Leyer med pengene

Der var ikke et ondt ord om kommissionsformand Ursula von der Leyen, da hendes egen partiformand Manfred Weber onsdag stillede sig op på talerstolen i Strasbourg. Heller ikke selvom han som repræsentant for de europæiske kristendemokrater dagen inden selv bakkede op om at sagsøge Kommissionen – og dermed von der Leyen – for at udbetale 10 milliarder euro til Ungarns Viktor Orbán i EU-midler. Vel at mærke midler, der ellers var blevet indefrosset for Ungarns brud på retsstatsprincippet, men som blev brugt som en afgørende forhandlingsbrik, da Ungarn modsatte sig, at EU skulle give mere støtte til Ukraine.

Under sidste uges plenarsamling i Europa-Parlamentet – hvor parlamentarikerne blandt andet vedtog den endelige udgave af den omfattende AI-forordning – havde den såkaldte legal affairs-komité (JURI) dannet samlet front mod Ursula von der Leyen. Kun et enkelt komitémedlem var imod søgsmålet, og blandt ja-sigerne var altså EPP-formand Manfred Weber. Torsdag gav lederne af de europæiske partier parlamentets formand Roberta Metsola grønt lys til at indlede sagen for EU-Domstolen med frist den 25. marts.

Ursula von der Leyen er for få uger siden blevet udvalgt som sit europæiske parti EPP’s spidskandidat til europaparlamentsvalget i juni – og hun går dermed efter en ny runde som kommissionsformand, hvilket indtil nu også har virket som det mest realistiske udfald. Den 65-årige tysker har længe været set som det sikre valg, inden den yderste højrefløj overhalede meningsmålingerne indenom og nu står til at udgøre en reel trussel – hvis de altså holder gennem spidskandidatproceduren, hvor den udnævnte også skal have opbakning fra statscheferne i Det Europæiske Råd.

EPP-gruppen forsvarer angrebet med, at de ikke sagsøger von der Leyen specifikt, men hele kommissærgruppen: For at vise, at retsstatsprincippet ikke kan byttes for penge. Men det er ikke første gang, Kommissionen er blevet hevet i retten. I 2021 lagde parlamentet sag an mod kommissærerne for ikke at iværksætte den såkaldte konditionalitetsmekanisme, der skulle have været brugt mod Ungarn og Polen på et tidspunkt, hvor debatten om retsstatsprincippet fyldte nærmest alt i parlamentet.

Det gør den på sin vis stadig. Bare i nyt format:

I Rusland, hvor Vladimir Putin netop har erklæret sig selv som vinder af præsidentvalget, har von der Leyen allerede talt om at bruge de indefrosne russiske aktiver til at sende våben til Ukraine i et krumspring, som den franske finansminister Bruno le Maire kalder “interessant”. På den dårlige måde: “Vi har ikke det juridiske grundlag for at beslaglægge de russiske aktiver, og vi bør aldrig handle, hvis vi ikke overholder international lov og retsstatsprincippet,” siger han til Financial Times.

Og så er der Egypten. Under søndagens besøg i Kairo underskrev Ursula von der Leyen en aftale om at bruge lidt over 7 mia. euro i en blanding af tilskud og lån til et nyt “strategisk partnerskab”. Egypten skal agere EU’s udvidede grænsekontrol og “forpligter sig til at arbejde hårdere med migration”, som den græske migrationsminister Dimitris Kairidis, der også var til stede i den egyptiske hovedstad, formulerer det.

Planen minder påfaldende meget om sidste års migrationsaftale med Tunesien, der skulle være med til at styrke grænserne, inden den tunesiske præsident Kais Saied ganske opsigtsvækkende returnerede 60 millioner euro: “Tunesien, som accepterer samarbejde, accepterer ikke noget, der ligner velgørenhed eller tjenester, fordi vores land og vores folk ikke ønsker sympati og ikke accepterer det, når det er uden respekt”.

En række europaparlamentarikere har nu hevet det eksempel frem igen og anklager i anledning af Egypten-aftalen Leyen for at have sendt de resterende penge lige i hænderne på Saied – og for gentagne gange at “finansiere diktatorer i hele regionen”. Et genvalg ser efterhånden sværere ud for Ursula von der Leyen – og som Politico skriver, kan det i sidste ende betyde, at hun må trække mod højre for at søge den opbakning, der er ved at smuldre. Også selvom hun på papiret ikke må blande valgkamp og arbejde. Men det bliver næsten umuligt at undgå. /Emma Louise Stenholm