Nyhedsanalyse

Trumps bitre sandhed

Kan Truth Social også blive Donald Trumps økonomiske redningskrans?

Scott Olson/AFP/Ritzau Scanpix

Det kræver hverken den store økonomiske eller menneskelige indsigt at gennemskue, at intet ved Truth Social giver mening. Donald Trumps personlige sociale medie er ikke bare et bizart digitalt ingenmandsland for rabiate konspirationsteorier og højreradikale MAGA-rablerier, det er nu også blevet omdrejningspunktet for den nyeste memestock-mani. Håbet for Trump er, at han har fået en fiks sparebøsse, som kan finansiere alle hans løbende retssagsudgifter. Håbet for os andre er, at der stadig er en sidste rest af fornuft tilbage i finansverdenen. Sandsynligvis er det løb dog allerede kørt.

Lad os tage historien helt kort: Efter han var blevet bandlyst fra Facebook og yndlingsmediet Twitter som følge af stormløbet på den amerikanske kongres, blev Trump i 2021 hovedejer af det nye medieselskab med det sigende navn Trump Media & Technology Group. I februar 2022 lancerede Trump Media sit hidtil eneste produkt, Truth Social, en bramfri Twitter-klon, som Trump har gjort til sin egen legeplads. Det er her, Trump i dag skriver alle sine afkoblede opdateringer, og det er så også primært det, Truth Social har at byde på.

Alligevel skød værdien af Trump Media usandsynligt meget i vejret, da virksomheden via en såkaldt SPAC kom på børsen i slutningen af marts. På et tidspunkt røg markedsværdien op over 10 mia. dollars, og da Trump ejer godt 57 pct. af aktierne, kom han nu også på Bloombergs liste over verdens 500 rigeste mennesker.

Timingen kunne dårligt have været bedre for Trump. Faktisk virker den lettere mirakuløs: Bedst som der er blevet skrevet vidt og bredt om, at Trump mangler penge til at stille en milliarddyr kaution (som nu er blevet betalt), har han fået en regulær cash cow med Truth Social. Hvis det da så bare ikke var fordi, det sociale medie i sig selv virker temmelig værdiløst.

Ifølge analyseselskabet SimilarWeb havde Truth Social sølle fem mio. månedlige besøgende tilbage i februar, mens TikTok til sammenligning havde flere end to mia. besøgende. Ifølge Trump Medias egne tal tabte virksomheden små 60 mio. dollars i 2023, mens Truth Social blot indbragte fire mio. dollars i reklameindtægter. Sammenlignet med andre sociale medier er Truth Social et mikroskopisk foretagende, som slet ikke er i nærheden af at være så meget værd som aktieprisen reflekterer. Det virker decideret komisk, at dens værdisætning svarer til eksempelvis Reddits.

Mandag og tirsdag i denne uge er prisen på Trump Media-aktien – som har fået forkortelsen DJT, for Donald J. Trump – fortsat med at fluktuere vildt. Tilbage står visheden om, at Trump Media på papiret stadig er flere mia. dollars værd, men at det vist bare er et spørgsmål om tid, før korthuset kollapser. Mens mange Trump-støtter ser en investering i DJT som en ny måde at donere penge på, ser opportunistiske aktiehajer snarere Trump Media som et nyt GameStop-tilfælde. Altså, som en oppustet memestock, man på den korte bane kan tjene lidt penge på, men som de fleste kommer til at brænde nallerne på.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvornår Trump har tænkt sig at trække sine penge ud – eller lave det, journalist Timothy Noah fra The New Republic meget rammende kalder en “Trump and dump”, da det vil dødsdømme Truth Social. Formelt set er Trump bundet af en kontrakt, som siger, at han ikke må sælge nogle af sine aktier de næste seks måneder. Til den tid kan DJT allerede være blevet værdiløs. Med bestyrelsens velsignelse kan reglerne dog godt ændres, og da bestyrelsen består af trofaste Trump-disciple, vil det jo være en smal sag.

Det er da heller ikke fordi Trump øjensynligt føler, at han skylder nogen noget. Han har allerede valgt at sagsøge to af medstifterne af Trump Media, nærmere bestemt de to mænd, som gav ham idéen til hele foretagendet. Tilbage står dog stadig et paradoks, som meget godt opsummerer enigmaet Donald Trump: Den eneste måde, han kan få noget ud af Truth Social på, er ved at totalsmadre det. /David Dragsted

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12