Vuk Valcic/SOPA Images/REX/Shutterstock
Denne uge har Henrik Ibsens En Folkefjende premiere i New York. Med norsk folkesang og olielampers orange skær er scenen på Broadway blevet forvandlet til den norske kystby, hvor lægen Thomas Stockmann opdager, at vandet i det nyåbnede kurbad er forurenet og sundhedsskadeligt. Hans gentagne advarsler bliver dog overvejende ignoreret, og han bliver fjendtliggjort blandt byens myndigheder, indbyggere og lokalavis.
Det lyder som et genkendeligt scenarie, selvom teaterstykket er fra 1882. Og det er vi ikke de eneste, der synes. I sidste uge afbrød klimaaktivister fra Extinction Rebellion forestillingens forpremiere for at pointere ligheden mellem teaterstykket og virkeligheden, hvor forskere og klimaaktivister i flere årtier har slået alarm om klimaet.
Jaja, symbolismen er næsten for oplagt, men der er ikke tid til subtile metaforer, når det netop er blevet bekræftet, at 2023 er det varmeste år, som nogensinde er blevet målt, og verden er på vej mod en temperaturstigning på op mod 3 grader celsius i dette århundrede.
Avisen The Guardian melder i en bisætning om optrinnet, at skuespilleren Jeremy Strong (der var berygtet for sin method-acting i serien Succession) selvfølgelig også forblev i sin rolle som den idealistiske læge, der i Ibsens oprindelige manuskript udbryder: “Så skriger jeg sandheden ud på alle gadehjørner! Jeg skriver i udenbys aviser! Hele landet skal få at vide, hvorledes det her er fat!”.
“Lad dem tale!” råbte Strong angiveligt fra scenen, mens hans medskuespiller Michael Imperioli (du husker ham måske fra The Sopranos) ellers bare skulle bede om ro og orden. “Intet teater på en død planet,” råbte en klimaaktivist, der blev eskorteret ud af teatersalen. De har ikke ligefrem noget nyt at sige, men det er efterhånden hele pointen, at de gentager sig selv. Som FN konkluderede i den seneste Emissions Gap Report, er “pladen gået i hak.”
Klimaaktivisterne er formentlig også trætte af at opføre den samme monolog, men nogle steder kan det være deres eneste mulighed. Mandag indskrænkede appeldomstolen for England og Wales, den næsthøjeste domstol efter den britiske Højesteret, klimaaktivisternes – i forvejen begrænsede – handlerum yderligere.
Domstolen besluttede, at den tiltaltes “overbevisninger og motivation” ikke længere udgør en lovlig undskyldning for at forårsage skader på ejendom. Indtil nu har britiske klimaaktivister tiltalt for deres kreative former for aktivisme ellers brugt det såkaldte “samtykkeforsvar” fra 1971 til at argumentere for, at ejeren af en ejendom ville have givet samtykke til skaderne (som fx et smadret vindue), hvis de kendte til konsekvenserne af klimakrisen.
Vi kan passende vende tilbage til vores norske naboer. Professor i filosofi ved Oslo Universitet Arne Johan Vetlesen stiller nemlig de oplagte spørgsmål: “Hvorfor er det ikke faren fossilindustrien utgjør som myndighetene rykker ut med advarsler mot? Hvorfor er det ikke her skaden – ødeleggelsene, volden – lokaliseres, og de ansvarlige identifiseres og sanksjoneres? Hvorfor er det i stedet de som yter motstand mot den trusselen mot mennesker og natur som fossilindustrien, ifølge vitenskapelige rapporter, fortsetter å forårsake i stadig større omfang, som betraktes og behandles som ‘farlige’ for samfunnet og dets interesser og verdier? Er ikke måten fare og skadeverk forstås på fullstendig snudd på hodet?”
Så længe myndighederne forbliver i den rolle, må klimaaktivisterne forblive i deres. Og med fare for at gentage os selv (og Jeremy Strong): Lad dem tale! /Emilie Ewald