Kære læser

Sociopati og landbrug

Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

For nylig havde The New York Times et ret interessant interview med en vaskeægte sociopat. Patric Gagne, hedder hun, og ikke nok med at hun lider af såkaldt antisocial personlighedsforstyrrelse – bedre kendt som sociopati – så er hun også ph.d. i klinisk psykologi og på vej med en bog om hendes oplevelser med sociopatien. Gennem sit liv har Gagne gjort en del ting, vi normalt ville betegne som onde, for hun har slet og ret manglet empatien og samvittigheden til at lade være. Men selvom begge dele stadig er fraværende, har Patric Gagne lært at tackle sin lidelse. Ja, hun har tilmed arbejdet som terapeut for andre sociopater.

Som Gagne fortæller, var det første skridt at forstå hendes diagnose. Med den kom en bevidstgørelse af, at hun ikke var alene, og at det faktisk var muligt at modarbejde mange af de impulser, hun ville få – eksempelvis at det kunne være fedt at stjæle en bil. Tricket for hende er derfor nu, at hun har en samtale med sig selv, hvor hun bevidst spørger, hvad hun egentlig helst vil: stjæle bilen, eller fortsætte med at leve hendes nuværende liv, som potentielt ville kunne blive ødelagt af biltyveriet. Kort fortalt er sociopatien ikke en hindring for, at Patric Gagne stadig kan opføre sig ordentligt:

“Bare fordi jeg er ligeglad med andres smerte, så at sige, betyder det ikke, at jeg ønsker at forårsage mere af den. Jeg nyder at leve i dette samfund. Jeg forstår, at der er regler. Jeg vælger at følge disse regler, fordi jeg forstår fordelene ved denne verden, dette hus, hvor jeg kan bo, dette forhold, jeg kan have. Det er noget andet end folk, der følger reglerne, fordi de er nødt til det, fordi de burde, fordi de gerne vil være et godt menneske. Ingen af delene gælder for mig. Jeg ønsker at leve i en verden, hvor tingene fungerer ordentligt.”

På sin egen bizarre måde virker Patric Gagne ganske sympatisk. Hun modsiger klichéen om, at mennesker med antisocial personlighedsforstyrrelse er nogle uforståelige monstre, og hun fremhæver samtidig en pointe, som det er værd huske på: det vigtige er ikke, hvorfor man hjælper andre, men at man hjælper andre. Ja, faktisk får interviewet os også til at tænke på vores husfilosof Hannah Arendt, og det er jo i sig selv et plus.

I Eichmann i Jerusalem opfinder Arendt på berømt vis begrebet “ondskabens banalitet”, som dækker over, at nazisten Adolf Eichmann ikke så meget udstrålede en bevidst ondskab, som en påfaldende “tankeløshed” og en “manglende evne til nogensinde at betragte noget fra den andens synsvinkel”. Den udlægning er ofte blevet både udskældt og misforstået, for Eichmann var på alle måder bevidst om, hvad han gjorde. Arendts pointe er dog heller ikke at trivialisere hans uhyrlige forbrydelser, bortforklare hans ansvar, eller for dens sags skyld at opstille en generel teori omkring ondskabens natur (og faktisk optræder selve begrebet ”ondskabens banalitet” kun ét enkelt sted i bogen). Pointen er snarere at beskrive, hvordan Eichmann fremstod, og at granske hans bortforklaringer. Hvilket så også fører til nogle interessante indsigter.

Efter Eichmann i Jerusalem uddybede Arendt i Åndens liv, hvordan det er i selve tænkningen, altså i den bevidste dialog med en selv, at samvittigheden kan opstå. Samtidig skriver hun det her i et brev: “Det er faktisk min opfattelse nu, at ondskab aldrig er ‘radikal’, at den kun er ekstrem, og at den hverken har dybde eller nogen dæmonisk dimension. Den kan gro og lægge hele verden øde, netop fordi den spreder sig som en svamp på overfladen. […] Kun det gode har en dybde, der kan være radikal”. Hvilket er en ret smuk måde at se det på: Det gode som en radikal handling.

“Men hvornår kommer nyheden, som alt det her skal bruges til?”, spørger du nok omkring nu. Og det er så her, vi kommer til at lave en ikke helt gennemtænkt sammenligning, som vist kræver en vigtig disclaimer. Faktisk kan vi ikke understrege det her nok: Vi siger ikke, at landmænd er sociopater eller onde. Tværtimod er langt de fleste – med fare for nu pludselig at lyde som Inger Støjberg – helt almindelige og samvittighedsfulde mennesker, som bare bekymrer sig om deres dyr og afgrøder. Når vi læser den fortsatte debat om en mulig CO2-afgift på landbruget, kan vi dog ikke helt slippe fornemmelsen af, at noget vigtigt er druknet: Nemlig selve dialogen om, hvorfor det er så livsnødvendigt at få nedbragt landbrugets CO2-aftryk.

Der er selvfølgelig de større, ret overordnede diskussioner om, hvor dyr en CO2-afgift vil blive for erhvervet, og om såkaldt pyrolyse kan agere en slags deus ex machina i den grønne omstilling, når vi rammer 2030. Der er Arla, som stejler over alle de tre mulige afgiftsmodeller fremsat af Svarer-udvalget, og der er Danish Crown, som midt i det hele udskifter deres sorte kødbakker med grønne ditto. For slet ikke at tale om Altingets historie om, at det kun vil være afgiften på 750 kroner per ton udledt CO2e, som vil leve op til regeringsgrundlaget. Men så er der også et interview som det, DR har med den 84-årige Venstre-(land)mand Christian Mejdahl.

Heri får Mejdahl som det naturligste sagt, at det er en fejl af Venstre at gå med til at indføre en CO2-afgift. Men han understreger også, at det vil være at gå alt for langt, hvis Danmark som det første land i verden indfører en CO2-afgift på landbruget. Særligt når man tænker på, at Danmarks ageren hverken gør det store fra eller til i det globale klimaregnskab: “Når ingen andre lande indfører en CO2-afgift på produktionen af fødevarer, bliver der en skævvridning. Det kan ikke undgås […] Jo, det kan da godt ske, at nogen er nødt til det, men hvis man er så meget foran, at man ikke kan se dem, der er bagved, opnår man jo ingenting. Og det, som Danmark udleder af CO2 i den globale sammenhæng, er mikroskopisk”.

Mejdahl er bare en blandt mange, der bruger den slags argumenter; det er på ingen måde, fordi vi vil fremhæve ham som en særlig kontrær type. Han er snarere udtryk for en automatreaktion, som desværre modarbejder den mere bevidste diskussion om, at landbruget, som vi kender det, allerede har en udløbsdato som følge af klimakrisens konsekvenser. Det vil helt rigtigt være en radikal handling at indføre en CO2-afgift på landbruget. Men det vil også være det rigtige og det gode på sigt – for os alle sammen. /David Dragsted

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12