Et monstrum af en smuk idiot

I sit essay “The Double Standard of Aging” fra 1972 opridser kritikeren Susan Sontag, hvordan der er, ja, en dobbeltstandard for, hvordan mænd og kvinder ældes. Kvinder, skriver hun, skal skjule deres alder for omverdenen. Det ses fx som uhøfligt at spørge en kvinde af “en vis alder” om, hvor gammel hun er. Samtidig forventes hun at lyve, hvis hun bliver spurgt. Kort sagt betyder det at blive ældre noget andet for kvinder end for mænd, for hvem det at ældes er ensbetydende med at tilegne sig mere viden og opnå succes, mens kvinder sjældent opmuntres til at udvikle deres sind udover “dilletantstandarder”.

Sontag pointerer, at kvinder – i modsætning til mænd, som ser sig selv som et hele “ansigt-og-krop” – er opdelte. Ansigtet og kroppen dømmes ud fra forskellige standarder; hvor ansigtet skal være smukt, skal kroppen først være begærlig og dernæst smuk. I modsætning til drengekroppen, der forventes at udvikle sig og blive mere maskulin i overgangen fra dreng til mand – mere muskuløs, behåret og hårdfør – er alt, hvad vi forbinder med “femininitet” ungdom: den glatte, runde, hårløse, bløde, svagelige krop uden muskler eller rynker.

“Efter kvindekroppen er nået sin seksuelt accepterede form i den sene teenagealder, er enhver yderligere udvikling set som negativ,” skriver Sontag og fortsætter karakteriseringen af det at være kvinde i 1972: “Den ideale tilstand anvist for kvinder er føjelighed, hvilket betyder ikke at være blevet rigtig voksen. Det meste af hvad, der er karakteriseret som klassisk ‘feminint’ er simpelthen adfærd, der er barnlig, umoden, svag.”

Altså: Alt det, voksne kvinder skal tilstræbe, er i virkeligheden at være børn. Det lyder jo rimelig klamt, og det er det også. Hvilket er derfor græske Yorgos Lanthimos’ Poor Things, der havde biografpremiere 18. januar, også er en ret mærkelig oplevelse.

Voksenbaby

Poor Things er noget sløset blevet kaldt “en feministisk Frankenstein-fortælling”. De to fortællinger har dog ikke ret meget tilfælles andet end den unaturlige skabelsesberetning, men det kommer vi tilbage til.

Den forargelige videnskabsmand Godwin Baxter, spillet af Willem Dafoe med et ekstremt deformt ansigt, er kendt for sine ekstreme eksperimenter på dyr og menneskekroppe. I hans hjem, der er fuld af tingeltangel og mærkværdigt medicinsk værktøj, går der iblandt hans skabninger – hybriddyr som en bulldog-høne og en fåre-and – også et nyt væsen, han har skabt: Bella Baxter.

Kroppen har tilhørt en ung kvinde, død efter selvmord, som Godwin har formået at vække til live igen med et spædbarns hjerne, og Emma Stone vralter sig igennem som barne-pigen Bella, der klapper ad prutter og ikke kan finde ud af at spise (sjovt!). Godwin læser hende godnathistorier og agerer gudfar, men får snart hvervet den aspirerende videnskabsmand Max McCandles (Ramy Youssef) til at føre journal over Bellas udvikling.

“What a beautiful retard!” udbryder Max straks, da han ser Bella, og udover at McCandles selvfølgelig bliver forelsket i Bella, så begynder han også at finde det forkasteligt, at Godwin, eller God, holder hende indespærret for hendes eget bedste. Verden er ond og grum og vil ødelægge hende. Men Bella finder sin frihed i charlatanen Duncan Wedderburn, vidunderligt overspillet af Mark Ruffalo med en latterlig britisk accent, der lover hende eventyr og tager hende med på en mindre odyssé.

