Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Ja, så røg regeringens (indenrigspolitiske) flertal her til morgen. For et år siden så SVM-regeringen uendeligt stærk ud. De tre regeringspartier ville stå last og brast hen over midten og var klar til at træffe alle de “svære beslutninger” for det danske samfund. Politiske kommentatorer spåede, at regeringen ville kunne holde i adskillige år. Der var nærmest sådan en forever-stemning omkring regeringskonstellationen. Men der var dog også sprækker af noget uheldsvangert over den, fornemmelsen af noget, der kunne gå galt. I første omgang var der selvfølgelig Lars Løkke Rasmussens nye parti Moderaterne, som var meget pikeret over at få sat prædikatet “klovnebus” på sin uprøvede folketingsgruppe (selv om det skulle vise sig at holde stik).
Mens statsminister Mette Frederiksen stadig lader til at holde sine tropper i Socialdemokratiet i et jerngreb, befinder Venstre sig i noget af en identitetskrise. Det har været under opsejling i mindst et årti. Det handler selvfølgelig om partiets tilknytning til landbruget. Det er ikke mere end et par dusin år siden, at Venstre var fuldstændig faktaresistent over for klimaforandringerne og landbrugets dybt skadelige indvirkning på klima, drikkevand, havmiljø, etc.
Det kom til udtryk på mange måder – fx at partiets ledelse gav et daværende folketingsmedlem, en tidligere landmand ved navn Helga Moos, totalt frihjul i forhold til mistænkeliggørelse af den økologiske bevægelse. Efter at Helga Moos var blevet valgt ind i Folketinget i 1998, sammenlignede hun i en kronik i Jyllands-Posten økologi med nazisme og kommunisme. “En ny totalitær økologisk ideologi er ved at vinde fodfæste,” skrev hun. “Endnu er den på kimbladsstadiet, men luges den ikke væk i den demokratiske proces, vil den vokse sig stærk som de øvrige totalitære ideologier.” Helga Moos mente, at folk, der gik ind for økologi, lagde det konventionelle landbrugs kemiske stoffer for had på samme måde, som nazisterne lagde jøderne for had. “Når man lægger noget for had, mister man evnen til at nuancere,” skrev hun. Og sådan fortsatte hun stilen, indtil hun røg ud af Folketinget ved valget i 2005.
Man må gå ud fra, at Venstres folketingsmedlemmer mentalt er et andet sted i 2024 – at de er blevet klogere, fristes man til at sige – selv om man kan have sine tvivl, hver gang landbrugsminister Jacob Jensen åbner munden (tal om at være i seng med landbruget!).
Lykkeridder
I dag, tirsdag, har folketingsmedlem Mads Fuglede så forladt Venstre til fordel for Danmarksdemokraterne. Det er noget af en rejse, den 52-årige politiker har været på. Før han kom i Folketinget i 2017, havde han gjort sig kendt på tv som en lødig og fornuftig USA-ekspert. Som politiker viste Fuglede, der er kandidat i historie og filosofi fra Aarhus Universitet, sig lidt overraskende som en hardliner på udlændingeområdet. Og lige så overraskende er det vel, at han synes at leve i samme fornægtelse omkring dansk landbrug som folk som Inger Støjberg og Hans Kristian Skibby. Set i det lys er det måske ikke så underligt, at han nu prøver lykken ovre i deres parti, ikke mindst fordi han har været opstillet i Vestjylland.
I et opslag på Facebook kl. 9.00 forklarer han sit partihop: “Jeg var meget imod regeringsdeltagelsen og mange af de beslutninger, der kom deraf. Den seneste beslutning om at pålægge landbruget en co2-afgift er jeg helt uenig i. Og intet sted vil den beslutning ramme hårdere end i Vestjylland. Derfor skifter jeg til Danmarksdemokraterne.” Han tilføjer, at det muligvis var “uundgåeligt, at det skulle komme hertil”, men at han hele tiden gik med et lille håb om, at partiet ville “finde tilbage” til den borgerlighed, det “var præget af, da jeg som dreng meldte mig under Venstres fane.” Det lyder godt nok nostalgisk.
Mads Fuglede blev aldrig en stor mand i Venstre. Han bliver det næppe heller i Danmarksdemokraterne. Men hans afgang er en pind til Venstres ligkiste – og til regeringens. Fuglede fløj fra reden – hvem bliver den næste? /Oliver Stilling