Farlig fyringsrunde

Fordi ingen kom til skade har det komikkens skær, at fregatten Iver Huitfeldt har sejlet blind og impotent rundt i Det Røde Hav. Det minder om en molboagtig scene fra en folkekomedie om et dansk militær, hvor angreb i hvert fald ikke er det bedste forsvar.

Da det danske flådefartøj for en måned siden blev angrebet med droner af Houthi-guerillaerne inde fra Yemen svigtede radarsystemet angiveligt i første omgang. Mandskabet om bord på Iver Huitfeldt var prisgivet, og kunne have flydt rundt som magtesløse skydeskiver; som ænder uden tænder.

Fregatten kunne ikke affyre sine missiler.

Matroserne måtte i stedet op på dækket og forsøge sig med fregattens kanoner. Men den håndholdte modoffensiv var heller ikke ligefrem supereffektiv: Omtrent halvdelen af de 30 år gamle granater eksploderede kort efter affyring, alt for tidligt, og nåede dermed hverken helt eller halvt frem til de truende droner.

Skibschef Sune Lund skrev efterfølgende i sin afrapportering – som forsvarsmediet Olfi har fået fat i – at en sådan fejl er med til at “reducere kampeffektiviteten og enhedens overlevelsesevne alvorligt”. Det må kaldes for en mild underdrivelse.

For kun med nød og næppe fik fregatten Iver Huitfeldt nedkæmpet angrebet, og undgik en fatal ydmygelse. Skibet var blevet sendt af sted uden det fornødne isenkram. Alligevel var forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) ærekær, da han fortalte den danske offentlighed om den militære triumf i Mellemøsten:

“Jeg er glad for, at besætningen på fregatten Iver Huitfeldt er uskadte, og jeg er stolt over deres hurtige indsats. Vi fortsætter vores patruljering i området sammen med nære allierede. Retten til fri sejlads er en frihed, vi skal værne om.”

Sonofrene står i kø

Inden udsendelsen af fregatten havde Troels Lund forsikret Folketinget om, at alt var i den skønneste orden. Under en orientering til forligspartierne på Christiansborg understregede Venstres formand, at skibets udrustning var fuldt på højde med situationens alvor, og at Iver Huitfeldt var udstyret med en “kapabel våbenpakke”.

Som en anden Komisk Ali har Danmarks vicestatsminister foregøglet Folketinget, at den nedslidte og misligeholdte fregat ikke ville være den største fare for sig selv.

Officielt er Troels Lund Poulsen rasende og har forlangt en ekspresredegørelse for det skandaløse forløb. Fortællingen er, at forsvarsministeren ikke er blevet orienteret fyldestgørende, og derfor ikke selv har været klar over, at fregatten var så ilde stedt, som kritikere ellers havde fremført i tiden op til udsendelsen af Iver Huitfeldt.

Ingen skal blive forundrede, hvis forsvarschef Flemming Lentfer pludselig skal lave noget andet, og således ofres i et forsøg på at aflede opmærksomheden fra det formelle hierarki, nemlig at det i dagens Danmark er og bliver forsvarsministeren selv, som har det øverste ansvar for det samlede militær. Uanset om forsvarschefen fyres eller ej, peger pilen stadig mod Troels Lund.

Regeringstoppen har længe været utilfreds med Flemming Lentfer og hans manglende vilje til at levere udtalelser, der passer med de politiske signaler oppe fra både statsminister Mette Frederiksen (S) og forsvarsminister Troels Lund. Særligt har det frustreret regeringstoppen, at Flemming Lentfer har været yderst forbeholden over for mulighederne for at få stablet en tung brigade hurtigt på benene.

Absolut ingen i inderkredsen omkring SVM-regeringen vil savne forsvarschefen, hvis han sandsynligvis bliver ofret snart. Lidt mere kompliceret vil magtspillet blive om den næste mulige ofring, nemlig Forsvarsministeriets nye departementschef Pernille Langeberg: Hun er på den ene side håndplukket af Troels Lund til at rydde op i det kronisk skandaleramte ministerium, men kritiseres på den anden side for at være en medvirkende årsag til, at ministeren ikke blev orienteret retvisende om den kaotiske nedkæmpning af Houthi-dronerne.

Nogen skal bringes til skafottet. Om ikke andet så som en afledningsmanøvre.

Grine eller græde?

Det vil imidlertid efterlade et indtryk af total panik, hvis regeringen fyrer både forsvarschefen og Forsvarsministeriets nye departementschef midt i en vanskelig proces, hvor der skal afsættes i alt 195 mia. kr. ekstra til forsvaret, og samtidig forhandles et nyt forsvarsforlig på plads, hvor flere borgerlige partier allerede har stillet sig på tværs.

Men sonofre er nu engang at foretrække for regeringstoppen, frem for selv at skulle tage ansvaret.

Spørgsmålet er blot, om Troels Lund Poulsen kan slippe af krogen ved at ofre andre. Med den struktur, som i dag er gennemtrumfet på Forsvarsministeriet i Danmark, den såkaldte Pentagon-model, er og bliver det forsvarsministeren, som er den øverste i kommandostrukturen. Tidligere var den militære ledelse udskilt som et selvstændigt forsvarsfagligt hierarki i Forsvarskommandoen, men nu er det hele lagt ind under ministerens formelle ansvar.

Ironisk nok var det netop Pentagon-modellen, opkaldt efter det amerikanske forsvarsministerium, som betød, at Venstre gik hårdt til angreb på den daværende S-forsvarsminister Trine Bramsen, da fregatten Esbern Snare vendte hjem fra en mission til Guineabugten og medbragte en tilfangetaget etbenet pirat. Dengang kritiserede Venstrefolk den socialdemokratiske minister for at være “sjældent udygtig” og for ikke at have “gjort sit hjemmearbejde ordentligt”.

I dag er Venstre og Socialdemokratiet ganske vist blevet forbrødret i SVM-regeringen, men den principielle kritik kommer tilbage med rekyl. For ligesom Trine Bramsen ikke kunne undsige sig ansvaret som forsvarsminister, kan Troels Lund Poulsen heller ikke komme uden om, at han kan siges at være enten “sjældent udygtig” eller ikke at have “gjort sit hjemmearbejde ordentligt”.

Det sejler i regeringstoppen. Og selv om ingen kan være i tvivl om behovet for en opgradering af militærmateriellet, begynder det at virke decideret uansvarligt at ville hælde ekstra 195 mia. kr. ind i et så dysfunktionelt system. Som i enhver tragikomisk farce er det svært at finde ud af, om man skal grine eller græde. /Lars Trier Mogensen