Man bliver aldrig færdig med at oversætte Anne Carson

“Jeg har tænkt meget over det, du nævnte sidst. Om man kan tale om en som sådan Anne Carson-bølge,” siger Frede Gregersen, da jeg fanger ham for anden gang. Gregersen er medstifter af forlaget Tredje September, som udkom med Nej snarere – et lille, lilla hæfte, Carson har skrevet om oversættelse – i efteråret 2023.

Blot et par måneder forinden dukkede et andet Carson-essay op på dansk hos forlaget Multivers, Albertine-øvelsen, og i samme periode udkom Basilisk med en revideret oversættelse af Røds selvbiografi. Fra at have haft i alt fire Carson-oversættelser over 20 år, fik vi pludselig tre inden for fire måneder. Det kunne man da godt kalde en bølge.

Det sker konstant i kulturens verden, at bølger ruller ind over os. På den danske litteraturscene har vi i nyere tid kunnet tale om en strømning af moderskabslitteratur, som især Olga Ravns Mit arbejde fra 2020 blev bannerfører for, men der opstår hele tiden mindre og mere specifikke skvulp. Det kan også være et oversat forfatterskab, som man også har kunnet se det med science fiction-forfatteren Ursula K. Le Guins bøger og essays, der bliver udgivet i en lind strøm. Men selvom det er et besynderligt tilfælde med Anne Carson, at der pludselig ud af det blå kommer hele tre bøger af en canadisk forfatter, der ikke har udgivet nyt, så er det alligevel, hvad det er: Et tilfælde.

Men selvom tilfældet altså råder, kan man alligevel mærke en stigende interesse i Carson, mener en anden forlægger, Jonas Damgaard-Mørch fra forlaget Multivers. “Hun er efterhånden en af dem, ret mange kender og læser,” siger han og fortsætter: “Og så er der også det kommercielle aspekt. Altså, vi er ikke sat i verden for at lave profit og gør det da heller ikke, men det gik godt med Albertine-øvelsen.” Albertine-øvelsen er udkommet i tredje oplag.

Og der kommer mere. Allerede inden udgivelsen af Albertine-øvelsen havde Damgaard-Mørch og Multivers købt rettighederne til Carsons ‘The Glass Essay’ fra digtsamlingen Glass, Irony and God (1995), som forfatteren Mathilde Moestrup netop nu sidder og oversætter.

‘The Glass Essay’ er et langdigt om hjertesorg. Moestrup kalder det selv et af Carsons mere tilgængelige værker. Men på klassisk carsonsk indeholder det selvfølgelig også en dialog med Brontë-søstrene, Emily og Charlotte, og der er da også en Sapfo-reference. De mange ret så intellektuelle og intertekstuelle referencer på tværs af litteraturhistorien skal dog ikke afskrække én fra at dykke ned i Carsons forfatterskab. “Det er jo en gave,” siger Moestrup, “og en anledning til at undersøge alle mulige andre ting, som er vildt interessante, og som jeg stoler på, at hun bruger på en interessant måde. Det er ikke bare at være nørdet for at være nørdet. Referencerne er altid meningsfulde.”

“Det er klart, at det kan fremstå elitært, men det er måske også okay, at nogle ting er det, eller i hvert fald bare svære og gerne vil være komplekse. Især når det så er så meningsfuldt, som det er i Carsons forfatterskab.”

Øvelser i metrostop

Karsten Sand Iversen har oversat i mere end 60 år fra engelsk, tysk, fransk, svensk og norsk – og for 10 år siden færdiggjorde han sin oversættelse af James Joyces Ulysses. Når jeg har nævnt Karsten overfor andre oversættere i forbindelse med denne artikelserie, er han gentagne gange blevet omtalt som “legenden”. Udover at have oversat forfattere som Jon Fosse, Elias Canetti, Rainer Marie Rilke, Ursula K. Le Guin, Hertha Müller og William Faulkner, har Karsten nu også oversat Anne Carson med Nej Snarere for Tredje September.

“Den rørte ved det i mig, som jeg finder interessant. Jeg synes, den var utraditionelt speciel og, ja, også vild på sin egen stille måde. Og så er det jo fedt at oversætte en så berømt dame,” siger han og klukker: “Jeg gider kun oversætte det allerdyreste. Du kan ikke komme stikkende med en kriminalroman til mig i hvert fald. Jeg har oversat én kriminalroman i mit liv, og det er fandeme mange år siden.”

Det er Frede Gregersen fra forlaget Tredje September, der fik idéen til at få Sand Iversen ind som oversætter. Nej snarere handler trods alt om lige præcis det og er den første bog i forlagets Ledsager–serie, som undersøger oversættelse som praksis og som strategi. “Den har været rigtig længe undervejs,” siger Gregersen om serien. For ham føltes det naturligt, at det skulle være Carsons Nej snarere, der skulle åbne ballet.

