Det kræver (stadig) ressourcer at have det godt

Det er på ingen måde nyt: Flere voksne danskere har dårlig mental sundhed, og det gælder især dem uden for arbejdsmarkedet. Samlet set mistrives 18,3 pct. af danskerne over 16 år – en stigning fra 17,4 pct. i 2021. Men blandt danskere, som ikke er i beskæftigelse, er det mellem 30,4 pct. og 36,7 pct., der mistrives. Det viser en nylig undersøgelse af danskernes sundhed i 2023.

Hverken uligheden eller den generelle stigning i mistrivsel er overraskende. Tværtimod er trivselsmålinger med en social skævvridning kun blevet mere ildrøde over årene. I 2010, da den første nationale sundhedsundersøgelse blev udført, mistrivedes 22,4 pct. af arbejdsløse danskere mod kun 7,2 pct. af de beskæftigede.

Som sådan bekræfter den nye undersøgelse det, vi allerede ved: Vi får det værre psykisk, og udsatte grupper fylder mest i statistikken. Så hvorfor er der ikke blevet gjort noget ved tallene?

I dag findes der knap en politiker i den danske Folketingssal, som ikke vil bekæmpe udviklingen. Fra talerstolen til afslutningsdebatten i 2023 fastslog Mette Frederiksen eksempelvis, at “den stigende mistrivsel er et hjerteskærende problem. Som vi har et fælles ansvar for at løse.” Men de politiske toner har lydt mange gange før, og ikke kun fra venstrefløjen.

I 2011 fremførte Konservatives daværende psykiatriordfører Vivi Kier, at “nu er tiden kommet til at rette fokus mod psykiatrien.” Ifølge forskningschef på Statens Institut for Folkesundhed Anne Illemann Christensen, der har været medforfatter på samtlige nationale sundhedsundersøgelser, er fokusset på uligheden en mindst lige så gammel en sag.

At vi i snart to årtier har haft øjnene rettet mod en stigende og socialt skæv fordeling af mental sundhed i samfundet – men ikke i praksis formået at gøre noget ved den – klinger pænt dårligt med den danske idé om fri og lige sundhed for alle. Og når mistrivslens følgesvend dengang som nu er lavere livskvalitet, svagere sociale relationer, øget psykisk og fysisk sygdom og tidlig død, er det ikke bare på sundhedsområdet, vi svigter.

Famlen på flere niveauer

“Det er virkelig komplekst, og sammenhængen kan også vende omvendt. At man har svært ved at passe et arbejde eller tage sig en uddannelse, hvis man har mentale helbredsproblemer”, fortæller Andreas Lindegaard Jakobsen, der forsker i sociale forhold og mentalt helbred på Aalborg Universitet. Ifølge ham er der mange mulige forklaringer på, at ressourcesvage grupper er ekstra udsatte mentalt.

Det handler både om sværere og psykisk belastende livsomstændigheder, færre stærke sociale bånd og mangel på ressourcer til at navigere i sundhedsvæsenets tilbud om hjælp. Fælles for forklaringerne er, at det er på de strukturelle linjer, uligheden opstår – der, hvor det ene vilkår ofte medfører det andet. Modstand avler modstand, ret beset.

Anne Illemann Christensen mener også, at der mangler konkret viden, og at de svar, vi har, er komplicerede. “Vi har svært ved at få fat på årsagerne, fordi der ikke er én årsag”, fortæller hun. Så i første omgang er vi nødt til at fokusere på de såkaldte “beskyttende faktorer” – dem, som gør os robuste overfor livets udfordringer. Illemann Christensen uddyber, at “noget af det, vi ved virker, er trygge relationer i barnelivet, økonomisk sikkerhed, adgang til sundhedspleje, inkluderende fællesskaber og meningsfuldhed, og tidlig hjælp”.

I Sundhedsstyrelsens rapport over undersøgelsens “centrale udfordringer” kommer vi heller ikke tættere på en sammenhængende forklaring. Hverken på mistrivslen eller på, hvorfor der åbenbart stadig mangler målbar politisk handling. Flere niveauer med tilsyneladende uudtømmelige faktorer har ifølge rapporten betydning: der tales om et “individuelt niveau”, et “socialt niveau” og et “strukturelt niveau”. Måske er det netop derfor, diverse regeringer efter tallene at dømme har ladet udviklingen ligge brat: Det er for kompliceret. Eller, der er tale om et problem-“spektrum”, der skal tænkes “ind i alle sektorer”, som det hedder i rapporten.

Man kan næsten se dem juble på Institut for Vilde Problemer. For en tænketank, der har sat sig for at “tæmme” problemer, “som er sværere at definere”, virker mistrivslen som en perfekt arbejdsopgave.