I modsætning til sin slægtning Frankensteins monster, der aldrig bliver accepteret af samfundet, er Bella elsket af alle og enhver. Især og først og fremmest mænd. Bella er nemlig en fuldstændig eksemplificering af Sontags dobbeltstandard: Et barn i en voksen kvindes krop. Og det er altså her i det ellers skønt overdrevne surrealistiske univers, som Lanthimos har skabt, at det bliver for mærkeligt.

Fra sekundet, hun bliver “født”, bliver Bella seksualiseret. Hvilket giver mening i kraft af, at hun ligner en voksen, men også er decideret tåkrummende, eftersom filmen ikke helt kan finde ud af, hvor hurtigt hendes mentale udvikling skal gå, før hun begynder at udforske sin seksualitet – og før andre begynder at udforske den for hende. Til trods for at have en babys hjerne og intellekt bliver Bella beundret og begæret af sin omverden, der omfavner hende instinktivt for hendes skønhed og charmerende mangel på manerer.

Bellas barnehjerne bliver et behændigt greb til at vise, hvordan kvinder fra barnsben af bliver forsøgt holdt nede, udskammet og undertrykt. For i takt med at Bella lærer mere og mere om verden, reagerer mændene omkring hende kun med frustration og insisterer på, at hun skal forblive naiv og uforstående.

Monsterets potentiale

Man kan nemt komme til at kalde monsteret i Mary Shelleys værk for Frankenstein. Men selvom monsteret faktisk ikke spiller hovedrollen, er der alligevel noget ret tiltalende i den almindelige fejltagelse, for er det ikke monsteret, det hele handler om?

I både Poor Things og Frankenstein må de to skabninger begge starte fra nul i deres opdagelse af verden. Men hvor Frankensteins monster må lede efter godhed i en verden, som fremmedgør og afviser ham som følge af hans grimme ydre, kan den smukke Bella som protagonist i stedet tage på en vidunderlig rejse for at lære, at verden også kan være ond.

Frankenstein er historien om den gale videnskabsmand Victor Frankenstein, der leger Gud og skaber liv ud af død, som han straks forlader. Det er så afskyeligt og grumt, en overtrædelse af naturloven, og han kalder da også monsteret sin “djævel”, sin “vampyr” og sin “golem”. I Frankensteins fortælling har monsteret altid været et monster, hvilket videnskabsmanden kun får bekræftet, når skabningen myrder først hans lillebror, siden hans bedste ven og slutteligt dræber Frankensteins forlovede som hævn for, at hans skaber ikke vil stå til ansvar for ham. Det er først i bogens anden del, at vi hører fra monsteret, som endelig får Victor Frankenstein til at lytte. I en hytte oppe over landsbyen Chamounix fortæller monsteret sin historie om udstødelse, afvisning og ensomhed.

Der findes utallige feministiske læsninger af Frankensteins monster. Nogle af dem, fordi monsteret i dets afskæring fra civilsamfundet trækker tråde til den historiske behandling af minoriserede personer, men også fordi bogen er skrevet af en kvinde. I en meget biografisk læsning af Frankenstein skriver litteraterne Susan Gubar og Sandra M. Gilbert i artiklen “Mary Shelleys Monstrous Eve”, at værket faktisk skal læses i forlængelse af Mary Shelleys eget liv, hendes seksualitet og hendes erfaring af moderskab.

Den dengang 18-årige forfatter var moderløs ligesom Victor Frankenstein, og ligesom monsteret var hun blevet afvist af sin far. Efter Mary Shelleys mor – Mary Wollstonecraft – til stor skandale stak af hjemmefra med den allerede gifte Percy Shelley og fik et barn uden for ægteskab, brød William Godwin med sin datter. Mary Wollstonecraft døde i barselssengen og eksisterede derfor kun i Mary Shelleys liv gennem sine efterladte værker om kvinders rettigheder, såsom det feministiske hovedværk Et forsvar for kvinders rettigheder, hvori Wollstonecraft bl.a. skrev, at kvinder i samfundet blev behandlet som “underordnede væsener” og “ikke som tilhørende den menneskelige art”.

