Hvad mener Mona?

Skal man lære en politiker at kende, sådan som de gerne selv vil kendes, er Facebook desværre stadig svaret. Dermed ikke sagt, at man her skal forvente at finde visdom som i Apollontemplet i Delfi – hvor antikkens måske vigtigste filosofiske maksime “gnothi seauton”, altså kend dig selv, var indhugget på væggen – men snarere visdom à la den, man finder nær en byggemarkedspølsevogn på en regnvåd tirsdag.

Siden januar har Konservatives nye frontfigur Mona Juul givet sine holdninger til kende på Metas sociale medie under titlen “Mona Mener”. Måske har hun erkendt, at hun politisk har været et lidt for ubeskrevet blad for mange vælgere. Men som K-profilen skrev i sin første “Mona Mener”, er det altså ikke, fordi hun mangler ting at tale om. Tværtimod: “Kender du de der politikere der har en mening om alt? Sådan en er jeg. Haha.” Et spændende oplæg, som bliver fulgt op af et løfte: “Jo, jeg vil i den kommende tid ind imellem dele lidt om mig selv, og lidt om hvad jeg mener.”

Hvis der er én ting, Mona Juul bør forstå sig på, så er det branding. Før hun blev valgt ind i Folketinget i 2019, havde Juul en lang karriere i reklamebranchen, herunder 11 år som adm. direktør for reklamebureauet Envision i Aarhus. Hun har tilmed været så succesfuld, at hendes personlige holdingselskab har en egenkapital på omkring 40 mio. kr. – hvilket gør hende til en af de mest velhavende folketingspolitikere. Med andre ord burde “Mona Mener” være en ren slam dunk. Men som Ekstra Bladets politiske podcast “Ingen kommentarer” også allerede har gjort sig lystig over, er der umiddelbart noget helt, helt galt.

Én ting er selvfølgelig logoet med Mona Juuls kontrafej, som med dets lave opløsning giver flere bange anelser om, hvor gennemarbejdet et PR-koncept “Mona Mener” egentlig er. Og så er der selve teksterne, som skal katapultere Mona Juul ind i Facebook-befolkningens bevidsthed som en slagkraftig meningsdanner. Lad os se, hvordan hun klarer den.

Exhibit A: Efter at have ladet sine følgere vente hele to dage i spænding på den første “ægte” Mona Mener, kommer Mona Juul med svaret på det spørgsmål, Aftenshowet ville ønske det kunne stille i al evighed: “Hvem inspirerer mig og hvorfor?” Jo, K-politikeren bliver skam “inspireret af dygtige, kloge, flittige mennesker”. Det kunne fx være den kreative nabo, den servicemindede ekspedient og ”mange indenfor og udenfor politik”. Mere konkret bliver det ikke, for Mona Juul nævner ikke ét eneste navn.

Exhibit B: En lille uge efter sidste “Mona Mener”-opslag er vi på den igen. Denne gang med lidt CV-afklaring: “Hvad er min vigtigste titel? Jeg har ikke nogen vigtige titler. Jeg har haft titler med blærerøvspotentiale, men de har aldrig været vigtige for mig. Nu har jeg mest titler, der siger noget om, hvem jeg er. Fx folketingsmedlem og hundemor.”

Exhibit C: Et mønster begynder at tegne sig. Mona kan godt lide at punktere sine egne retoriske spørgsmål. Der er noget hypnotiserende ved det, for det kræver en særlig performativ stædighed at skyde sine egne softball-spørgsmål ned: “Har jeg et råd til en 18-årige udgave af mig selv? Nej, for dælen da.”

Exhibit D: “Hvordan balancerer jeg familie- og arbejdsliv? Det gør jeg ikke. Jeg arbejder rigtig meget og må ofte melde fra til sammenkomster med familie og venner. Det er et vilkår, som jeg lever med, og som jeg håber, at mine nære tilgiver mig.” Gode gud, pas på dig selv Mona Juul. Måske bør du få nogle tips fra dine partifæller Rasmus Jarlov og Mette Abildgaard?

Exhibit E: I græsk filosofi skelnede man gerne mellem episteme og doxa. Groft sagt var førstnævnte en domsviden, der kunne begrundes rationelt, mens sidstnævnte var en mening, som ikke kunne begrundes rationelt. I tilfældet “Mona Mener” har vi dog vist brug for en helt ny videnskategori, som mest handler om at afvise alle erfaringer: “Hvad er det største, jeg har fortrudt? Jeg går ikke og fortryder ting.”

I en Facebook-opdatering, som ikke er en “Mona Mener”, skriver Mona Juul, at hun “[d]rømmer om at mere politik handler om indhold frem for form”, og at “[t]iden er kommet til politik med substans”. Det lyder jo godt, selvom substansen vist ikke er noget, vi skal forvente at finde på Facebook. Men hvordan lærer man så Mona Juul at kende, sådan som vi gerne vil kende hende – altså på hendes politiske holdninger?

Som TV 2’s politiske redaktør Hans Redder også påpeger, ved selv mange af Mona Juuls egne partifæller “simpelthen ikke, hvad hun mener om retspolitik, udlændingepolitik og meget andet”. I det mindste kan vi dog se på, hvad hun som Konservatives klima- og miljøordfører har sagt til Altinget under valgkampen tilbage i 2022. Klimaet er jo alligevel det klart vigtigste politiske spørgsmål, så vores forventninger er her høje til den nyudnævnte leder af højrefløjens grønne parti.

Exhibit F: “Landbruget skal fylde meget i Danmark, fordi vi er et stolt landbrugsland. Vi er dygtige til det, og det er en del af vores DNA og vores tradition. Så det betyder ikke på nogen måde, at vi skal drosle ned. Vi skal bare omlægge produktionen i landbruget, så det rent faktisk også er bæredygtigt […] Jeg kan ikke se, hvorfor landbruget skal fylde mindre.”

Shit. Det er så også et F, altså et svar til dumpekarakter.

Pludselig begynder vi at forstå forsigtigheden i “Mona Mener”, for måske skal Mona Juul lige have rekalibreret sine politiske prioriteter? Vi glæder os i hvert fald til at se, hvordan den nye leder vil sætte sit præg på Konservative (meget ligesom vi godt kunne tænke os at vide, hvem Moderaternes største pengedonorer var i valgåret, eller hvordan Venstre har tænkt sig at få vendt sine konsekvent horrible meningsmålinger). Allerede nu tør vi dog godt lægge hovedet på blokken med vores egen dosis doxa: At frede landbruget er en tabersag, som Mona Juul hurtigst muligt bør bevæge sig væk fra.

Fremtiden bliver grøn – med eller uden Konservative. /David Dragsted