Tre bøger med Maya Tekeli

Vi lægger hårdt ud med bogen The Game af Neil Strauss. Den er fra 2005, men bliver alligevel ved med at dukke op, næsten som en slags klassiker. Hvad får dig til at pege på den?

For nyligt sad jeg på Nørreport og spiste pomfritter i en rød kjole efter en stor aften på Kajak Bar, da en ung mand satte sig ved siden af mig og bad mig forestille mig en kube i en tom ørken og fortælle ham om den.

Jeg sagde nej og spurgte ham, om han havde »læst hele bogen«? Tankeeksperimentet, der gerne skulle ende med, at jeg synes han var sexet, stammer nemlig fra The Game: Penetrating the Secret Society of Pickup Artists, som jeg synes er en fantastisk bog.

Den kompromisløse gonzo-journalist Neil Strauss følger og beskriver hovedpersonerne i et vildt miljø af pick-up-artister med så stor indlevelse, at man faktisk oplever ham forsvinde ind i den kultur, han afdækker.

Det er en skam, at man har reduceret The Game til en latterlig guide til at score smukke kvinder i røde kjoler på Nørreport, når det er en medrivende fortælling om sekteriske miljøer, sex og urealistiske forventninger til mænd.

Din næste anbefaling er skrevet af en mand, der også kan sit game, nemlig Stephen Fry. Du har valgt hans bog Mythos fra 2018. Hvorfor?

Jeg har læst Mythos på hver eneste ferie, jeg har været på, siden jeg samlede den op i Billund Lufthavn i 2018, inden jeg skulle til Bruxelles, for at lære om og kede mig helt vildt i EU-parlamentet.

Jeg samlede den op i Billund Lufthavn, fordi Stephen Fry, som jeg er stor fan af, har skrevet den, men samlede den så op igen på vej til en time-share i Italien, fordi jeg syntes, den var god.

Jeg er besat af at afkode, hvordan Fry er i stand til at genfortælle græsk mytologi med så overlegent overblik over ret kompliceret information og formidle det på en måde, hvor læseren bider mærke i alle detaljer.

Det er ikke lykkedes mig at finde formlen, men jeg bestræber mig på at mestre den tørre sarkasme og evne til at formidle menneskers motiver og begrænsninger, som Stephen Fry gør i Mythos, når han beskriver guder og fabeldyr så karikeret, at de fremstår som skuespillere i en sæbeopera.

Sidste anbefaling er noget med at stirre på geder og gå gennem vægge og bære usynlighedskapper – og det er ikke Harry Potter.

Jeg er dybt afhængig af byttecentraler i andelsforeninger, og da jeg boede på Peter Fabers Gade, fandt jeg manuskriptet til den bizarre film The Men Who Stare At Goats fra 2009.

Selvom det faktisk er rigtig interessant at læse et manuskript, vil jeg dog hellere anbefale alle at læse journalisten Jon Ronsons undersøgende roman af samme navn. Gennem interviews med en række mystiske amerikanske millitærmænd i 1979 viser Ronson, hvor latterligt det amerikanske militær kan være.

Det er en morsom og ret bekymrende fortælling om en special force-enhed i paranormal krigstræning. Paranormal krigstræning indebærer blandt andet idéen om usynlighedskapper, påståede oplevelser med at gå som spøgelser gennem vægge og evnen til at stirre på geder, indtil deres hjerter stopper. Ja, syre er involveret.

Samtalen blev først bragt i bognyhedsbrevet Læsevejr, som Føljeton laver i venskabeligt samarbejde med Atlas. Får du ikke allerede Læsevejr direkte i indbakken, kan du skrive dig op her.