Tre bøger med Astrid la Cour

Den første bog, du vil anbefale, er vel, hvad man kan kalde et kig bag kulissen i museumsinstitutionen. 

Jeg bruger jo næsten alle mine vågne timer på at finde ud af, hvad den gode museumsoplevelse er. Derfor blev jeg så utroligt glad for at finde Patrick Bringleys All the Beauty in the World. Den er et bevis på, at kunstmuseer gør en forskel for mennesker. Ved at bruge tid sammen med kunsten kan man opdage nye verdener og venskaber og måske finde hjælp til at hele efter at have mistet. Bringley var journalist hos The New Yorker og var egentlig glad for sit arbejde. Men da han mister sin elskede storebror til kræft, går hans verden i stykker. Han søger trøst i det smukkeste sted, han kender, og siger sit job op for at blive museumsvagt ved The Metropolitan Museum of Art. Jeg har lige været på museet i januar og læste bogen forinden, og jeg kunne se, hvordan museet og dets skatte åbner sig for hovedpersonen i bogen. Det er dragende at læse, hvordan han bevæger sig rundt mellem oldtidens skatte og samtidskunsten og slider det ene par sko op efter det andet. Man får fornemmelsen af, at han lever museet. Bogen er et kærlighedsbrev til både museets grandiositet og de bittesmå detaljer i de enkelte værker. Museumsvagterne bruger så meget tid med kunsten og publikum, de sidder på en helt anden viden end os bag kulisserne, derfor er bogen så vigtig i sin afdramatisering af museumsrummet.

Din næste »bog« er Solvej Balles septologi Om udregning af rumfang. Hvorfor anbefaler du denne bogserie?

Ligesom med den første boganbefaling, så er jeg draget af det her spørgsmål om tid. For hvis der er noget, jeg ikke har for tiden, er det tid. Jeg er bange for, at jeg sidder om nogle år og bare er fløjet igennem det hele. Tiden som begreb er for mig enormt interessant. Hvordan tiden hænger sammen med vores perception af og placering i verden. I forbindelse med mit arbejde er jeg jo i museumsrummet på så mange forskellige måder, og derfor også i tiden. Jeg er nok lidt bange for at fare vild i tiden, og Solvej Balles hovedperson er jo fanget i den. Den 18. november. Så hun undersøger på dragende vis, hvad der alligevel forsvinder fra den ene 18. november til den anden 18. november. Alle de her små undersøgelser og gentagelser bliver gribende sanselige. Man går ind i en komplet tilstand af tidsløshed, når hovedpersonen observerer, kortlægger, farer vild i og forstår tid på ny. Jeg bliver aldrig færdig med at stille spørgsmålstegn til tid, heller ikke efter disse syv bind, og derfor er serien så fantastisk.

Den sidste bog har du ikke helt selv valgt? 

Nej, jeg fik den foræret af min mor. Så jeg har ikke selv valgt den, men jeg er blevet så utroligt glad for den. Det er så fint, når den udveksling sker. Giovannis værelse er skrevet af James Baldwin, som er kendt for sin aktivistiske tilgang i skildringen af skæbner, der lever under homofobi og racisme. The Met har lige åbnet en udstilling om Harlem Renaissance, en fokusering af al denne her fantastiske kreativitet i metropolens 20’ere og 30’ere, som James Baldwin også er vokset ud af. Netop denne bog handler om to hvide mænds homoseksualitet, men Baldwin skriver normalt autobiografisk. Derfor synes hans forlægger heller ikke, at denne bog var en god idé. Men bogen har vundet et fantastisk indpas, og jeg finder hans konklusioner undervejs dybt universelle. Når man forholder sig til konteksten, er bogen et stort budskab om, at undertrykkelse, frygt og had ødelægger mennesker. Derfor var det for mig en virkelig smuk og tragisk kærlighedshistorie, som udspiller sin fortælling mellem puritanske traditioner og erotiske impulser. Bogen gengiver kærlighedens kompleksitet i relationer, der aldrig rigtig finder sin vej, og hvor frygt kan betyde, at du ikke tør elske.

// Fortalt til Astrid Søby

Samtalen blev først bragt i bognyhedsbrevet Læsevejr, som Føljeton laver i venskabeligt samarbejde med Atlas. Får du ikke allerede Læsevejr direkte i indbakken, kan du skrive dig op her.