Dem der taber på feminismen har allerede tabt

Vi gider ikke længere gå i seng med hinanden, fordi vi er så uenige. En række nye undersøgelser viser, at unge mænd både i Danmark og i resten af verden er trætte af at tale om ligestilling, mens kvinderne rykker længere mod venstre. Det har de seneste uger fået professorer til at advare om et usædvanligt generationsmønster, der kan manifestere sig i stemmeboksen – og altså også få fertilitetsraterne til at dale.

Hvor danske teenagedrenge typisk bekender sig til Liberal Alliance og Alex Vanopslagh, ser andre sig spejlet i mere radikale figurer som den selverklærede sexist og forretningsmand Andrew Tate. En femtedel af unge i Storbritannien mellem 16 og 29 år ser positivt på Tate, mens en lige så stor andel mener, at feminismen har gjort mere ondt end godt.

Når vi kun ser på ekstremerne, glemmer vi dog en større og mindst lige så vigtig gruppe, hvis holdning til køn og seksualitet udvikler sig hurtigere end vi umiddelbart ser, mener Mikkel Thorup, der er professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet og har skrevet en række bøger om mandeidealer og antifeminisme.

“Hvis man går tilbage til 1970’erne, vil man kunne finde utrolig mange unge mænd, der var dybt bekymrede over, at kvinder begyndte at snakke og tænke selv. Hvis du går endnu længere tilbage, da kvinderne ville have stemmeret, kunne du finde en endnu større andel, der syntes, at det var alt for galt. Det betyder ikke, at det ikke er problematisk,” siger Thorup. Han kalder de nylige undersøgelser en naturlig udvikling, når man ser på, hvor meget debatten om køn og seksualitet har rykket sig.

“De bør hverken ophidse eller overraske nogen. De sidste ti år har vi set en massiv politisering af køn og seksualitet, og det inviterer til at fremprovokere reaktioner. Jeg kan ikke komme på noget spørgsmål af den karakter, der er dukket så hurtigt op på dagsordenen og har fyldt så meget.”

“Problemet er snarere, at nogle af dem, der føler, at de taber på feminismen, også taber på en lang række andre parametre. Det er en af grundene til, at de overhovedet taber: At de i forvejen har tabt. Det er uuddannede mænd i provinsen, der aldrig får en kæreste og et fast job. Det er unge drenge fra ghettoen. Det er det, der virkelig bekymrer mig,” siger Mikkel Thorup, der i sommer udgav bogen Mange mænd. Her argumenterer han for, at mandens krise mere handler om klasse end om køn. Det er altså ikke en mandens krise, men snarere en “arbejder- og underklassens krise”, vi bør tale om.

Hjem til følelserne

Rosie Campbell er kønsforsker ved King’s College i London og er den ene af tre forfattere bag det nye studie af de britiske unges polariserede syn på køn, der blev bragt i en omdiskuteret artikel i Financial Times og er foretaget i samarbejde med analysebureauet Ipsos.

“Det overraskede mig mest, at kvinder også er blevet meget mere feministiske. Vi taler mest om mænd, fordi det er deres holdninger, vi ser som problematiske. Når mindretallet af unge drenge udtrykker deres ekstreme holdninger, påvirker det unge kvinder og skubber dem længere til venstre. Men det er faktisk ligeværdige og modsatrettede kræfter. Og vi er nødt til at bringe folk sammen for at tale om de her ting på en produktiv måde”, forklarer Campbell til Føljeton.

I Mange mænd skelner Mikkel Thorup mellem dem, der har oplevet et tab med ligestillingen, dem der gladeligt rykker hjem til følelserne – som manden, der bruger fredag aften på at lege Barbie med sine børn – og dem, der slet ikke er klar over, at de pludselig har lagt sexismen på hylden og er blevet mere følsomme.

“De dybeste kulturelle udviklinger bliver igangsat af nogle andre, men dem, der bærer dem videre, er ofte de mennesker, der siger: Det går fint, og selv hvis jeg har en holdning til det, er den ikke vigtig. Det kan se ud, som om de er ligeglade, men det skjuler en stor gruppe mennesker, der de sidste par år har været i stor bevægelse,” siger Thorup.

“De fleste ligger et sted på et kontinuum. Nogle gange bruger de måske argumenter fra yderpunkterne, men de lever der ikke hele tiden. Det er blevet normaliseret, at man selvfølgelig ikke klapper kvinder i røven i bussen og råber bøsse efter folk. For langt de fleste er det ikke sket, fordi de har deltaget i kønsdebatter eller læst kønsteori, men fordi de alligevel har opsamlet noget af det. Det har der været for lidt opmærksomhed på,” fortsætter han.

Ifølge Mikkel Thorup kan politiseringen af køn og seksualitet blandt andet ses ved et “ekstremt hurtigt skifte” fra en “generel intolerance til tolerance” over for homoseksuelle.