‘Variationer over retten til at tie’ er det ene af de to essays i Nej snarere og er ret så bemærkelsesværdigt. Det handler om det uoversættelige. Carson begynder ved Jeanne d’Arcs retssag, hvor den franske pige fra landet blev fejloversat. Jeanne var analfabet og snakkede middelfransk under retssagen, hvor hendes ord blev transskriberet og senere oversat til latin. Oversættelsen blev en bevidst forfalskning af hendes svar, som retfærdiggjorde dødsdommen, og de indvendige stemmer, Jeanne var blevet vejledt af, forblev uoversatte. Men det er især essayets slutning, der er interessant.

Carson bliver nemlig ved med selv at oversætte fragmentet, faktisk gør hun det hele syv gange. Først udelukkende ved brug af ord fra John Donnes Woman’s constancy, dernæst kun med ord fra Bertol Brechts FBI-akter, Samuel Becketts Slutspil, sin brugsanvisning til sin mikrobølgeovn og så stationerne i Londons metro.

“Det digt var det eneste problem,” siger Karsten Sand Iversen om sidstnævnte. Carson er selv fra Canada, hvorfor London Underground vel for hende er lige så fremmed som for en dansk læser. Alligevel besluttede Sand Iversen sig for at oversætte Londons Underground til Cityringen for at komme nærmest den carsonske oversættelse. “Jeg noterede mig alle stationerne og fulgte hendes mønster så godt jeg kunne, også grammatisk. Der er en række præsenspræpositioner, altså skøjtende, løbende, og det er som i den engelske udgave. Og så lavede jeg så meget fis og ballade med de navne, som nu var der.” Pludselig findes verber som ‘runddelende’ og ‘trianglende’, og Orientkaj er gjort helt menneskelig som ‘orientkaj, der dyrker enghaven’.

Med ærefrygt og gentagelser

I modsætning til Sand Iversen, for hvem oversættelserne fremadrettet bliver færre, er Emil Bøgh Borggren kun lige gået i gang. Albertine-øvelsen, der udkom på Multivers i august, er den 24-årige oversætters første udgivelse. “Der ligger selvfølgelig en stor ærefrygt i at oversætte en oversætter – en forfatter for hvem oversættelse er en så essentiel del af deres skrivepraksis,” fortæller han.

“Hendes praksis er på den måde meget inspirerende. Jeg tænker på, hvordan hun bruger anden tekst i produktionen af hendes egne tekster. Hvordan hun ofte lader flere forskellige tider eksistere samtidigt. Og hvordan ’Traditionen’ hos Anne Carson bliver til en ret radikal mulighed. At skriften igennem tiden kan være en slags gentagelse af det samme, men på stadig nye måder,” siger Bøgh Borggren.

Det budskab går igen hos Pejk Malinovski, der sammen med Niels Frank reviderede deres 2001-oversættelse af Selvbiografi i rødt i 2023. Både fordi bogen har været udsolgt i flere år, men også, skriver Malinovski på mail, fordi han fandt fejl i originalen: “Jeg brød mig aldrig rigtigt om den gamle titel Selvbiografi i rødt. Det lyder lidt som en selskabskjoles erindringer. Det store spørgsmål var, om den skulle hedde Rød selvbiografi eller Røds selvbiografi. Jeg er stadig i tvivl. Man bliver jo aldrig færdig med en oversættelse. Det er altid en tilnærmelse.”

Med tanke på ufærdige oversættelser, er et andet sammentræf blandt udgivelserne i efterårets Carson-bølge, at de alle har været udgivet på dansk før, udover selvfølgelig ovenstående revidering. Albertine-øvelsen blev oversat i 2015 i forbindelse med et Proust-særnummer i tidsskriftet Passage, og begge essays fra Nej snarere optræder faktisk som hæfter i Basilisks Oven vande fra 2018. Ovenstående Ibykos-oversættelser er blandt andre tidligere blevet oversat af forfatteren og oversætteren Martin Larsen.

“Det var lidt af en overraskelse, da vi fandt ud af, at de allerede var oversat,” griner Gregersen over telefonen. “Men i lyset af Carsons egen praksis med genfortælling i hendes forfatterskab, kom vi frem til, at det var okay, at der sker en genlæsning, og at teksten bliver givet en ny kontekst. Selvom man med et forfatterskab, der er så stort og alligevel så uoversat til dansk, jo også kunne have udgivet alt muligt andet.”

“Det er meget tilfældigt sådan, det ender, at den så udkommer samme år som to andre Anne Carson-bøger. Jeg tror, det har noget at gøre med den her genlæsning, som er på spil alle mulige steder i kulturen, hvor hun står som et forbillede. Det finder sted alle mulige steder, genlæsning og genfortælling af myter,” siger Gregersen og fortsætter:

“Carson bliver her et forbillede, fordi hun gør det på en mega kæk og queer måde, hvor man kan forbinde nye fortællinger med gamle, og den tid, vi lever i, giver anledning til at fortælle de gamle historier på nye måder, forskyde dem. Det er en af de ting, der for mig gør hende interessant lige nu. Ikke at hun ikke altid har været det.” /Astrid Plum

Læs første afsnit af serien her, og andet afsnit her.