Kære læser

Magnus Heunicke som statsminister?

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Velkommen tilbage! Påsken er forbi, og ligesom det som bekendt lykkedes for Jesus Kristus for 2.000 år siden, lader de fleste af os til at være sluppet igennem den med skindet på næsen. Nogle har måske brugt helligdagene på at hvile sig og samle kræfter til forestående kampe. Det kan være kampen for et bedre arbejdsliv, kampen for frihed, kampen for at se sit barn, kampen for at købe et sommerhus ud til vandet eller kampen mod forventningspres, mobning eller rotter på loftet – tilføj selv egne reelle eller oplevede kampe.

I påsken har der været forholdsvis stille på Christiansborg, måske fordi de danske medier også har været nede i gear. Anden påskedag lagde TV 2 imidlertid en artikel ud på sit website, som gav et indtryk af en form for menneskelig aktivitet, både på tv-stationens redaktion og på Christiansborg (i hvert fald i Socialdemokratiets folketingsgruppe). “Indtil nu har den socialdemokratiske magtkamp om pladsen som Mette Frederiksens arvtager handlet om to personer: finansminister Nicolai Wammen og justitsminister Peter Hummelgaard,” står der i toppen. “Men i skyggerne gør en helt tredje hovedperson og hans følge sig store tanker om at kuppe den tvekamp.” Teksten er bygget op som en klassisk clickbait-artikel, men et stort foto af miljøminister Magnus Heunicke (S) slår skår i den tiltænkte mystik.

Magnus Heunicke som formand for Socialdemokratiet? Måske er det slet ikke så tosset en idé, og slet ikke, hvis man var begyndt at føle, at det gamle arbejderparti – med den højredrejning, der er sket under Mette Frederiksen – har lidt uoprettelig skade, at noget var ødelagt for bestandigt. Da Heunicke kom i Folketinget for 19 år siden, blev han gjort til teleordfører og skrev oplægget ‘Bredbånd til alle’, som er gået lidt i glemmebogen. Så gik der nogle år, og Heunicke blev transportminister. Fast forward: sundhedsminister under corona og populær som solen, selv om Heunicke sådan set oprindeligt var på det hold, der forsøgte at tvinge muligheden for uhyggelig tvangsvaccinering igennem i den epidemilov, regeringen fremsatte i november 2020 (det blev stoppet af anti-totalitære kræfter).

Som miljøminister i SVM-regeringen siden december 2022 har Heunicke gjort en ret ynkelig figur. Eller man kan måske med lidt god vilje kalde ham en sørgmunter eller tragikomisk skikkelse. Intentionerne er gode, han vil gøre det godt – ellers går man ikke ud og kalder sig ‘Havets minister’, umiddelbart inden det går op for offentligheden, hvor ødelagte de danske farvande og fjorde er på grund af kvælstofudledningen fra det konventionelle landbrug. Det ville være for dumt. Heunicke ville angiveligt gøre meget mere for miljøet, hvis ikke han var bundet på hænder og fødder af Venstres og sit eget partis laissezfaire-forhold til miljøet. Som en rigtig adjudant har Heunicke skullet stå på mål for regeringens slappe miljøpolitik, og han har taget imod det ene lag tæsk efter det anden i samråd efter samråd.

Men der er jo folk, som siger, at ydmygelse bygger karakter. Magnus Heunicke som statsminister? Han bliver ved med at være populær ude blandt danskerne, og popularitet er en stærk valuta i et partis interne magtkampe. Læser man lidt længere ned i TV 2’s politiske analyse er det måske ikke ligefrem posten som statsminister, der ligger i kortene for Heunicke, men så i hvert fald ‘meget at skulle have sagt’.

Hvis Mette Frederiksen skulle forlade partiet i utide, fordi hun – gud forbyde det – får en stor post i EU-systemet, står kampen om formandsposten først og fremmest mellem finansminister Nicolai Wammen og justitsminister Peter Hummelgaard, som hver især er leder af en af den socialdemokratiske folketingsgruppes fire såkaldte kaffeklubber. Men Magnus Heunicke er også leder af en kaffeklub. Han kalder den ‘Kaffeklubben’, og det siger måske noget om den, at dens mest prominente socialdemokratiske folketingsmedlem ud over Heunicke er Rasmus Prehn og et af de andre medlemmer hedder Kylling til efternavn.

En af de gode ting ved forlydenderne om Mette Frederiksens afgang er, at man får en fornemmelse af, at der står nogle andre folk klar, som måske kan tage partiet i en retning, som er bare en lille smule mere værdig. Det kunne sådan set være interessant at se Heunicke i en anden rolle end den pryglede abes. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12