skal tolereres på vegne af en ”større” antiimperialistisk kamp.

Så hvad stiller vi op med de hundredtusinder af mennesker, som i deres desperation for at undslippe krig, nød og sult venter i Nordafrika eller Syrien på en chance for at krydse Middelhavet og søge tilflugt i Europa? Her melder der sig to vigtige svar; to udgaver af en ideologisk afpresning, som begge gør os uopretteligt skyldige. På den ene side har vi en bestemt venstrefløj, der udtrykker sin harme over, hvordan Europa lader tusinder drukne i Middelhavet og gør gældende, at Europa i stedet bør udvise solidaritet og slå sine døre op på vid gab. På den anden har vi de indvandringsfjendske populister, der insisterer på, at vi skal beskytte vores livsform, trække vindebroen op og overlade det til afrikanerne eller araberne at løse deres problemer selv.

Begge løsninger er dårlige, men hvilken er den værste? De er, for at parafrasere Stalin, begge værst. De største hyklere er fortalerne for åbne grænser: Inderst inde ved de udmærket godt, at de kræver noget, som aldrig vil ske, da konsekvensen med det samme ville blive populistiske oprør i Europa. De poserer som de smukke sjæle, der føler sig højt hævet over en korrumperet verden, mens de i al hemmelighed deltager i den samme verden: De behøver nemlig denne korrumperede verden som det eneste terræn, hvorpå de kan markere deres egen moralske overlegenhed. Begrundelsen for, at det ikke nytter at gribe til sådanne appeller om empati med de fattige flygtninge, der strømmer til Europa, blev formuleret for et århundrede siden af Oscar Wilde i de allerførste linjer i Menneskets sjæl under socialismen. Her påpeger han, at det altid ”er langt lettere at have medfølelse for lidelse, end det er at have medfølelse for tanken”.

“[Folk] ser sig selv omringet af afskyelig fattigdom, afskyelig grimhed og afskyelig sult. Det er umuligt ikke at blive stærkt berørt af alt dette (…) Derfor giver de alvorstungt og sentimentalt ud fra beundringsværdige, men vildledte, motiver, sig selv den opgave at kurere de onder, de møder. Men deres midler kurerer ikke sygdommen. De forhaler den kun. Ja, faktisk er kuren en del af sygdommen. De forsøger for eksempel at løse fattigdomsproblemet ved at holde de fattige i live eller i mere avancerede tilfælde at underholde dem. Men det er ingen løsning. Det gør blot vanskelighederne endnu større. Det rette ville være at forsøge at gentænke samfundet på et grundlag, der umuliggør fattigdom. Og de altruistiske dyder har i virkeligheden forhindret os i at opnå dette mål.”

Med hensyn til flygtningene må vores egentlige mål således være at stræbe efter at rekonstruere det globale samfund på et sådant grundlag, at desperate mennesker ikke længere tvinges ud i at skulle flakke omkring. Sådan en omfattende løsning, hvor utopisk den end kan forekomme, er den eneste realistiske løsning, og opvisningen i altruistiske dyder forhindrer i sidste ende, at det mål kan nås. Jo mere vi behandler flygtninge som modtagere af humanitær hjælp, og jo mere vi tillader de tilstande, der tvang dem til at forlade deres lande, at eskalere, jo flere af dem vil søge til Europa, indtil spændingerne når til et kogepunkt. Ikke blot i flygtningenes hjemlande, men også her.