Ingen fortrydelsespille til Macron

Snart kan alle europæiske kvinder udtale ordene interruption volontaire de grossesse. Efter at Frankrig som det første land mandag forfatningssikrede friheden til at få en frivillig eller provokeret abort, står præsident Emmanuel Macron nu med et af de mest progressive stykker lovgivning i nyere tid.

Beslutningen blev taget med overvældende flertal – 780 mod 72 stemmer – og det vil således nu fremgå af den franske grundlovs artikel 34, at “loven fastlægger de betingelser, hvorunder den frihed, der er garanteret en kvinde til at gøre brug af en frivillig afbrydelse af graviditeten, udøves.”

Men bag fremskridtet – som skal være et modtræk til de lande, der har sat kvinders rettigheder tilbage – gemmer sig en krølle. Aborten er ikke en rettighed, men altså en garanteret frihed. Som vi tidligere har beskrevet, fik højrefløjen i sidste øjeblik presset igennem, at ordet rettighed skulle droppes. Og ordene betyder noget. De betyder så meget, at forslaget kom igennem et konservativt senat, og så meget, at aborten overlades til en strid om bogstaver og intention.

Med den nye garanti kan ingen fransk lov eksplicit begrænse friheden til abort – i form af deciderede forbud som i Polen, hvor abort kun tillades, hvis graviditeten bringer moderens liv “i fare” eller er et resultat af voldtægt eller incest.

Staten kan kort sagt ikke blande sig. Men der siges intet om, hvordan friheden skal udøves – modsat hvis der i lovteksten havde stået “rettighed”. Havde der gjort det, ville staten have en positiv forpligtelse til at lette adgangen til abort, eksempelvis ved at forbedre vilkårene for lægehjælp.

Det betyder i praksis, at parlamentet ikke kan forbyde, men trods alt gerne må forsøge at ændre betingelserne: Som hvis parlamentet hævede eller forkortede abortgrænsen. I dag lyder grænsen på 14 uger, hvilket er længere end den danske abortgrænse på tre måneder, der har ligget demonstrativt stille.

Om en sådan ændring krænker friheden, vil fremover være op til det franske forfatningsråd, hvis ni medlemmer er udpeget af præsidenten og formanden for henholdsvis senatet og nationalforsamlingen. Ved tvister vil det være forfatningsrådet, der skal tolke vægten af garantien. Betyder en garanteret frihed, at forholdene skal opretholdes præcis som i dag, fordi loven er vedtaget på et tidspunkt, hvor abortgrænsen lyder på 14 uger? Eller bliver der tale om en mere flydende fortolkning?

Som den franske juraprofessor Mathilde Philip-Gay opridser det for AP, kan en garanteret frihed ikke forhindre, at situationen kan ændre sig, alt afhængigt af, om farven på parlamentet skifter: “Hvad der er sket i USA, kan også ske i Europa,” siger hun med henvisning til Roe v. Wade-dommen fra 1973, der dannede præcedens for, at den amerikanske forfatning skulle beskytte retten til abort – indtil den for to år siden blev omstødt.

Den nye lovgivning er derfor i høj grad et symbol. Men et meget markant symbol.

Macrons største modstander Marine Le Pen står sammen med sit parti Rassemblement National til at få en tredjedel af stemmerne ved det kommende europaparlamentsvalg. Hun beskylder Macron for kun at bruge den veltimede abortfrihed som et tilløb til valgkampen. Opbakningen til abort i den franske befolkning er allerede høj, og det er derfor billige point.

Men valgtaktik eller ej: I sin grundessens er det at få skrevet abort ind i forfatningen et væsentligt fremskridt og et billede på et Europa, der – trods frygten for et mere højreorienteret EU efter juni – rykker sig hurtigt.

I Polen, hvor abortkampen nu præges af sympati for kvinder som den 37-årige kvinde Agnieszka T., der døde efter at være blevet nægtet abort, har den nyvalgte premierminister Donald Tusk talt om at liberalisere det næsten totale abortforbud og afkriminalisere brugen af fortrydelsespiller.

Selvom forslaget sandsynligvis ikke vil blive godkendt af Polens konservative præsident Andrzej Duda, viser Macron, at abort ikke længere ligger nederst på magthavernes to do-liste, men nu presses op på øverste hylde – og snart også på europæisk niveau. Af samme grund har Macron heller ikke råd til at vende om. /Emma Louise Stenholm