Hvad hvis vi holdt en festival i Gellerupparkens forladte indkøbscenter?

Passive/Aggressive er Danmarks dybdegående magasin for undergrundsmusik siden 2011. Det er den sjældne, den snævre og den utilpassede musiks medie med reportager, anmeldelser, interviews og insiderviden. I løbet af foråret vil Passive/Aggressive fra tid til anden levere en maggiterning af anbefalinger og musikkritik skræddersyet til Føljetons læsere.

Der er stille i Aarhus’ delvist lukkede indkøbscenter City Vest i Gellerupparken. Elevatorerne er stivnet i skakterne, og rulletrapperne står underligt livløse hen. Stilheden er dog denne lørdag afløst af et vildt musikprogram, sammensat af arrangører fra kulturforeningerne Aarhus Volume, Frontløberne og Det turkise telt. Sammen har de fået mulighed for at holde en endagsfestival i indkøbscenteret, som sidste år blev købt af en entreprenørvirksomhed – og som nu står over for en gennemgribende ombygning, dels til nye boliger.

Festivalen byder på en myriade af kulturtilbud i de nu tomme butikker – der er alt fra panna-fodbold til en samtalecafé om sårbare emner, gratis fade i frisør- og snakkesalonen, arabisk kaffe og baklava side om side med et brevkassepanel bestående af folk fra bl.a. Sex & Samfund, Peech og LGBT+-mødestedet Føniks. Og så er der et musikprogram, der seriøst fik vores kæber til at falde fra hinanden, da vi først hørte om det.

Blandt kunstnerne i programmet står Melodi Ghazal, Malika Mahmoud, Muskila, Kuchulu, Björn Svin og Peryl – og som hovednavn: ingen ringere end Omar Souleyman, den syriske superstjerne, der har arbejdet sammen med folk som Björk og Four Tet og som normalt spiller på store festivaler som Roskilde og Glastonbury. Lidt af et scoop for et lokalt initiativ i Gellerup.

 

 

Lejlighedsmusik med globalt udsyn

Dagens første musikalske indslag er Quality Band, et solidt partyband med en god historie. Medlemmerne kommer dels fra Danmark og Sverige, og siden 1994 har bandets frontmand Houssam Zamzams telefon været rødglødende med bookings til bryllupper, forlovelsesfester og natklubsarrangementer. Repertoiret består både af klassikere og bandets egne numre, som efterhånden er godt kendt blandt arabiske miljøer i hele Europa.

Og det er virkelig et kvalitetsband, vi her hører i et tidligere butikslokale pyntet op med drabanter i blå tyl, som hænger fra loftets mange rør og ventilationssystemer. Der er en god dynamik mellem trommeslageren og darbuka-trommen, som fylder op med accenter mod det hårdt spændte, lidt metallisk klingende trommesæt. Bassisten er rytmisk bundsolid og breder sig pænt over akkorderne. I centrum er bandets frontmand, der anstrengelsesfrit synger fra hjertet, mens han på keyboardet vrider pitch-shifteren for at få de tolv toner delt op i de arabiske skalaers kvarttoneintervaller.

Efter koncerten fortæller Houssam Zamzam om et nummer, vi på Passive/Aggressive har dyrket lidt hjemmefra, nemlig det nyindspillede Ya Allah, Falastin: “Det er en Palæstina-sang, som min far har skrevet, faktisk, i forbindelse med Gaza-krigen. Den handler om Gaza. Der bliver sunget en honnør til Palæstina, til dem der bekæmper besættelsen, til de mennesker der har ofret deres liv for vores jord, for vores land, som er besat. Og den beskriver, hvordan folk har det under krigen. Folk står foran en kæmpe tank og kaster med sten. Og de bliver bare skudt ihjel. Man står foran en soldat med sit gevær og bekæmper krigen, men man er hjælpeløs, og så falder man bare død. Det er det, den handler om”.

De lidt sørgmodige fraseringer hos Quality Band, som ofte er at spore i arabisk pop, får os efter samtalen til at tænke over, hvordan kollektiv sorg og savn også kan komme til udtryk gennem festlig musik og blive en del af livets højtider, frem for at blive skjult af vejen for den gode stemning. Kunne man i traditionel dansk kultur lære noget af det?

Lyt til Quality Band, Ya Allah, Falastin her.

