Stålmanden

Tirsdag, blot et par dage før skærtorsdag, hvor Jesus Kristus ifølge overleveringen nød (hvis verbet ‘at nyde’ i den sammenhæng ikke er at tage munden for fuld) ‘den sidste nadver’ med sine disciple, døde den store amerikanske skulptør Richard Serra i sit hjem på Long Island i delstaten New York. Dødsårsag: en kombi af lungebetændelse og alder (85 år). Richard Serra var vist ikke videre religiøs, om overhovedet, men hans kæmpestore skulpturer af oxideret stål havde noget af den samme grandeur over sig som nogle af denne verdens mest imposante kirker og katedraler.

I forbindelse med en retssag i 1980’erne om værket Tilted Arc, som vi skal forsøge at komme tilbage til, sagde Serra: “Mine skulpturer er ikke objekter, som det er meningen, at beskueren skal stoppe op, se og stirre på. Det historiske koncept med at placere en skulptur på en piedestal var at skabe en afstand mellem skulpturen og beskueren. Jeg er interesseret i det adfærdsmæssige rum, i hvilket beskueren interagerer med skulpturen i dens kontekst.”

Der findes mange minimalistiske og postminimalistiske skulpturer rundt omkring i rundkørsler og parker og på torve, som i stilart ligner hinanden til forveksling, selv om kunstnerne er forskellige. Men Richard Serras værker, som ofte tilter lidt, som om de lige har fundet balancen, skiller sig ud. Hvis man har været i nærkontakt med en Serra, glemmer man den ikke lige igen. Det er meget muligt, at man uden at have tænkt over det har taget et billede af den. Hvis du fx har besøgt kunstmuseet Stedelijk i Amsterdam, så prøv at tjekke filmrullen på din telefon; uden for står værket Sight Point (for Leo Castelli) fra 1972, som består af tre 11,7 meter høje stålplader på hver 17 tons, der er placeret op ad hinanden, så de skaber en ligesidet trekant på toppen.

Der skrives meget bullshit om kunst. Nogle gange er kunsthistorikere og kuratorer tvunget til at skrive et værk op, simpelthen tillægge det mening og betydning, fordi det måske ikke kan noget i sig selv. Sådan forholder det sig ikke med Richard Serras skulpturer. På Twitter skriver en i forbindelse med Serras død, at “han fik os til at mærke rummet ved at komprimere det og udvide det ved at tage ejerskab over luften omkring sine værker”, og at hver af hans skulpturer “er uden grænser, den opsluger dig, den fortærer dig med sin desorienterende tyngdekraft.” Og en anden: “Hans kunst handler om balance og risiko, den fremmaner drama og overraskende sanselighed fra enorme abstrakte kræfter”.

Ja, der er noget om snakken. Men det er ikke den type sanselighed, som gør, at beskuerens tårekanaler pludselig, helt uden varsel, åbner sig, og han eller hun begynder at hulke hysterisk. Man bliver ikke taget med bukserne nede, man er ikke forsvarsløs, men man bliver måske en smule overrasket. Det er ikke religiøst. Det er mere et stoisk: “Hold da op.”

Richard Serra tog sine skulpturer meget seriøst. Der er ikke nogen humor, ingen ironi. Han var måske lidt af en gnavpot (særligt på sine ældre dage). Han var kompromisløs, og han var rasende over, at hans 36 meter lange og 3,6 meter høje Tilted Arc (der var den igen), som han lavede til Federal Plaza i New York, blev fjernet i 1989 efter kun otte år. Den skar pladsen midt over, modstanderne sagde, at den gjorde en grim plads grimmere, og folk i den regeringsbygning, som lå ud til pladsen, var bange for, at den massive stålkonstruktion ville kunne forstærke en eventuel bombesprægning, hvis voldsparate anarkister eller andre skulle se sig sure på staten.

En af dem, der var imod Tilted Arc, og som endda skrev det offentligt, var den nu afdøde kunstkritiker Peter Schjeldahl. Det nævner han i en begejstret anmeldelse af en Serra-udstilling i The New Yorker i 2019. Men Schjeldahl skriver også meget smukt om Serra: “Jeg ville lade være med at kunne lide ham, hvis jeg kunne opbygge en sag ud fra de synlige beviser, der er lige så stærke som min trang til ikke at kunne lide ham. Men skønheden griber ind. Igen, prøv at skifte synsvinkel. Der er en Beethoven-agtig storhed ved måden, formerne styrer, bøjer, koncentrerer og frisætter rummet, som de deler med dig. Din bevægelse i deres nærhed er en slags dans, som du ikke kan afvise eller undertrykke. Ryd dit sind. Lad din krop fortælle dig, hvad der sker. Så kan dit sind begynde forfra med at overveje værkets betydning. Hvordan kan noget så latterligt føles så selvfølgeligt? Hvordan kan det ramme en, når det ikke kommer som en overraskelse?”

Lad os slutte dagens tekst sådan. /Oliver Stilling