One Woman's War af Dana Mills

For omkring seks måneder siden blev jeg bange for at få brystkræft. Jeg kommer fra en familie med en trist historie med kræft, og efter at have fortrængt, hvad jeg tydeligt følte var en knude, fik jeg endelig en tid hos min læge, som sendte mig til hasteprøver. Jeg talte ikke meget om det, da jeg havde et meget anstrengt forhold til min daværende chef og havde følt mig usikker på så mange måder over for hende og andre. Heldigvis blev prøverne taget hurtigt og viste sig at være godartede, selv om lægerne så nogle ting, der bekymrede dem, og beordrede mig til at få en kontrol efter seks måneder. De seks måneder fandt sted i denne uge.

Der var ingen ledige tider i nærheden af, hvor jeg bor, så jeg bestilte en tid i Jerusalem. Det er en by, hvor så mange af os er fanget side om side: sekulære jøder, religiøse jøder, palæstinensiske borgere i Israel, palæstinensere, der bor i Østjerusalem, uden en klar grænse og alle på en eller anden måde tvunget til at leve sammen. Jeg ankom dobbelt nervøs; selvfølgelig var situationen stressende i forvejen, men at gøre alt det her under en krig (er der en alarm på vej derhen? Er der en, når jeg bliver tjekket?) øgede min angst, som jeg tror var tydelig.

Under hele forløbet var den kvinde, der undersøgte mig, palæstinensisk. Hun behandlede mig med en enestående venlighed, hun anerkendte min sårbarhed og tog sig af den. Det var tydeligt, at hun var træt – det er vi alle i de her dage – og jeg var træt og ængstelig. Hun kunne se, at jeg var ængstelig og gjorde alt for at berolige mig. Mens jeg knappede min skjorte, tænkte jeg på det faktum, at vi på trods af alle politiske debatter alle er bestemt til at leve sammen, og at medfølelse er en meget naturlig følelse, når våbnene er sænket.

Husk på, at alle vi israelere i varierende grad bærer survivor’s guilt. Hvorfor var mine fætre og kusiner i beskyttelsesrummet i timevis, mens jeg var langt væk? Hvorfor blev nogle mennesker jeg kender bortført fra deres hjem, mens jeg sover trygt i min seng? Hvorfor bliver soldater dræbt dagligt, mens jeg går i supermarkedet, til dansetime, mødes med venner? Nogle gange er skyldfølelsen mindre udholdelig end andre.

Hvis du er israeler og bevidst følger med i nyhederne fra Gaza (israelske medier viser stadig ikke konsekvenserne af Israels angreb på Gaza), eller endda de rædsler, der udspiller sig på Vestbredden; fra fremskyndet etnisk udrensning til tvangsforflyttelse til administrativ frihedsberøvelse, og listen fortsætter; så har skyldfølelsen en dobbelt facet. Ikke alene overlever jeg andre mennesker omkring mig ved et rent tilfælde, men forfærdelige, forfærdelige ting bliver gjort i mit navn. Hvis det optager dig, er det svært at komme videre med noget, man har brug for at få gjort, selv om det er for kampens skyld.

En anden følelse (bevidst eller selvbevidst), som vi israelere, der er forankret i kampen mod besættelse og apartheid, oplever hele tiden, er skam. Ordet ‘skam’ bliver ofte råbt i demonstrationer her, men vores ledere synes at være skamløse. Og jo flere beviser vi ser fra Gaza; vold udøvet af soldater, ydmygelse for ydmygelsens skyld (et billede, der cirkulerede vidt og bredt i Israel, var af ‘Hamas-militante’, der sad i undertøj med bind for øjnene, bevogtet af israelske soldater), jo mere overvældet føler man sig af skam. Vi hører mere og mere om bortførelser, om hærværk, om ødelæggelse for ødelæggelsens skyld. Det er selvfølgelig ikke hele hæren, men når de beviser dukker op, er det svært ikke at blive ødelagt af skam.

Både skyld og skam, havde Nietzsche lært mig, er ikke generative følelser. Efter mange års aktivistisk arbejde har jeg lært, at hvis du vil have folk til at lytte til dig, får du dem ikke til det ved at kalde dem kollektivt krigsforbrydere, umoralske og elendige. Selvfølgelig kan det være, at du ikke vil engagere dig i det kollektiv, som de handlinger udspringer af, og det er fint, men hvis du vil engagere dig i det samfund, du ønsker at ændre, vil det at påføre folk skam eller skyldfølelse sandsynligvis ikke få dem til at komme til din demonstration.

Desuden, og det er noget, jeg lærer mere og mere, skal det at gå ind i din egen proces med de her følelser og stemninger være internt snarere end eksternaliseret, især ikke over for dine palæstinensiske venner. Når dødstallet i Gaza er over 30.000, vil det være forkert at bede palæstinensiske venner om at bære min skyld og skam og hjælpe mig med at komme igennem dem. Det ville være at påføre dem mere af den skade, som mit samfund alligevel påfører dem.

I min barndom, under Oslo-dagene, troede vi, at hvis vi, palæstinensere og israelere, kunne ‘enes’ som mennesker, ville vi kunne enes som folk. En masse penge udefra og forsoningsforsøg blev brugt på at samle palæstinensiske og israelske unge i store cirkler, hvor vi talte sammen. Forsøget var at vise os, hvor ens vi faktisk var.

Jeg var tretten, da jeg begyndte at deltage. Jeg husker, at jeg mest blev slået af, hvor forskellige vi var. Jeg levede med privilegier og magt, som mine palæstinensiske kammerater kun kunne drømme om. Vi havde meget lidt til fælles. Vi blev kastet ind i det her fantasiteater, hvor hvis jeg og min palæstinensiske modpart begge sagde, at vi kunne lide katte, så var vi ens! Vi er begge trettenårige børn, der kan lide katte! Men det faktum, at hun skulle vente i tre timer i et checkpoint, og at jeg var i familie med de soldater, der tilbageholdt hende i checkpointet, blev tilsidesat.

Hvis der er noget vigtigt, der kom ud af de tre måneder, er det Oslo-paradigmets fuldstændige og totale sammenbrud. Ønsket om at reproducere en slags facade af eksternaliseret liberalt demokrati i Palæstina, uden nogen væsentlig magt eller evne til selvforsvar. I det klassiske to-stats-paradigme har Israel stadig monopol på Palæstina.

Men den anden ting, jeg tænker på, er, at den måde, vi, israelere og palæstinensere, lever sammen, ikke behøver at være styret af modeller for ‘sameksistens’. Vi har brug for et politisk arrangement, sandsynligvis med et form for internationalt tilsyn i starten, sikret af juridiske forbehold og sikkerhed. Vi er nødt til at kunne leve vores liv uden at frygte hinanden. Man kan ikke forlange, at palæstinensere, der har levet under besættelse så længe, skal forsone sig med israelere på et personligt plan.

Jeg ved og har accepteret, at for mange af mine palæstinensiske ligesindede, især på Vestbredden og i Gaza, og på en anden måde i Østjerusalem, er jeg ikke anderledes end den soldat, der holder dem tilbage ved checkpointet, endnu, tredive år efter Oslo; eller i værste fald den soldat, der ser på, når de lever med bosættervold som daglig rutine. Jeg er en og samme person som den regering, der tager deres land fra dem, bid for bid. På en måde har de ret.

One Woman’s War af Dana Mills udkom den 7. marts på det britiske forlag Five Leaves med forord af Sally Abed.