Melodi Ghazal laver drømmepop til revolutionen

Melodi Ghazal er garant for en god popkoncert med dybde og udsyn. Hun forsynede sidste forår Passive/Aggressive med et mixtape i anledningen af sin anden EP Melow D, hvor hun delte sine inspirationer spændende fra Irans ‘kvinde-liv-frihed’-revolution til Britney Spears.

I Centrum Vest virker hendes sarte, venlige scenetilstedeværelse godt på publikum, der griber koncerten med enten deltagende blikke eller lukkede, drømmende øjne. En dygtig percussionist supplerer computer-tracksne med live-fornemmelse i slagene, der gør musikken vågen og tilstedeværende, og ubeskedne mængder chimes, der med en sukkersød prom-night-æstetik står perfekt til rummets blå tyl-dekorationer. Guitaristen skaber et råt landskab bag pop-produktionerne af sagte distortion, der giver lyden vidde og dramatik, mens Melodi Ghazals luftige vokal lægger sig flot som en tåge midt i lydbilledet.

Lyt til Melodi Ghazals EP Melow D her.

 

 

Eufori og akavethed med Omar Souleyman

I løbet af aftenen fornemmer man en oprigtig, gensidig glæde fra de forskellige deltagere fra hver deres side af Aarhus Ringgade ved at kunne feste sammen – de smarte unge fra midtbyen og de kække unge fra Gellerupparken. Forventeligt nok er der dog også akavethed. Særligt til hovednavnet Omar Souleyman, som spiller en fuldkommen middelmådig koncert på den store scene på indkøbscenterets torv.

Omar Souleyman har ikke et band med, men en DJ, der gemmer sin computer med numrene på bag en keyboard-opstilling. På et tidspunkt midt i et nummer vender den knap 60-årige verdensstjerne ryggen til publikum for lige at tjekke sin enorme telefon i et minuts tid, inden han igen vender sig mod publikum og bevæger armene i kom-nu-signaler til stor jubel.

Bagest i publikum, hvor vi befinder os, står en del unge universitetstyper og danser lidt med armene over hovedet i bløde bevægelser på imiteret mavedanser-manér. I pludselige anfald af selvbevidsthed korrigerer de sig selv og skifter tilbage til stiv overkropsdans med armene bundet fast til hinanden ligesom os selv. Samtidig svinger nogle gutter, der i dagens anledning har taget Omar Souleyman-solbriller på, både kufiya-tørklæder og bedekæder over hovedet, mens hvinende høje “lelelele”-råb breder sig foran scenen.

Tusind mobiltelefoners kameraer er hævet i lysende homage, og når man ser op på centerets anden etage, der er omdannet til en tætpakket balkon, er der alligevel en følelse af at være del af et vigtigt øjeblik. Midt i euforien falder jeg i snak med en høj fyr i skjorte, pullover og en lækker sideskilning, der ærligt betror mig: “Helt seriøst, det er jo fedt at være her – jeg kender ingen, der taler arabisk. Jeg har ingen venner, der ikke også går på uni og er white. Jeg ved ikke en skid om, hvad der sker herude”.

Hør Omar Souleymans seneste single her.

 

 

Dayyani og Icekiid får de yngste op at køre

Tidligere på dagen fortæller en af endagsfestivalens arrangører, Albert Helmig fra kulturforeningen Aarhus Volume, hvordan valget om at booke Omar Souleyman også var en overvejelse om at lave et program, der kunne tiltrække publikummer fra forskellige miljøer. Det var vigtigt for Albert og de øvrige arrangører ikke at ekskludere nogen ved at booke noget for lokalt til Gellerupparken:

“Det er bevidst, at der ikke er booket noget rendyrket Gellerup-hiphop til festivalen, for ikke at afskære nogle fra andre af den her type boligzoner i Aarhus fra at komme. Ikke at der er bander og grupperinger, men hvis vi havde Shooter Gang til at spille, ville det lige pludselig blive tydeligt, at det her var Gellerups arrangement, og vanskeligere for nogen fra fx Aarhus Syd at feste med.

Af samme grund valgte man at booke Icekiid “som sådan en neutral ground.” Helmig uddyber: “Det er fest og afrobeat og god stemning, noget alle kan være med på, og en artist der kommer udefra og ind. Så er det mere en Aarhus-fest på en eller anden måde”.