“Det er en fuldstændig vild udvikling fra, at de her mennesker har været næsten komplet usynlige og latterliggjorte, hvis ikke patologiseret af det medicinske system” siger han, og beskriver udviklingen som en form for pragmatisk accept: “Efter de første begyndte at springe ud af skabet i 1960’erne og 1970’erne, har alle mulige mennesker opdaget, at folk de kender, ægtefæller, børn, fætre, kollegaer og fodboldhelte, er homoseksuelle. Det er ikke længere eksotisk, fremmed eller svært.”

Mændenes sprog

Den seneste undersøgelse af danskernes mentale trivsel, som har været målt siden 2010, viser, at særligt unge kvinder i stigende grad oplever at have det svært. Over en tredjedel af pigerne har dårligt mentalt helbred, ligesom de langt oftere end mænd føler sig ensomme.

Når vi ikke ser mændenes krise i statistikkerne, kan det skyldes, at de ikke har lært at sætte ord på, hvad der sker i dem, skriver psykolog og tidligere forskningsleder på Rigshospitalet Svend Aage Madsen i Politiken. Hvis man spørger mænd, om de har følt sig ensomme, siger hovedparten nej, men lyder spørgsmålet i stedet, om de har talt med nogen for nylig, er de tre gange mere tilbøjelige end kvinder til at svare ‘aldrig’.

“De metoder, der benyttes til at opspore mentale problemer, forudsætter sprog for tilstande, følelser og relationer. Man kan sige, at mistrivsel ofte bliver opdaget ved hjælp af sproglige formuleringer om, hvordan man har det,” skriver han.

Måske har det mandlige køn altså endnu ikke udviklet et fælles sprog på samme måde som kvinderne. Ifølge Rosie Campbell har vi i hvert fald ikke været gode nok til at spørge – og tale med – mænd selv:

“Vi har talt med kvinder om kvinder og har ikke rigtig forstået, hvordan kønsstereotyper påvirker alle. Det efterlader et tomrum, som influencere på de sociale medier kan udnytte,” siger hun.

“Vi ser en kløft, vi ikke så for 10-15 år siden. Og det er ikke en, vi ser blandt de ældre generationer. Så vi har god grund til at være foruroligede. Vi ved, at unge mennesker bliver udsat for mere skadeligt indhold end tidligere, og det her er blot endnu et bevis på det. Det, der bekymrer mig, er ikke så meget de ekstreme synspunkter i sig selv. Det er mere, hvordan vi bryder de ekkokamre, som så mange af os befinder os i.”

Pigerne er i undertal

Arbejdermuseet har som en del af et undervisningsforløb talt med over 1.000 skoleelever om køn og ligestilling. Her er det også opfattelsen, at unge folkeskole- og gymnasiedrenge ofte udtrykker en stor opbakning til Andrew Tate og psykologiprofessor Jordan Peterson, der ofte lægges i samme kategori ved at give kvinderne skylden for mandens problemer. En rigtig kvinde er “samvittighedsfuld og behagelig”.

“De her drenge vil rigtig gerne snakke om hvad ‘den rigtige’ kvinde og mand er og kan samt ligestilling koblet til manden ud fra deres optik af, hvad manden skal og kan. Det er altså køns- og ligestillingssnakke, som er anderledes, og som kræver andre greb, end vi er vant til, da de udtrykker meget statiske kønsforståelser og nogle gange deciderede antidemokratiske holdninger,” siger Amalie Stærke, der er museumsinspektør på Arbejdermuseet.

“De står på en bølge af, at der bliver snakket om feminisme over det hele, og de oplever og ser ikke selv de strukturer, som gør, at kvinder stadig ikke har ligestilling på mange parametre. Men frygter, at det er dem, der kommer til at sakke bagud,” siger Stærke, der mener, at skoleklassernes gruppedynamikker kan forklare hvorfor tendensen er særligt fremtrædende blandt de unge.

“I de klasser, hvor dynamikken er baseret på en stærk fascination af Andrew Tate, har de virkelig indoptaget de her ytringer, mens pigerne og de drenge, der ikke abonnerer på samme holdninger, er meget stille. Der, hvor pigerne tager til genmæle, er oftest i de klasser, hvor der er få drenge, der udtrykker ekstreme holdninger,” siger hun.

“Det er nemmere at tale højt, når man ikke er i undertal. Det betyder, at der også er nogle inklusionsprocesser på spil for drengene, og at nogle af dem siger ting for at føle sig inkluderet i drengefællesskaberne. Vores observation er, at nogle starter med at sige tingene lidt i sjov eller som en provokation, og så bliver det langsomt normaliseret.”

Tab opleves forskelligt

Undersøgelsen fra King’s College, som Rosie Campbell står bag, viser også, at særligt minoritetsetniske mænd støtter Andrew Tate, der i øvrigt er konverteret til islam. Mens det er 12 pct. af hvide mænd, der mener, at Tate rejser nogle vigtige pointer, er det en tredjedel af minoritetsetniske mænd. Stikprøven her er dog væsentligt mindre, hvorfor det er for tidligt at drage for store konklusioner, siger Rosie Campbell.