Politik til udfordringen

Sundhedsstyrelsen har dog til hensigt at gøre noget. Ud fra det samme holdepunkt som Anne Illemann Christensen: At mental sundhed grundlægges i barndommen. Rapportens “mulige indsatser” er derfor konsekvent målrettet børn og unge. Det anbefales eksempelvis at man sikrer, “at flere børn og unge deltager og fastholdes i fællesaktiviteter”. Men at den nye sundhedsundersøgelse er udført blandt voksne danskere (over 16 år), som den politik ikke gør meget for, omtales ikke.

Der er dog flere redningskranse til politikerne i sammensuriumet af ubekendte faktorer. Andreas Lindegaard Jakobsens forskning viser eksempelvis, at sociale karakteristika ved ens boområde er relateret til mentalt helbred: Socialt udsatte områder med lavere tillid og større oplevet utryghed har en negativ effekt på ens psyke. En persons trivsel kan derfor blive forværret blot ved, at vedkommende vokser op i eller flytter til et socialt udsat område.

Det burde være gode nyheder for Christiansborg. I kampen mod nabolagseffekten i udsatte boområder vil regeringen bl.a. sikre demokratiske værdier, give børn lige uddannelsesmuligheder, udradere integrationsudfordringer – og altså også skabe lighed i den mentale sundhed? Nok ikke, mener Anders Lindegaard Jakobsen. For hvis vi “mixer” strukturelt ved at tvinge nogen til at flytte, kan det også ødelægge de stærke bånd, som folk har opbygget. “Vi må ikke glemme vigtigheden ved at bevare og fremme et godt socialt naboskab og høj social kapital i et område,” forklarer han.

Begge forskere, som Føljeton har talt med, kredser også om differentierede tilbud som en mulig løsning. Altså: at nogen skal have mere støtte i systemets ydelser for, at velfærdsstaten kan skabe de lige muligheder. I sidste ende er uligheden i mistrivslen nemlig bundet op på en uundgåelig generel ulighed, hvorfor det altid vil kræve mere hjælp for ressourcesvage at få gavn af de samme muligheder. Og ”der er kun de penge, der er”, som Anne Illemann Christensen siger.

Den kurs er heller ikke helt ny for regeringen. Der er fx blevet taget hul på en udvikling af velfærdsstaten, hvor der udformes ydelser til nogen. F.eks. giver tilbagetrækningsreformen socialt udsatte ret til tidligere pension. Men er det politiske mod også nået til uligheden i den mentale trivsel?

Kurvens knæk kommer

Ret skal være ret: Velfærdsstaten, som vi kender den, er ikke virkningsløs. På tværs af OECD og EEA-lande er sammenhængen mellem socioøkonomi og mental sundhed mindre i skandinaviske velfærdsstater end i liberale, konservative, syd- og østeuropæiske stater.

Problemet er, at svigt ikke er relative. Selvom man i andre lande ser gennem fingrene med en øget mistrivsel blandt socialt udsatte, gør det ikke de personlige konsekvenser mindre for de mange tusinde bag den danske statistik. Derfor skal de politiske ord stadig materialisere sig i en indsats, der kan knække kurven.

Lige nu knokles der angiveligt for fuld smadder på den nationale 10-årsplan for psykiatrien. Regeringens budskab er ifølge Sundhedspolitisk Tidsskrift, at der snart er udsigt til bedre forhold på psykiatriområdet, selvom “resultaterne lader vente på sig”. Der mangler bare (stadig) faglige rammer og nødvendig lovgivning, selvom planen har været på vej siden 2019. Først til efteråret 2024 vil regeringen spille ud med en konkret implementering. Dernæst skal Folketinget forhandle, og så kan forbedringerne indføres.

Folketinget har samtidig besluttet, at vi skal blive klogere på området. Blandt de midler, som blev afsat til forskning i finansåret 2024 – den såkaldte forskningsreserve – blev der prioriteret 100 mio. kr. til psykiatrien. Det kommer efter en historisk nedprioritering af forskningen i mental sundhed. Eksempelvis var der i 2019 bevilliget 521,6 mio. kr. fra Den Frie Forskningsfond og Danmarks Innovationsfond til “somatisk forskning for udvalgte råd”, mens der kun blev bevilliget 59 mio. kr. til tilsvarende psykiatrisk forskning – også selvom psykisk sygdom tegner sig for en fjerdedel af den samlede sygdomsbyrde i Danmark.

Anne Illemann Christensen sammenligner det med rygning. Efter mange års indsatser, er der faktisk færre danskere, der ryger i dag. “Det er et langt sejt træk,” siger hun. “Og fordi man arbejder med beskyttende faktorer, så er det først noget, vi kan se på lang sigt.” Den næste nationale sundhedsundersøgelse kommer i 2025, men Illemann Christensen gør sig først forhåbninger om at se et knæk i kurven i de efterfølgende tal, altså i 2029. Vi skal nok se dem, før vi er overbeviste. /Caroline Douglas

Caroline er Føljetons nye universitetspraktikant.