Både den upcoming popstjerne Dayyani og Icekiid går da også rent ind blandt særligt festivalens yngste deltagere. Efter en professionel levering fra Dayyani af attitude-fyldt pop mobiliserer Icekiid med hittet “ErruDumEllaHvad” hundredevis af teenagere til at huje med, mens DJ’en trykker så flittigt på air-horn-knappen, at vi stadig har ringen for ørerne, da vi går fra den store scene.

Bagefter taler vi med en flok drenge i tolvårsalderen, der ikke må komme ind igen, fordi der ikke er adgang for personer under 18 år efter kl. 21. – “Det er ok, vi er også trætte nu alligevel. Icekiid var sygt fedt, selvom han havde et FCK-halstørklæde på”.

 

Muskila, Kuchulu, Malika Mahmoud og DJ Paydar flytter barren for klubmusik

Et højdepunkt på aftenen skal vise sig at blive den fest, der begynder med den københavnske DJ og producer Muskila og fortsætter med flere navne fra festkollektivet Bukhar samt folkene omkring community-radioen Fragment radio – begge projekter, der skaber et miljø centreret omkring musik med rødder i andre lande end Danmark.

Muskila bruger lyde fra sin kurdiske baggrund i sin medrivende klubmusik. Det er four-to-the-floor og næsten techno, men forrest i lydbilledet ligger akustisk klingende darbuka-tromme og skærende zurna- og mijwiz-fløjter med nærmest fortællende melodier og rykker musikken fremad.  Muskila har tidligere i et interview til Passive/Aggressive fortalt, at han som ung har manglet festmusik at kunne spejle sig i. Hvor hans danske venner ville mødes i nostalgi over 80’er-hits og Fleetwood Mac, kendte han det knap nok og besluttede sig på et tidspunkt til i stedet at tage sin egen baggrunds musik alvorligt:

“Jeg er vokset op med kunstnere som Ahmed Kaya eller kurdiske bands, bryllupsmusik og alle mulige andre former for musik, end man typisk vil høre, når man går i byen, så det er derfor, man i min musik hører darbuka-trommer, leads fra zurna og andre tonaliteter. Fordi det vækker noget lignende i mig. Og det tror jeg, der er rigtig mange andre end mig, især i diasporaen, der kan genkende og finde et fællesskab omkring.”

Du kan læse det fulde interview med Muskila på Passive/Aggressive her og høre hans helt nye EP Ok, Fatma her. Du kan høre tidligere udsendelser af Fragment Radio her. Du kan tjekke Kuchulu ud her, høre Malika Mahmouds DJ-set for Boiler Room her, og høre Paydar her.

 

 

Ubåds-techno i Skoringen lukker natten ned

Inden vi efter en lang aften tager afsked med City Vest og finder vej gennem nattetågen til bussen, føler vi os lette og berusede. Vi har hujet med. Vi har spist uforsvarlige mængder baklava og skyllet det ned med fadøl. Vi slutter af med et par timers dunkel techno i en nu sortmalet Skoringen med stålbure sat op til rave-stemning. I mørket glemmer vi næsten, at vi står i et indkøbscenter.

Det er Bjørn Svin, der debuterede som elektronisk musiker allerede tilbage i 1995, som spiller live sammen med den berlin-baserede techno-kunstner Peryl. Det er et dybt, mystisk og metallisk lydlandskab, de skaber, som lyder som indersiden af en ubåd.

Du kan høre mere Bjørn Svin her og Peryl her.

På vejen hjem tænker jeg over, hvordan endagsfestivalen vækker minder til 90’ernes rave-kultur i forladte industribygninger og den romantik, der følger med at re-appropriere en fejlslagen kapitalismes spøgelseshuse og feste i dem, som var der intet i morgen.

Men kan man også overføre disse måder at arbejde med tab og genopbyggelse af håb til indkøbscentret i Gellerupparken?

Nok ikke direkte – der er noget andet på spil her, for endagsfestivalen Centrum Vest skabte en enestående god mulighed for at blande sig på tværs af sociale forskelle i Aarhus’ byplan. Samtidig risikerer den at levere legitimitet til ejendomsudvikleres håb om at kunne hæve områdets huslejer med ny cool kultur som tiltrækningskraft.

Uanset hvad blev det en tur, vi ikke glemmer lige foreløbig.