Nyhedsanalysen

Hillary Clinton træder i spinaten

Donorer fra Wall Street giver Hillary Clinton bagslag i valgkampen. Hendes nye forklaringer om terror og New York møder voldsom kritik.

Hvad skete der?

I den anden direkte tv-debat mellem demokraternes kandidater til det amerikanske præsidentvalg sagde Hillary Clinton noget, der vil forfølge hende i resten af valgkampen.

Kandidaten Bernie Sanders, der ligger til venstre for Clinton i det demokratiske felt, og som har en lang karriere bag sig som kritiker af de store banker, spurgte hende, hvordan hun som fortaler for en strammere regulering af finanssektoren kan tage imod millioner af dollars til sin kampagne fra Wall Street uden at sætte sin troværdighed over styr.

Hillary Clinton forsøgte at retfærdiggøre donationerne med, at hun var valgt som senator i New York i 2001:

»Jeg repræsenterede New York 11. september, da vi blev angrebet. Hvor blev vi angrebet? Vi blev angrebet på Lower Manhattan, hvor Wall Street ligger,« sagde hun og fortsatte: »Jeg brugte en hel del tid og energi på at hjælpe med genopbygningen. Det var godt for New York. Det var godt for økonomien, og det var et modsvar til de terrorister, der angreb vores land.«

Hvad siger de?

Debatten blev afholdt i samarbejde med Twitter, og det blev udnyttet til fulde, da debattens ordstyrer brugte et tweet til at stille spørgsmål ved det rimelige i at bruge 11. september som undskyldning for at modtage donationer fra Wall Street. Hillary Clintons svar var vagt: »Jeg er ked af, at den, der tweetede det, har fået den opfattelse.«

Det fik Clintons politiske modstandere til at lugte blod. Dagen efter kaldte den demokratiske kandidat Martin O’Malley hendes forsvar for »et sørgeligt øjeblik«, og Bernie Sanders holdt sig heller ikke tilbage: »Jeg fatter ikke, hvad Hillary Clintons bestræbelser for at genopbygge New York City efter katastrofen og Wall Streets donationer, som gennem hele hendes liv har udgjort en stor del af hendes kampagne, har med hinanden at gøre.«

Hvad nu?

Problemet for Hillary Clinton er, at donationerne fra Wall Street er en af hendes største svagheder som kandidat. I USA er der både på venstrefløjen og på højrefløjen en udbredt skepsis over for finanssektorens magt over politikerne.

Republikanerne vil helt sikkert bruge klippet i den uendelige sløjfe af valgkampsreklamer, som skal forsøge at udstille Hillary Clinton som en kandidat, der er afhængig af storkapitalen.

Hillary Clinton bliver derfor nok nødt til at finde på et andet og mere troværdigt ræsonnement for sit forhold til Wall Street.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12