Spaghetti-doktrinen

Ågerprisen for fortsat at lade dansk landbrug forurene natur og klima ser ud til at stige. Igen. Frem for at vælge de billigste og mest effektive løsninger, kan Danmark være på vej mod et snirklet og bøvlet afgiftssystem, der bliver både dyrt og dumt. Og ikke mindst sort.

Seneste forslag er en slags dummebøde til forbrugerne: Klimarådet vurderer, at politikerne ikke vil have den fornødne vilje til at gennemtvinge beslutninger, der vil få landbruget til omstille sig selv, og derfor kan det blive nødvendigt med en næsten byzantinsk struktur af nye, overlappende og økonomisk ineffektive  afgifter.

Konkret foreslår Klimarådet, at der fremover lægges en afgift på kød på “helt klart over 5 kroner og formentlig også en hel del mere” per kilo, som rådsformand, professor Peter Mølgaard udtaler til DR.

Umiddelbart kan det lyde ganske snusfornuftigt, da en højere pris på bl.a. det mest belastende oksekød må føre til en lavere efterspørgsel – og dermed også mindre udledning af drivhusgasser. Helt så enkelt er sammenhængen dog ikke.

Det såkaldte Svarer-udvalg, som fremlagde deres afmålte bud på modeller til en CO2-afgift på landbruget i sidste uge, har været pålagt at undersøge netop effekten af ekstra kødafgifter, og deres konklusion er kontant: Udledningen fra dansk kvægproduktion vil stort set ikke falde, både fordi forbrugerne er villige til at betale en lidt højere pris, og fordi langt størstedelen af det danske hakkede oksekød kommer fra malkekvæg.

Svarer-udvalg konkluderer, at en mindre kødafgift vil give en så lille klimaeffekt her i Danmark, at de fejer forslaget helt af bordet. Rent samfundsøkonomisk vil en CO2-afgift direkte på landbrugsproduktionen således være 14 gange så klimaeffektivt som en kødafgift. Eksperterne er faktisk slet ikke i tvivl: En forbrugsafgift vil ikke føre til mærkbart mindre kvægbesætninger i Danmark.

Skønt det er Klimarådet, som nu foreslår en ekstra kødafgift, har selvsamme Klimaråd tidligere afvist tanken: “En kødafgift kan være et muligt klimatiltag, men det hjælper kun beskedent på opfyldelsen af Danmarks 2030-mål,” som det hed i rapporten ‘Omstilling frem mod 2030’. Klimarådet ved udmærket, at andre tiltag ville kunne mindske udledningen langt mere robust.

Men hvorfor så foreslå det? Ja, det handler jo om politik.

Mindst klima for pengene

Hvis målet var at reducere udledningen af drivhusgasser, ville det give absolut bedst mening at lade landbruget stå for størstedelen. Både fordi reduktioner i landbruget er dramatisk meget billigere end i f.eks. transport eller produktion, men også fordi de afledte positive effekter på natur og miljø ville være voldsomt meget højere.

Men målet – det politiske mål – er ikke kun at reducere udledningen af drivhusgasser. Og derfor er flertallet i Folketinget parat til at indføre tiltag, som hverken er de mest klimaeffektive eller de billigste for samfundsøkonomien.

Netop dét ved Klimarådet bedre end de fleste, og derfor kan man se forslaget om en kødafgift som en slags provokation, en veltimet happening, der skal anskueliggøre over for politikerne, at der vil vente flere ubehagelige beslutninger, hvis modet svigter i denne omgang.

De politiske reaktioner på Svarer-udvalgets modeller tyder på, at SVM-regeringen vil stile mod minimumsmodellen, hvor landbruget kun pålægges en afgift på 125 kroner pr. tons CO2e, og dermed får samme vilkår som branche, som Aalborg Portland har fået som enkeltvirksomhed. I så fald vil reduktionen fra landbruget blive så lille som overhovedet muligt, og prisen for samfundet vil blive påfaldende høj.

Her kommer den seneste lappeløsning ind i billedet: Hvis CO2-afgiften bliver så lav, som SVM-regeringens ministre antyder, vil de samlede reduktioner blive for små og usikre, og dermed kan der blive behov for yderligere tiltag. Ja, Klimarådets forslag om en ekstra kødafgift kan ses som et supplement til en for lav generel CO2-afgift. Og så kører afgiftsmøllen.

I virkelighedens verden er der dog næppe flertal for en kødafgift. Tværtimod har statsminister Mette Frederiksen (S) gjort en fortsat lav kødpris til selve sit succeskriterium for den grønne omstilling:

“En enlig mor med tre børn, som alle sammen går til fodbold, hun laver en gang imellem spaghetti-kødsovs, eller også så gør hun det rigtig tit, som jeg gjorde, da mine børn var mindre,” sagde Mette Frederiksen under valgkampen, og satte trumf på: “Jeg har ikke lyst til at lægge ekstra afgifter på det, jeg betragter som værende helt almindelige fødevarer”.

Spaghetti-doktrinen regerer.

Hovsaløsning om hjørnet

Problemet for Mette Frederiksen er blot, at en minimumsmodel ikke holder i længden. Selvom Svarer-udvalget har leveret en bekvem løsning, som på kort sigt og på papiret kan få kolonnerne til at gå op, vil det efter 2030 ikke længere være nok at lade landbruget betale en afgift på 125 kroner pr. tons CO2e.

Frem mod målstætningen om at gøre Danmark fossilfrit i 2045 vil landbruget skulle bidrage med en betydelig og stigende andel af reduktionerne. Og hvis politikerne ikke tør indføre en afgift nu, som gradvist tvinger landbruget til at tilpasse sig en bæredygtig fremtid, vil det meget vel kunne ende med hovsaløsninger i sidste øjeblik.

Det nye forslag om en kødafgift fra Klimarådet er i så henseende en form for anskuelighedsundervisning i fremtiden: Hvis politikerne ikke kan træffe kloge og afbalancerede beslutninger nu, vil de senere være tvunget til pludselig at gennemtvinge dumme og skævvridende ordninger. Simpelthen fordi de internationale krav, primært fra EU, videre frem er langt skrappere end den gældende danske klimalov.

For selvfølgelig vil rødt kød blive dyrere. Prisen på oksekød er faktisk et ret præcist barometer for, hvor langt den grønne omstilling er nået: Så længe prisen på hakket oksekød er uændret, er det enten fordi intet er sket, eller fordi borgerne indirekte er blevet pålagt at betale en meget højere pris for energi, transport eller varer. Og omvendt: Først når kødprisen stiger så meget, at forbrugerne kontant og egennyttigt begynder at vælge grøntsager i stedet, vil omstillingen kunnes siges at være på sporet.

Indtil videre er regeringstoppen imidlertid skarpt fokuseret på at udskyde og skjule de reelle omkostninger, friholde det fredhellige landbrug – og vælte CO2-regningen over på andre brancher. Og derfor kommer der hverken en rimelig afgift på landbruget eller en supplerende kødafgift. Spaghetti-doktrinen regerer.

Slagsmålet om en CO2-afgift på landbruget er sat op til at blive den afgørende test af SVM-regeringens påståede mod og handlekraft. Foreløbigt har Mette Frederiksens regering dog opført sig mere fejt, undvigende og kortsynet end nogen anden regering i efterkrigstiden. Frem for at turde gøre det billigste nu, sendes en højere regning ud i fremtiden. /Lars Trier Mogensen