Men der kan alligevel være en klassekomponent i spørgsmålet, mener Mikkel Thorup. Som han skriver i Mange mænd: “Rollen som tabermænd er reserveret til etnisk danske mænd,” mens “unge mænd med anden etnisk baggrund på deres egen måde gennemspiller lignende tabserfaringer”, men “omtales anderledes”.

“Hvis du i forvejen er presset, er enhver form for afgivelse af indflydelse eller magt meget omkostningsfuld. Der er bare en klassekomponent i det her, som ikke handler om, at folk i de lavere klasser er dummere eller mere ondskabsfulde, men har færre ressourcer. Tab kan føles meget forskelligt, alt efter om man er i toppen eller i bunden,” forklarer Thorup.

Der er dog en metodisk udfordring forbundet med at kontrollere for klasse, hvis man antager, at uddannelse er en afgørende faktor. Af gode grunde ved man eksempelvis ikke, om en 17-årig vil være en af dem, der gennemfører eller dropper ud af en videregående uddannelse.

“Men vi kontrollerede for forskellige typer af ressourcer, herunder husstandsindkomst, og det udlignede ikke forskellene,” siger Rosie Campbell.

Alex eller Andrew

I Danmark bliver de unge mænds dalende opbakning til ligestillingen af og til kædet sammen med Liberal Alliances fremadstormende succes: “Det ekstreme eksempel er Andrew Tate, men også Alex Vanopslagh,” sagde DSU-formand Katrine Evelyn for nylig i DR-programmet Deadline og gjorde det til en af de primære forklaringer på, hvorfor Liberal Alliance i dag er blevet det suverænt største parti blandt de unge.

Hver fjerde unge vælger mellem 18 og 29 år ville stemme på ‘Daddy’ Vanopslagh, hvis der var valg i dag, og særligt er han populær blandt drengene. Partilederens “selvsikkerhed og sårbarhed” kommer her ind i billedet som et maskulint ideal, siger mandeforsker Kenneth Reinicke i Information, hvor en elev samme sted supplerer: “Han er en mand som en mand skal være”.

I Mange mænd beskriver Mikkel Thorup ligeledes den neoliberalisme, Liberal Alliance står for, som formende for vores forventninger til kønnene. Thorup skitserer ønsket om at blive fri fra “statens klamme hånd” som en revolution på linje med den seksuelle. Bare med modsat fortegn.

“På alle mulige mystiske, spændende og finurlige måder griber det ind i køn og seksualitet. Det bliver også en forbrugeridentitet, man kan tilkøbe sig og forme på samme måde som man kan pudse sit CV. Den seksuelle dannelse er noget, man kan købe på Sinful. Der er intet sted uden for identitetspolitik lige nu. Det gælder ikke kun queers eller nonbinære. Det er sgu også alle os andre,” siger han.

Lært af feminismen

Ifølge Thorup er “det tragiske resultat” af kønskampen de ensomme og fortabte mænd, der føler sig hægtet af dagsordenen og giver kvinder skylden for deres undergang. Ofte beskrevet som incels, mænd i ufrivilligt cølibat, der er vrede over at blive seksuelt afvist, og som bekræftes i vreden på internettet. I fænomenet ligger en “dyb selvmodsigelse,” skriver Oxford-filosoffen Amia Srinivasan i sin bog Retten til sex: “Incels modsætter sig et seksuelt marked, hvor de ser sig selv som tabere, samtidig med at de er indlejret i det statushierarki, der strukturerer det her marked.”

“Hvis jeg skulle være lidt fræk, vil jeg sige, at de har lært noget virkelig godt og vigtigt af feminismen: At sætte sig i rundkreds og tale om, hvordan de har det. Det, de når frem til, er ikke altid super sundt, men der er kommet en større bevidsthed om, hvad vores køn betyder,” siger Mikkel Thorup.

“Det er unge mænd, som i den grad er i kontakt med deres følelser. Samtidig har de udviklet en akut hyperbevidsthed om at have tabt, og måske endnu værre: at være fortabt. Det kan godt være, at de taber noget, de ikke burde have haft, for eksempel mandlige privilegier, men derfor føles det alligevel som et reelt tab.”

“Vi skal ikke undervurdere hadefuldheden, men vi kan godt prøve at spørge, hvor den kommer fra, uden at undskylde den. Der er en destruktiv adfærd, men de finder nogen at være i smerten med. For nogle er det møder med mennesker, der forstår dem for første gang. Kvindehadet bliver løftet op til en teori om, at feministerne har en større plan om at afskaffe mænd. Den følelse bliver dels styrket udadtil, men vi lever også i en tid, hvor samfundet løfter den slags følelser op til totalanalyser. Det kan de nok ikke altid bære.”