Katharine Hamnett/Instagram
For nogle år siden var der en æggende overskrift i The Guardian: “The protest T-shirts you see today tend to be a bit namby-pamby”. Okay, det, der var æggende (for leksikografer og lingvistisk orienterede), var nok først og fremmest tillægsordet namby-pamby (“uden slagkraft”, “uden energi”), som normalt befinder sig lidt ude i det engelske vokabulariums krinkelkroge.
Kommentaren under overskriften var skrevet af den britiske tøjdesigner Katharine Hamnett. Hamnett var særlig hot i 1980’erne, det samme var hendes tøj og de protestslogans, hun trykte på dem. ‘Worldwide nuclear nan now’, ‘Save the World’, ‘Preserve the rainforest’, ‘Leaders suck’ og så videre.
Der findes et foto fra 1984, hvor Storbritanniens daværende premierminister Margaret Thatcher hilser på Hamnett, som er iført en oversize trøje med påskriften ‘58% don’t want Pershing’ hen over maven – en henvisning til de godt 500 ballistiske Pershing II-missiler med atomsprænghoveder, som Nato uden noget som helst folkeligt mandat ønskede opstillet over hele Vesteuropa som et værn mod Sovjetunionen. I teksten skriver Hamnett om optrinnet: “Vi stillede op på en række, og i det øjeblik, jeg gav Thatcher hånden, åbnede jeg min jakke, så ordene var fuldstændig synlige for fotograferne i rummet, som gik amok med deres blitzlys. Hun så ned ad mig og sagde: ‘De synes at have et ret kraftfuldt budskab på Deres T-shirt.’ Derefter bøjede hun sig ned for at læse det og udstødte et lille skræp – som en kylling.”
Ved årsskiftet 2010/11 blev Katharine Hamnett til sin overraskelse udnævnt til Commander of the British Empire (CBE) af det engelske kongehus. Og til sin egen overraskelse var hun stolt over udnævnelsen: “Det er ganske sjovt, jeg er endelig blevet respektabel,” sagde hun. “Jeg har det med at ringeagte den slags, men samtidig er det skræmmende, hvor rart det føles.”
Det gode ved at tage imod ordener og medaljer er, at man altid kan returnere dem – og hvis det stikker en, kan man gøre det med brask og bram. Det gjorde Katharine Hamnett forleden, da hun delte en video med sig selv på Instagram. På videoen ser man hende komme ned ad en trappe. Hun ser alvorlig og Iggy Pop-senet ud, er klædt i sort, og på hendes T-shirt står der med guldbogstaver: ‘Disgusted to be British’. “Jeg væmmes over at være brite på grund af vores medvirken til folkemordet i Gaza,” siger hun. Herefter viser hun sin CBE-orden frem og åbner låget på en affaldsbeholder ved siden af. “Den hører til i skraldespanden med [premierminister Rishi] Sunak og [Labour-leder Keir] Starmer.”
I sin klumme i The Guardian for seks år siden skrev Katharine Hamnett faktisk, at hun “en million T-shirts senere” var nået frem til en konklusion. Og det var, at hvis man virkelig ønsker at skabe forandring for fx klimaet og for menneskerettigheder, så battede modebudskaber, demonstrationer og underskriftsindsamlinger ikke. Det var alt sammen godt, skrev hun. “men det har ikke virket”. Næ, det, der var brug for, var: lovgivning. “Misforstå mig ikke: Det er vidunderligt, at der er folk, som er ude at demonstrere og som er optaget af en sag, men problemet er, at du er omgivet af folk, der mener det samme som dig – hvilket er rart, men det får dig til at tro, at hele verden har det på samme måde, og det har den ikke. Det eneste, du har gjort, er at føle dig bedre tilpas og sprede den energi, som kunne være blevet brugt på at skabe virkelige forandringer.”
Katharine Hamnetts konklusion i 2018 er noget mærkeligt sludder. Hun var 70 år dengang – støvets år, som det hedder – hun må have befundet sig i en form for midtvejskrise (forudsat at hun lever, til hun bliver 140). Nu er Katharine Hamnett 76 år, og hun er tilbage. Israels angreb på Gaza, som indtil videre har kostet 30.000 mennesker livet, er der ikke nogen global folkelig opbakning til – overhovedet. Folk over hele verden ønsker massakren på civilbefolkningen stoppet. Se på de pro-palæstinensiske demonstrationer verden over. 58 procent af europæerne ville ikke have Pershing-krydsermissiler i 1984. Procentdelen, som er imod Israels totale destruktion af Gaza-striben, er nok langt højere. /Oliver Stilling