Shelleys monster er nødt til at gå på afveje for at tilegne sig viden om den verden, han befinder sig i. Hurtigt må han dog også gøre sig den erfaring, at verden ikke vil acceptere ham. Han holder sig skjult, og lærer sig selv at tale, læse og skrive ved at observere en fattig familie udefra. Da monsteret finder en taske med tre bøger, heriblandt John Miltons Paradise Lost om syndefaldet, begynder han at forstå sin plads i samfundet. Han indser, at han ligesom Adam er skabt uden nogen forbindelse til et andet levende væsen. Men i modsætning til den smukke Adam, som er skabt i Guds eget billede, er monsteret skabt uden fortegn og er “elendig, hjælpeløs og alene”. Selvom hun ikke nævnes, er monsteret derfor nærmere Eva, der i modsætning til Adam ikke skabes i Guds billede.

I sin Frankenstein-læsning “What is a monster?” skriver den amerikanske litterat Peter Brooks da også, at monsteret ligesom Eva er skabt ud af noget naturligt, men igennem sin skabelsesproces bliver gjort unaturlig. Monsteret er en unik skabning uden forgænger og er derfor uden kulturel såvel som naturlig kontekst. Læsningen af Frankensteins monster som en allegori over kvinders eller queerpersoners plads i samfundet er af samme grund oplagt. Et monster passer ikke ind i de kategorier, som samfundet organiserer sig efter, og som Brooks skriver: “Et monster vil måske også være noget, der undslipper enhver definition af køn.”

Verdens ondskab

Men Lanthimos’ Bella Baxter er ikke noget monster. Faktisk er Bella umulig i rollen som et feministisk Frankensteins monster, for det, der gør et monster til et monster, er, at det bliver udstødt og afvist af samfundet. Og det bliver Bella ikke.

At skabe monstre er en måde, hvorpå vi kan se, hvad vi definerer som “unormalt”; dem der ikke er plads til i samfundet. Det er en ubevidst måde at spejle vores egne fordomme tilbage i form af et væsen. Selvom Frankensteins monster er ekstremt veltalende og udviser menneskelighed, bliver han aldrig accepteret som et ligeværdigt væsen af sin skaber og sin omverden på grund af sit udseende, mens Bellas adgangskort er hendes udseende. Hendes monstrøse potentiale til at overskride grænser og udfordre verden er derfor udelukkende begrænset til de erfaringer, hun gør sig som dum og smuk kvinde i en karikeret patriarkalsk verden.

Filmens feministiske pointe står så eksplicit, at den kort og groft kan opsummeres til, at mænd ikke kan lide, at kvinder har en personlighed. En pointe, som dernæst synes at slå knuder på sig selv i Poor Things’ forsøg på at være radikal med den temmelig startnuller-klingende sexpositive påstand om, at man bliver klogere på verden af at have sex med så mange som muligt.

Poor Things synes netop at gøre en dyd ud af at vise, at den er grænseoverskridende i sin afspejling af kvindelig seksualitet. Bella boller derudad, og da hende og Duncan Wedderburns rejse pludselig får en brat ende, fordi de løber tør for penge, begynder Bella at sælge sex til Duncans store frustration. Jo flere mænd, som Bella har sex med, jo mere lærer hun om verden og verdens ondskab, fortæller bordelmutteren, der selv prøver at bolle Bella. Det leder til en sekvens af bordelscener, der i deres forsøg på at være radikale ender med at føles som en flad efterligning af Lars von Triers Nymphomaniac.

Bella er noget så unaturligt som en kvinde uden skam. Men selvom hun lærer om verdens ondskab og grusomhed igennem filosofi og sex og har potentiale til at blive en helt ny slags kvinde, så kuldsejler hendes rolle alligevel som filmens feministiske helt. I takt med, at hendes babyhjerne udvikles, og hun bliver en voksen kvinde med en voksen hjerne, ender hun til trods for sin modsathed med at indgå i den selvsamme karikerede patriarkalske verden, som hun netop skulle kritisere. Så meget for nye skabninger. /Astrid Plum