Arbejdets onde velsignelse

“Arbejder halvtid, heltid, fuldtid, deltid/ Overtid, kommunikerer med intercom/ Sommer gik med sol og slik og rom/ Vinter kom, går på job for min lomme er tom” – Bikstok Røgsystem – ‘Fabrik’

Arbejde er aldrig bare arbejde. Der er selvsagt forskel på, om man er sygeplejerske, tømrer eller kontoransat. Men lige så afgørende er det, hvordan man betragter arbejdet på et mere eksistentielt plan.

Filosof Hannah Arendt leverede eksempelvis en berømt skelnen i værket The Human Condition. Her opridser hun bl.a., hvordan der er forskel på “labor” og “work” – som (heldigvis) ikke oversættes til “arbejde” og “arbejde” på dansk, men “arbejde” og “fremstilling”.

Førstnævnte dækker over det, der er biologisk nødvendigt: Arbejdet, der slet og ret opretholder livet – eksempelvis ved at bringe mad på bordet. Som en meget passende sproglig detalje – i hvert fald på engelsk – hører fødsler faktisk også til “labor”. Men det er lidt et sidespor.

Til sammenligning er frembringelse det, der giver os menneskeskabte ting som kunst og teknologi. Kort sagt sikrer frembringelsen, at vi får en verden, der er bygget til menneskelig brug. Interessant nok pointerer Arendt i den forbindelse, at vi i det moderne samfund er blevet så optagede af produktivitet og arbejde, at vi helt glemmer frembringelsens værdi. Den er ellers vigtig, hvis vi skal fungere som helstøbte mennesker, og ikke bare animal laborans, altså arbejdende dyr.

Spørger man statsminister Mette Frederiksen (S) er det imidlertid underordnet, om arbejdslivet opleves som meningsfuldt – og hvad man i øvrigt frembringer. Da S-regeringen tilbage i 2021 fremlagde reformudspillet ‘Danmark kan mere I’ lød det således i en moralsk opsang fra Frederiksen, at “vi skal aflive en lidt sejlivet myte, der er ved at opstå – nemlig, at det at gå på arbejde nødvendigvis skal være lystbetonet”. Hvortil hun supplerede:

“Vi skal alle – alle voksne i Danmark skal stå op om morgenen og bidrage til det her samfund ved at gå på arbejde. Så ved vi, at der er nogen, der af forskellige årsager i perioder ikke kan det. Dem skal vi passe ordentlig på, det er derfor, vi har et stærkt socialt sikkerhedsnet, som vi nu gør endnu stærkere. Men helt grundlæggende. Dét, der begynder at snige sig ind i vores samfund af, at det er, for nogen grupper, okay ikke at gå på arbejde. Vi kan ikke finansiere vores velfærdssamfund. Og det går ud over den kontakt, vi bliver nødt til at have med hinanden.”

Siden da har Mette Frederiksen kun fortsat sine slidsomme opsange. Da hun tilbage i september holdt tale ved Socialdemokratiets årsmøde i Aalborg Kultur og Kongrescenter, hev hun ligefrem fat i Thorvald Stauning for at understrege alvoren:

“[H]vis ikke vi holder fast i vores stærke arbejdsmoral. Ja, så holder vores velfærdsmodel ikke.

Thorvald Stauning var endnu mere direkte. Prøv at høre, hvad han mente:

‘Uvirksomhed og dovenskab er menneskenes fjender. Ved flid og arbejde kommer de enkelte frem. Og hver enkelt er med til at skabe et samfund, der kan yde en god tilværelse både under arbejdet. Og når livsaftenen melder sig.’

Det er derfor, at jeg er så stålfast i, at vi skal løse udfordringen med manglen på arbejdskraft. For hvis ikke vi lykkes med det, så er der ganske enkelt ikke et skattefinansieret velfærdssamfund i fremtiden.”

Den slags udtalelser er jo mildest talt guf for en begrebsrenser. For hvad er det egentlig, statsministeren her får “arbejde” til at betyde – og hvordan bruger hun det til at legitimere sit politiske projekt?

Først og fremmest er det værd at bide mærke i, hvordan arbejde primært fremstilles som en pligt – og vel at mærke en pligt, man som et raskt, voksen menneske ikke kan slippe for. Mens kontrakten med en arbejdsgiver godt kan opsiges, hvis arbejdet ikke er tilfredsstillende, er det slet og ret ikke en mulighed i vores velfærdssamfund, som åbenbart bygger på en vigtigere, uopsigelig kontrakt.

Den slags forblommede idéer om kontraktsamfund er på ingen måde nye – de går helt tilbage til tænkere som Thomas Hobbes og Jean-Jacques Rousseau. Og som Stauning-henvisningen også viser, er det heller ikke så banebrydende at insistere på, at flid og arbejde er det moralsk rigtige at prioritere.

Som innovativ ideolog formår Mette Frederiksen dog alligevel at bygge et ekstra betydningslag på arbejdet: Nu er det simpelthen en direkte nøgle til velfærdssamfundet. Ja, eller den valuta, vi ellers gik og troede, at penge var. Faktisk er det ikke tilladt at købe sig til mere fritid, selv hvis man selv skulle have råd til det i kroner og ører. For det har samfundet ikke råd til.

Arbejde bliver derfor lønnen i sig selv – og ikke noget, man som arbejdsgiver skaffer gennem en ordentlig løn. Men selvom arbejdet er berigende for samfundet, behøver det ikke være lystbetonet for dem, der udfører det. I Mette Frederiksens begrebsunivers bliver arbejdet derfor også en velsignelse, der godt må gøre ondt på den enkelte. Men hvor mange kan mon have ondt i arbejdslivet, før det gør ondt på samfundet?

Faldgruberne i statsministerens ideologiske forsvar er mange. Og hun kommer da heller ikke helt i mål. Ved netop at påpege gennem Stauning, at arbejde får “de enkelte” frem i livet, forsøger Frederiksen nemlig på én og samme tid at individualisere og kollektivisere arbejdets nødvendighed. Men når motivationen spændes så bredt, sløves indsatsen jo også – det virker ikke som den bedste fremstilling.