Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Politirazziaer er smarte, fordi de uanmeldte besøg fanger kriminelle på fersk gerning. Det havde Københavns Politi vist bare ikke fattet i denne uge. Mandag annoncerede politiet på det sociale medie X, at man onsdag klokken ni nul dut ville rydde de ulovlige hashboder i byens selverklærede fristad.
Som sagt, så gjort. Onsdag spankulerede politiet ind på Christiania, hvor de – ikke overraskende – pillede næse i to dage. Den annoncerede razzia havde selvfølgelig gjort, at banderne allerede havde fjernet de fleste af deres narkovarer. Ordensmagtens ophold kastede derfor ikke mere af sig end seks sigtelser for salg af hash og fem for besiddelse til eget forbrug.
I dag, fredag, er bandernes kriminelle stande (med alt sandsynlighed) oppe igen. Seancen er blevet et fast ritual i enklaven, hvis raison d’etre er at vende ryggen til retsstaten. Det er både gakket og trist. Midt i det hele står christianitterne som ofre for kugleregn og bandevold, der får tiltagende frit spil i optrinnets impotens og dødvande.
Ugens næsepilleri var dog både overlagt og del af en (måske) varig løsning på hashhandlen og dens voldskriminalitet: De varslede rydninger skal vænne folk til, at Pusherstreet lukker permanent. Det er i hvert fald målet, som kommunen, justitsministeriet, politiet og fristaden har arbejdet sammen om siden august sidste år, da christianitterne i kølvandet på flere banderelaterede skuddrab besluttede, at handlen skal stoppes. Som vi dengang skrev i Føljeton, havde voldseskalationen blotlagt beboernes magtesløshed over for de militariserede bander, Christiansborgs politiske sløseri og en legaliserings begrænsede rækkevidde.
Men nu har man altså forenet styrkerne. Inden for rammerne af en såkaldt helhedsplan skal hashbodernes område forandres permanent. Christianitterne skal bidrage med planens indhold, ordensmagten med økonomi og sikkerhed.
Drømmen om frihed
Derfor har fristaden afholdt en idékonkurrence: Hvordan skal forandringen se ud? Det ligger i selve prædikatet “fristad”, at Christiania er et forsøg på at definere et fristed. Men hvilket fristed? I Christianias grundlov (sådan en findes) står der: “Enhver har sin frihed til at gøre hvad man vil – så længe det ikke skader andre.” Det er en tro kopi af den frihed, som den liberale filosof John Stuart Mill opfordrer til i værket Om Friheden fra 1859, og som idéhistorikeren Isaiah Berlin senere identificerede som negativ frihed: Et “område” hvor subjektet kan gøre, hvad det vil, uden andre personers indblanding.
Bad man Mill forholde sig til christianitternes nye alliance med statens institutioner, vil han næppe være optimistisk på frihedens vegne. Samarbejdet bag helhedsplanen er en erkendelse af, at man har brug for indgreb for at have frihed til at opnå ens potentiale. Idékonkurrencen identificerer potentialet, statens økonomi og sikkerhed muliggør dets realisering. Præcis som en anden filosof, Jean-Jacques Rousseau, skitserede det i Samfundspagten fra 1762: “Den offentlige interesse har brug for sin egen agent for at binde den sammen og sætte den til at arbejde for almenviljen.”
Skal vi se ugens optrin og den nye arbejdsgruppe som et vendepunkt i Christianias frihedskamp? Det er ikke første gang, at politikere vil begrave Pusherstreet. Men ledtoget med de autonome frihedskæmpere og udmøntningen i en visionsplan for området – resultatet af idékonkurrencen – er nyt. Visionsplanen er blevet ført ajour med dogmer, man normalt ville forvente fra en arkitekttegnestue, og indeholder bl.a. et udsigtstårn, en åben plads for byggeprojekter, festivaler med talks og yoga samt en kuppelbygning, der skal huse iværksættere og fællesmøder.
Byfornyelsen skal kort sagt presse banderne væk. Og visionen har politisk opbakning. Renoveringen starter efter planen i april. Ifølge justitsminister Peter Hummelgaard (S) vil Pusherstreet inden årets udgang være blevet permanent lukket. De færreste havde nok gættet på, at Christiania var næst i rækken til at blive udsat for en tværfaglig gentrificering.
I særligt de gamle arbejderkvarterer i København, Nørrebro og Vesterbro, har et mere raffineret kultur- og byliv allerede fået den øvre middelklasse til at rykke ind og skubbet de mindre velstillede ud. Forhåbentlig bliver det kun voldskriminaliteten – og ikke christianitterne og friheden – som nu bliver offer for den samme sociale eksport. Hvis det altså på mirakuløs vis lykkes arbejdsgruppen at presse banderne ud af fristaden. Og hvorhen egentlig? /Caroline Douglas